Læsetid: 5 min.

Hele Danmarks psykiater

Leif Panduro kiggede i tv-spillet 'I Adams verden' ind bag vinduerne hos borgerskabet, og det, han så, var ikke idyllisk, men lige til at blive sindssyg af. Danskerne sad som tryllebundne ved skærmene ude i hjemmene og gøs. Både dem med designermøblerne og kakkelbordene
Kristen Bjørnkjær med idolet Leif Panduro. Forfatteren og tv-teater-manden gik i psykoanalyse, både for at udrede sin egen rodede fortid og for at få et redskab til at analysere sine medborgere i Danmark. Den sidste del havde han stor succes med.

Kristen Bjørnkjær med idolet Leif Panduro. Forfatteren og tv-teater-manden gik i psykoanalyse, både for at udrede sin egen rodede fortid og for at få et redskab til at analysere sine medborgere i Danmark. Den sidste del havde han stor succes med.

Sigrid Nygaard

5. august 2010

Om Leif Panduros tv-spil kan klicheen, at de 'lagde gaderne øde' med rette bruges. Der blev bogstaveligt talt stille i storby såvel som stationsby i 1960-70'erne, når de blev sendt, og luften over Danmark var, efter at folk havde set de første, ladet med store forventninger, for aldrig havde vi seere oplevet noget, der gik så langt og så langt i dybden på danskernes privatliv.

Der havde været tv-teater, som kunne være opfindsomt og/eller vanskeligt tilgængeligt og meget teaterlignende, men her var noget, som gik under huden på enhver og kunne forstås af enhver, mens den afdeling af mediet bevægede sig i retning mod film. Det var komplicerede problematikker, der blev taget op, og samtidig var det så ligetil, selvom der var mulighed for fortolkninger, for som selve livet var de fyldt med nuancer. Personerne var ikke entydige.

Når den sidste scene var løbet over skærmen og forestillingen afmeldt, var det eftertænksomhedens time, og dagen efter var det diskussionernes og refleksionernes tid på arbejdspladserne og kontorerne og stadig i hjemmene. Alle havde meninger, som kunne være forskellige, men at Panduros tv-spil havde usædvanlig høj kvalitet var ingen i tvivl om.

Folk - med en anden kliché - 'spejlede sig i dem'. Først så man personerne på skærmen, derefter på sig selv og hinanden. Hvordan har vi det egentlig her hos os, dig og mig, mand og kone? Men de var også forløsende, selvom knuderne var indviklede og problemerne, der fremstilledes, gjorde ondt. Hele Danmarks nationalpsykiater blev Panduro kaldt. Selv gik han i psykoanalyse for at få styr på sine neuroser. Hans baggrund var indviklet. Faderen var nazisympatisør, moderen kom på psykiatrisk hospital, og lille Leif kom på børnehjem og senere i pleje. Psykoanalysen brugte han til at overleve personligt, men også som research til værkerne. Et par millioner fulgte tv-spillene. Indbyggertallet var på fem.

Facader

Af dem alle - en god halv snes - husker jeg bedst I Adams verden fra 1973, hvor Panduro var på sit højeste. Nok fordi skuespilleren Preben Neergaard brændte så stærkt igennem som den cirka 50-årige Adam Berg, direktør i et stort, københavnsk forsikringsselskab. Han er den selvsikre mand, der har alt: flot villa, fin bil, sød kone.

Danmark dengang var, når det gælder privatliv, præget af facader. Huse og haver skulle der pusles om, så de fremtrådte pæne og veltrimmede udadtil på villavejene (Panduro foretrak at skrive om borgerskabet, som han selv kendte til). Der måtte ikke være en sprække i facaden. Hækken skulle klippes før sankthans, og naboerne skulle bibringes det indtryk, at alt stod godt til i de familier, der beboede husene, især hvis man var blevet uven med nærmeste nabo omkring en eller anden ligegyldighed, som det ofte skete. (Det handler en hel biograffilm om, Naboerne, som Panduro skrev manuskript til). Vennen Klaus Rifbjerg lancerede udtrykket 'ligusterfascister' om alle dem, der var sig selv nok i husene.

Altså: Ind under gulvtæppet med eventuelle problemer og schwamm darüber.

Dækket op

Trods det rolige ydre lever Adam Berg under diverse pres. Hans kone Lillian, spillet af en anden af tidens store skuespillere, Lily Weiding, er lige begyndt at gå i psykiatrisk behandling. Hvorfor? Det kan man gætte på. Adam Berg har været utro. Han har kørt et udenoms forhold til en vis Helena, som er gift med forsikringsselskabets advokat, et forhold, han lige har revet sig løs fra. Minsandten om han ikke presses af hendes mand, som vil have ham til at fortsætte forholdet!

På arbejde kæmper han med mindst et par problemer. Nogle unge slumstormere har besat en bygning, som selskabet vil rive ned for at opføre en ny, som det selv har brug for. Hvad stiller man op? Adam Berg tøver med at pudse politiet på dem. Et andet problem udgøres af en besværlig forsikringstager, der vil have flere penge for en skade, end selskabet har udbetalt. Da Adam for at undgå mere bøvl vil udbetale noget mere, får han sin underdirektør på nakken. En tidligere skolekammerat, en drikfældig forfatter, plager Adam for at få lov til at tegne en forsikring, som han egentlig ikke er berettiget til.

Så er der datteren Line. Hun har afbrudt forbindelsen til ham. Hun kommer sammen med en fyr, som ikke er efter hans hoved, et ikke ukendt fænomen. Jo, der er serveret og dækket op med knirkende parforhold og generationskonflikt.

Danskerne sad som tryllebundne ved skærmene ude i hjemmene, ikke kun dem med dyre designermøbler og årgangsvin, men også dem med kaffe, kakkelborde, bajere, marokkopuder. De gøs. For det var jo 'os', det handlede om. Vores forhold, vore børn. Facaderne brast.

Transvestitten

Det kan lyde, som om det var et gammeldags problemstykke i genren kedelig køkkenbordsrealisme, men langtfra. Skuespilleren Preben Neergaard tilførte sin karakter en farlighed og en dobbelthed, som han også selv havde i sit væsen. Det til trods for, at forsikringsdirektøren egentlig var nogenlunde ens gennem hele tv-spillet.

Læg hertil, at der var indbygget flere overraskelser i handlingen, som Leif Panduro samarbejdede med sin kongeniale instruktør, Palle Kjærulf-Smith, om.

En ung mand i slutningen af sine teenageår, Tom, dukkede op i Adams verden. Han var der bare, som om han kom ud af intet. En smuk knægt. Han fulgte øjensynligt efter Adam, der mærkeligt nok ikke viftede ham af, men inviterede ham med i bilen og ind i villaen, når konen ikke var der. Var Adam homoseksuel? Næppe. Det kunne se sådan ud, men man måtte nøjes med at tro, hvad man ville. Panduro lod ham svæve i det uvisse som en mulighed, men vi skulle ikke have svaret. Det var sådanne tvetydige scener, som var så pirrende og fastholdt seernes interesse. Man kunne digte videre på dem.

Anderledes voldsomt var det, da Adam på et herretoilet løber ind i advokaten Paul i kvindetøj. Det virkede ikke mindst voldsomt, fordi han blev spillet af den nydelige mand, Holger Juul Hansen, senere kendt som bankdirektør Varnæs i nationalserien Matador.

Sammenbrud

Politiske som så meget andet kunst i 1970'erne var stykkerne ikke, ligesom Leif Panduro ikke var et politisk menneske. Han havde et vanvid i sig, som kom bedst til udtryk i radiosatiren, og når han skrev tv-anmeldelser i Politiken. Mens de fleste personer i spillene fremstod som rigtige, nuancerede mennesker, var hans få ungdomsoprørere klichéer, papfigurer. Selv var han vel en slags socialdemokrat. Nærmest den samfundskritik, der lå i tiden, et opgør med det etablerede, kom han vist, da han karakteriserede borgerskabet som et smukt rovdyr, der snart skal dø. De mennesker fra den øvre middelklasse, der befolkede hans stykker, inviterede gæster til små, gastronomiske middage, som var åh, så hyggelige, men mellem kniven og gaflen lurede sammenbruddene.

En eller anden, husker ikke hvem, har sagt noget i retning af, at de havde det med at fastholde hinanden i bestemte mønstre, indtil de blev sindssyge af det. Dette var, og her meget tydeligt sagt, Leif Panduros altdominerende hovedtema. Spørgsmålet var ikke, om de blev det, men hvem blev det først og hvornår?

Da Adam til sidst i stykket besøger sin kone i parken på det psykiatriske hospital, siger hun til ham med et smil: »Hvor er det godt, at vi har hinanden!«

En klar Panduro. Hele stykket havde vist, at det har de netop ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu