Læsetid: 3 min.

Infernal-sangerinde tabte i Højesteret

I går middag vendte Højesteret tommel-fingeren ned af for Lina Rafns krav om skatte-fradrag på tøj og -sminkeudgifter. Dommen kommer ikke bag på skatteretsekspert, der dog kalder den 'en mindre stramning af reglerne'
20. august 2010

Dagens hovedperson er klædt på til det helt store show. Med skrigende rødt 50'er-hår i hestehale, lyserød læbestift og en sort heldragt med guldpailletter på tager en smilende Lina Rafn i mod pressekorpset i restauranten på Scandic Palace Hotel i København. Smilet bliver dog hurtigt afløst af en alvorlig mine, da sangerinden tager hul på dagens emne: Højesteret stadfæstelse af Østre Landsrets dom fra 2007, der gav SKAT medhold i, at sangerinden ikke måtte trække udgifter til scenetøj, frisør og make-up for omkring 17.000 kroner fra i skat.

»Jeg er naturligvis skuffet over dommen. Men jeg havde faktisk forventet den. For jeg kan se nu, at jeg ikke havde dokumenteret min sag godt nok,« siger Lina Rafn på pressemødet.

Juridisk konsulent Trine Budtz fra DMF, der har ført sagen for sangerinden siden 2006, er heller ikke tilfreds med udfaldet.

»Jeg mener ikke, det er rimeligt, at udøvende musikere ikke kan trække deres arbejdsudgifter fra i skat. Men fremover må vi bare huske at råde vores medlemmer til at være meget grundige med at dokumentere deres udgifter ved at tage billeder af deres scenetøj,« siger Trine Budtz.

Hårde beviskrav.

Hårde krav

Advokat Christian Falk Hansen, der repræsenterede Dansk Musiker Forbund og Lina Rafn i Højesteret, kalder dommen for hård.

»Jeg mener, retten er meget hård i sit krav om bevisførelse. Det er frustrerende. For Lina har kunnet fremlægge de originale kvitteringer og billeder af scenetøjet. Hun er i det hele taget kommet med en meget udførlig forklaring på sine udgifter i løbet af Højesterets behandling af sagen,« siger Christian Falk Hansen.

Hos Skatteministeriet noterer man sig dommen uden de store armbevægelser.

»Vi tager den selvfølgelig til efterretning. Men det ligger egentlig bare i forlængelse af den praksis, der har været gældende i efterhånden mange år på i den slags sager,« siger kontorchef i Skatteministeriet Søren Schou.

»Højesteret vurderede, at udgifter til tøj, frisør og make-up i almindelig må anses som privatudgifter. Spørgsmålet er så, hvor meget der skal til, før man kan bevise, at der ikke er tale om privatudgifter. Det formåede Lina Rafn altså ikke at gøre,« siger han.

Ifølge kontorchefenen er den slags afgørelser langt fra sort hvide.

»Vi har tidligere set afgørelser, der både er gået den ene og den anden vej. Og vi er ikke bange for at give fradrag, hvis vi i øvrigt mener, dokumentationen er opfyldt, og udgifterne ikke er private,« siger Søren Schou.

Ikke overraskende

Søren Schou nævner blandt andet et eksempel fra 2001, hvor Skatteministeriet bøjede sig for et ægtepar, der rejste rundt og optrådte med populærmusik til fester.

»De fik medhold, fordi vi vurderede, at deres tøj var så specielt, at det var uanvendeligt til privat brug. Så det handler hver gang om en en subjektiv, skønsmæssig vurdering,« siger han.

Helller ikke Jan Petersen, der er professor i skatteret ved Aarhus Universitet, finder dommen overraskende.

»Så vidt jeg kan se, er afgørelsen helt efter bogen,« siger han.

Han ser dog afgørelsen som en stramning af reglerne.

»I afgørelsen fremgår det, at man havde lidt mere lempelige vurderinger af den slags udgifter tidligere. F.eks. nævner Højesteret, at en pianist og en korsanger havde fået deres scenetøj fradragsberettiget. Set i lyset af, at Lina Rafn kun fik halvdelen af sine udgifter til scenetøj i indtægtsåret 2001 godkendt til fradragsberettigelse, kan man derfor godt tale om en mindre skærpelse,« vurderer Jan Petersen.

Han henviser til, at SKAT i 2004 skønnede at omkring 5.000 kroner af Lina Rafns omkring 10.000 kroner til scenetøj faktisk blev skønnet til at være erhvervsudgifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu