I 2008 havde Théâtre du Châtelet premiere på en opera af Howard Shore over David Cronenbergs gyserfilm Fluen. New York City Opera har bedt komponisten Charles Wuorinen om at lave opera over den Oscar-vindende film Brokeback Mountain til 2013-repertoiret, og internationalt arbejder en række filminstruktører med at instruere opera.
Herhjemme begynder der nu også at være udveksling mellem opera- og filmverdenen. Næste år er der premiere på Kasper Holtens film Juan over Mozarts Don Giovanni, og på søndag har Operaen premiere på Poul Ruders opera over Lars von Triers guldpalmevinder Dancer in the Dark.
For Henrik Engelbrecht, som har skrevet librettoen, er den udveksling og inspiration på tværs af kunstarterne indlysende. Komponister og librettister har altid fundet godt materiale i dramatiske forlæg, og i dag ligger filmen lige for.
»Det er fuldkommen naturligt, at man begynder at lave opera over film,« konstaterer Henrik Engelbrecht, da vi mødes mellem hans massive reoler med musiklitteratur, hvor han tilbringer arbejdsdagene i sin nuværen-de stilling som musikchef i Tivoli.
»90 procent af alle operaer bygger på eksisterende historier fra andre fortælleformer. I 400 års operahistorie har filmen ikke været inde over så længe, men som en fremherskende fortælleform i det 20. århundrede, er det klart, at operaverdenen begynder at finde inspiration her i stedet for i skuespil eller romaner. Egentlig er det mærkeligt, at det ikke er sket før, men det handler selvfølgelig om at finde det rigtige projekt.«
Selma som sang
Henrik Engelbrecht var dramaturg på Operaen, da Poul Ruders efter premieren på Proces Kafkai 2005 begyndte at lede efter materiale til et nyt projekt. Samtalerne kom vidt omkring, men Poul Ruders kunne frem for alt ikke ryste en biografoplevelse af sig.
»Han havde haft en stor oplevelse med at se Dancer in the Dark, som efter hans mening var ren opera. Björks karakter Selma var lige den kvindefigur, han ledte efter, og historien havde alt det, der skal til, for at skabe en god opera. Der findes mange gode historier, men der skal være en god grund til at fortælle dem som opera, frem for at lave en dokumentarfilm eller skrive en roman. Der skal være en historie, hvor man kan bruge operaens virkemidler.«
Umiddelbart tænkte Henrik Engelbrecht, at det ville være umuligt at få rettighederne til at arbejde med historien, men det var ikke et problem. Og da Poul Ruders spurgte, om Engelbrecht ville skrive librettoen, fik han lejlighed til selv at udforske, hvorfor Lars von Triers univers egner sig så godt til opera.
Senromantisk-wow
I Dancer in the Dark spiller Björk den fattige fabrikskvinde Selma, som i USA anno 1964 sparer sine få penge op til en øjenoperation til sin søn. Da politimanden Bill vil udnytte hendes blindhed til at stjæle pengene, ender det i tragedie. Filmen er en musical med sange af Björk og flere danseoptrin, men i operaens musikside er alt nykomponeret af Ruders. Selve historien har været udgangspunktet, men den har gennemgået en række forandringer for at passe til operaens form.
»Triers film er på mange måder opera som udgangspunkt, og derfor har det ikke været voldsomt vanskeligt at bearbejde materialet. Det er klart, at der skal forkortes; mange bipersoner er væk, historien fortælles anderledes, dansescenerne er taget bort, og der er ikke noget stort kor. Vi har kogt filmen ind til en kammeropera med Selmas historie, men vi ville samtidig gerne bibeholde noget af det, som er fantastisk i filmen, nemlig musicalscenerne, hvor skuespillerne pludselig bryder ud i sang.
I opera synger de jo hele tiden, men vi ville på lignende vis skabe nogle øer af noget andet. Det er i operaen blevet til nogle rimede, næsten dansk topagtige hjerte-smerte-sange. Det var meget mærkeligt at skrive så banale og sentimentale tekster og at rime for det gør man normalt ikke i opera men Poul har skrevet noget overjordisk, smuk musik til dem, som netop skaber de øer af noget helt andet. Det er virkelig sådan noget senromantisk-wow!«
Manipulerende historier
For Henrik Engelbrecht er operadimensionen i Lars von Triers film især deres evne til ferm følelsesmanipulation.
»Lars von Trier ville have været rigtigt god ven med Puccini. De ville have haft meget at snakke om, fordi de begge to er store følelsesmanipulatorer. Den måde, Puccini får os til at græde på i slutningen af Madame Butterfly eller muffen i fjerde akt af La Bohème, er typiske Lars von Trier-effekter. Både Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Antichrist indeholder mange elementer, som spejler opera.
Det handler især om det med, hvordan man manipulerer folk hen til den følelsestilstand, man gerne vil have dem i. Det er Trier fuldkommen genial til, og det er jo det, komponister kan, fordi musikken kan gøre det. Trier gør det kun med historien, og det er jo faktisk ret fantastisk.«
Lars von Trier har ikke været involveret i arbejdet med at bearbejde filmen. Han fik tilbuddet om at instruere, men takkede nej. Ifølge Henrik Engelbrecht har han haft et stående tilbud fra Operaen, hvis han skulle få lyst til at sætte noget op i den regi, men der har været stille omkring ham på den front, siden han i 2007 aflyste en planlagt opsætning af Wagners Ringen i beriget mørke i Bayreuth.
Som Engelbrecht siger, er det heller ikke altid indlysende at flytte sig fra bag kameraet til en live opsætning. Method acting i operaen er f.eks. no go. Det nytter ikke, at få sangere til at græde rigtigt, for de skal stadigvæk bevare deres teknik. Alt skal spilles, og det kan være en udfordring i forhold til nogle arbejdsmetoder fra filmverdenen.
Forhåndskendskab
Henrik Engelbrecht ser flere fordele end ulemper ved at have premiere på en historie, som folk allerede kender. Sådan er det som regel med opera. Det betragtes oftest som en styrke, fordi som han formulerer det ingen alligevel kan forstå, hvad sopranen synger, når hun tager det høje c. Kender man historien, gør det ikke så meget, hvis man går glip af et par replikker. Det interessante er ikke, hvad der fortælles, men hvordan det fortælles.
»Det er på mange måder en fordel med et kendt forlæg. Ikke mindst i en markedsføringssammenhæng. Når man sender pressemeddelelser ud om nye værker, er interessen ofte begrænset. Men da vi meddelte, at Poul Ruders laver Dancer in the Dark, kom vi i verdenspressen. Den forhåndsinteresse vil til hver en tid opveje, hvis nogen sidder tilbage og tænker: Jeg kan ikke lide Lars von Triers film.«
Der er gallapremiere på Dancer in the Dark i Operaen på Holmen 5. september.
Mere om Kaster Holtens Juan over Mozarts Don Giovanni: www.information.dk/213498
Mere om Lars von Triers aflyste bayreuthopsætning: www.information.dk/104823
