Læsetid: 2 min.

Pakistanerne på Trendsales

Hvad er vi i virkeligheden villige til at gå på kompromis med? U-landshjælp eller folkeskole? Røde Kors-donation eller ny vinterfrakke? Man kunne vel principielt undvære 5.000 kroner, hvis man skar i budgetfedtet
Samvittighed. Hvornår har man givet nok til at kunne fraskrive sig sin brøkdel af ansvaret for verdens katastrofale gang?

Samvittighed. Hvornår har man givet nok til at kunne fraskrive sig sin brøkdel af ansvaret for verdens katastrofale gang?

Pedro Ugarte

26. august 2010

Det var en tirsdag aften, jeg surfede på Trendsales og var fredeligt optaget af både design og pris på en lysegrøn Vanessa Bruno taske »lidt chanelagtig i stilen« som sælgeren lokkede. Og så pludselig skiftede bannerreklamen fra at annoncere for Telenor til at gøre opmærksom på katastrofen i Haiti, og hvor uendeligt simpelt man kunne skaffe de nødstedte medmennesker vand, mad og tæpper ved hjælp af en enkelt sms. En nærmest obskøn opfordring i dette netforum for alskens handel med kvindeligt overforbrug, som fik mig til at sværge, at jeg ville sende det samme beløb til Haiti, som jeg gav for den lysegrønne Vanessa Bruno-taske. Tasken kom et par dage efter. Jeg ved ikke, hvornår mit bidrag nåede frem til katastrofen.

Nu er den så gal på Trendsales igen. Denne gang har bannerreklamerne billeder af pakistanere og netop denne katastrofe rammer mig lige i maven. Jeg har engang været i Pakistan, eller rettere jeg er engang blevet båret gennem Pakistan, for pakistanere sætter deres værtsforpligtelser over alt andet. Alt kunne lade sig gøre, så snart en fjern social sammenhæng var etableret og alle nægtede - simpelthen nægtede - at vi selv skulle gøre noget som helst. Da jeg fløj hjem fra Islamabads lufthavn lovede jeg mig selv, at jeg fremover ville hjælpe hver eneste pakistaner, som ville få behov for min assistance.

Sender endnu en sms

I disse uger beder pakistanerne så om hjælp fra alle tænkelige kanaler, og jeg sender sms'er med penge til Læger uden Grænser, Røde Kors, Unicef og en tidligere kollega, som har startet en indsamling. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer mig af disse overfladiske donationer, men de rokker ikke ved min skyldfølelse. Den fornemmelse af at pengene til pakistanerne kun er en dråbe i det hav af penge, som vores familie ellers bruger på ture til Spanien eller tøj købt over Trendsales. Og at netop denne livsstil har en direkte sammenhæng med katastrofen i Pakistan.

Man må give den nuværende regering én ting: De har bøjet u-landspolitikkens dilemma i neon på Trendsales, for når det kniber med de offentlige midler, må man selv tage diskussionen hjemme i dagligstuen: Om hvornår man har givet nok til at kunne fraskrive sig sin brøkdel af ansvaret for verdens katastrofale gang? Om hvilke organisationer, som man kan stole på, vil forvalte ens penge fornuftigt. Og ikke mindst om hvor store dele af sine egne goder, som man er parat til at ofre på nødhjælp? U-landshjælp eller folkeskole? Røde Kors-donation eller ny vinterfrakke? 150 kroner, 250 kroner, 1.000 kroner? I virkeligheden kunne man vel principielt undvære 5.000 kroner, hvis man for alvor skar i budgetfedtet.

Og så er der endnu en mørkøjet dreng i avisen, som har fået skyllet sin far væk i den flodbølge, som ramte hans landsby. Organisationerne siger, at hungerkatastroferne vil følge oversvømmelserne og bringer bibelske billeder af en landsby, som klamrer sig til en bjergtop. Jeg sender endnu en sms til Røde Kors. Måske er det et afladsbrev, måske burde jeg sende fem sms'er mere. Måske er det lige meget, bare mine penge kommer frem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu