Lugten af urin skærer i næsen, så snart man træder ind af døren til indgangen på Reventlowsgade, skråt over for Istedgade på Vesterbro i København. På gulvet i indgangen ligger der et par gule søer og vidner om en tissetrængende persons nylige toiletbesøg i rummet, men ellers er der ikke mange tegn på menneskelig aktivitet denne mandag formiddag. Hvis altså man lige ser bort fra lyden af en cembalo, der klimprer om kap med en strygerkvartet fra de skjulte højttalere i loftet. Den slags klassiske baroksonater har siden 2002 været et fast musikalsk indslag blandt den brogede flok af togpassagerer, turister og stofbrugere, der dagligt færdes omkring bagindgangen til Københavns Hovedbanegård.
DSB indførte ordningen for otte år siden med inspiration fra et lignende tiltag i Hamburg, og ifølge Søren Møller, der er strækningsansvarlig på Københavns Hovedbanegård, er formålet med musikken først og fremmest få folk til at gå hurtigere gennem indgangen.
Ren chikane
»Døren er simpelthen for smal. Banegården blev bygget i 1911, og dengang var der væsentlig færre mennesker, der skulle igennem den. At folk så ikke kan lide at stå og opholde sig i indgangen på grund af musikken, er faktisk bare en bieffekt,« siger Søren Møller og påpeger, at det aldrig har været intentionen, at musikken skulle skræmme folk væk.
Men sådan bliver det opfattet af stofbrugerne omkring indgangen, der også kaldes det store apotek.
En af dem er 45-årige Charlotte. Hun står der en dag om ugen sammen med kæresten Patrick og sælger, som hun siger. Charlotte har haft sin gang ved indgangen i over 20 år, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor DSB begyndte at spille musikken.
»Det er ren chikane. Man bliver jo ikke glad af musikken. Og vi står alligevel aldrig inde i selve indgangen, med mindre det virkelig pisser ned eller hagler,« siger hun.
Metorion Music A/S leverer musikken til DSB, og ifølge virksomhedens direktør, Benny Rinaldo, tjener musikken flere formål.
»Ideen er, at musikken skal stresse folk, der bare står og hænger ud i indgangen og derfor fortrækker. Men hvis man bare går igennem rummet, hvor musikken spiller, oplever man den formentlig som ganske hyggelig,« siger Benny Rinaldo. Han fortæller, at Metorion Music A/S sender cder med ny musik til DSB nogle gange om året.
»For det handler om at ændre på sammensætningen af musikken, så folk ikke vænner sig til den,« siger Benny Rinaldo.
Men den strategi er tilsyneladende prellet af på stofbrugerne ved indgangen.
»Det er noget værre skodmusik, de spiller derinde. I starten gik den os på nerverne, men vi lægger ikke rigtig mærke til den mere,« siger Charlottes kæreste, Patrick.
Jørgen Kjær, der er formand for BrugerForeningen For Aktive Stofbrugere, har heller ikke meget til overs for ordningen, som han kalder »komisk.«
»I bedste fald mener jeg ordningen er nyttesløs. Det er vel også lidt fordomsfuldt bare at antage, at ingen stofbrugere kan lide klassisk musik. Jeg har hørt om flere, der faktisk godt kan lide at stå og lytte til musikken,« siger Jørgen Kjær.
Spørger man derimod Ulrik Larsen, der er serviceinspektør på Hovedbanegården, har tiltaget været en stor succes.
»Vi var godt nok nødt til at skrue ned for musikken for et par år siden, da vi fik klager fra naboerne, der synes, vi spillede for højt. Men siden er det gået rigtig godt, og der står ikke længere nogen og hænger ud i indgangen,« siger han.
Trods de delte meninger om ordningen valgte Banedanmark at indføre et tilsvarende koncept i 2005.
»Inspireret af DSBs erfaringer begyndte vi for fem-seks år siden at spille musik i de tre elevatorer ved Tietgensbroen,« siger Karina Nelsing, kommunitionschef hos Banedanmark.
Men heller ikke Bane-danmarks elevatormusik har haft nogen nævneværdig effekt, mener Charlotte.
»Faktisk begyndte flere narkomaner at tage deres dyt ovre i elevatorerne, efter rygtet om elevatormusikken havde spredt sig. Før var der ikke så mange, der vidste, at elevatorerne overhovedet var der.«
