Læsetid: 8 min.

Da printeren stak af

En aflivet printer, et genfærd og en lussing er nogle af de fænomener, man møder på Borups Højskoles skrivekursus. Der er Sudoku på toiletrullen, men ellers har bogstaverne magten totalt. Koncentrationen om at bidrage og give respons er intens
Forfatteren Mette Kappel gestikulerer, mens hun underviser sommerkursister på Borups Højskole, landets eneste storbyhøjskole.

Forfatteren Mette Kappel gestikulerer, mens hun underviser sommerkursister på Borups Højskole, landets eneste storbyhøjskole.

Tomas Cochello

Kultur
6. august 2010

Borups Højskole er landets eneste storbyhøjskole. Og vist også den eneste, hvor man ikke kan bo. Til gengæld kan norske elever søge støtte fra Den Norske Lånekasse, kan man læse på hjemmesiden.

Om det er derfor, der er to nordmænd på det ene af de hold, jeg besøger, skal jeg ikke kunne sige. Marianne og Tone, hedder de, men Tone taler dansk, mens Marianne taler norsk. Det lyder pudsigt, når det er hinanden, de taler med.

Skriftligt er de ligeledes helt forskellige, Marianne fremlægger en tekst, der ligner indledningen til en roman, »Starten på et lengre arbeid«, kalder hun den; Tone har skrevet en tekst, hun kalder »Forbindelser«, og som består af strøtanker, skæve digte, der ikke er skrevet ud som digte, men delt op med skråstreg, bizarre situationer og et enkelt replikskifte:

»Hun: Hvad er forbindelsen mellem en drue og en pære? Han: De er i familie med hinanden. Pæren er moderen og druen er barnet.«

Tone har sin egen tone. Men begges tekster ligger, ligesom mange af de øvrige deltageres, på et højt niveau.

En sønderkørt printer

Der er to hold, det ene ledes af forfatteren Mette Kappel, det andet af forfatteren Pernille Tønnesen, der er fastansat på højskolen. Mette Kappel har ud over sommerkurset på højskolen sin egen private skriveskole, »Skriveværkstedet MKskriv« på Vesterbro i København.

Holdene har ikke lært hinanden at kende ved at præsentere sig selv og deres baggrund, de har lært hinanden at kende gennem teksterne. Som det første fik de til opgave at skrive en time, og dernæst læse det skrevne op for de andre.

Denne formiddag er det Mette Kappel, der underviser, og holdet består, ligesom på Ry Højskole (se Information den 16. juli) næsten udelukkende af kvinder. På Borups er der dog hele to mænd, og på eftermiddagsholdet endnu en.

Det er lidt svært at få gang i responsen. Solen bager allerede, og trods de åbne vinduer er der godt over de tyve grader i lokalet. På Borups Højskole er vi umiskendeligt i en storby, så kan kanalen udenfor flyde forbi, så meget den vil.

»Det gør det måske lidt svært, at det er på norsk,« lyder det endelig. »Det gør det måske lidt svært, at det er på norsk,« lyder det endelig.

Men en for en samles brikkerne til en karakteristik af en række temaer, der uden at det siges alle har en uheldsvanger undertone for hovedpersonen. Som måske har haft et sammenbrud af en art. Tone betoner, at der intet overflødigt findes i teksten, Karen at det er smaddergodt skrevet, og Mette Kappel roser startbilledet som helt eminent: En kasseret printer, der er sat uden for porten, bliver kørt i stykker og føres af septemberregnen bort i små, grå plasticbidder. Helt ned til busstationen »Som om den avdøde maskinen hadde prøvd å stikke av.«

På Père Lachaise

Herfra bevæger vi os bagud i historien til Paris i 1920, hvor en ung vansiret veteran fra Første Verdenskrig har mistet alt håb til fremtiden. Han forvilder sig ind på kirkegården Père Lachaise og møder en engel eller et genfærd, som giver ham en opsang. Genfærdet er klædt i hvidt og bærer en hvid nellike i hånden. Der beskrives et monument med »en vinget stenmand med egyptiske træk,« genfærdet taler om at være i fængsel, og der sniger sig et enkelt engelsk ord ind i dets talestrøm. Men ingen af os gætter, at det er Oscar Wilde.

Holdet er uenige om tekstens lange monologer, det er en pastiche, og det gør det til en svær tekst, for hvilken målestok skal man anlægge? Om replikkerne er realistiske? Om sprogbrugen er for moderne? osv.

Bernadette har ikke tænkt sig at afsløre i teksten, at spøgelset er Oscar Wilde. Hun kan godt lide, at der bliver lagt gåder ind, siger hun. »Men dialogen og moralen er jo så tydelig,« indvender en af de andre, »filosofisk forklarer du det hele!«

Morfar og marsvin

Formiddagen går med oplæsning og diskussion af deltagernes tekster. Dorrit vil lave en børnebog og har skrevet en tekst om en dreng, der skal til sin morfars begravelse. Ved kirken er »flaget kun nået halvvejs op, folk er nok stressede,« konstaterer drengen. Man diskuterer hans alder, hvilken aldersgruppe bogen henvender sig til, om den i virkeligheden udtrykker voksnes opfattelse af et barn, og det viser sig, at flere på holdet har pædagogisk erfaring og kan komme med gode råd. For de små børn i indskolingen ligger det på samme plan, om det er deres marsvin eller deres morfar, der død, fortæller Mette Rose.

Karen har skrevet en tekst om sin mors død, der bringer tårerne frem i øjenkrogen på flere. Kirsten har skrevet en erindringsskitse om dengang, hun var i køkkenet i et københavnsk pensionat og om en lussing, som satte hendes sind i kog. »Stormen i mit indre,« hedder den.

Anne Sofie, en anden af holdets pædagoger, bemærker, at Kirsten anvender en for hende ukendt tegnsætning.

Viggo minder Kirstens tonefald om Leonora Christines »Jammers Minde«.

»Griner du ad mig,« spørger Kirsten, »jeg griner med dig,« svarer Viggo.

»Jeg kom nu snarere til at tænke på »Tude-Marie,« replicerer en af de andre.

Overstået skriveskræk

På eftermiddagsholdet har flere skrevet en bunden opgave over stikordet »Inden døre«. Thilde leverer en tekst om den ikke alt for renlige Ester, der synes, det er i orden at gå og tørre op efter sin hund, som tisser inden døre. Men efter at have haft en hyggelig aften med Torben, som hun går til dans med, sådan en pæn og korrekt mand, der ikke har nullermænd under sofaen »eller en gammel snavset sok måske endda bare en ren én,« føler hun, da hun kommer hjem og hunden tisser op ad en køkkenlåge, pludselig »en dyb skam over sin hunds vaner, selv om hun er helt alene.«

Rebekkas bidrag diskuteres, efter at hun behørigt har læst det op. Jeg-fortælleren i teksten forsøger at få et glimt af dem, der passerer udenfor. »Jeg har sat en stol ud på gangen og sidder og løser Sudoku trykt på en toiletrulle, som jeg så ruller op igen, for den kan jo stadig bruges.«

Det fremgår af den efterfølgende diskussion, at Rebekka har været bange for at skrive. Hun har søgt ind på Håndarbejdets Fremmes skole og åbenbart fået sig en forskrækkelse over, at der lå et krav om skriftlige opgaver. Pernille Tønnesen styrer diskussionen ind på, hvordan Rebekka skriver.

»Rebekka skriver godt, det flyder interessant,« mener Caroline og fremhæver desuden, hvordan hun får jeg-fortællerens ensomhedsfølelse frem uden at skrive det direkte. »Jeg troede det var lidt synd for dig, at du var en, som vi måtte tage os lidt af, og så kommer der den ene efter den anden af den slags tekster fra dig,« udbryder hun imponeret.

»Rebekka er ekstremt velformuleret, både mundtligt og skriftligt,« fastslår Pernille Tønnesen, »der er ingen formuleringsmæssige problemer overhovedet.«

»Sammen med jer er det sjovt at skrive,« medgiver Rebekka.

Nanna, der selv har fremlagt en kronik om erhvervsuddannelser til diskussion, råder hende til at finde nogen at sparre med på studiet. Det har Nanna selv kunnet bruge, fremgår det. Hun har åbenbart tidligere fremlagt en meget akademisk sag, som flere havde svært ved at forstå, men har efter holdets kritik skrevet den om, så den nu flyder mundret og kronikegnet.

Lort og penge

I kaffepausen snakker jeg med Viggo, de ene af de tre mandlige kursister. Han mener, det er et tilfælde, at niveauet på holdet er så højt, som tilfældet er, selv har han imidlertid skrevet en tekst med inspiration fra Nietzsche, grimhedens æstetik og opstandelsesmyten. Ikke just lave ambitioner. Der er kællingeagtige engle med tomme øjne, og legemsvæsker, der står ud af alle åbninger. Med forløsning til følge.

»Jeg dirrer, og mens sæden sprøjter ud af mit pikhoved, mærker jeg hvordan kvalmen samtidig vender vrangen ud på mine indvolde. Sæd og bræk strømmer nu ud over den dæmoniske engel foran mig, der nu ligger med ansigtet fordrejet i et grotesk grin. Mit røvhul eksploderer, og som en vulkan i udbrud sprutter der klamt klistret lort ned ad mine ben...«

Ifølge Viggo selv henvender han sig til et smalt, akademisk publikum, der interesserer sig for problematikkerne.

Det samme kan man ikke sige om Verner, ene hane i kurven på eftermiddagsholdet.

Verner har været revisor i et dækfirma, men er gået på pension. Og han vil skrive en krimi, for »Pernille har sagt, at det er krimier, der sælger nu.«

»Hvis jeg ikke er blevet forfatter inden næste år, kommer jeg igen,« erklærer han, og til trods for Pernille Tønnesens og andre på holdets forsikringer om det modsatte, »er han ikke i tvivl om, at der er penge i at skrive. Man skal satse, når man bruger tiden på det,« mener Verner, »man skal have et mål. Man laver sin bog og udbyder den, hvis man tjener penge, er det fordi man opfylder et behov.«

»Der er forskel på at brænde for noget og at tjene penge på det,« indvender Pernille Tønnesen, »bøger er noget af det sværeste at tjene penge på.«

»Hvorfor er det bøger, du vil skrive, hvis det er penge, som er anerkendelsesparameteret,« spørger Nanna, og Rebekka synes det er trist, at han sidestiller bøger med varer i et supermarked.

»Alle de formaninger,« svarer Verner utålmodigt, og referer til en amerikansk succesforfatter, hvis første bog er blevet oversat til 25 sprog og som har tjent styrtende.

Holdets nestor, Else på næsten 90, blander sig:

»Du kan sikkert have ret i, at der er mange penge i at skrive litteratur, Verner. Men du risikerer, at det er penge, der skal op af dine egne lommer!«

»Det vil ikke ske,« svarer han prompte. »Men jeg vil prøve at få succes, og I har bare den begrænsning, at I ikke ved, hvad jeg vil skrive om,« trumfer han.

»Når du har scoret kassen, kan du jo indstifte en pris for unge forfattere,« foreslår Pernille Tønnesen, og Verner forsikrer om, at han helt sikkert vil bruge en stor del til velgørende formål.

»Vernerfonden,« indskyder Else.

Verner har ikke selv brug for pengene, siger han, han mener bare, at man skal gå ind for det, man foretager sig. Og så indvier han de andre ikke i, hvad han vil skrive om men i hvordan han vil gribe sagen an.

Han vil skrive mange bøger, han vil lave en produktion. »Faktisk er det nemlig ligegyldigt, hvad forbrugeren mener om bøgerne, det, der tæller er at få fat på et forlag,« erklærer han.

»Kun to procent af de bøger, der bliver købt, bliver nemlig læst,« betror han os, »det er omslaget og bagsiden, som er altafgørende!«

Serie

Skrivelyst

Seneste artikler

  • Jeg tager aldrig fejl af et færdigt manuskript

    30. juli 2010
    Jannie Solaas har selv lavet sin hjemmeside, hvor hun udbyder skrivekurser på nettet. Hun underviser, skriver artikler om at skrive og modtager manuskripter til vurdering. Egentlig er hun uddannet jurist, men hun 'kunne ikke ånde på jura'. Nu ligger hendes første roman er til bedømmelse hos et forlag
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her