'Der ligger en ø i det klare hav'

Jeg er på Samsø for at lave et dobbeltportræt af litteraten og digteren Thorkild Bjørnvig og journalisten og prosaisten Thorkild Hansen. De havde et godt naboskab på øen, til døden indtraf i henholdsvis 2004 og 1989, og har begge faste pladser i standardværker om dansk litteraturhistorie.

Alligevel må man sige, at dobbeltportrætteringen står i de usandsynlige sammenhænges tegn, for hverken ud fra et litterært eller et biografisk synspunkt giver det umiddelbart megen mening at sammenligne de to Thorkild'er. Tvillingenavnene, og så adressen på Nordøen på Samsø, er deres fremmeste fællestræk.

Hvor den universitetsuddannede Thorkild Bjørnvig som miljøpolitisk engageret og modernistisk digter var med, hvor det skete i 1960'erne og frem, var Thorkild Hansen umoderne, da det var på mode at være moderne.

Hansen hentede bl.a. sit stof i 1700-tallet og satte det på form i gennembrudsromanen Det lykkelige Arabien fra 1962.

Med Det lykkelige Arabien opstod en ny genre, et dokumentaristisk anlagt helteepos, der handler om, hvordan det falder i den virkelige person Carsten Niebuhrs lod at gennemføre en farefuld ekspedition for den danske konge.

Thorkild Hansen var selv lidt af en globetrotter med flere arkæologiske ekspeditioner bag sig, og han lagde al sin sansede erfaring i romanen. Fortællingen fra Arabien lader heller ikke Jules Vernes' fantastiske jordomrejse-romaner meget tilbage i underholdningsværdi og førte til omgående berømmelse. At blive en berømt forfatter var netop Hansens mål, fra han var 17, men kritikere kom malurt i bægeret.

Samtid og usamtidighed

Historikere kritiserede dokumentariske ueksaktheder, og fortællingen om den ensomme slider Niebuhr faldt for tidens tendenser til at favorisere kollektivet frem for individet, samfundsfortællingen frem for skæbneberetningen.

Betragtningerne over menneskets plads i historien var simpelthen for usamtidige eller 'utidige', kunne man sige med hilsen til Nietzsche (der i øvrigt var et af Thorkild'ernes få fælles forbilleder).

Også Bjørnvig fik ideologikritikkens kærlighed at føle. Han skrev digte som »Abeguder«, om ondskaben ved videnskabelige forsøg med abeunger, men blev af digteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen beskyldt for »økologisk socialisme«. Hensynet til dyr oversteg i upassende grad hensynet til klassekampen.

Hvis den ene var en sentimental natursværmer og den anden en historieforvrængende charlatan, er det dog kun den sidstes ry, der har lidt varigt under det. Her er det alligevel, at en sammenligning mellem de to giver anledning til ny forundring over de gammelkendte forfatterskaber.

Et afgørende træk ved Bjørnvig og Hansens historier synes nemlig at være, at de hver især har stået over for en pagt med djævlen for at blive forfattere.

Sådan er det i hvert fald fremstillet i litteraturhistorieskrivningen:

I Bjørnvigs tilfælde foregår det frivilligt i form af skriftet Pagten, hvor han beretter om sit platoniske forhold til den dominerende og feterede forfatterbaronesse Karen Blixen. Her kommer det frem, at han nærmest opgav at være far for sin lille søn for i stedet at bo hos Blixen, der spåede ham en stor digterkarriere, ligesom han forsømte sin daværende kone for at tækkes den skinsyge muse. Før han på arkaisk vis forsegler pagten ved på Blixens forlangende at blande blod, bryder han dog fri, og finder et trygt hjem i Samsøs skønne natur.

Selv om Pagten ikke er nogen køn historie hele vejen igennem, er den er så ligefremt fortalt, at den ikke har slået synderlige skår i fajancen. Bjørnvig fremstår som den følsomme og patosfyldte digter, begavet med »vinget visdom«, som opslagsværket Danske Digtere i det 20. århundrede og litteraturhistorien generelt har gjort ham til.

Djævlepagten

Anderledes forholder det sig med sømanden og macho-forfatteren Hansen. Han fortæller i en række offentliggjorte dagbøger om sin vej til forfattergerningen i en ironisk, bestandigt diskuterende stil, hvor grænserne mellem fiktion og fakta er nedbrudt til fordel for en kalejdoskopisk selvundersøgelse. Han skriver selvafslørende om sine nederlag og sin ensomhed, om sin tørst efter kvinder, penge og berømmelse, men også slørende om sit venskab med franskmanden Jean Seilliére.

Det sidste har fået litteraten Poul Behrendt, der ofte har anmeldt Hansen positivt, op af stolen. I sin bog, Djævlepagten fra 1995, om Thorkild Hansens liv, fremdrager Behrendt beviser på alt, hvad han mener Hansen fortier om de pengegaver, han modtog fra den rige Jean Seilliére. Behrendt tilrettelægger materialet så insinuerende, at han uden direkte at sige det lader læseren konkludere, at der er tale om betaling for seksuelle ydelser.

Djævlepagten kan anskues som en del af Behrendts generelle kortlægning af danske forfatteres smugleri frem og tilbage over demarkationslinjen mellem fiktion og fakta, da Behrendt også har skrevet om f.eks. Das Beckwerk og andre eksperimenterende selvbiografister. Men Djævlepagten kan også ses som en gentagelse af den kritik, Hansens genreeksperimenter generelt forårsagede i hans levetid.

Hansen blev på den bekostning udgrænset fra det intellektuelle miljø i København og søgte tilflugt på 42 tønder land i Nordby Bakker, Samsø. Man kan dog næppe sige, at han fandt et sted at være hjemme; han fandt snarere et sted for sin hjemløshed. På Samsø var han i arbejdseksil for at få oprejsning, for at skrive:

»Det kræver en afskyelig monotomi i éns daglige tilværelse, og dér kom øforholdene mig til hjælp,« har han forklaret:

»Her var ingen mulighed for flugt. Jeg arbejdede om formiddagen, kedede mig om eftermiddagen og drak mig fuld om aftenen.«

Thorkild Hansen døde, som han levede: i selvvalgt eksil på en rejse til Caribien, hvor han pludselig blev syg. Hans urne er nedsat på et hemmeligt sted på hans enke Gitte Jægers grund Brøndkær, og hun er p.t. bortrejst. Men jeg kan komme til at se Bjørnvigs grav, sammen med hans enke Birgit Bjørnvig, som afslutning på Samsø-besøget.

Jordens Hjerte

Jeg møder Birgit Bjørnvig under et skyggefuldt kastanjetræ, der luder ind over hendes mands grav på Nordby Kirkegård. Her vender alle gravstenene mod øst, for det hedder sig, at på den yderste dag skal alle rejse sig i den retning.

Allerede i dag er der trængsel. En hel delegation af kursister fra Samsø Højskole gør holdt foran os, mens underviseren gestikulerer i retning af graven, indtil de opdager Birgit Bjørnvig og respektfuldt skynder sig videre. Hun er kendt på øen, for sit engagement i Samsø som energiø, for sit politiske arbejde generelt, og for sit ægteskab med en forfatter, der ud over digte inspireret af øen også skrev en sang til højskolen, nemlig: Der ligger en ø i det klare hav.

»Vi har fundet stenen herude på Nordøen,« siger Birgit Bjørnvig om gravstenen. Hun fortæller videre, at hun valgte den, fordi den har et bølgende mønster, der ligesom fortsætter i linjerne i træets bark bagved.

På graven ligger også en lille sten, der er naturligt formet og ligner et hjerte. »Den ligger der, fordi jeg fandt den på stranden, den dag Thorkild Bjørnvigs erindringsbind Jordens Hjerte udkom,« siger Birgit Bjørnvig.

Alt signalerer med andre ord kosmisk orden fra denne side af livet til det hinsides.

Graven ved siden er til gengæld en overraskelse: Det er Thorkild Hansens! Den burde efter min bedste overbevisning ikke eksistere.

Ifølge flere kilder skulle Thorkild Hansen på det bestemteste have modsat sig at blive begravet på Nordby Kirkegård, hvorfor han i stedet blev nedsat i urne på et hemmeligt sted på grunden på Brøndkær.

- Hvorfor er han blevet flyttet op på Nordby Kirkegård?

»Det må du spørge Gitte om,« svarer Birgit Bjørnvig. »Men jeg kan da forestille mig, at hun synes, at de skal ligge sammen.«

Gitte Jæger har hemmelige kontaktoplysninger. Hun har sammen med mag.art. Lars Peter Rømhild forestået en række posthume Thorkild Hansen-udgivelser og medvirkede med oplysninger og personlige breve til tilblivelsen af Djævlepagten.