Læsetid: 5 min.

Det medynkvækkende muskelbundt

Kun i Amerika: På seks år gik Sylvester Stallone fra hudfilmskuespiller med lommesmerter til hårdtslående personificering af den amerikanske drøm. Vi tager et tilbageblik på det aldrende og modsætningsfyldte action-ikon, der er aktuel i The Expendables
Kun i Amerika: På seks år gik Sylvester Stallone fra hudfilmskuespiller med lommesmerter til hårdtslående personificering af den amerikanske drøm. Vi tager et tilbageblik på det aldrende og modsætningsfyldte action-ikon, der er aktuel i The Expendables
5. august 2010

At få revet ansigtsnerver over ved fødslen ville være en grum start på tilværelsen for de fleste. Men for Sylvester Stallone var det held i uheld. Det var nemlig i høj grad med til at støbe hans særkende: Stallones hængende underlæbe og uldne udtale giver ham et anstrøg af blodproprekonvalescent og dermed en sårbarhed, som hans øretæveuddelende kolleger ikke besidder.

Ingen ville under en film med Chuck Norris eller Arnold Schwarzenegger få den tanke, at hovedrolleindehaveren nok godt kunne bruge et kram og en skål varm suppe, men i Stallone flyder hårdtpumpet ultramaskulinitet på spøjs vis sammen med en medynkvækkende underhunds-kvalitet.

Som skuespiller er 64- årige Stallone det modsatte af en kamæleon. Ikke mindst på grund af hans aparte ansigtstræk deler den, han spiller, altid billedet med manden selv. Derfor har det utvivlsomt været et klogt træk at holde fast i de to figurer, han henholdsvis skabte og blev tildelt i sine unge år: Bokseren Rocky Balboa og Vietnam-veteranen John Rambo.

Stjæl eller strip

Inden A-liste-tilværelsens lyksaligheder måtte Stallone imidlertid mange trængsler igennem. Hans opvækst var præget af gentagne flytninger og perioder med beskeden forældrekontakt. På 11 år blev han smidt ud af 14 skoler.

Da han var i midten af 20erne, drev tomme lommer Stallone til at medvirke i en softcore-pornofilm. Han har siden udtalt, at han var på røven i en grad, hvor »valget stod mellem at lave den film eller stjæle fra en eller anden.«

Ikke overraskende blev filmen genudsendt efter Stallone var blevet stjerne (under titlen Italian Stallion,Rockys kælenavn).

Overhovedet hutlede Stallone sig gennem første halvdel af 1970erne, mestendels i biroller. Og han var ikke ene om at have det hårdt. I USA var de fede tider i den grad forbi. Oveni olie- og finanskrise trådte præsident Nixon i 1974 tilbage i vanære, og i Vietnam viste USAs mægtige militærmaskine sig alligevel at være overvindelig.

Tilbage til rødderne

Så da nationen i 1976 fyldte 200 år, var der strengt taget ikke meget at fejre. Tiden skreg på helte, og det af sine lungers fulde kraft. Med udsøgt sans for timing slog Stallone til.

Man skal næppe lade sig narre af Stallones permanent halvt nedrullede øjenlåg, for det tog ham efter sigende under en uge at forfatte en enkel, næsten eventyragtig historie, der hyldede USAs grundlæggende værdier: Flid, selvdisciplin, vindermentalitet, udskudt belønning, osv. Arbejderklassebokseren Rocky Balboa kæmpede sig trodsigt til tops, og løb dermed den amerikanske drøm i gang igen. Og Stallone løb med eller også var det omvendt.

I dag står Rocky med andre ord som et klassisk eksempel på populærkulturens evne til at tale til publikums håb og drømme. At Rocky Balboas livsbane har visse ligheder med Stallones egen, synes kun at forstærke filmens budskab.

Det er dog væsentligt at notere sig, at Rocky i den første film faktisk ikke besejrer sin modstander, den storskrydende Apollo Creed. Men da de depressive midt-70ere blev til 1980erne, var sejren i sigte for Stallone samt dem, han repræsenterede og det, han symboliserede.

I reglen læner Hollywood-skuespillere mod venstre side af det politiske spektrum, men undtagelsen er her actionstjerner, der oftest støtter det republikanske parti. Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger og Chuck Norris gør det, og det samme gør Stallone. Da Ronald Reagan i 1981 kom til magten, var grundstenen til Stallones storhedstid lagt.

Præsidentens mand

I bogen Hard Bodies laver Susan Jeffords en meget direkte kobling mellem Reagan og Rambo (førstnævnte blev da også af politiske modstandere betegnet Ronbo). Hun mener, at Stallones stadigt mere muskelsvulmende krop i de tre film afspejlede, at den amerikanske nations selvtillid tog til under den Reagan, der demonstrerede sin egen fysiske hårdhed ved i 1981 at overleve et attentatforsøg.

Navnlig i den første og klart mest realistiske Rambo-film er der et martyrisk skær over Stallones figur, en ensom og mut Vietnam-veteran, som behandles med foragt af ordensmagten i sit eget land. Jeffords mener, at det er, fordi Amerika under den, i konservativ optik, svage og kvindagtige præsident Carter er blevet ude af stand til at genkende en ægte mand, når de støder på én.

Strissernes overgreb ripper imidlertid op i Rambos torturtraumer, og så kan det ellers nok være, at hans plageånder, som filmen skrider frem, får en lektion i, hvad sådan en hard bodyer i stand til.

Hellere død end rød

Herefter gik der for alvor udenrigspolitik i Stallones karriere: I slipstrømmen af Reagans dundrende genvalg i november 1984 uddelte han en dobbelt røvfuld til de røde. I den anden Rambo-film rejste titelfiguren tilbage til Vietnam, hvor han befriede amerikanske krigsfanger og introducerede fjenden for en vrede, der fik Det Gamle Testamente til at ligne en Pixi-bog.

I den fjerde Rocky-film sloges han imod Ivan Drago, et mareridt af en monosyllabisk, sovjetisk dræbermaskine, som dog blev spillet af den umiskendeligt svensk udseende svensker Dolph Lundgren.

En lidt ironisk omstændighed er så, at superpatriotiske Stallone udover italienske rødder faktisk også har russiske: To af hans oldeforældre udvandrede nemlig i sin tid derfra.

Sent seriøst gennembrud

Af indlysende grunde lignede det et hårdt slag for Sly, som folk var begyndt at kalde ham, at Sovjetunionen kollapsede i 1991. Men faktisk var han ikke længe om at bevise, at han kunne fungere udenfor en koldkrigs-kontekst. I 1993 spillede Stallone hovedrollen i den gedigne actionfilm Cliffhangersamt i den veloplagte science fiction-komedie Demolition Man,der sammen med Schwarzenegger-filmen TheLast Action Herofortsatte en selvironisk trend indenfor actiongenren, som stod i forfriskende modsætning til de mange primitive og propagandistiske film fra 1980erne.

Det var dog i James Mangolds drama Cop Land,at Stallone nåede, hvad vi her vover at kalde et kunstnerisk højdepunkt. I den modne alder af 50 lykkes det ham at spille overfor kapaciteter som Robert De Niro og Harvey Keitel uden at tabe ansigt. Med sin tunge, uatletiske gangart fremstår den til lejligheden fedladne Stallone mere medynkvækkende end nogensinde, især i de scener, han deler med alfahanner så intense som Keitel og Ray Liotta.

Stallone eller Stalline?

Allerede i krigsdramaet/ fodboldfilmen Victoryfra 1981 sås en lignende ubalance i magtforholdet, da Stallone her spillede overfor Michael Caine, der med varemærker som veltalenhed og kølig intelligens omtrent er Stallones eksakte modsætning.

Samme år indspillede Stallone en af sine mindre kendte film, Nighthawks,der på ret opsigtsvækkende vis bryder med hans machoimage. Her spiller han ganske vist strisser, men en, der har visse feminine træk. Filmen rummer endda to scener, hvor Stallones figur er iklædt dametøj! I et forsøg på at lokke skurken i en fælde, jovist, men alligevel.

Selvom man må sige, at Stallone er kommet meget langt i betragtning af skuespiltalentets omfang, har han også en del fiaskoer på cvet. Som sin forhenværende rival Schwarzenegger kunne han med fordel have husket en af Dirty Harry Callahans mest berømte replikker: »A man has got to know his limitations.«

Begge forsøgte de sig uden større held sig i komediegenren, for Stallones vedkommende blandt andet i den rædselsfulde Stop, eller min mor skyder!.The Expendables, som Stallone også har instrueret, har en række af de sidste 25 års største actionstjerner på plakaten. I og med at den kommer på et tidspunkt, hvor det ikke er til at sparke sig frem for genindspilninger af 1980er-fiktion, kunne man sagtens få det indtryk, at Stallones sans for timing stadig er i fin form.

The Expendables har premiere 12. august og anmeldes her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke Clinten sagde: "A man has got to know his limitations"?

Men ellers holder Sly Stallone sig jo godt, og fin artikel.

Med til historien om filmen "Rocky" siger Sylvester Stallone, at det ”kun” tog ham tre dage at skrive manuskriptet (Det tvivler jeg nu lidt på men lad nu det ligge.) …dog tog det ham mere en ti (10) år før, at nogen der ville producere filmen. Ingen ville gad, at spilde tid på den indtil MGM omsider fandt noget kvalitet i projektet. Resten er historie, som man siger.