Læsetid: 2 min.

Principiel skattesag om makeup-fradrag afgøres i morgen

I morgen afgør Højesteret spørgsmålet om, hvorvidt udøvende kunstnere som Lina Rafn må trække udgifter til tøj og sminke fra i skat. Afgørelsen er principiel, og vil berøre tusinder af musikere herhjemme, vurderer Dansk Musiker Forbund (DMF)
Sangerinden Lina Rafn vil  morgen være midtpunkt, når der falder dom i skattesagen om, hvorvidt hun kan få fradrag for udgifter til tøj, frisør og make-up.

Sangerinden Lina Rafn vil morgen være midtpunkt, når der falder dom i skattesagen om, hvorvidt hun kan få fradrag for udgifter til tøj, frisør og make-up.

Kristian Juul

18. august 2010

Skal musikere og andre udøvende kunstnere have lov til at trække deres udgifter til kostumer, frisør og sminke fra i skat? Det spørgsmål får Infernal-sangerinden Lina Rafn og Skatteministeriet svar på i morgen af Højesteret.

Dermed sætter landets øverste domstol et endeligt punktum i striden mellem de to parter, der begyndte for godt seks år siden, da Københavns skatteforvaltning i 2004 nægtede Infernal-sangerinden Lina Rafn, at hun måtte trække udgifter for omkring 22.000 kroner til hår, sminke og scenekostumer fra i skat for 2001.

»Afgørelsen bliver retningsgivende, da der for første gang bliver taget stilling til, om kunstnere skal have lov til at trække deres udgifter til kostumer, sminke og den slags fra i skat,« siger advokat Christian Falk Hansen, der repræsenterer Dansk Musiker Forbund (DMF) og Lina Rafn i sagen. DMF har i dag over 6.000 medlemmer, og afgørelsen vil formentlig have betydning for omkring en tredjedel af forbundets medlemmer, lyder den umiddelbare vurdering fra juridisk konsulent Trine Budtz fra DMF.

Dermed får sagen ikke bare betydning for popstjerner, men også for ganske almindelige mennesker med almindelige indkomster. »Afgørelsen påvirker jo også musikere inden for det klassiske område, hvor man bruger en smoking til at optræde i. Vi har også talt med mange suppe-steg-og-is-musikere, der fortæller, at de typisk køber 50 skjorter om året til at optræde i, fordi de gennemsveder deres tøj hver aften. Den slags merudgifter til påklædning er altså ret omfattende for musikerne,« siger Trine Budtz.

Tung bevisførelse

Stridens omdrejningspunkt er skattelovens paragraf 6, der siger, at »såkaldte driftsomkostninger« er fradragsberettigede. Altså udgifter, som i årets løb er anvendt til »at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.« Men i dag er loven skruet sådan sammen, at bevisbyrden og dokumentationskravene, der bliver stillet, er meget store, når f.eks. musikere ansøger om at få deres udgifter til tøj m.m. fradragsberettiget af SKAT.

»Alle er enige om, at udøvende kunstnere skal kunne få fradrag til tøj og sminke og den slags udgifter. Problemet er bare, at man skal kunne dokumentere, at der tale om repræsentationsudgifter,« forklarer Christian Falk Hansen.

Gråzone og præcedens

Og det kan ofte være en gråzone.

»For hvor går grænsen mellem det private og arbejdstøjet? Jeg kan godt forstå, myndighederne forholder sig kritisk til den enkelte sag,« siger Trine Budtz.

DMF er tidligere stødt på denne slags sager. Blandt andet da en korsanger klagede og endte med at få fradragsberettiget sine udgifter til kjole og hvidt og laksko af Skatteministeriet. Men ingen af denne slags sager er hidtil endt i Højesteret, påpeger DMF's juridiske konsulent.

»Derfor er afgørelsen den første af sin slags herhjemme med præjudikatsværdi - altså med vidtrækkende betydning, der skaber retspraksis. Det man også kalder præcedens,« siger hun.

Hverken DMF eller deres advokat ønsker at udtale sig om Lina Rafn og Musikerforbundets chancer for at få medhold i Højesteret i morgen. Begge vurderer dog, at Lina Rafn har fremlagt væsentlig bedre dokumentation for Højesteret, end hun gjorde i Østre Landsret.

»Der er blevet fremlagt nyt billedmateriale, kvitteringer for tøj og billeder fra koncerter, som jeg mener, kan blive afgørende for sagens udfald.«

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Skatteministeriet eller ministeriets advokat i sagen, Lars Apostoli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Skal musikere og andre udøvende kunstnere have lov til at trække deres udgifter til kostumer, frisør og sminke fra i skat?"

Et eller andet sted, må det jo næsten være på sin plads. Nu kan man jo så antage, at andre med erhverv, aldrig benytter de anskaffede ting privat, men så skal man nok være lidt naiv. Så skal der jo overvågning på diverse telefonlinier, håndværkere, vognmænd etc. ja listen er lang.

Thorsten Lind

Skat har altid haft et horn i siden på kunstnerne.
Nidkært har man jagtet Onkel Danny, Peter Belli,
Jan Toftlund....you name dem!

At en sag om kosmetikfradrag prioriteres,
frem for ligegyldige sager om angrebskrige og grundlovsbrud.....kan vel ikke undre nogen efterhånden.....vel? Det er jo Højesteret....!

Det er alle de stakler der ikke klarede cuttet, til enten politimand eller alskens andet, de valgte så togkontrollør eller SKAT. Det kan næsten kun blive grimt.

Paul Peter Porges

50 skjorter om året, det er en ny skjorte hver weekend hele året rundt. Der må sgu' være grænser for galskaben.

Men fint, lav fradrag for kostumer, osv. og lad kunstnerne være omfattet af multimedieskatten på alle instrumenter, computere, musik osv., de kan jo også bruge det privat.

Sikke et skattecirkus vi kan lave!

Thorsten Lind

Så meget for så lidt.........

www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/08/19/124111.htm

Skat har vundet en principiel sag over kunstnerne,
mht. til fradragsretten for udgifter til tøj, sminke m.m.

Holdningen som har været gældene igennem alle årene, at "kunst er ikke et rigtigt arbejde", lever i bedste velgående hos skat og i staten.
Tillykke med det, så kan vi alle sove trygt om natten!

Ps. Skat er fremragende til at skyde spurve med kanoner, de store sager kniber det dog mere med...

Den er gældende hele vejen rundt Thorsten, Politiet lider under de samme paroler. De tager mærkesagerne, de kampe de kan vinde, blæser det op, får bevillinger året efter. Alle smiler og er glade. Forbryderne går fri, mon de bor i Hellerup? :P