Læsetid: 9 min.

Når jeg skriver om noget ondt, må jeg se på det onde i mig selv

Japan har været hård ved forfatteren Haruki Murakami. Han er for individualistisk. Hvis man ikke følger reglerne, er man en outsider i Japan, og outsidere er ikke lykkelige i Japan, siger den i Vesten højt berømmede forfatter, der lige har besøgt Møn
'Jeg er nødt til selv at bevæge mig ned i undergrunden for at finde mine egne historier. Dernede kan man ikke se klart, der lever tingene i mørke og tåge, men når man har vænnet sig til mørket, kan man begynde at skelne former og skikkelser,' fortæller forfatteren Haruki Murakami

'Jeg er nødt til selv at bevæge mig ned i undergrunden for at finde mine egne historier. Dernede kan man ikke se klart, der lever tingene i mørke og tåge, men når man har vænnet sig til mørket, kan man begynde at skelne former og skikkelser,' fortæller forfatteren Haruki Murakami

PER VOLKVER

1. september 2010

Haruki Murakami, en af de få forfattere, der læses over hele kloden. I øst som i vest kaster læsere i alle aldre også store børn sig over hans sære fortællinger, hvor det naturlige og det overnaturlige bølger frem og tilbage gennem teksterne. Men han har konstateret, at hans popularitet i Vesten især er vokset efter 11. september 2001. Måske er det rationelle vestlige menneske siden da kommet mere og mere i tvivl om, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt, foreslår han.

I weekenden var den verdensberømte forfatter gæst hos Verdenslitteratur på Møn, et arrangement, der hvert år løber af stabelen en weekend i august. Over to dage underholdt Murakami et stærkt entusiastisk publikum, lod sig interviewe og svarede på spørgsmål fra sine læsere. Normalt ville kvinderne være i overtal til den type arrangementer, men her skulle der blot et enkelt blik til for at konstatere, at Murakami er lige populær hos begge køn.

En sky forfatter

Haruki Murakamis verdensry går også på, at han er en meget sky forfatter, der sjældent giver interviews, og som ikke bryder sig om journalister.

Men man skal ikke tro alt, hvad man hører. Da jeg møder ham til det ene af de tre interviews, som hans sekretær har givet grønt lys for, er han imødekommende og engageret, og hans udtryksløse, orientalske ansigt en anden af klicheerne om ham lyser gang på gang op i et lystigt smil. Humor har han. For eksempel kan han i en af sine bøger finde på at døbe en rigtig dårlig forfatter Hiraku Makimura, og i Ottekanten på Rødkilde Højskole, hvor Verdenslitteraturarrangementet finder sted forklarer han sin surreelle stil sådan her:

»Jeg skriver om almindelige mennesker, der kommer ud for ualmindelige ting. Hvis jeg skrev om ualmindelige mennesker, der oplevede en masse almindeligheder, ville folk nok ikke gide læse bøgerne!«

Ned i underverdenen

Murakami skelner ikke mellem den almindelige verden og den surreelle, hvor en person eksempelvis kan gå ind i en elevator på et luksushotel og stige ud i en anden tid og på et andet sted.

»Det er én verden, der er kun tale om andre aspekter,« siger han. »Der er ingen grænse imellem dem, blot er man måske ikke klar over, hvilken side, man befinder sig på. Man kan tro, at dette er virkeligheden, mens man i virkeligheden befinder sig i det uvirkelige.«

Murakami har konstateret, at folk i Vesten altid spørger om, hvad de opfatter som overnaturlige ting i hans bøger, mens hans læsere i Japan og asiatiske lande i det hele taget aldrig spørger. De betragter dem som lige så naturlige som almindelige hverdagslige hændelser, hævder han.

»I Asien er grænsen ikke så klar, i Vesten er folk mere rationelle. Måske hænger det sammen med religionen. I vestlig tradition har man en Gud foroven, der er adskilt fra den jordiske virkelighed. I Asien har man guder for al ting, og de befinder sig midt iblandt menneskene, ligesom forfædrene også har del i nutiden.«

Men det er kun en del af forklaringen, understreger han, for hans fortællinger har rod i mytestof, som er ældre end både Buddha og Jesus.

»Til vestlige journalister siger jeg en hel masse sludder om postmodernisme, men i Østen opfatter man det ikke sådan. Vi har nemlig ikke haft nogen modernisme og derfor heller ingen postmodernisme.«

Men under alle omstændigheder er det hans egen virkelighed, han udforsker, når han skriver, betoner han.

»Jeg er nødt til selv at bevæge mig ned i undergrunden for at finde mine egne historier. Dernede kan man ikke se klart, der lever tingene i mørke og tåge, men når man har vænnet sig til mørket, kan man begynde at skelne former og skikkelser.« Og han kan bevæge sig ned og op, når han vil, siger han.

»I Vesten har I en Or-pheus, som må udføre en masse forskellige opgaver for at kunne krydse grænsen til underverdenen, men i Japan er dette ikke så svært.«

Haruki Murakami beskriver blot hvad han ser, siger han. Som forfatter er han observatør, han iagttager de historier, der dukker op og så skriver han dem ned.

»I Trækopfuglens krønike går jegfortælleren gennem stenmuren i bunden af en brønd. Det kan man helt naturligt, hvis bare man prøver tilstrækkeligt hårdt,« hævder han.

Har du prøvet?

Murakami griner: »Det er det, jeg gør som forfatter. Hver morgen stiger jeg ned i bunden af en brønd, jeg går gennem muren, og når jeg befinder mig der, er der ingen grænser.«

Usundt

I Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe, kalder du det at skrive for en usund beskæftigelse. Er det nedstigningen i brønden, du tænker på?

»Jeg vågner, jeg står op og sætter mig ved skrivebordet, for det meste i fem timer, og at stå ansigt til ansigt med sig selv så længe, koncentreret om at beskæftige sig med mørket i én selv, at være i intens dialog med sit eget ego, det er farligt. Hvis jeg skriver om noget ondt, må jeg se på det onde i mig selv, jeg kommer farlige steder hen for at finde mine historier. Når jeg er færdig med at skrive, er jeg nødt til at annullere denne fare, og så er fysisk udfoldelse det bedste. Så i 1983 begyndte jeg at løbe hver dag.«

»Man må også være fysisk stærk for at skrive,« fortsætter han. »Man kan have nok så meget talent, men hvis man har tandpine, kan man ikke skrive. Mens man er ung, er man stærk, men når man bliver ældre, er viljen ikke nok. Selvfølgelig er mange digtere døde som unge, men sådan er jeg ikke,« tilføjer han med et smil.

Murakami diskuterer aldrig sine manuskripter med kolleger. Yoko, hans kone, er den første der læser dem, men ikke før han føler sig helt færdig. Hvis hun så har indvendinger, skriver han de berørte passager om, »for så må der jo være noget galt,« ræsonnerer han

Han har aldrig lært at skrive, siger han, men han er en stor musikelsker af især jazz, han har selv i adskillige år drevet en jazzcafé i Tokyo, og det er jazz, han henviser til, hvis han skal beskrive sin metode. »Det gælder om at finde rytmen, der skal være rytme i det, jeg skriver. Så kan improvisationerne komme senere.«

Kun spaghetti

Han har heller ikke noget plot, når han begynder på en roman.

»Jeg har en idé, måske et sceneri, i Trækopfuglens krønike var det en mand, der er i færd med at koge spaghetti. Der var blot dette billede. Jeg kan selv godt lide at koge spaghetti« indskyder Murakami. I Japan har det lydt kritiske røster, »for en mand koger da ikke spaghetti til sig selv. Men det gør jeg altså!«

»Så ringer telefonen, og der er en mystisk kvinde i røret. Jeg har ingen idé om, hvem hun er, jeg koncentrer mig om at fortsætte historien, se hvad der er rundt om hjørnet, og hvad der så sker. Jeg er nysgerrig, det er min drivkraft. Jeg skriver ud fra den overbevisning, at hvis jeg keder mig, så keder læseren sig også.«

»Når jeg når til slutningen, kan jeg føle det.«

»Det er ligesom med sex, man ved, hvornår det er slut,« forklarede han om søndagen publikum. Det nævner han nu ikke noget om over for mig, man siger nok ikke den slags til en dame i Japan.

»Men endnu, når jeg kommer til sidste side, ved jeg ikke, hvordan bogen ender,« siger han. Murakami fortæller, at der er folk, som klager over hans slutninger, fordi bogens gåder ikke bliver løst. »Men jeg kan godt lide mysterier, jeg kan godt lide åbne slutninger. Det sker også, at jeg selv senere, efter at bogen er udkommet, gerne vil vide mere om, hvad der skete. Så skriver jeg videre. Åbne slutninger er gode for mig, så kan jeg tænke over dem senere.«

Vesten, østen, kvinderne

Et andet gennemgående træk ved dine bøger er, at de allerfleste referencer er til vestlig kultur, næsten ingen til japansk?

»Jeg bliver også kritiseret for at være vestliggjort. Da jeg var ung ville jeg væk fra Japan, Japan var så stift og gennemsyret af faste strukturer, og jeg ville være individualistisk. Dengang var det, jeg skrev, fuldt af referencer til europæisk og amerikansk litteratur. Men efter 1992-93 (dvs. før hovedværker som Trækopfuglens krønike (1995) og Kafka på stranden. (2002) er min stil blevet mindre og mindre vestlig. Nu har jeg prøvet at leve i Europa og Amerika i mange år. Nu er det ikke længere så vigtigt for mig at være et individ, nu drejer det sig mere om, hvad jeg kan gøre som individ, hvad kan jeg gøre for mit folk. Nu ser jeg mig selv som japaner.«

Der er mange mystiske kvinder i dine romaner, og de forsvinder ofte uforklarligt. Er japanske kvinder sådan?

»I mine ældre bøger er der mange kvinder, der forsvinder, mange er mystiske, nogle er endda et medium, der ved ting, som vil ske. Men i min seneste roman, 1Q84, på japansk et ordspil på Orwells 1984, som romanen også forholder sig til, er hovedpersonen en kvinde, og hun er helt forskellig fra de tidligere. Hun er vild og rå, aerobic- instruktør og killer!

»Det hænger sammen med, at jeg har ændret stil,« forklarer Murakami. »Tidligere skrev jeg i første person, nu skriver jeg i tredje person, og det har helt ændret mit perspektiv. Det betyder for eksempel, at jeg kan skildre kvinder mere levende end hvis fortælleren er første persons mand. I trerdje person kan jeg selv føle mig som kvinde, og det er herligt. Vidunderligt!«

De mange selvmord

1Q84 er hverken oversat til engelsk eller dansk endnu, men i Murakamis hidtidige forfatterskab er der ud over mystiske kvinder også rigtig mange selvmord.

»Vi, der gik på universitetet i 1960erne, var idealister. Vi troede på, at verden kunne blive et bedre sted, vi troede på John Lennon og Che Guevara og dont trust a man over thirty. Men idealismen kollapsede i 1970erne, og den efterlod en dyb skuffelse. Jeg havde venner, som begik selvmord i 1970erne, Norwegian Wood er skrevet ud af hengivenhed for dem. Der er seks personer, de tre dør, og de tre overlever. Det havde jeg planlagt på forhånd, men da jeg begyndte at skrive, vidste jeg ikke hvem, der skulle overleve.«

Selvmord fordømmes ikke i Japan, fortæller Murakami.

»Det traditionelle japanske selvmord kan også blive forbundet med skønhed. Shinshu betyder dobbelt selvmord. Når to unge elskende ikke må få hinanden for familierne kan de begå shinshu.«

I Ottekanten på højskolen fortæller han en anden historie om Norwegian Wood. Den mærkelige titel, der er hentet fra en Beatlessang, fortolkes meget forskelligt rundt omkring, siger han. Nordmænd har opfattet den som en norsk skov, andre som norsk tømmer eller endda norske møbler, men sandheden er nok den, han har hørt fra en engelsk producer, mener han. Oprindelig havde John Lennon digtet She showed me her room, isnt it good, knowing she would ... altså have sex med ham. Men det fik han ikke lov til at synge, og så ændrede han det til det enslydende norwegian wood!

Tabuerne

Min samtale med Murakami forbliver imidlertid ved det japanske samfund og dets tabuer, for eksempel om Anden Verdenskrig.

»Jeg er født i 1949, så jeg har ikke oplevet krigen. I dag mener mange, at de heller ikke kan have noget ansvar for den, men efter min mening har vi en historie, og den er vi er ansvarlige for, også selv om vi ikke selv har været der. Japan er ansvarlig.«

Det siger lidt om de japanske tabuer, at Murakami fandt oplysningerne om den japanske besættelse af Manchuriet, som han beskriver i Trækopfuglens krønike, da han var gæsteprofessor på Princeton. I Japan findes der næsten intet materiale om massakrerne og koncentrationslejrene.

»Jeg har en stærk følelse af, at vi er nødt til at lære af fortiden. Men i dag glemmer folk alt, hvad vi gjorde, mange ønsker ikke at tænke tilbage. Jeg prøver at minde dem om det. Det fandt sted, og vi er forpligtet til at tænke over det.«

Endelig spørger jeg til den kritik, Murakami har mødt i Japan, hvor hans ældre kolleger har været knap så begejstrede som resten af verden.

»Japan har været hård ved mig,« svarer han. »Jeg har været for individualistisk for japanere. Hvis man ikke følger reglerne, er man en outsider, og outsidere er ikke lykkelige i Japan. Jeg vil altid være en outsider.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

"En Vild Fårejagt" er en af de mærkeligste, mest vidunderlige bøger jeg nogensinde har læst. Tak for et sjældent og meget interessant indblik i Murakami.

Et rigtigt godt interview. Spændende at høre Murakami udbrede sig lidt om sit forhold til det japanske samfund og de vestlige referencer, på en mere åben måde end han tidligere har gjort. En skam jeg gik glip af at se og høre ham på Møn.

>»Japan har været hård ved mig,« svarer han. »Jeg har været for individualistisk for japanere. Hvis man ikke følger reglerne, er man en outsider, og outsidere er ikke lykkelige i Japan. Jeg vil altid være en outsider.«

Så er dagens politisk og socialt korrekte Danmark bestemt heller ikke noget for ham.

Der er vist kun New York tilbage for ham.