Læsetid: 5 min.

Festuge-smoothie med nedskruede teaterambitioner

Århus Festuge havde skruet ned for teaterambitionerne i åbningsweekenden. Til gengæld var der intenst off-teater og opera med dødskraft
Der var højt til himlen og højt til loftet under Århus Festuge. Her i Den Jyske Operas 'Die Tote Stadt', hvor længslen tonede frem i flere versioner af Ann Petersens kønne ansigt.

Der var højt til himlen og højt til loftet under Århus Festuge. Her i Den Jyske Operas 'Die Tote Stadt', hvor længslen tonede frem i flere versioner af Ann Petersens kønne ansigt.

Anders Bach

30. august 2010

Træerne vokser ikke ind i himlen, når det handler om scenekunsten under Århus Festuge 2010. Programmet er domineret af musik og film, og det er vel i orden. Teaterfolket er bare bedre vant. Tidligere var det altid et stort, internationalt gæstespil med teater eller dans, der åbnede festugen. I år var det Allan Olsen.

Og uanset hvor charmerende og skarp Allan Olsen er, så formåede han ikke at banke stemningen op i festugegear. Hans sammenkædende tekster havde ingen forbindelse til festugens tema om NABOER. Og da han skulle gå i samklang med dirigenten Rasmus Hansen og en bunke loyale strygere fra Aarhus Symfoniorkester blev det musikalske naboskab yderst anstrengt, for violinerne var sat til at file naive toner, så det lød som filmmusik på repeat. Olsens varme stemme lød klart bedre med Torben Westergaard og jazzbandet Oktober.

Folmers rullegræs

Til gengæld vokser træerne ind i himlen på Store Torv. Her er plantet 130 festugetræer i nydeligt rullegræs. Lørdag formiddag gik folk andægtigt tur på de små jordhøje, og børnene spiste madpakker under træerne. Men allerede søndag kunne JP Århus berette om hærværk og afflåede græsstrimler - og en rystet festugedirektør, der er parat til at forsvare sin skov med politi- patruljering. Øl og træer er åbenbart en farlig kombination.

Så går det bedre med øl og dans. De to dansere Julie Brøgger og Joy Anna Hall fra Filomusi Productions rullede rundt i vinduet hos Sophies tøjforretning, så fyrene med ølglassene på de hensmidte fatboys på Pustervig blev helt salige. I resten af festugen drager kvinderne rundt i private hjem og danser nabostemningen ind. Med eller uden øl.

Nede til Argentine Tango Festival 2010 hos Granhøj på Klosterport blev der ikke solgt øl, kun vin. Men der blev næsten ikke drukket. For der blev danset tango, intenst og koncentreret, inde i det gamle kirkerum med højt til loftet og med drømmen om at indtage Buenos Aires. Begyndere var velkomne, hvis de altså holdt sig til bænkeræk-kerne.

En af redaktionen bekendt kvinde kunne dog ikke holde sig tilbage. Måtte overfalde en sagesløs mand op ad en søjle og tigge ham om at lære grundtrinene fra sig. Det var rigtigt nok: Det er manden, der styrer. Altid. Og så trådte hun op på tæerne og ind i tangolængslen..

Lige indtil gulvet blev ryddet, så de virkelige dansere kunne komme til: Christiane og Konstantin fra Berlin. Hun var i turkisblåt og lange lårmuskler, og han var i diskret sort. Han stillede sig foran hende, helt dirrende, mens han laaaangsomt løftede sin arm og lagde den om hendes ryg. Så tilbød han hende sin hånd, og så gled de friktionsløst afsted, mens han styrede hende med en enkelt finger på hendes ryg. Macho er mange ting. Og natten er lang i Århus.

Lollikes gave

»Køb et breakmove: Headspin 10 kroner.«

Sådan stod der på et skilt på Clemensbro, hvor nogle streetfyre havde rigeligt i at danse med sig selv. De skal nok have tjent til en ny strikhue, for folkestimen var massiv.

Inde på Radisson Hotel var der derimod helt stille. Også selv om der var åbne døre til filmoptagelsen af The Democratic Set. Gruppen Back to Back Theatre fra Australien havde opbygget et stort kasserum af træfinér med to døre. Her skulle dansere bevæge sig ind ad den ene dør og ud af den anden - springende, kravlende, slæbende - mens et kamera rullede forbi.

Koreografen Louise Friis fra Archauz foreslog rullefald, som den smidige, svenske danser Johan Ohlson udførte i et retrokostume af sort lycra, alt sammen udtænkt af kurator Christian Lollike med fiffige bagtanker om manderoller, normalitet og demokrati. Elitekunst til alle, værsgo!

Og når århusianerne har udlevet den værste shoppetrang, kan de opleve den færdige fem-minutters film i Øst for Paradis på onsdag.

Korngolds længsel

Elitekunst til de udvalgte var der dog også. Festuge-lørdagen bød på Den Jyske Operas sidste opførelse af operasjældenheden Die Tote Stadt af Erich Wolfgang Korngold fra 1920 - et trækplaster for det segment, der antagelig holder sig væk fra den importerede Smukfestuge, men som ellers nok ville have hørt Peter Laugesen og Lone Hørslev læse højt på ParallelUniverset udenfor.

Die Tote Stadt er en savnhistorie om en mand, der længes efter sin døde hustru - og som tror, at han ser hende, da han møder en kvinde, der ligner hende.

Mikael Melbyes iscenesættelse var mest vellykket dér, hvor den skabte en psykologisk intethed, lige på kanten mellem virkelighed og drøm. Dér, hvor den døde kvindes ansigt tonede sløret frem på rundhorisonten bag den høje væg - ansigtet, der kun var synligt for ham, der savnede.

Ann Petersen sang dobbeltrollen som Marietta og den døde Marie med klingende lattertoner og erotiske flammetriller, mens hun spillede hele operahistoriens register af Madonna-typer. Og den tyske tenor Torsten Kerl sang som en drøm, mens han fumlede med kunstnerkitlen rundt om sin tykke ølmave - indtil sidste scene, hvor han endelig forlod operaklichéerne og sad helt urørlig på sin seng og sang længslen ud, så det var til at tude over.

Omars smoothie

I stemningen af Første Verdenskrigs gru kunne man så vakle over brostenene til Archauz og det libanesiske gæstespil The Assassination of Omar Rajeh. Forestillingen var et politisk danse- manifest mod drabene på journalister i Libanon. Men performanceformen hos Maqamat Dance Theatre var så indforstået, og dansen var så usammenhængende, at det var svært at føle andet end principiel sympati for forestillingen. Hvor var kuratoren fra My World Images, der kunne have hjulpet forestillingen bedre ind i en international ramme?

Det var ikke mindst svært at forstå, hvorfor Omar Rajeh skulle putte frugter i en blender uden juice, så blenderen gik i stå, hvor- efter han rakte kniven ned i blenderen, så man blev bange for, at han selv ville få knivstumper op i ansigtet. Var pointen, at selv med en vestlig smoothie-blender vokser træerne ikke ind i himlen? Eller bare at man skal respektere sin nabo?

Det var ikke til at sige. Men lige nu vokser træerne altså op mod Århus Domkirke. Lige lukt i festugen.

Åbningskoncert med Allan Olsen og Torben Westergaard/Oktober og strygere fra Aarhus Symfoniorkester i Musikhuset.

Nabo. Filomusi hos Sophies på Pustervig.

Argentine Tango Festival 2010. Granhøj på Klosterport.

Die Tote Stadt. Den Jyske Opera i Musikhuset.

The Democratic Set. Back to Back Theatre fra Australien på Radisson.

The Assassination of Omar Rajeh. Maqamat Danseteater fra Libanon på Archauz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu