Læsetid: 7 min.

Hver sin vej sammen

Den amerikanske digter og sangskriver Patti Smith har med en mesters touch skrevet en fabelagtig selvbiografi, hvori hun tegner et rørende indsigtsfuldt portræt af sin store ungdomskærlighed, fotografen Robert Mapplethorpe
Biografi. Det er en ren fornøjelse at gå på opdagelse i Patti Smiths erindringer 'Just Kids '. Men først og sidst er det vel, hvad man kalder en bohemefortælling. Dog med den markante undtagelse, at Smith ikke har noget opgør med hverken forældre, opvækst eller det borgerlige USA som sådan kørende.   Arkiv

Biografi. Det er en ren fornøjelse at gå på opdagelse i Patti Smiths erindringer 'Just Kids '. Men først og sidst er det vel, hvad man kalder en bohemefortælling. Dog med den markante undtagelse, at Smith ikke har noget opgør med hverken forældre, opvækst eller det borgerlige USA som sådan kørende. Arkiv

Jørgen Angel

7. august 2010

Vi har dem alle sammen. Erindringer, altså. Jovist. Masser, endda. Nogle bliver hængende som modhager i sindet og laver ballade i mange år. Andre minder bringer et smil på læben, når de som en skygge passerer gennem bevidstheden. Og så er der den der med selektiv hukommelse. Den er ganske nyttig i en lang række situationer, ikke mindst når der skal skrives selvbiografier og sligt. Og der må den amerikanske digter, sangerinde og sangskriver Patti Smith siges at være i besiddelse af en af de mest rummelige, yndefulde og poetisk beåndede baghjerner, denne signatur har haft den fornøjelse af at møde i skriftlig form. Samt ikke mindst en fortryllende mangel på bitterhed eller fortrydelser, blot en næsten religiøs accept af tilværelsens mange aspekter trods svære tab og store sorger. Hun har simpelthen ingen hangs, der skal hverken gøres regnskaber op eller føres vendetta, kun ristes en rune over kærlighed, venskab og den besværlige, men også befriende proces, det er, at finde såvel sine ben som sin stemme.

For det sker heldigvis stadig, jeg får en bog i hånden, som minder om den rene glæde ved at læse, jeg husker fra min barn- og ungdom. Hvor det at læse simpelthen gjorde mig lykkelig. Og når det sker, sætter jeg automatisk tempoet ned og læser virkelig, virkelig langsomt. Thi så vil jeg have hver en linje med og i det hele taget helst ikke forlade den litterære bygning, om den så står i flammer. Og derfor flyttede jeg direkte ind i Patti Smiths uhyre rørende og kærlighedsmættede erindringer, Just Kids, som jeg uden tøven vil kalde et mesterværk inden for sin genre. Knap havde jeg lagt den fra mig, før jeg overmandedes af en overvældende trang til at dykke ned i en svalende og elegant prosa, et værk, hvor der på hver eneste side står mindst en sætning, jeg har lyst til såvel at memorere som citere. Det er virkelig, virkelig stort.

Altid til stede i kulissen

Nu er der så ikke tale om erindringer i klassisk forstand, thi selv om historien ses gennem Patti Smiths øjne og fortælles i hendes blidt favnende og dog så knivskarpe prosa, er der langt hen ad vejen tale om et portræt af hendes store ungdomskærlighed, Robert Mapplethorpe. Han skulle siden udvikle sig til en af sin generations allermest stildannende, men også vildt kontroversielle fotografer; kontroversen skyldtes især de billeder, han tog i New York Citys homoseksuelle S&M-miljø i de sene 1970'ere (ikke mindst det famøse 'X Portfolio'), som satte en ophedet debat i gang om, hvorvidt det offentlige skal støtte kunst eller ej. Da Mapplethorpe døde i 1989 af komplikationer i forbindelse med aids, kørte der stadig en blasfemi/obskønitets-retssag, som dog afsluttedes i 1990 til anklagedes fordel. Det er stadig svært at komme uden om ytringsfriheden i Guds eget land, selv om diverse fundamentalistiske kristne gerne så den hen hvor peberet gror.

Belæst tomboy

Thi det paradoksale (og velsagtens også smertefulde) i Patti Smiths og Robert Mapplethorpes smukke og ømme kærlighedsaffære er det faktum, at sidstnævnte var til mænd. Først anelses- og længselsfuldt, men temmelig hurtigt fuldt ud realiseret, hvilket nok ville have gjort sartere væsener end Patti Smith kede af det. I lyset af hvor højt og betingelsesløst hun elsker ham. Men hun har det åbenbart som i Sting-sangen If You Love Somebody - Set Them Free .... Efterhånden som det erotiske de to imellem trænges i baggrunden af Mapplethorpes mange ekskursioner til området omkring Times Square (som i årtierne før Rudy Giuliani blev borgmester var det rene Sodoma og Gomorra) og stadige dybere indtrængen i New York Citys farverige bøssemiljø, bliver deres kærlighed af ren platonisk karakter. Men ikke mindre intens af den grund. Og Smith finder andre mænd, som hun både forelsker sig i og indleder forhold til, men Mapplethorpe er altid til stede i kulissen som fortrolig og bedste ven/veninde. Han er og bliver hendes åndsfrænde, og først da de hen imod midten af 1970'erne oplever deres individuelle kunstneriske gennembrud, skilles deres veje. Ja, man kan vel sige, at de går hver deres vej sammen.

Men først og sidst er Just Kids vel, hvad man kalder en bohemefortælling. Dog med den markante undtagelse, at Smith ikke har noget opgør med hverken forældre, opvækst eller det borgerlige USA som sådan kørende. Født i 1946 elsker hun uden falbelader eller fikse ideer sin familie, selv om den ikke kan påstås at være specielt lydhør over for hendes vision; hendes mor forventer at Patti bliver servitrice ligesom hende selv, og da hun ikke udvikler sig til nogen skønhed, trøster faren hende med, at man sagtens kan blive lykkelig som både pebermø og skolelærerinde. Er der noget hun har et decideret opgør kørende med, er det 1950'ernes kønsstereotypier og ikke mindst årtiets kvælende kvindebillede og -ideal; rollen som hjemmegående husmor kan hun kun acceptere, hvis den er resultatet af et valg. Ikke desto mindre opridser de første kapitler med stor varme hendes barndom i et udpræget arbejderklassemiljø, hendes position i familien (hun er en belæst tomboy om en hals og opfatter pubertetens fremkomst af bryster og kønshår som en hån mod sin identitet) og ikke mindst de første rislende møder med kunst. Stor er således hendes beskrivelse af den ene gang, familien besøger et kunstmuseum - der tør man nok tale om en åbenbaring. Hun er amerikaner af typen, der foretrækker Modigliani frem for Walt Disney! Også måden hvorpå hun skildrer, hvorledes hun uden guide eller støtte famler sig ind i litteraturen er stor, stor erindringskunst.

Smerten stikker snotten frem

Så i 1967, 21 år gammel, forlader hun New Jersey og sin familie for at søge lykken i New York City. Bag sig har hun en uønsket teenagegraviditet, der ender med, at hun bortadopterer barnet - første (men ikke sidste!) gang i bogen, at smerten stikker snotten frem. Med sig har hun en glubende appetit på litteratur - heltene hedder Blake, Baudelaire, Rimbaud, Jean Genet og the Beats - en intens fascination af billedkunst samt en hed affære kørende med rock og soul, hun er lige så vild med The Marvelettes som med The Rolling Stones og elsker at danse, selv om hun ingen planer har om at gøre sig bemærket på det felt. Til en begyndelse lever hun på gaden, godt hjulpet af andre hippier i samme situation og en sund overlevelsesdrift. Hun finder arbejde i en boghandel og møder ved et tilfælde den jævnaldrende Mapplethorpe, som hun flytter sammen med i en lille lejlighed i Brooklyn. Her drømmer, elsker og skaber de sammen, begge overbeviste om, at de nok skal blive det helt store, uhørt ambitiøse som de begge er. Og selv om 1960'erne buldrer af sted, lever de i periferien af dette mytiske årti mere optaget af, hvor det næste måltid skal komme fra, end af at deltage i den store ungdomsrevolte.

De hører begge i langt højere grad hjemme i de tumultariske 1970'ere, som Andy Warhols crowd på hans atelier The Factory forvarsler, og da flytter ind på det sagnomspundne Chelsea Hotel i 1969, begynder tingene så småt at tage fart. Som én, der med glubsk interesse sluger al litteratur om netop den periode i byen NYC, forekommer Smiths bog at være det måske fineste og nænsomste dokument til dato om dette eksplosive tiår sammesteds, hvor New York som ved et trylleslag blev klodens kunstneriske hovedstad. En spændende og farlig tid, hvor en ganske lille kreds af mennesker satte dagsordenen og i processen atter anbragte kunsten i centrum - en udvikling, der kulminerede med den punk, som en noget uforberedt Patti Smith endte som bannerfører for.

Og de to protagonisters væsensforskellige temperamenter sætter i høj grad tiden i relief; Smith er altid klar med et anerkendende ord om andre kunstnere (og venlige mennesker i al almindelighed!), for hende er kunst i sig selv nok (hun husker således hver eneste bog og plade, de fandt penge til), og hun er både dybt religiøs (i sådan blakesk forstand) og fuldstændig antimaterialistisk (fraset diverse talismaner og kunstobjekter), hvor Mapplethorpe ikke kan frakendes hverken opportunisme, materialisme eller hang til det pekuniære; at de således fraterniserer Max' Kansas City i så høj grad (hver aften!) som tilfældet er, skyldes først og fremmest Mapplethorpes brændende ønske om at komme tæt på Andy Warhol. At han så i sidste ende måske er den største kunstner er muligt, men han er denondelynemig heldig at have kendt nogen, der elsker ham, som Smith gør. Og her, over 20 år efter hans død, har rejst en af de smukkeste og mest intense mindestøtter over ham, der overhovedet er at finde i nyere amerikansk litteratur. Puha - jeg tror sgu lige, jeg bliver nødt til at læse den en gang til!

Patti Smith: Just Kids (Bloomsbury)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Lind

Endnu en funklende flot anmeldelse fra Klaus Lynggaards hånd. Tak for den!
Jeg vil frekventere en boghandler en af dagene............................................Mvh.Th