Læsetid: 7 min.

'Hvis alle piger var prinsesser, ville samfundet gå i stå'

I børnelitteraturens verden oplever man en stigende tendens til, at bøger markedsføres i forhold til køn. Det er ikke uproblematisk. Det handler ikke om, at pigerne ikke må være prinsesser, men om, at vi skal være opmærksomme på, at det ikke er uden konsekvenser, hvis 'pigebøger' altid er lyserøde
I børnelitteraturens verden oplever man en stigende tendens til, at bøger markedsføres i forhold til køn. Det er ikke uproblematisk. Det handler ikke om, at pigerne ikke må være prinsesser, men om, at vi skal være opmærksomme på, at det ikke er uden konsekvenser,  hvis 'pigebøger' altid er lyserøde
13. august 2010

Trunte er træt, så træt af prinsesser.

Hendes farmor har givet hende en eventyrbog i fødselsdagsgave, og nu vil hendes far kun læse godnathistorier om prinsesser, »små, dumme, kedelige prinsesser, der bare sidder og venter på en prins - eller sover i hundrede år, indtil en eller anden tosse kommer og kysser dem,« udbryder Trunte frustreret i Astrid Iversens børnebog Øv, prinsesser er kedelige!

Astrid Iversen var selv så træt af at se sine to døtre blive tæppebombet med prinsesser, at hun skrev en bog, hvor prinsesserne fra de klassiske eventyr pludselig bliver handlekraftige og selvstændige i stedet for passive og hjælpeløse:

»Jeg synes, det er et problem, at piger ikke i højere grad bliver præsenteret for nogle forbilleder, der gør en forskel her i verden.«

»Man skal tænke over, hvilke budskaber, man giver videre, og jeg tvivler på, at du kan finde nogen forældre, der vil sige, at deres højeste ambition for deres børn er, at de skal passivt forsørges af en mand. Men sat på spidsen, så er det jo det budskab, man sender videre, når man i så høj grad gør dem til små prinsesser,« siger Astrid Iversen.

Runes mor er smed

På Center for børnelitteratur, DPU - Aarhus Universitet har centerleder Nina Christensen været en tur i bogmagasinet, hvor DPU's bibliotek opbevarer et eksemplar af alle børnebøger udgivet i Danmark. Hun var på jagt efter de lyserøde rygge. »Og det var ikke svært,« erklærer hun og præsenterer et stort udvalg af lyserøde bøger med glimmer og glitter om prinsesser, feer, heste og alfer. De fleste af bøgerne er oversatte. Mange af dem er skrevet af de kendte forfattere Mattel og Disney.

»Det handler jo meget om markedsføring,« siger Nina Christensen og peger på en lyserød og en lyseblå bog med titlerne Pigernes eventyrbog og Drengenes eventyrbog.

»Det er jo nærmest grotesk, at man forestiller sig, at man kan inddele Grimms eventyr efter køn,« siger hun.

Nina Christensen har som forsker i børnelitteratur fulgt udviklingen inden for børnebøgerne gennem mange år, og hun har bemærket, at noget har ændret sig i forhold til, hvordan man forholder sig til kønsrollerne.

»I 1960'erne var far jo nærmest ikke til stede i bøgerne. Han var højst sådan én piberygende figur, der kom hjem fra kontoret med en mappe under armen. Men i 1970'erne begyndte man så at gøre op med kønsrollerne. Der er så man fantastiske titler som Runes mor er smed. Så kom modreaktionen i 1980'erne, hvor man helt gik væk fra de tematiserende bøger, og inden for de sidste ti år er der sket et eller andet i forhold til markedsføringen af bøgerne. Vi får et hav af disse lyserøde glimmerbøger, hvor alle pigerne er prinsesser,« siger Nina Christensen.

Ensidigt. Børnebogsforfatter Astrid Iversen mener, der er kommet et stort fokus på prinsesser: ’Det er meget mere udbredt nu, end da jeg var barn, men ret beset, så er de jo kedelige, og hvis alle piger ville være prinsesser, så gik samfundet i stå. De er jo kun til pynt,’ siger hun.

Sofie Amalie Klougart

Variationen er vigtig

Det nye er ikke, at nogle børnebøger målrettes køn. Gennem tiden er der udgivet mange Puk-, Jan-, og Britta-bøger.

»Det nye er, at det på ingen måde bliver diskuteret. Bøgerne bliver lyserøde, fordi det giver et umiddelbart synsindtryk, som vi tror tiltaler piger. Og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det, så vi køber bare, uden at overveje, hvilket kvindebillede det giver.«

Ifølge Nina Christensen er det bestemt ikke ligegyldigt, hvad man præsenterer børnene for. Hun henviser til den amerikanske forsker Martha Nussbaum.

»Hun har i flere bøger fremført, at litteraturen har en enorm betydning for et velfungerende demokrati, fordi vi i litteraturen har mulighed for at møde diversitet. Vi stifter bekendtskab med mennesker og levemåder, som vi aldrig ville møde i virkeligheden.«

»Så hvis man kun havde disse prinsessebøger, ville det være problematisk, men heldigvis er der jo mange forskellige børnebøger, og så må det jo være de voksnes opgave at sørge for, at børnene kender alle mulighederne.«

Selv om Nina Christensen er opmærksom på den massive markedsføring rettet mod prinsessepigen og supermandsdrengen, så ville hun heller ikke være den foruden.

»Vi har en eller anden forestilling om, at bøger skal være særligt rent. Litteraturen skal være sund og nærende. Men også i den sammenhæng går jeg ind for varieret kost. Hvis jeg kun skulle sidde og læse de tematiserende bøger fra 1970'erne, kunne selv jeg få behov for noget glimmer,« siger hun.

Én rigtig pige

Jette Kofoed, der er lektor ved DPU - Aarhus Universitet, er medforfatter på rapporten Køn og ligestilling i børnehaven og har forsket i konsekvenserne af stereotype kønsroller.

Hun så mange prinsesser og supermænd i børnehaverne.

»Der er bestemt ikke noget galt i, at en pige gerne vil være en prinsesse, men det er vigtigt, at vi ikke gør det til det normale. Når vi fremelsker disse stereotyper, opstår der nogle meget stærke forestillinger om én rigtig pige og én rigtig dreng, og de børn, der ikke stemmer overens med de forestillinger, får et forklaringsproblem. En følsom dreng, der hellere vil tegne eller lege med perler end spille fodbold, skal retfærdiggøre det både indadtil og udadtil.«

Jette Kofoed er overbevist om, at det ikke er uden betydning, hvordan børnebøger forholder sig til køn.

»Køn er meget betydningsfuldt i forhold til identitetsdannelse. Jeg har netop afsluttet et projekt, der egentlig handlede om Københavner-modellen. Vi ville undersøge, om der opstod relationer på tværs af etnicitet, når man flyttede børn fra én skole til en anden, men vi opdagede, at det, der havde størst betydning for, hvilke relationer børnene indgik i, var ikke etnicitet, men køn. Derfor ville det også være mærkeligt, hvis det ikke havde en eller anden effekt, at køn i børnebøger fremstilles stereotypt.«

Derfor opfordrer Jette Kofoed til, at man lige tænker over det en ekstra gang, inden man køber supermandtegneserien eller roser pigen, fordi hun har kjole på.

»Det er vigtigt, at vi gør børnene opmærksomme på alle de forskellige måder, de kan være på. For hvis vi ikke tænker over det, så reproducerer vi forestillingen om den 'rigtige' dreng og den 'rigtige' pige,« siger Jette Kofoed.

Hun opfandt betegnelserne 'Perlemor' og 'Camouflage-Kaptajn' for at give de subtile og stærke tænkemåder et navn.

»De sidder på vores skuldre og vogter over henholdsvis en snæver norm om femininitet og en ditto om maskulinitet. De får os til at rose pigen, når hun har kjole på, vælge den lyserøde bog og lege vildt med drengene. Det sker hele tiden, og det sker ikke af ond vilje. Men vi skal lære dem bedre at kende for at kunne navigere iblandt dem,« siger Jette Kofoed.

Et helt maskineri

Pædagog Annmari Hjørnet gør alt for at lære dem bedre at kende. Hun arbejder i en integreret institution i Mjølnerparken i København, men derudover er hun også en del af Netværket for køn i pædagogik, der arbejder for at øge fokus på kønsperspektivet i daginstitutioner og skoler, hvor de blandt andet holder foredrag og laver workshops.

»Da jeg læste til pædagog og kom ud i praktik, blev jeg virkelig overrasket over at se alle de prinsesser. Jeg tænkte: 'Hold da op, det er virkeligt et maskineri, der producerer to slags køn'. For det er jo ikke kun bøgerne. Det er også påklædning og legetøj. Selv i vuggestuen, hvor kønnet jo virkelig ikke spiller nogen rolle. Jeg blev meget opmærksom på min egen rolle som pædagog, for jeg var jo med til det. Derfor blev jeg aktiv i Netværket for køn i pædagogik,« siger Annmari Hjørnet.

Også hun mener, at man skal være bevidst om, hvad man præsenterer børnene for.

»Små børn går ikke bevidst hen og henter en prinsessebog. Hvis de gør det, så er det, fordi nogen har fortalt dem, at det er en god idé. Alt er jo helt nyt for børn. De er en åben bog, så vi har jo alle muligheder for at vise dem forskellighed. Og det er jo ikke kun kønsrollerne, der er stereotype i de fleste børnebøger. Der er også en udpræget heteronormativitet. En familie er far, mor og børn, og sådan er det bare, men sådan er det jo faktisk ikke bare.«

Og man behøver jo ikke videreformidle stereotypi helt ureflekteret, forklarer Annmari Hjørnet:

»Nogle gange bytter jeg om på navnene, når vi læser bøger. Børnene reagerer som regel på det, hvis de kender bogen, men hvis det er en bog, de ikke kender, så bemærker de det slet ikke. Det er kun os voksne, der har en bestemt opfattelse af, hvad en pige kan, og hvad en dreng kan,« siger Annmari Hjørnet.

Gør en forskel

Det var netop et ønske om at vise forskellige muligheder ved livet, der fik Astrid Iversen til at skrive historien om Trunte, der er så træt af prinsesser.

»Der er kommet et stort fokus på prinsesser og kongehuset generelt. Det er meget mere udbredt nu, end da jeg var barn, men ret beset, så er de jo kedelige, og hvis alle piger ville være prinsesser, så gik samfundet i stå. De er jo kun til pynt,« siger hun.

Astrid Iversen er ud over at være børnebogsforfatter også læge og forsker ved universitetet i Oxford. Hendes forskningsområde er hiv og vaccine.

»Når man rejser i for eksempel Kenya, som jeg gør i forbindelse med min forskning, så ser man tingene i et helt andet perspektiv og bliver opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi ikke opdrager børn til passivitet, men netop opfordrer dem til at udnytte alle de muligheder, de har. Der er brug for alle deres evner og brug for, at de tror på sig selv og på, at de kan gøre en forskel, også i deres eget liv.«

Og det lærer de ikke af Rapunzel, som Trunte så skarpsindigt bemærker:

»Hun må være ret dum - for ikke at sige MEGET DUM! Hele dagen sidder hun og broderer - eller piller næse - og pludselig, når prinsen kommer, kan hun både få klippet håret og kravle ned ad det! Kan du nu forstå, hvorfor jeg synes, prinsesser er dumme og kedelige?«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Den lyserøde bog kunne sådan set godt handle om fx. hvordan man lapper en cykel, men det gør den ikke. Til gengæld er der ikke noget i vejen for at læserne i en moden alder tager skeen i den anden hånd og går ud i verden for at gøre en forskel. Om ikke andet så bare en lille forskel.

Rachel Henderson

Kan anbefale bøgerne om Alfons Åberg, der er dejligtreflekterede. Han har også en god far, moderen hører man ikke så meget om.

Jim Henson´s "The Dark Crystal" fra 1982, er en historie om det gode og det onde. Det er i realiteten i analytisk form, en historie der kan tolkes som historien om Prinsessen og heksen.

Essensen er at til sidst smelter de to verdener sammen via krystalens magi, og alle glædes, for heksen og prinsessen er en og den samme, og eksistensen er uholdbar uden at de ekstreme ubalancer der i at finde i heksen, og prinsessen, finder sammen - de er et, det gode og det onde i balance.

*........eksistensen er uholdbar uden at de ekstreme ubalancer der er at finde i heksen, og prinsessen, - finder sammen - de er et. Det gode og det onde i balance.

Man kan også læse nogle eventyr sammen med sine børn der handler om lidt mere selvstændige kvinder.
Selv har jeg altid elsket tamora pierces bøger og jeg var ikke speciel gammel da jeg læste løvindens sang (de andre serier var ikke engang skrevet dengang)
Der støder man på en pige der snyder sig til at blive ridder ved at udgive sig for at være en dreng, og den handler i høj grad om at man kan klare hvad man vil, selvom man er en lille spjeset pige.
den næste serie hedder "de udødelige" og handler om en pige med specielle evner, som blev udstødt for dem, men bliver accepteret et andet sted (i grove træk i hvertfald)
der er 2 serier mere i samme verden, foruden 2 serier der foregår i en anden verden, som handler om 4 meget unge magikere)

så hvis forældre selv er kreative så kan man faktisk sagtens finde andet litteratur der ikke er typisk prinsessepjat eller superhelte til drenge, og de nævnte bøger passer cirka til samme aldersgruppe som harry potter.. personligt synes jeg bare at de er meget bedre.

selv læser jeg pt. brd. løvehjerte med min søn på knap 5 år.

Kirsten Svejgaard

Helt bortset fra, at moderne prinsesser er selvstændige piger med gode uddannelser og egne 'protektioner', så er det da rigtigt, at et moderne prinsessebillede er fraværende i en række eventyr. Men også i eventyrene finder man jo stærke piger - de er bare ikke prinsesser (men ender da gerne med at blive det, og det netop på grund af deres styrke, udholdenhed og intelligens).

Så disse 'lyserøde', indholdsløse eventyr og historier er vel egentlig ikke så udbredte? H.C. Andersens ømskindede prinsesse er vel ikke den største succeshistorie i eventyrenes verden?

Men som det også er nævnt, findes der jo masser af pigebøger, der giver et andet billede. Som barn elskede jeg Pippi Langstrømpe, det samme gjorde mine børn - den er tidløs - og som lidt ældre barn læste jeg med stor fornøjelse Estrid Otts pigebøger om 'stærke', intelligente piger. Hun skrev forresten også nogle gode drengebøger under navnet Magnus Moen (kvinder må åbenbart helst ikke skrive 'drengebøger').

Så alt i alt ser det vel ikke så håbløst ud?

Niklas Monrad

Lykkelige fremtid, hvor alle er lige, har samme drømme, evner og begær. Hvor fraværet af kønsidentitet har frigjort mennesket for tanken om både sex og familie. Hvor forbrugsbegrænsningen har gjort ethvert materialevalg overflødigt. Og hvor menneskets eneste mål i tilværelsen er at ... Ja, at hvad?

Troels Ken Pedersen

Ha! Man behøver sgu ikke at gå op i prinsesser og supermænd i hhv. lyserødt og lyseblå for at synes, at sex er fedt!

Her er en af mine hjemmebryggede aforismer vist på sin plads:
"Når en aforisme begynder med ordene "mænd er..." eller "kvinder er ..." ved man, at resten som regel ikke er værd at læse."