'Det mandlige magtsprog lever stadig'

Den svenske forfatter Kerstin Ekman er et menneske, der er levende optaget af, hvad der sker i samtiden. I sit forfatterskab griber hun ikke desto mindre ofte tilbage i historien, og hendes seneste bog, Mordets praksis, er skrevet i dialog med Hjalmar Söderbergs 105 år gamle Doktor Glas. Alligevel er nutiden ikke langt borte. I begge bøger drejer temaerne sig om fødslen af det moderne med Guds død, mennesket, der mener at handle af egen drift og selv have ret til at skabe sig sin moral, mens netop driften tager føringen underneden. Og gennem hele samtalen drager Kerstin Ekman paralleller til nutiden ud fra bøgerne.

Doktor Glas handler om en læge, som myrder en ækel præst, der ikke kan holde fingrene fra sin egen unge kone. Hun afskyr ham og beder doktor Glas om hjælp. Først advarer doktor Glas præsten om, at hustruens helbred står på spil, og da det ikke hjælper, forsøger Glas sig med præstens eget helbred ved at overdrive dennes hjertelidelse. Dette afholder heller ikke pastoren i længden, og så myrder Glas ham med cyankalium.

I Kerstin Ekmans roman hedder lægen Revinge. Han er ansat på en klinik for kønssygdomme, hvor han primært beskæftiger sig med prostitueredes mere eller mindre mishandlede kønsdele. Også han skaffer et menneske af vejen, nemlig den læge, han er ansat hos. Lægen har nemlig efter Revinges mening et lidt for godt øje til sin purunge steddatter, Frida, som Revinge selv er forelsket i. Forbindelsen til Söderbergs bog skaber Kerstin Ekman dels tematisk via de 'moderne' emner, hun tager op, dels helt konkret ved at lade doktor Revinge møde Hjalmar Söderberg og give ham gode råd om cyankaliummord. Senere mener Revinge derfor også, at det er ham, der er den egentlige ophavsmand til Doktor Glas.

Dialog med en tekst

»Litteratur er levet liv, jeg kan ikke adskille liv og litteratur,« forklarer Kerstin Ekman da jeg møder hende på Louisiana under museets litteraturfestival i forrige uge.

»Og jeg vil gerne i samtale med andre forfattere,« siger hun om sine motiver til at skrive 'oveni' Söderbergs roman.

»Jeg får et forhold til dem, ind imellem opstår der en litterær samtale, men med hvilke og hvorfor, kan man ikke sige eller forudse,« betoner hun. I øjeblikket taler hun med Dickens' Bleak House, fortæller hun.

Kerstin Ekman har således ikke skrevet Mordets praksis for at skændes med Hjalmar Söderberg, understreger hun, men for at reflektere over hans tekst, »fremkalde« den.

»Det væsentlige for mig er, at Söderberg skjuler så meget af det virkelige liv, som det levedes på hans tid, alt det kvindehad, der fandtes. Der er ting, man kan lytte frem, jeg løfter kvindehadet frem. Jeg har villet skabe en figur, det tydeliggør nogle af de ting som ligger i Söderbergs roman. Magt, kvindehad, seksuel afmagt.«

Kerstin Ekman sidder med dagens Information, hun peger på forsiden, der prydes af en japansk, pornografisk mangategning af en lille pige.

»Mænd fikserer på det lille barn,« konstaterer hun, også med adresse til den purunge Frida i romanen, »meget unge piger er seksuelt attraktive, der er mange flere mænd, end man tror, som er tiltrukket af dem, men det er meget skjult.«

Hun understreger dernæst emnets aktualitet med henvisning til den svenske politichef, der var kendt som korpsets mest veltalende forkæmper for ligestilling, men som nu er blevet pågrebet for seksuel vold og sex med mindreårige. Her har vi et skarpt billede af vor tids hykleri, mener hun.

»Nu sidder han der og hænger med næbet som en flov skoledreng, og synes sikkert, at det er synd for ham,« bemærker hun tørt.

»Det interesserer mig, at den slags er muligt i vor tid. Vi tror, at det hørte Victoriatiden med dens dobbeltmoral til, men det er stadigvæk yderst nutidigt!«

En kvindelig læge

Har den seksuelle frigørelse ikke ændret billedet, spørger jeg. Måske, mener Kerstin Ekman, men samtidig er den gået ud over mange unge piger, de tvinges nærmest til at stille op. I romanen skildrer hun detaljeret til brækpunktet kvindernes kønssygdomme, »men ingen undersøgte mændene,« påpeger hun.

Romanens kvindelige læge, Ida Tjerning, der læser kriminalromaner og drikker whisky, fremstår i doktor Revinges beretning som inkompetent, samtidig med, at det er hende, der gennemskuer ham og faktisk opklarer hans forbrydelse. Hendes figur har forlæg i kvindelige læger som Carolina Widerström, Sveriges første kvindelige læge og Adda Nilsson, ligeledes læge samt angivelig en stridbar feminist. Læger som dem tog sig specielt af de prostituerede, fortæller Kerstin Ekman.

»Ida er en sådan kvinde, og Revinge synes jo, det er latterligt, at hun gennemskuer ham. Det har været sjovt at arbejde med hans billede af hende over for det billede, læseren får af dem begge,« smiler hun.

Mordets praksis

Kerstin Ekman har kaldt sin roman Mordets praksis, fordi Revinge vil være en handlingens mand, han udfører i praksis, hvad Söderberg kun skriver om.

»Revinge synes ikke, at Söderberg ved, hvad det handler om, og til sidst går der så meget inflation i hans ego, at han mener, at det er ham selv, der er ophavsmand til Söderbergs roman.«

Men også Revinge har et tvetydigt forhold til handling.

»Han svinger mellem to poler. Når han befinder sig på den ene, er han stolt af sit mord, af at han har udført en irreversibel dåd, han har handlet og altså levet.«

»På den anden forsøger han at bortforklare mordet som en tilfældighed, som han næsten ikke selv havde noget med at gøre.«

»Det er meningen, at vi skal følge ham i hans selvbedrag. Måske er vi alle i et eller andet omfang selvbedragere, selvbilleder skal man ikke tro på!«

Mordets praksis rejser også spørgsmålet om eutanasi, endnu et nutidigt, omdiskuteret emne, og her er Kerstin Ekman splittet, siger hun. Et menneske har ret til at afslutte sit liv, hvis det vil, mener hun.

»Men jeg synes, det er frygteligt at lægge det over på lægerne. De er uddannet til at redde liv, til at hjælpe, og så skulle de udføre aflivning. Samtidig bringes lægen også i et magtforhold til patienten. Den yderste magt er at tage et andet menneskes liv.«

»Da jeg læste om den melankolske, ensomme dr. Glas, opfattede jeg ham ikke som et magtmenneske. Alligevel var min første tanke, at doktor Glas kunne blive massemorder, han kunne endda begynde at myrde for penge. For der er intet i Söderbergs bog, som forklarer, hvorfor Glas kan gøre det. Derfor opponerer jeg også mod Söderbergs genanvendelse af figuren i Jahves ild, hvor doktor Glas optræder i en diskussion om Første Mosebog, og hvor jeg finder ham så forfærdelig malplaceret. Hele den dæmoniske ensomhed og isolation er borte, væk, han er blevet en rigtig spidsborger, og jeg tror ikke, at et menneske, der har begået et mord, kan blive sådan.«

- Mordets praksis handler vel også om baggrunden for at kunne begå sådan et mord, nemlig at det 'nye', moderne menneske mener at have ret til at tage sagen i egen hånd, nu Gud er død?

»Det er en tragedie, at man har taget magten over tilværelsen, mennesket bliver frygtelig isoleret. Også Revinge er ensom, ensom, ensom. Deri er han moderne, der er et individualistisk træk i nutiden, som er ganske farligt.«

- Men mod slutningen af bogen kalder Frida ham gammeldags?

»Det er en litterær diskussion,« forklarer Kerstin Ekman.

»På svensk var det tidligere muligt at bøje verberne i flertalsformer, det kan man ikke se på dansk, så min oversætter Anne Marie Bjerg har løst problemet ved at anvende gammeldags udtryk i andre sætningsled, men allerede på Revinges tid var det gammeldags at bruge flertalsformerne. Han betragter sig selv som moderne, men det mandlige magtsprog er gammeldags, og det lever videre. Det er det, Frida påpeger, det, vi hører, er kvindens stemme over for manden.«

»Samtidig er det også lidt for sjov. Jeg lader Frida påpege, at selv Selma Lagerlöf er gået over til at skrive verberne i singularis - men jeg forstår godt Selma Lagerlöf, det er vældig morsomt at skrive i et gammeldags sprog,« tilføjer Kerstin Ekman.

Revinge selv har ikke været så morsom at omgås, erklærer hun, og hun ville frem for alt ikke lave en pastiche, »men hans indestængte sprogstil har været interessant at arbejde med.«

»Heller ikke Revinge lever nemlig i virkeligheden, også han skaber et billede af sig selv. Revinge bliver faktisk forfatter, til slut skriver han ganske litterært. Passagen er imidlertid også et ræsonnement om det at skrive, den handler også om mig selv.«

»Revinge mener, at det er frihed at skrive, men det er ikke så sikkert, at det gælder for alle, man kan godt spærre sig inde i sit eget sprog. Og det gør Revinge,« påpeger Kerstin Ekman og eksemplificerer med romanens allerførste sætning: »Alt er i den skønneste orden«.

»Det skriver han efter at det hele er sket, og han har myrdet et menneske. Sætningen knytter naturligvis an til slutningen, hvor vi ved, at han har ødelagt sig liv og han er fuld af selvbedrag. Han bruger sproget til at skabe et usandt billede.«

»Man kan også bruge sproget til at skabe sig frihed, blot er denne roman ikke en bog om det. Revinge danner et jernhårdt billede af sig selv.«

Frem i lyset

Endelig har Mordets praksis også en politisk dimension. Der er spørgsmålet om kvindelige læger og kvinders ret til erhverv. Söderberg mente for eksempel ikke, at kvinder burde have stemmeret, påpeger Kerstin Ekman, hvilket bringer os ind på det forestående valg i Sverige og det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraternes mulighed for at komme i Rigsdagen. Ved forrige valg fik de deres stemmer i bestemte valgkredse, der findes ligesom en infektion i visse områder, mener hun.

»Nu ligger de lige på fire procents grænsen, men de har ikke som i Danmark en karismatisk leder. Skulle de imidlertid få sådan en, så vil de også få stemmer, for der er folk i Sverige, som irriteres over, at landet ikke er det samme som tidligere.«

»Et problem er det, at de almindelige partier er vældig idéløse. Det, der optager dem, handler om tegnebogen ikke om større spørgsmål. De er visionsløse.«

Den politiske korrekthed, som Dansk Folkeparti altid ynder at slå svenskerne oven i hovedet med, bryder Kerstin Ekman sig dog heller ikke om. Hun og hendes mand bor omgivet af folk, som de altid har betragtet son flinke naboer, fortæller hun, og det er først for nylig, at det er gået op for hende, at 10 til 15 procent af dem stemmer på Sverigesdemokraterne. Tavsheden er farlig, mener hun.

»Heller ikke klasseskel kan man benævne, de anses for udslettede. Det politiske system er blevet selvberoende, hvilket hænger sammen med, at Socialdemokraterne har haft magten for længe. Så kan de mene at 'alt er i den skønneste orden'. Men heller ikke Socialdemokraterne har moralen i orden, der er for nylig to socialdemokrater, som er blevet ekskluderet på grund af sexkøb - i LO's gæstehus endda.«

Og så vender vi til slut tilbage til prostitutionen, hvor det jo også af visse anses for 'politisk korrekthed' at være imod. Mens aviserne fyldes med indlæg fra sexarbejdere, der hævder, at de gør det frivilligt og nyder det.

»Det er jo det, de vil høre, mændene,« lyder Kerstin Ekmans lakoniske svar.