Læsetid: 7 min.

'Ingenting var tilladt, og alting havde en betydning'

'The Expendables', 'The A-Team', 'Predators', 'Karate Kid' - 1980'erne er tilbage for fuld kraft i amerikanske mainstreamfilm. Men hvorfor er det 'grimme årti' igen blevet så populært? Skyldes det kun Hollywoods fantasiforladthed og mangel på ideer, eller handler det også om en nu voksen generations nostalgi over for tiden, hvor den voksede op?
Kitsch. John Cusacks karakter Adam og hans to venner får lov til at genopleve en masse af 80'ernes grimme rædsler i komedien 'Hot Tub Time Machine', da titlens boblebad transporterer dem fra 2010 tilbage til 1980'erne. Et årti, der bliver mere og mere synligt i de store Hollywood-produktioner.

Kitsch. John Cusacks karakter Adam og hans to venner får lov til at genopleve en masse af 80'ernes grimme rædsler i komedien 'Hot Tub Time Machine', da titlens boblebad transporterer dem fra 2010 tilbage til 1980'erne. Et årti, der bliver mere og mere synligt i de store Hollywood-produktioner.

SF Film

12. august 2010

Pastelfarver, spandex, højt hår, skulderpuder, kokain i lange baner og puddelrock. Det er, hvad John Cusacks Adam og hans to venner får lov til at genopleve i komedien Hot Tub Time Machine, da titlens boblebad transporterer dem fra 2010 tilbage til 1980'erne.

Det er et årti, den nu 44-årige skuespiller i høj grad satte sit præg på med hovedroller i en række populære ungdomsfilm, blandt andet Drømmepigen, Better Off Dead og Alle elsker Lloyd. Og der er da også masser af referencer til Cusacks fortid i Hot Tub Time Machine, som er produceret af skuespilleren selv og instrueret af hans gode ven Steve Pink.

»Jeg synes virkelig, at det er narcissistisk at være selvrefererende. Hvem siger, at folk overhovedet tænker så meget på én,« sagde Cusack i marts i et interview med New York Times om Hot Tub Time Machine, der skildrer, hvordan de tre venner i 1980'erne får mulighed for at ændre på deres lidet succesfulde, fremtidige liv.

»Men folk reciterer stadig replikker til mig fra nogle af de film, jeg har lavet, her 20 år senere. Og Alle elsker Lloyd synes at være blevet en vigtig film for folk. Jeg var med i en af de første John Hughes-film (Sixteen Candles, der på dansk kom til at hedde Abefest for viderekomne, red.), og så lavede jeg Better Off Dead, som folk stadig har så gode minder om, og derfor tænkte jeg, at der var noget sjovt ved en voksen mand, der bliver fanget i al det. Og så er det mig, der er til grin.«

Nostalgisk refleksion

John Cusack er langtfra den eneste i især den amerikanske filmbranche, der er vendt tilbage til 1980'erne. De seneste måneder har budt på adskillige film, som enten genbruger koncepter fra 1980'erne (Predators), er baseret på 80'er-tv-serier (The A-Team) eller genindspiller populære film fra dengang (Karate Kid). Og i dag er der så premiere på Sylvester Stallones The Expendables, hvor en række af årtiets store actionstjerner - og en række yngre kolleger - forsøger at sparke røv på bedste ukomplicerede 1980'er-manér.

Fælles for filmene er, at de læner sig op ad velkendte koncepter, figurer og skabeloner, og umiddelbart blot understreger den kreative og økonomiske krise, Hollywood længe har befundet sig i. En gennemgribende krise, der betyder, at filmselskaberne kun tør tage få og små chancer og i stedet for at udfordre publikum satser på det sikre - eller det, der er så sikkert, som noget kan være i en branche, hvor man for længst har erkendt, at 'ingen ved noget om noget som helst'.

Men der er også andre grunde til, at 1980'erne - et på mange måder grimt årti - er kommet på mode igen, blandt andet at det er ved at være længe siden, og de mennesker, der voksede op i årtiet, selv er begyndt at lave film og har et behov for at se tilbage og reflektere over det, der skete dengang. På samme måde, som danske forfattere som Jan Sonnergaard og Martin Kongstad og Henrik Vesterberg har gjort det i bøger.

Instruktører som Judd Apatow (Funny People, 40 Year Old Virgin) og Kevin Smith (Clerks, Zach and Miri Make a Porn) trækker begge store veksler på 1980'ernes ukronede teenagekonge, John Hughes, der om nogen forstod at lave film om det at være ung. Sylvester Stallone har med Rocky Balboa (2008) og Rambo (2008) genoplivet de to roller, der om noget gjorde ham så populær i slutningen af 1970'erne og op gennem 1980'erne.

Og i Son of Rambow (2007) fortæller britiske Garth Jennings om årtiet, hvor han blev voksen og lærte et og andet om livet, mens franske Michel Gondry i Be Kind Rewind (2008) hylder det nu for længst hedengangne vhs-bånd, som havde sin storhedstid i 1980'erne.

Før globaliseringen

»Det har noget med 25 år at gøre,« siger sociologen Henrik Dahl om den popularitet, 1980'erne nyder.

»Når ting begynder at være 25 år gamle, sker der noget. I 1970'erne, da jeg var ung, kom 1950'erne igen. John Travolta lavede dansefilm, der havde en 1950'er-agtig stemning. Man siger, at det tager en generation med lidt løs hånd. Da far var ung. 1980'erne er, da far var ung. Omvurderingen af ABBA begyndte 20 år efter, de brød igennem. Man kunne ikke huske, hvordan kostumerne så ud, og hvordan de opførte sig på scenen. Musikken kunne selv. Pludselig er der kunstværker, som kan selv, hvilket man ikke havde troet. Og ting, man troede, var mesterværker, er det ikke alligevel. Top Gun eller Karate Kid er bedre, end man havde troet, og de får revival, og man laver nylæsninger af værkerne. Det er for tidligt at gøre med ting, der skete for 10 år siden.«

Det var en helt anden verden dengang, og der er voksne mennesker, som er født i 1980'erne og ikke kan huske årtiet, mens de, der kan, ikke altid kan stole på deres erindringer.

Adam og hans venner i Hot Tub Time Machine husker f.eks. 1980'erne som en fantastisk tid fuld af muligheder og gode oplevelser, men da de bliver sendt tilbage i tiden, finder de ud af, at de også dengang var bange og forvirrede.

»Der er mennesker, som er født i 1985, et år, før Top Gun kom ud. 1980'erne ligger langt tilbage,« siger Henrik Dahl og understreger, hvor meget der egentlig har ændret sig siden.

»Det var før globaliseringen. Man kunne få to slags øl, tre slags mælk, en slags franskbrød, der var ledninger i telefonerne, folk havde ikke computer derhjemme. Det var før det indre marked, og man skulle have rejsechecks med, når man skulle rejse. Tænk, at det ikke er længere siden, at det var så besværligt. Det er helt anden verden. Danmarks Radio havde tv-monopol. 'Så du fjernsyn i går?' 'Ja.' 'Nå, hvad syntes du?' Det kunne man sige. Det var under Den Kolde Krig. Hvor mange film blev der ikke lavet, hvor plottet ville fordufte, hvis man havde mobil? Guldregn eller Sidste nat på Station 13 ville ikke fungere, hvis man havde en mobiltelefon.«

En mere sympatisk tid

Selv har Henrik Dahl kun gode minder om 1980'erne.

»Jeg er født i 1960 og var en stor dreng i 1980 og en voksen mand i 1990. I den mellemliggende periode sker der rigtig meget. Jeg boede to år i Amerika. Jeg havde the time of my life. Jeg læste Filmvidenskab i Pennsylvania, og det var totalt skønt. Åh, hvor var det sjovt. Jeg har aldrig nogensinde set så mange film.«

Mange andre husker det dog som et rædselsfuldt og forvirret årti i skyggen af Den Kolde Krig og frygten for atomkrig og under ledelse af højreorienterede politikere som Poul Schlüter, Margaret Thatcher og Ronald Reagan.

Det gælder f.eks. den britiske forfatter Toby Litt, der for et par uger siden tog livtag med 1980'erne i et stort essay i Guardian.

I et forsøg på at beskrive forskellen på dengang og nu parafraserede Litt sin amerikanske kollega Philip Roths beskrivelse af forskellen på det frie USA og det ufrie Østeuropa: »Fra 2010, hvor alting er tilladt, og ingenting betyder noget, ser Storbritannien i 1980'erne i høj grad ud som et kommunistisk domæne, hvor ingenting var tilladt, og alting havde en betydning.«

Og netop derfor var 1980'erne måske i virkeligheden en mere sympatisk tid end nutiden, forklarer Litt, der er begyndt at holde af det ellers så udskældte årti.

»Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er 1980'erne stadig det, der gjorde os til det, vi er i dag. Men hvorfor gider nogen overhovedet at genbruge pjat som Karate Kid og bras som The A-Team? Handler det blot om, at vi er ved at nå til bunden af idékassen? Eller kunne det være, at der er nogle ting, 1980'erne gjorde meget bedre, end vi gør dem i dag? Dette er noget, jeg har kviet mig ved at skulle indrømme, men jeg er begyndt at acceptere det.«

Der var også substans

Meget var trods alt enklere i 1980'erne, mere sort/hvidt og på en mærkelig måde uskyldig. Fronterne mellem øst og vest og høj og lav var trukket så hårdt op, at det også var nemmere at definere sig i forhold til det ene eller det andet. I dag er mulighederne uendelige, vi lever et grænseløst liv i både fysisk og overført forstand, og fællesskabsfølelsen og sammenholdet er på sin vis forsvundet - eller findes i hvert fald andre steder. Intet er længere sort/hvidt, men fuld af gråzoner, det kan være svært at forholde sig til.

Alt blev politiseret med terrorangrebene på USA den 11. september 2001; selv det ikke at tage stilling er et politisk statement, og det får mennesker til mere eller mindre ihærdigt at dyrke den enkelhed og gennemskuelighed, der i hvert fald i deres hukommelse prægede 1980'erne. Et minde, der også hænger sammen med, at de dengang var unge og havde hele livet foran sig. Måske drømmer de - vi - om at kunne gøre som Adam og vennerne og hoppe i boblebadstidsmaskinen og rejse tilbage og begynde forfra.

Toby Litt formulerer sin længsel således: »Måske er det noget paradoksalt, jeg er begyndt at skatte fra 1980'erne - selve de øjeblikke, hvor årtiet stræbte efter at blive det, vi er i dag, men fejlede. Der er også substans: De sidste strejf af 1960'ernes idealisme og 1970'ernes sociale bevidsthed; glimtene af en verden, der måske, hvis vi havde vidst, hvad der virkelig betød noget, ville have helt anderledes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arthur Schopenhauer

Vidunderlig og velskrevet artikel.

Jeg er selv født i 1981, så jeg kan huske mange af de gode ting fra firserne, men meget få af de seriøse, "voksne" problemer. Det er måske lige præcis min aldersgruppe, der af denne årsag er mest nostalgisk efter 80erne, og dermed en af målgrupperne for film som Hot Tub Time Machine. Jeg er personligt af den opfattelse, at alt kulturelt set var bedre i firserne.

Mainstreamfilm var bedre i 80erne. Jeg vil til enhver en tid tage kampen op mod den, der vover at påstå, at film som TRON, Commando, WarGames, Ferris Bueller's Day Off, Gremlins og Ghostbusters ikke er en million gange bedre end noget af samme type i dag.

Musik var bedre i 80erne. Stramme, lyserøde latexbukser og en ventilator til at skabe kunstig vind i det hårsprayopsatte, lange hår: Dét var en rigtig mand! Det er ikke uden grund, at glam og 80er-heavy har fået en renæssance i form af bands som Enforcer og Helvetets Port. Uskyldigt og legesygt. Og bare bedre!

Selv moden var bedre i 80erne. Kæmpehår, skulderpuder og hvidvaskede Levi's. Lacostetrøjer, hvide Nike sko og en Hitlerjugend sideskilning. Klassisk og elegant.

Computere var bedre i 80erne. Enhver, der har set WarGames med Matthew Broderick (en af de bedste film nogensinde) vil længes efter den MAGI, der fulgte med den digitale tidsalders indmarch på hjemmefronten. Jeg selv havde en SHARP MZ-700 i begyndelsen af 80erne. Det tog et halvt år at indlæse spil på bånd, men det var det hele værd. Derefter kom Amigaen i '87. Nogle af mine bedste minder fra barndommen er at sidde i en klump foran computeren og spille Warlords med min storebror og vores venner, med adskillige flasker Jolly Cola og et par poser sour cream and onion chips. Hvad kan måle sig med det i dag?

Det er måske sandt, at 80erne var grimme på nogle måder, men ikke gennem denne meget unge drengs øjne. Det var ren magi, og jeg hilsner derfor 80ernes filmiske tilbagekomst velkommen med åbne arme.

Jens Thorning

Vi venter stadig spændt på Titanic II - hvad skal vi ellers finde på for at holde civilisationen og dermed forbrugs- og investeringslysten i gang, som vi kender den?

@ Lasse Christensen - Undskyld, mig men hvordan dælen kan man huske firserne når man er FØDT i 1981...???? Men du/I har helt ret - firserne var et FEDT FEDT årti og nok ét af de bedste årtier nogensinde.

Arthur Schopenhauer

Hvad mener du, Sten? Kan du ikke huske noget fra før du var 10 år gammel? Jeg hørte musik og så actionfilm før jeg kunne gå oprejst. Derfor er netop disse ting nævnt i mit indlæg :)

Ja, ja, Lasse, den er god med dig. Det er noget du bilder dig ind.. Du rendte stadig rundt med ble på i firserne mens vi andre var teenagere. Hvem tror du lige husker mest af, hvad der var HOT i firserne???

Det er for dårligt, at Kim Schumacher ikke bliver nævnt i artiklen af Christian Monggaard. Kim Schumacher havde, om nogen, stor indflydelse på firserne i Danmark både på musikmæssigt (dagligt på P3) og hans eminente undertekster på amerikanske film i biografen. Synd, at Danmark mistede et SÅ STORT ET TALENT alt, alt for tidligt. Hold da kæft, hvor var han dygtig...

Martin Kristensen

Jeg har kun et at sige når folk snakker om at 80'erne er tilbage:

Det er sådan set okay - på nær pastelfarver. Jeg prøvede at gå i pastelfarver dengang, det virkede ikke, jeg gør det ikke igen :-)

Derudover er det jo ikke kun genbrug, men også inspiration. Bands som Nephew (kan I sige Kliché?); Scissor Sisters m.v. er ren opbagt 80'er sovs.

Christian Monggaard

Jeg er efterhånden også tilbøjelig til at synes, at 1980’erne bød på bedre mainstreamfilm end det nye årtusinde gør. Der var mere bund i John Hughes’ ungdomsfilm end i de fleste af de gyserfilm, som i dag gør det ud for ungdomsfilm.

Den med moden køber jeg dog ikke helt, Lasse, selv om højt hår, skulderpuder og spandex bestemt kan have sine kvaliteter.

Ja, Sten, Kim Schumacher var genial. kan stadig huske, at han opfandt begrebet en ’gøb’ om en pistol til filmen Turner og hund. Jeg nævner ham ikke, fordi han ikke har så meget med 1980’ernes genkomst i amerikansk film at gøre.