Læsetid: 9 min.

Frikadeller og noir-krimi

Christian Dorph og Simon Pasternak tog det store spring fra finkultur til populærkultur og udgiver nu deres tredje kriminalroman, Jeg er ikke her, hvori 80'er-poesien indgår som et mystisk element
Christian Dorph og Simon Pasternak tog det store spring fra finkultur til populærkultur og udgiver nu deres tredje kriminalroman, Jeg er ikke her, hvori 80'er-poesien indgår som et mystisk element
27. august 2010

Simon Pasternak og Christian Dorph er et makkerpar i dansk krimi-litteratur, som nu har skrevet tre tykke bøger sammen. Jeg er ikke her hedder den nyeste, der tager sin begyndelse på Café Victor i København i sommeren 1985, hvor Anita Jensen fra politiets drabsafdeling er ude for at more sig med en veninde. Derfra går det videre ud i nattelivet og til et bestialsk mord, som Anita sammen med kollegerne Ole Larsen og Erik Rohde skal opklare. Handlingen fører til Berlin og Beirut, men bogen er også en københavnerroman med mange genkendelige locations som Vesterbro og Vor Frelsers Kirke. Et særligt raffinement er, at 80'er-lyrikken spiller en rolle som kodesprog. En af de mistænkte er 80'er-lyriker.

Hvordan begyndte jeres samarbejde?

Christian Dorph: »Jeg var fra begyndelsen lyriker med en forestilling om, at det var lettere at skrive en krimi end en digtsamling. Det var det ikke. Manuskriptet havnede i hænderne på Simon, som påpegede visse problemer. Der skulle arbejdes videre med den.«

Det blev du vel sur over?

Christian Dorph: »Tværtimod. Jeg kom fra Forfatterskolen og dermed et miljø, hvor det var helt almindeligt med diskussion og kritik af et ufærdigt manuskript, hvor man før sad og skrev i sin ubodelige ensomhed. Simon involverede sig meget, og faktisk smadrede han det, jeg havde bygget op. Der blev rettet ind, og det blev til romanen Øjet og øret, som udkom i 1999.«

Er det sådan, at forlags-redaktører i dag i højere grad end tidligere har fingrene nede i substansen og kommer med ændringsforslag?

Simon Pasternak: »Ja, det er nok rigtigt. Svend Åge Madsen fortalte mig, at da han sendte sin debutroman ind til Gyldendal, så kom der en førstekorrektur og en kontrakt tilbage næste gang, han hørte fra forlaget. Ikke noget med at rette i det. Jeg tror, mange forfattere fra min generation er mere interesserede i at få kritik, og at det har at gøre med børnehave- og gruppearbejdekulturen, hvor vi er blevet vant til at arbejde sammen. Du ser det også i alle de skrivegrupper, der findes, og højskoler med skrivekurser er konsekvent overbookede.«

Er det ikke snarere den hårdere konkurrence, der gør, at man er nødt til at gøre romanerne bedre, før de sendes ud?

Simon Pasternak: »Det ved jeg ikke. Der kommer jo stadig mange romaner ud.«

Jo, men det er vel blevet sværere for den enkelte bog at slå igennem?

Simon Pasternak: »Ja. De, der sælger godt, sælger mere end nogensinde. De, der sælger lidt, sælger mindre end nogensinde.«

Frostpose

Christian Dorph: »Senere mødtes vi i mit sommerhus. Simon havde en idé, en historie, som han syntes, var verdens bedste plot. Jeg sagde ja på én betingelse: Så skal den foregå i 70erne. Det skulle være en Danmarkskrønike også. 70erne er sådan et lidt glemt og udskældt årti, som godt kunne trænge til at blive rehabiliteret. Ikke mindst fik kunsten og litteraturen på puklen.«

Årtiet er vel nærmest lidt til grin i dag?

Christian Dorph: »Både og. 70erne er faktisk ved at blive cool i dag. Der skete vildt mange fede ting i musikken og kunsten og moden i 70erne.«

Simon Pasternak: »Vi skriver om 70erne, fordi det er vores egen grundfortælling. 70erne og 80erne er kondenseret ned i en frostpose, som vi tror, vi ved, hvad der er i. Så er det sjovt at gå ned i den og opdage, at der måske ligger en anden historie i posen.«

Christian Dorph: »Al fortid bliver jo komisk. 70erne var en politisk firkantet tid, hvor man tog på ø-lejr og smed tøjet, og hvor der var hårde rødstrømper og bløde mænd. Men 80erne er også en komisk tid, hvor de unge er sure og går rundt i sort tøj«.

Tidstegn

Simon Pasternak: »Nutiden bliver også komisk engang. Generationen efter Murens fald er jo en lalleglad, fuldstændig ubekymret generation. De er sgu så glade og forkælede.«

Christian Dorph: »Selvtilfredse!«

Simon Pasternak: »Vi er jo vokset op med, at enten døde man af atombomben, en terrorbombe, aids eller det smukke 80er-selvmord. Der lå en gråhed over det hele, en koldkrigsalvor, som måske også var overalvorlig.«

Christian Dorph: »Omkring 1980 er der et værdisammenbrud, hvor venstrefløjen kollapser. Den har fyldt meget i mange år med svar på alting: Vi var ulykkelige, fordi vi havde kapitalisme, og socialisme ville gøre os lykkeligere, og så står man tilbage med kroppen, døden, kunsten og storbyen, de ingredienser, som bliver til 80er-lyrikken med en enorm patos. I dag er det, som om man har glemt døden, udskyder den og undgår den med sundhedsdyrkelse og fitness«.

Simon Pasternak: »50 år yngre på 10 uger eller hvor meget, det er.«

Christian Dorph: »Der skal være nogle tidstegn. Derfor åbner vi med Café Victor, hvor de hører Anne Linnet, og de møder nogle bzere, men samtidig holder vi igen, så der ikke kommer for mange skulderpuder og gulerodsbukser. Man skal lyne med de ting, men der skal ikke være for mange tidsmarkører, så bliver det folke- komedie.«

Simon Pasternak: »Hvis du læser en roman fra 80erne, så er 80erne jo væk, eller den er der bare uden at gøre opmærksom på sig selv. Man må finde en form, der både er tydelig med tiden og samtidig indforstået med den. I Jeg er ikke her arbejder vi med en historie og en forbrydelse, der kun kunne finde sted i det årti.«

Nøgtern vold

Hvilke tanker gjorde I jer, da I tog det store spring fra finkultur til populærkultur?

Simon Pasternak: »Litteratur kan jo sådan set ske hvor som helst også i en krimi. Krimien er jo bare et sæt af spilleregler, som har en fantastisk fordel: De skal være spændende! Du kan ikke sige, det er en lavgenre i dag.«

Christian Dorph: »Vi gør så det, at vi tager en genre, lyrikken, som ikke mange læser, og sætter den ind i en genre, som alle læser, krimien. Det sammenstød, synes vi, har været sjovt at arbejde med.«

Spænding er vel først og fremmest suspense?

Simon Pasternak: »Ja, men ikke kun. Plottet skal selvfølgelig være godt, men lige så vigtigt er de forskellige karakterer, deres følelsesmæssige klangbund og det spænd, der opstår mellem dem. Vi arbejder også meget med forskellige måder at skrive på: Noget er action, noget er uhyggeligt og grotesk, noget er mere frikadellelunt «

Frikadellelunt?

Simon Pasternak: »Ja. Vores bog er en hård noirhistorie med SM-drab, psykoser, aidsdød og terror. Den ene af vores personer har aids, den anden er ved at fare vild i Beirut, og så er der vores drabschef, Ole Larsen. Han er lun, en lidt mere komisk figur, som vi altid skændes om at få lov til at skrive. En fin fyr. Du kan sagtens have action og grusomheder og derfra klippe til noget frikadellestegning. Hvis det hele tiden er tjubang, bliver jeg i hvert fald træt.«

Christian Dorph: »Noget af det sværeste at skrive er faktisk action. Hvad giver den største effekt rå minimalisme eller at skrue op for volumenknappen? Det har vi kæmpet med, for det er teknisk meget svært.«

Inden for film tager man vel action som en naturlig del af grammatikken?

Christian Dorph: »På film fungerer vold rigtig godt. Det bliver en slags ballet. Vi er kommet frem til, at det skal være råt og enkelt.«

Simon Pasternak: »Nøgternt simpelthen. Ikke svælge i det.«

Forhandlinger

Skriver I hvert andet kapitel?

Christian Dorph: »Ja, eller vi fordeler personer eller plotdele, og så skriver vi oven på hinanden. Jeg kan skrive et kapitel, og så skriver Simon det om. Så tager han måske nogle af de fede ting ud, men så putter jeg dem tilbage igen og omvendt. Det kan køre, indtil vi rammer rent. Når den er i skabet, er vi altid enige.«

Simon Pasternak: »Vi kan diskutere uendeligt, når noget ikke fungerer, og omarbejde det en million gange. Det er til at blive sindssyg over, og det behøver ikke engang at være vigtige scener. Vi havde en scene, hvor politifolkene skulle til Herlev og interviewe et vidne. Vi kunne ikke få dem rimeligt ind ad en bestemt dør. Det skulle være morsomt, men blev det ikke. Noget af det mest pinlige er, når man gerne vil være sjov, men ikke er det.«

Hvordan løser I uenigheder om, hvor romanen skal hen?

Christian Dorph: »Vi har håne- og vetoret, men ellers forhandler vi, argumenterer og diskuterer. Nogle gange tager vi væk, isolerer os fra vore familier. Så skriver vi om kap med hinanden og får hurtig respons. Nogle gange er vi ved at flå hovederne af hinanden, andre gange får vi grineflip. Der er noget økuller over det.«

Dyt i bamsen

Der er langt fra Gyldendal, hvor Simon arbejder, og Testrup Højskole, hvor Christian arbejder, til Politigården i København. Hvordan er jeres research?

Christian Dorph: »Vi kontaktede en kriminalkommissær, Henning Skou Kofoed, som gennemgik en sag fra 1985 med os. Jeg har en bror, som er chef for anklagemyndigheden på Station City. Per Larsen har vi også snakket med.«

Simon Pasternak: »De har været utroligt hjælpsomme, men vi opdagede, at de romantiske larger than life-politifolk, der befolker krimierne ikke har så meget med rigtige politifolk at gøre. De virker noget mere nøgterne, snu og almindelige og det er egentlig meget betryggende.«

Trods den meget grundige research mener jeg at have fundet en enkelt fejl på side 62, hvor der står, at Danmark slog Sovjetunionen med 5-2. Var det ikke 4-2? To mål af Laudrup og to af Elkjær?

Christian Dorph: »Jeg mener, der var en avisoverskrift, hvor der stod Fem dyt i bamsen!«

Simon Pasternak: »Der er garanteret researchfejl. Men så får vi henvendelser fra læsere, der har fundet noget forkert, og det er jo herligt. Vi har oprettet en hjemmeside til dialog med læserne.«

Christian Dorph: »Ja, mange har været inde at blande sig. Vi efterlyste nogen, der vidste noget om bøssesaunaer i 1970erne, men der var ikke nogen, der meldte sig. Så måtte vi gætte på, hvordan der egentlig ser ud sådan et sted.«

The Wire

Hvis krimien har en udviklingshistorie, hvor er den så på vej hen?

Christian Dorph: »Den er jo blevet vor tids store samtidsroman, men jeg synes, man kører meget rundt i de samme tre-fire emner, pædofili, vold mod kvinder og islamisk terror, så krimien bliver en anden måde at læse avis på. I virkeligheden var der mere terror i 80erne, både europæisk og arabisk med ETA, Nordirland, RAF og Abu Nidal. Det har vi bare glemt. Men krimien er jo dybest set en traditionel og bred fortælleform, som har fået lov at overleve.«

Simon Pasternak: »Den er blevet så kæmpestor en genre, at der er noget for alle. Men måske er historiske krimier noget, der vil blive skrevet mere af i de kommende år, fordi fortiden jo hele tiden skal genskrives. Nogle af de bedste udenlandske er i hvert fald historiske. Polakken Marek Krajewski er f.eks. virkelig god.«

Jeres egne forbilleder?

Simon Pasternak: »Sjöwall og Wahlöö samt James Ellroy helt klart. Ellroy klipper fortiden op og vender vrangen ud på den i sindssyge, labyrintiske plots uden nåde. Sjöwall og Wahlöö introducerede forbrydelsen som en del af velfærdssamfundet og fulgte også Martin Beck med hjem. Vi prøver at blande dem, trække det politisk korrekte ud af den skandinaviske krimi og give den et skud jungle, men midt i volden og mørket følger vi også børnene i børnehave.«

Christian Dorph: »Tv-serien The Wire står for noget nyt. Den er karakter- og miljø båret og går enormt langsomt. Der sker tilsyneladende ikke en skid og så alligevel.«

Simon Pasternak: »Den dropper alt det, som vi tror, er krimi. Der er stort set ikke nogen suspense. Volden foregår meget udramatisk og som regel uden for billedet. Karaktererne er ikke cute, men hårde, usympatiske og charmerende.«

Christian Dorph: »Den går imod strømmen. Det er spændende og inspirerende for os at se, hvordan man kan dreje konventionerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu