Vampyrer, zombier og spøgelser. Det er nogle af de overnaturlige væsener, man kan møde i den svenske forfatter John Ajvide Lindqvists stemningsfulde, elementært spændende og ofte temmelig uhyggelige bøger, hvoraf den seneste, Menneskehavn, udkommer i dag.
Men bøgerne er også indsigtsfulde og ganske realistiske skildringer af helt almindelige mennesker, familier, der havner i ganske ekstraordinære situationer, og hvordan de reagerer i de situationer.
Menneskehavn foregår i den svenske skærgård og handler om Anders, hvis lille datter, Maja, en dag forsvinder sporløst. To år senere opdager Anders, som af sorg har drukket sig ned i et dybt hul, at Maja måske stadig er et sted ude i skærgården, og han sætter alt ind på at finde hende.
Lindqvist bor selv i skærgården, 100 kilometer fra Stockholm, men på fredag tager han turen til Danmark for at optræde på Louisiana. Information ringede til ham for at tale med forfatteren, der af sit danske forlag bliver beskrevet som en »socialrealistisk skrækforfatter.«
- Hvordan har du det med det prædikat?
»Jeg har ikke selv sigtet efter at få en bestemt mærkat klistret på mig, men det er faktisk en anstændig beskrivelse af, hvad jeg prøver på at gøre. Og jeg vil gerne være skrækforfatter, så det er fint med mig. Det er en god mærkat.«
Typisk debutroman
- Dine bøger er skrækromaner, men de er også meget mere end det - der er realisme, psykologi, mytologi og i 'Menneskehavn' en næsten episk tone, hvor fortid og nutid glider sammen. Hvor bevidst er du selv om din særlige stil som forfatter?
»Det kom naturligt. Jeg har ikke haft en dagsorden. Jeg havde en slags dagsorden med Menneskehavn, da jeg begyndte at skrive den. Den skulle være mere episk i tonen end de to foregående bøger, Lad den rette komme ind og Håndteringen af udøde. Det skulle være en anden slags bog, hvor hændelser fra fortiden blander sig med nutiden. Det skulle så at sige være en større bog, en tung bog. Den rummer selvfølgelig også nogle lettere elementer, f.eks. de The Smiths-citerende spøgelser. Jeg ville virkelig gerne have dem med, men ... jeg arbejder ofte sådan, at jeg har en samling billeder, som jeg er fuldstændig sikker på skal være med i historien, men det tager mig lang tid at skrive en historie, som rent faktisk kan rumme dem. Og jeg havde store problemer med at finde plads til de to Smiths-citerende spøgelser. Jeg har ikke nogen bestemt måde at skrive en historie på, det afhænger af billederne, jeg har i hovedet. Lad den rette komme ind var min første bog, og jeg opfandt mere eller mindre min stil, mens jeg skrev den.«
- 'Lad den rette komme ind' og 'Håndteringen af udøde' er umiddelbart mere hverdagsrealistiske end 'Menneskehavn', hvor svensk folklore spiller en stor rolle. Er det vigtigt for dig at realisme er en del af dine historier?
»Ja, det er det. Lad den rette komme ind er en meget typisk debutroman, især hvad angår mandlige forfattere, fordi den beskæftiger sig med barndom. Det er vampyren, der er den originale del af det. Mit udgangspunkt for at skrive den historie var, at jeg på en realistisk måde ville beskrive stedet, hvor jeg voksede op og så tilføje noget skrækkeligt for at se, hvordan ringene spredte sig i vandet.«
Ikke social kommentar
- Handler dine bøger også om Sverige nu og her?
»Håndteringen af udøde blev af mange tolket som en social kommentar til, hvordan vi behandler de andre, det være sig flygtninge, handicappede, folk, der ikke er som andre. Og sådan kan den læses. Men det er ikke derfor, at jeg skrev den. Jeg skrev den som en zombiehistorie, hvor zombierne ikke er aggressive, hvilket er noget nyt i forhold til genren. Min seneste bog, Lille stjerne, der lige er udkommet i Sverige, kan meget let læses som en vred kritik af underholdningsindustrien, specielt tv, og hvordan den bruger unge piger i programmer som Talent 2010 og X-Factor. Men det er heller ikke grunden til, at jeg skrev den. Jeg havde brug for et redskab til at gøre hovedpersonen i bogen til en succes, så hun kunne slå flere mennesker ihjel.«
- Hvorfra kommer din glæde ved skrækgenren?
»Jeg har været glad for skrækgenren, siden jeg var 12-13 år, hvor jeg begyndte at læse virkeligt billige skrækromaner og blev fan. Jeg forelskede mig i genren fra første gang, jeg så en af disse skrækbøger, og efter at have læst adskillige af dem, var jeg gammel nok til også at begynde at se film, så jeg så en masse skrækfilm, som havde premiere dengang. I dag læser jeg kun sporadisk skræklitteratur. Jeg forsøgte mig som stand up-komiker, tryllekunstner og skuespilforfatter, men det gik ikke op for mig, før jeg var 30-31 år, at jeg faktisk kunne forsøge mig i skrækgenren. Og da jeg begyndte at skrive min første skrækhistorie, følte jeg for første gang i min skrivekarriere, at 'dette er nemt'. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, og mens jeg skrev den, føltes det som at komme hjem.«
Frygten og sammenhæng
- Hvad kan man bruge skrækgenren til?
»At skræmme ... jeg læser skrækromaner, når en god én en sjælden gang udkommer, og jeg ser stadig skrækfilm. Men ærlig talt ved jeg det ikke. Det er simpelthen noget, der sætter mig i gang og virker for mig. Jeg synes, at det er meget mere interessant, hvad monstrene kan finde på, end hvad morderen kan finde på. Det er en udefinerbar følelse af, at verden ikke er alt, hvad vi kan se med vore øjne - det er ikke hele historien. Monstrene er eksponenter for 'det andet', og hvordan vi kan tage hånd om det. Jeg tror, at jeg er et af den slags mennesker, som nyder at blive skræmt. En skrækforfatter arbejder jo med både sin egen og andres generelle frygt. Det er en måde at leve gennem dem og se dem formet til en historie, der giver mening, hvilket hverdagens skrækkelige tildragelser som regel ikke gør.«
- Man giver angsten et ansigt?
»Og en sammenhæng.«
- Familie betyder tydeligvis meget for dig, og både 'Lad den rette komme ind' og 'Menneskehavn' handler om, hvad en far vil gøre for sit barn.
»Ligesom for de fleste andre mennesker er min største frygt, at der sker noget med de mennesker, jeg elsker. Jeg har sammen med min kone i 18 år, og vi har en søn på 13 år, og hvis noget skete med dem, ville det være mest forfærdelige, jeg kan forestille mig. Og jeg bruger denne kilde af rædsel til at skræmme mig selv, mens jeg skriver mine historier. Jeg taler normalt ikke om private ting, men jeg kan huske, at jeg, da min søn blev født, havde et par uger, hvor jeg var fuldstændig følelsesladet i alle sammenhænge. Det, at man ikke selv længere kommer i første række - jeg tror, at det er en god ting.«
- Tomas Alfredsons filmversion af 'Lad den rette komme ind' er blevet et verdensomspændende fænomen og er ved at blive genindspillet i USA. Hvordan har du mærket den succes?
»Det er nemmere for mig at leve af at skrive - bogen var oversat til 18 eller 20 forskellige sprog, før filmen havde premiere. Nu er det 10 mere, og det skyldes nok kun filmen. Men jeg bor stadig i et lille hus i den svenske skærgård. Så ud over en lidt bedre levestandard har jeg ikke mærket meget til det.«
Forlaget Forum har udsendt tre af John Ajvide Lindqvists skrækromaner i Danmark: 'Lad den rette komme ind', 'Håndteringen af udøde' og 'Menneskehavn'
På fredag kan forfatteren opleves på Louisiana Litterature. På festivalen vises også den svenske filmversion af 'Lad den rette komme ind'. www.louisiana.dk og www.johnajvide.se
