Læsetid: 6 min.

Overbærende engel i Højby

Gensyn med Dommedagen i Højby Kirke - og et genhør med Ebbe Kløvedal Reich
Ærkeenglen Mikael er himmelens beskytter og leder kampen mod den frafaldne ærkeengel Lucifer. Højby Kirke blev bygget i 1100-tallet, mens ærkeenglen Mikael blev mallet i slutningen af 1300-tallet.

Ærkeenglen Mikael er himmelens beskytter og leder kampen mod den frafaldne ærkeengel Lucifer. Højby Kirke blev bygget i 1100-tallet, mens ærkeenglen Mikael blev mallet i slutningen af 1300-tallet.

scanning fra hørby kirke af ærkeenglen mikael

16. august 2010

Den altoverskyggende grund til på en almindelig hverdag at besøge Højby Kirke i Odsherred er kirkens rige, ja, overdådigt rige, udsmykning med (højgotiske) kalkmalerier.

Blandt disse overgår ingen billedet i korets vestlige kappe af ærkeenglen Mikael, i færd med at veje en sjæl. Selv om to fæle djævle anstrenger sig for at overtage sjælen, frelses denne af englen - englen med det lille, sødmefyldte smil og med vinger som på en kondor.

Scenen er vidunderlig og klassisk i sig selv, og blev yderligere udødeliggjort, da Ebbe Kløvedal Reich i 1990 brugte en stor historisk roman, En engels vinger, på at indkredse den geniale maler, der i sidste fjerdedel af 1300-tallet skabte englen med den grønne, folderige kjortel og det kærligt overbærende smil.

Læs bogen inden besøget, eller begynd på den straks efter turen.

En væg i en sal på museet

Jamen hov, vil måske kulturredaktøren sige; meningen med sommerserien om særligt seværdige værker rundt om i rejseland var nu ellers faktisk at lokke avisens læsere på museum. Skal vi nu pludselig i kirke?

Ja. For lad os sige, at de danske kirkers udsmykning med middelalderlige kalkmalerier taget under ét udgør et kæmpemæssigt museum for samtalen mellem troen og kunsten - i den ganske verden enestående i sin art. Lad os videre sige, at en stor sal i dette museum rummer billederne øst for Storebælt, og lad os videre vedtage at fokusere på et enkelt lille afsnit af det rum, nemlig Højby Kirkes galleri af helgener og engle.

Så bliver problemet ikke, at vi ikke tager på museum i den gængse betydning af glosen, men at vi ved at drage til Højby snyder os selv for bl.a. Unionsmalerens værk i Undløse, Opstandelsen især, og Isefjordsmesterens fremstilling i Tuse Kirke af Jesus som pebling, med sine klassekammerater omkring sig og læreren stående bagved med både ris og ferle. At vi ikke samtidig kan være i Måløv og møde den gyldne Madonna, være i Vester Broby og se Gudfader selv skabe verden fra grunden af, eller stå under de grundigt gennemmalede hvælv i Kongsted.

Vi må til en anden gang gemme dommedagsvarslerne i Sværdborg ved Vordingborg for slet ikke at tale om Elmelundemesterens værdige stykker i kirken, der har givet ham hans tilnavn, foruden naturligvis hans endnu mere imponerende arbejder i Fanefjord og Keldby, ligeledes på Møn.

De salige og de syndige

Men nu står vi altså i koret i Højby. Her lugter lidt skarpt af et gulvvaskemiddel, for en lyshåret kvinde med hestehale svaber stengulvet rent oven på gårsdagens gudstjeneste. Midt på kirkegulvet står hendes spand, en praktisk rektangulær blå sag, på sine fire hjul.

Over det smukke, gamle historiefortællende udskårne alter, altså i korets østlige kappe, troner Kristus oppe i himlen med et gevaldigt sår i sit bryst og mørke stigmata i sine hænder. Han døde for vore synder, det kan man se nede fra skibet. Resten af korets billeder har i katolsk tid været forbeholdt de gejstlige, medmindre folk da luskede ind for at glo, når der ikke var messe.

Til højre, i sydkappen, står de døde op fra deres grave, nogle med deres kister på nakken. De er temmelig blege og kønsløse at se til, men inde bag deres gustne maddikehud må de vel være glade; de går jo ind til den evige salighed.

Over for dem, i nordkappen, føres de (noget mere talrige) syndige sjæle ned i Helvedes gab. Ligesom hos Dante får beskueren her større underholdning og malerisk vildskab. Måske man her vil være i lidt sjovere selskab, selv om varmen nede i underetagen siges at være drøj. Om du skal den ene eller den anden vej, afgøres, når sjælene vejes. Det er i Højby Kirke Mikaels job.

Praktisk og mystisk

Hvad jeg ser, er en rank, yngre, rødkrøllet mand med et gigantisk sæt vinger på ryggen. Helt inde ved hans skuldre, hvor de må formodes at sidde godt fast, virker de forholdsvis spinkle. Men så løfter de sig til nogle vældige fligede og tungede tingester, som på en svane, en havørn eller grib: Grå, men med dybe, rustrøde, nærmest blodige skygger halvt ude, dér hvor de folder.

Sådan maler man, for at folk skal forstå, på den ene side noget praktisk og velkendt, som vi kender direkte fra hverdagen, f.eks. fordi vi har dræbt og plukket en gås, og på den anden side noget mystisk og ophøjet, som gerne må fremstilles en smule klodset og fremmed.

I sin højre hånd hæver den bevingede mand en voluminøs, velbygget vægt, i hvis ene skål en lille bange sjæl sidder og river sig fortvivlet i håret: Hvad skal der blive af mig arme synder? For henne i den modsatte skål sidder en sort djævel, som oven i købet får hjælp af Fanden selv, der sætter sig på stangen og presser den syndige side ned. Sjælen er tydeligvis ved at blive vejet - og fundet for let.

Nådens faste greb

Det er, hvad jeg ser, fordi jeg ved, hvad det forestiller, og fordi jeg har set motivet så mange gange før.

Men netop derfor lægger jeg, ligesom Ebbe Kløvedal Reich, en særlig betydning i ærkeenglens frie venstre hånd. For med den tager han et fast greb i vægtens ene arm, den, der står i fare for at blive vippet op. Der er vel at mærke ikke tale om en sart pegefinger eller et blidt lille tryk.

Nej, kampen imod Satan kræver kræfter, til trods for, at der her kun kæmpes om denne lillebitte sjæl, som river sig desperat i håret eller måske holder sig for ørerne, fordi han ikke kan holde ud at lytte til Dommedagens skingre basuner.

Jeg kan sagtens identificere mig med den bekymrede, bitte sjæl. For Dommedag ligger ikke (kun) langt ude i en fjern og ukendt fremtid. Kampen om og for vores sjæl foregår her og nu, og med os selv i begge rollerne; såvel den sorte djævel som dennes hårttottehivende modpart, med nådens og barmhjertighedens greb som en altid ufortjent gave.

Ultraviolet syn

Bagefter går vi ud i solen, hvis lys denne dag får et særligt skær. På vejen passerer vi i våbenhuset et bord med materialer til salg og køber et lille hæfte om kirken, men også et postkort, en ultraviolet optagelse af ærkeenglens ansigt og hånd.

Var det mon sådan, farverne oprindelig så ud? I hvert fald skulle jeg mene, at Ebbe Kløvedal Reich må have haft det ultraviolette ekstra syn på, da han for 20 år siden beskrev englen i sin roman:

»Han er en smuk, tankefuldt smilende mand. Hans prægtige vinger er både foldet ud og i hvile. Løftet i sin højre hånd holder han en stor skålvægt. I den venstre skål sidder den fortvivlede sjæl med fingrene i ørerne, fordi den ikke vil høre, hvad der bliver talt om i den anden vægtskål. I den sidder en fed djævel. Og ovenfor på vægtstangen sidder en mere knoklet djævel og hopper. De sidder og griner og sladrer om sjælens synder og laster og onde gerninger, om dens grådighed og stolthed og grusomhed og dovenskab og kujoneri. De er overmodige, for de er sikre på, at de vejer mest, og vægten giver dem ret. Den er lige ved at tippe dem ned. Til deres hjem i helvede, hvor de kan forberede modtagelsen af endnu en fortabt sjæl. Tror de.

Mikael ser mildt på dem. Han er klædt i en løs, folderig kappe. Mens han smiler ironisk ned mod de to arbejdsomme dæmoner, stikker hans frie, venstre ånd ubemærket af dem frem bag folderne og griber med en fast næve i sjælens ende af vægtstangen. Det er tydeligt, at Mikael har armkræfter nok til at afgøre den vejning, når han har lyst. Og at han holder med sjælen.«

Sådan kan en kunstner med ord få os til at se, hvad vi ser, med nye, skarpere øjne. O.k., ærkeenglen i Højby blegner måske i sammenligning med adskillige vingede kolleger ude i den store verden, f.eks. på Cavallinis Dommedag i Santa Cecilia in Trastevere i Rom; men tag nu alligevel op og kig på den, og prøv at se den med lysets øje.

Jeg er for øvrigt næppe den eneste, der savner Ebbe Kløvedal Reich og hans evne til at bære over med sine fjender, eller hans sunde dømmekraft, når striden stod om danskernes sjæl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristendommen sekulariserede samfundet..

For at kunne bære over med andre, må man have fundet nogle fejl hos disse andre, som åbenbart ikke findes hos én selv. Det var ikke mig, men ham, der gjorde det! Det er i al korthed middelalderens evige synd gennem katolicismen, der virker på dommedag over for sjælene, men som med reformationen blev det afgørende begreb hos protestanterne, skylden, i bjergprædiken det helt stor skyldkompleks, omfattende alt og alle, handling såvel som tanke, og som kirkens folk i overtroens navn fik slæbt med ind i grundloven, og som i dag har givet sig udslag i et krav om alskens undskyldninger (Ebbe Klvedal Reich var en stor Grundtvig-tilbeder).
Gjort gerning står som bekendt ikke til at ændre, hvis det ikke var for sjælevandringen, men rationelt kan man enhver fremtidigt forsøge at gøre handlingen anderledes, bedre måske. Den dag i dag står vi stadig med begge ben pålantet i middelalderens suppedas, dog kan menigheden hos præsteskabets forsikringsselskab få tilgivelse, bekend dig skyld, og øvrigheden ved gud, den øverste dommer, der vejer sjælene, vil med præsten som stedfortræder tilgive dig i livets cyklus. Syndsforladelsen iklæder alle præster med ærkeenglen Michaels kendetegn.
Ofte har jeg igennem årene opsøgt utallige kirkers malerier på jagt efter friser med dans og musik og fundet en del, men er altid gået ud af kirkerne med djævelens metafysik hængende over hovedet. Også i dagens kirker har præsterne med sine fordømmende gudsord låst det politiske låg fastere end panduros æske. Tydeligst i bjergprædiken opnår den himmelske fantasi at formulere den rene socialisme, at vi alle er fælles og hiandens skæbne, men vil alligevel ikke kendes ved det, for alt kommer overfra og med taksigelser til gud, om det så er kirkens velsignelse af krige og korstog. Et hvert tilløb til selvstændig tankevirksomhed er bandlyst og dømmes ude til evig sjælevandring.
Kulturradikalismen kan altså også være falsk, historiens ateistiske skalkeskjul for regligion. Loven skal gives med strenghed og udøves med mildhed, men selv om vi afskaffer loven, eksempelvis racismeparagraffen, kan loven ikke afskaffe racismen. Derom handler socialismen..

Tom W. Petersen

Der findes ikke en paragraf mod racisme; racisme er ikke ulovlig.
Den paragraf i straffeloven, der fejlagtigt kaldes "racismeparagraffen" lyder:
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Racisme var den frygt, som vi hjemme havde personlig viden om fra tyskere i 30'erne, og som prægede synet af de tyske flyformationer, da vi 9.april iagttog dem på vej ind over Utterslev mose. Racismen angik imidlertid ikke hos os jøderne, der dengang havde givet anledning til den pågældende paragraf (som åbenbart fejlagtigt kaldes racismeparagraffen), men angik behandlingen tyskernes egne børn og unge. En god ven af huset husker tydeligt de knuste ruder i Flenborgs gader, da han cyklede til Duborgskolen dagen oven på en pogrom.

Loven kan ikke standse folks racisme, for den består uanset loven, men måske giver den indeværende debat en forestilling om det parti og de personer, der helst ser den fjernet, fordi den må stå i vejen for noget, der generer dem.