Læsetid: 4 min.

Rejsebrev: Skæggede mænd og tilslørede piger i Sarajevo

I Bosnien-Hercegovina før borgerkrigen var islam på vej til at blive, hvad kristendommen er i det øvrige Europa - en samling skikke og ritualer til brug for højtider og begravelser. I dag er islam genopstået som identitetspolitisk mobiliseringsfaktor
18. august 2010

Den, som i dag besøger Sarajevo, har svært ved at finde spor efter krigen og den længste belejring (1992-96) af en by i Europas moderne historie. Sarajevo er restaureret og pudset op på de vesteuropæiske skatteyderes regning.

Men det er ikke ensbetydende med, at alt fungerer normalt. 15 år efter krigen er Bosnien stadig en stat, som mest eksisterer på papiret og lever via økonomisk drop fra det internationale samfund, først og fremmest fra EU.

Overalt i Sarajevo støder man på mennesker, som tigger, men som hverken er krigsinvalider eller soldater i slidte uniformer. De fleste af disse både gamle og unge kan vel heller ikke betegnes som ofre for krigen. Snarere som ofre for en fred, som ikke har kunnet skaffe dem job eller indgyde dem håb til fremtiden.

For Bosnien er en af disse ikke helt så sjældne stater, som trods eget flag og den politiske klasses sorte limousiner er helt afhængig af omverdenens gode vilje for at kunne overleve.

Af alle stater, der har været her, bestod den osmanniske længst. Men efter Berlinerkongressen i 1878 måtte den give plads til østrigerne, og lige siden har den muslimske befolkning i Bosnien været på udkig efter en ny identitet, som kunne give den sikkerhed og tryghed.

Wien stødte først på modstand, men med kejserrigets behændige balancering af flere religioner og folkeslag i kombination med vældige investeringer for at forvandle Bosnien til en slags udstillingsvindue får de 40 år under Habsburg, kom de fire årtier til at ligne de mest harmoniske i landets nyere historie, ikke mindst set ud fra dagens muslimske perspektiv.

Muslim som nationalitet

Under marskal Tito forvandledes en religiøskulturel identitet til en national, en original måde at bekæmpe religionens magt på og samtidig opfinde en ny 'nation' i det, som etnisk og sprogligt er en og samme slaviske befolkning. Men den fordragelige variant af islam, som altid har præget Bosnien ville måske også uden kommunismens ateisme så småt have resulteret i sekularisme.

Alle, jeg taler med i Sarajevo, fremfører samme påstand: Islam i Bosnien var på vej til at blive som katolicisme eller protestantisme i Vesteuropa, en samling sæder og skikke til brug for højtidsdage og begravelser.

Men alt dette skulle først ændre sig med krigen.

Vestens våbenembargo ramte i grunden kun dem, som allerede fra begyndelsen var ubevæbnede.

Serberne og snart også kroaterne havde mere end nok af våben, mens muslimerne på deres bare knæ forgæves bad om, hvad man ikke havde.

Med henvisning til nødvendigheden af ikke at pøse mere benzin på bålet tillod man ikke de angrebne at forsvare sig.

Længe var vesteuropæernes og amerikanernes 'analyse' af begivenhedsforløbet ikke mere skarpsindig end som så. Stadig trives den mistanke her, at Vestens politikere så krigen i Bosnien som en chance for at forhindre opkomsten af, hvad man frygtede kunne blive en muslimsk stat i Europa.

Til sidst var præsident Alija Izetbegovic tvunget til at henvende sig til dem, som i første omgang overhovedet ikke var blevet spurgt: til stater som Iran, Libyen og Saudi-Arabien. Det skulle vise sig at være en Mefisto-agtig pagt. Våben og penge kom, men med dem også krav om at skabe den muslimske stat, som Vesten ville forhindre, og det desuden i en langt mere radikal form.

Mellemøstlig indflydelse

Er dagens Bosnien en muslimsk stat? Er Sarajevo en muslimsk by? Svaret må blive nej.

Her er man alt for europæisk præget og står trods alt fremmed over for radikalisme i wahhabistisk (saudiarabisk konservativ fortolkning af islam, red.) aftapning. Således irriterer de mange nye moskeer, som skyder til vejrs som svampe efter regn, ganske mange bosniere med deres entydige meget arabiske og ikke som tidligere osmanniske arkitektur.

I moskeerne kommer det angiveligt også til håndgemæng, når militante aktivister forsøger at tvinge ældre troende til bønneritualer, som ikke har noget med deres mange hundrede år gamle tradition fra den tyrkiske tid at gøre.

Og dog virker det, som om den radikale islamisme, som afviser eller bekæmper nogle af de grundlæggende værdier i vores civilisation, har fået fodfæste. I så fald ville det være noget nyt for det moderne Europa.

Serbere og kroater i Sarajevo beklager sig over, at de diskret presses ud fra administrationen og de offentlige job, og at de i praksis kun kan håbe på de ansættelser, som behøves for statistikkens og omverdenens skyld.

Stadig løssluppen by

Filmfestivalen i Sarajevo - denne verdsligt frivole showbegivenhed - blev denne sommer flyttet nogle dage med henvisning til bønne- og fastemåneden ramadanen (der løber fra den 11. august til 9. september, red.).

I Sarajevo er fuldt tilslørede kvinder et sjældent syn og er heller ikke populære, men der findes byer, hvor muslimske forskrifter følges strengt og overvåges. Her er udenforstående næppe velkomne.

Og der findes frem for alt den store masse af unge arbejdsløse og som oftest dårligt uddannede mænd, som forsynes med saudiarabiske penge, skrifter og pamfletter. Nogle af dem har ladet skægget gro og har begyndt et nyt liv.

Endnu drukner de i massen af hedonistiske unge, som ligner dem fra en hvilken som helst anden europæisk by med undtagelse af, at de stadig ryger. Men i morgen? Hvis den globale økonomiske krise fortsætter og måske forværres?

Da jeg i begyndelsen af 1970'erne kom til Sarajevo for første gang, var det en håndfuld ældre herrer, som på rystende ben rejste sig efter at have forrettet deres bøn i Gazi Husrev-begs moskeen. Jeg troede, at jeg var blevet vidne til det sidste kapitel af islam som religion i Europa. Det var en fejltagelse.

I dag er de, som beder her, mange, og de fleste er meget unge og muskuløse mænd.

Richard Swartz er svensk forfatter og skriver for Süddeutsche Zeitung, Dagens Nyheter og & Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nøjagtigt det samme fænomen (heldigvis endnu i mindre målestok) kan iagttages i Danmark i takt med DF's radikalisering af retorikken.
Hver gang Pia K eller Camre skruer bissen på, lader endnu en muslimsk dreng skægget vokse, og en pige tager tørklæde på.

Helt klart en kunstigt skabt stat, som helt klart ikke er levedygtig, og som ikke evner at underholde sig selv. De fik, hvad de ville. OK. Det er herefter op til dem selv at komme videre. Her stopper min medlidenhed med bosnierne.
What is the point? At leve af almisser og ustandselig beklage sig over manglende udvikling og fremskridt og bare give de andre skylden?
Vestens donor fatigue er velbegrundet. Lad dem selv komme ud af starthullerne og tage ansvar for sig selv. Hvis de bare vil have lette donor-midler fra Saudi Arabien, mod at indhylle deres kvinder og mod at bede fem gange om dagen, og hvis de synes, at det giver dem livsindhold og tilfredsstillelse, hvilken ret har vi til at sige til dem, at det ikke er i orden. Det er da i orden. De skal bare ikke blive ved med at regne med, at "socialkontor EU" bliver ved med at betale. Vores skattemidler kan bruges bedre i fremskridtets tjeneste andetsteds.