Kommentar
Læsetid: 2 min.

Post-feriedepression

Svært ved at komme i gang efter ferien? Træt, uoplagt og fuldstændig eklatant uoplagt til løjer? Vid, der er mange derude, der har det på samme måde
Paradisisk. Sommer er bedst i venners lag, hvor man kan sidde og nyde solnedgangen og drikke iskold lemonade, mens grillen gør sig klar til, hvad det nu måtte være.

Paradisisk. Sommer er bedst i venners lag, hvor man kan sidde og nyde solnedgangen og drikke iskold lemonade, mens grillen gør sig klar til, hvad det nu måtte være.

Kultur
19. august 2010

Åh sorgløse juli måned, åh ferie. Og så med sådan et vejr, som vi velsignedes med i år. Ingen deadlines, ingen møder, alle offentlige instanser lukket ned eller kun lige kørende på halv kraft. Postkassen vidunderligt tom hver morgen og en utændt pc'er i skammekrogen på et livløst arbejdsværelse. Folketinget derhenne af, hvor peberet gror - eller i hvert fald på ferie. Ligge og snue til både otte og halv ni, spise morgenmad i god ro og orden og ud på eftermiddagen smide sig på en madras med noget underlødigt litteratur og døse hen efter 10 minutter. Have masser af tid til at genforelske sig i sin livsledsager og kun spille den musik, der lige synes at passe til situationen. Sidde i porten og nyde solnedgangen og drikke iskold lemonade, mens grillen gør sig klar til, hvad det nu måtte være.

Gå lange formålsløse ture med hundene, slå græsset i slowmotion og tage til stranden i tide og utide. Der er nu ikke noget som saltvand. Skrive masser af knaldgode sange med Christian ude på hans terrasse i Brønshøj eller opleve folk komme uanmeldt forbi, fulde af liv og gode ideer, jamen, jeg si'r Dem! Hvad skal det ikke ende med? Boykotte aviser, radio og tv og i stedet gå rundt på græsplænen i bare tæer, spise sodavandsis, og føle sig som en sommersløv kinesisk vismand. Herre min Skaber, hvor er det fantastisk. For ikke at tale om, hvor godt alting smager om sommeren, selv noget så prosaisk som gemen grøn salat er jo en oplevelse udover det sædvanlige. Du danske sommer, for satan, hvor kan du dog tage dig lækker ud, når det stikker dig.

Der er kun et problem med denne paradisiske tilstand - den varer ikke evigt, faktisk kun tre forpulede uger, hvilket er alt, alt for lidt. Man vågner en morgen og bemærker, en kolossal mængde sorte skyer har samlet sig i horisonten, og ved, at det er sidste feriedag. Og hvordan og hvorledes man end forsøger at trække tiden ud, vender det hele tilbage som en knytnæve af asbest den morgen, man med rystende hænder åbner sin - gys, gru og bumser - mail og opdager, at ude i verden har tiden altså ikke stået stille. Folk vil stadig have, hvad Britney Spears så rammende kalder »a piece of me«.

Man åbner sin radio og hører socialministeren lyve intervieweren op i vedkommendes åbne ansigt om den enorme mængde fattige, hun og resten af det slæng, der udgør det siddende regime, med velberådet hu har skabt, godt hjulpet af socialhyklerne i DF. Og man bliver så træt! Infame løgnhalse. Alt det og vejret skal man pludselig tage stilling til. Genindtræde i samfundet og påtage sig sine borgerpligter, skal man. Det kan nok være, man rammes af en post-feriedepression af den anden verden. Uden mulighed for benådning. Men en lille rest sommerferie skvulper nu stadig rundt derinde og minder om, at Paradis faktisk ligger her på Jorden ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor trist at vi hvert år siger til os selv om sommeren: "Åh, dette er livet". Og så slutter ferien, og vi skal på arbejde. Alle arbejde, mange timer hver dag, og utroligt trætte, ingen har tid til at være sammen og skabe velfærd for hinanden.

Ikke så mærkeligt at angsten kommer snigende i løbet af August. Først arbejdsdag efter sommerferien er den dag, hvor angstniveauet i Danmark er højest.

Hvis vi virkelig lever, når vi arbejder lidt – hvorfor så arbejde så meget?

Mindre arbejdstid = Mere ferie hele året = Mere tid at leve = Mere velfærd

Men det har hverken S eller SF og de store fagforeninger, som har brudt med 100 års fagbevægelsespolitik, forstået.