Læsetid: 5 min.

Krigen rykker hjem

Kultur
3. august 2010

På krigens store slagmarker noterer de allierede markante sejre - Nordafrika, Stalingrad, invasionen på Sicilien og Mussolinis fald. Mens russernes Røde Hær giver det tyske fremstod sit afgørende knæk under historiens største panserslag ved Kursk, rejser Outze til ruinerne af en anden tysk-russisk front.

Hans store reportageserie i Nationaltidende fra 'det ukuelige Finland' i juli 1943 er ikke kun detaljerede journalistiske postkort fra et land hærget af fire års krig, men nok så meget en slet skjult hyldest til den folkelige modstandsvilje, som det fremgår af hans opsummerende artikel:

Krigens jerngitter

»Det var i Tiden mellem de to Krige en yndet doktrin, at Krig kun virker forraaende, kun kalder paa de nedbrydende Egenskaber. Mange af os har doceret den Teori, der med verdenskrigen som Baggrund saa indlysende rigtig ud. Folk, som sagde noget andet, blev kaldt krigsgale.

Den nuværende Krig har paa mange Punkter bekræftet Teorien. Hver Dag giver Eksempler paa, at ødelæggende Kræfter er sluppet løs, ogsaa moralsk set. Men Krigsaarene har tillige vist mange af os, at der er Undtagelser, at der midt i Ødelæggelsen findes Grobund for det positive. Maaske hænger det sammen med, at denne Krig mindre end nogen tidligere er en militær Krig alene.

Der er stærke Følelser med i Spillet, nationale, politiske, etiske. Det er ikke blot Magt, Land og Raastoffer, der kæmpes om denne gang, men selve Tilværelsesformen - Millioners Dagligliv er i Vægtskaalen. Krigens Udfald bliver afgørende for hele Civilisationens Udformning langt ud i Fremtiden.

Ogsaa vi herhjemme, som kun kvart eller halvt er med i Krigen, har mærket Følelser, man troede døde eller forældede, rejse sig til nyt Liv og vise sig at være noget meget væsentligt i Tilværelsen, maaske det aller væsentligste. Meget af det, som før var forkætret, eller som var blevet Fraser, er nu Liv og Virkelighed.

I de krigsførende Lande, hvor Ofrene er langt større, bliver disse Stemninger og Følelser endnu stærkere. Krigens Jerngitter har lukket os ude fra at følge det daglige Livs Omformning i den ene krigsførende Lejr, i ét af de nordiske Lande og i en lille Del af vort eget Land, Færøerne.

Om Stemninger i de store, krigsførende Lande paa Fastlandet er det vanskeligt for udenforstaaende at dømme, som Begivenhedernes Pludselighed i Italien nyligt har vist enhver Iagttager. Om de dybtgaaende Stemningsbølger, Krigen har rejst i Norge, er ingen af os i Tvivl.

Svenskerne kan vi bedre følge; hvordan det end gaar under Krigens sidste Faser, vil det Sverige, som gaar ud af Krigen, være et andet end det Sverige, vi kendte før.

Men i Virkeligheden er det Finland, som maa interessere os mest, fordi det saa givet er det af de nordiske Lande, der ligner os mest. I Aarhundreder er dets Skæbne og Udvikling blevet præget af Naboskabet til en Stormagt, og uanset Sympatier og Antipatier i Stormagtsopgøret maa et lille, nordisk Folks farlige og tragiske Stilling tale stærkere til vore Følelser end saa mange andre af Krigens Begivenheder.«

Arnestedet

Ordene falder på et tidspunkt, hvor en spirende modstandsvilje skyder rødder i Danmark. Nye illegale blade og en bølge af sabotager sætter ind, godt hjulpet af mænd og sprængstoffer sendt ned fra himlen under ledelse af den nye nedkastningschef Flemming B. Muus.

Via faldskærmsfolk og deres udstyr er der nu fast radiokontakt til den engelske krigsmagt. Danskerne får ny tro på en snarlig fred og bliver mere dristige i deres udfordring af tyskere i landet, især på Outzes fynske hjemegn. Skibhuskvarteret i Odense bliver det historiske arnested for den proces, der bringer over tre års samarbejdspolitik til ophør.

Forrest i front går nogle af viceinspektør Oluf Outzes tidligere elever fra Sct. Hans Skole, unge arbejdere fra Thomas B. Thriges og A. P. Møllers virksomheder.

Den mest kendte er Besættelsens første sabotør, maskinmester Erik Olsen fra Odense Elektricitetsværk. Allerede den 10. april 1940 slyngede han en håndgranat ind i et forbikørende tysk tog ved Marslev. Siden har han under dæknavnet 'Walther' skabt en af landets kendteste og mest opfindsomme sabotagegrupper.

Startskuddet for den hede sommer i 1943 udløses af den unge sabotør og teknikumstuderende Sigurd Weber, da han melder sig til en SOE-aktion mod det bedst bevogtede fartøj i Danmark.

Det tyske mineskib Linz er bygget på A.P. Møller-firmaet Odense Staalskibsværft og er næsten færdigt efter mere end to års arbejde, der har været generet af små-sabotage og arbejdlangsomt-aktioner fra de danske arbejdere.

I sommeren 1943 ligger skibet i havnebassinet under bevogtning af et halvt hundrede tyske marinere, der skal hindre sabotage. Fra Hvidsten-gruppen ved Randers får Sigurd Weber en 12-kilo engelsk magnetbombe, som det lykkes ham at anbringe på siden af skibet, en meter under vandlinjen. Eksplosionen brager den 28. juli om aftenen, så vandet fosser ind i maskinrummet. Næste dag beordrer den tyske kommandant svært bevæbnede vagter om bord, men de fynske skibsværftsarbejdere nægter at arbejde under bevogtning og nedlægger arbejdet.

Sympatistrejker breder sig til andre arbejdspladser i byen, indtil Linz sejles ud af Odense Kanal den 6. august, men da går det løs i Esbjerg med 400.000 brændende sildekasser på havnen som baunebål for store strejker i byen.

To uger senere bryder en folkestrejke ud i Odense efter de hidtil mest voldsomme slagsmål mellem danske civilister og tyske soldater.

Folkestrejke

Det starter med knuste ruder mod værnemagere og chikane mod 'tyskerpiger'. Tyske tropper med opplantede bajonetter rydder gaderne med stor brutalitet.

En fredelig støbemester kommer tilfældigt forbi Grand Hotel og ser en tysk soldat kaste sig over en cyklist. Danskeren lægger sig imellem, men stikkes ned med bajonet, og så går Odense i baglås.

En generalstrejke lukker alt - fabrikker, kontorer, trafik og aviser, mens slagsmål og hærværk optrappes med butiksplyndringer, skyderier og dødbringende overfald.

Unge odenseanere i flok opsøger kærester til tyske soldater, flår tøjet af pigerne og klipper dem skaldet, inden de kaster indboet på gaden og sætter en tændstik til det.

Optøjerne i Odense giver genlyd overalt. Det er det voldsomste opgør under besættelsen, stærkt ansporet af lokale kommunister og deres illegale blad 'Trods Alt' med partiets ideolog Ib Nørlund som glødende pennefører.

Bladet har gennem tre måneder bragt lister over lokale 'tyskerpiger', som burde have deres »frisure bragt i overensstemmelse med den for øjeblikket herskende mode for feltmadrasser«. Under strejken er det illegale blad bindeledet til en stor del af byens befolkning og demonstranterne i gaden.

Med sine fyrige ledere tager Ib Nørlund bestik af slagets gang fra en villakælder på Moltkesvej, hvor tre mand i de lune augustnætter skriver og duplikerer dagens næste nummer, mens gadens aktører får sig et hvil.

På Nationaltidende i København følger Børge Outze begivenhederne med største interesse.

Uddrag af Ole Langes og Alex Frank Larsens bog 'Outze - Reporter, Redaktør, Revser'. Informations Forlag 2010.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her