Nyhed
Læsetid: 7 min.

Da Romer tabte sine bukser og vandt mesterens respekt

I år blev Knud Romer som den første ikke-tyske forfatter optaget i nobelprisvinderen Günter Grass' prestigefulde forfattergruppe, Lübeck 05. Men forinden nåede han at dumme sig så meget, at han nær havde forpasset chancen. Torsdag mødtes de to forfattere endnu engang på Louisiana
Günter Grass lytter til Knud Romer på litteraturfestivalen på Louisiana. Den forunderlige seance fandt sted torsdag.

Günter Grass lytter til Knud Romer på litteraturfestivalen på Louisiana. Den forunderlige seance fandt sted torsdag.

Louisiana literature. facebook.com

Kultur
21. august 2010

Der findes forbilleder så store, at de kan forvandle selv granvoksne mænd til små drenge. For Knud Romer er den tyske nobelprisvinder Günter Grass et sådant forbillede. Det er ikke bare noget, han siger. Hele hans kropssprog sladrer om det. Man ser det i hans forlegne smil, i hans intense lytten, og i hans ufrivillige bevægelser, når han pludselig rækker ud efter en flaske vand og skruer låget af for at række den videre til sin tyske mentor.

Torsdag var Knud Romer og Günter Grass indbudt til litterær samtale foran 300 mennesker i en fyldt koncertsal på Louisiana Kunstmuseum med Marc-Christoph Wagner som moderator.

For Knud Romer er ethvert møde med idolet Grass en velsignelse. Og for den 83-årige levende legende, at det heller ikke så værst endda at møde Knud fra Danmark:

»Selv om han som person godt kan være lidt anstrengende,« som han tørt konstaterede. På en måde, så alle forstod, han mente det, men ikke mente det så slemt. Måske fordi den danske bulderbasse minder ham en smule om ham selv som ung:

»Ved udgivelsen af vores debutromaner blev vi begge opfattet som de slemme drenge. Åbenbart har Knud også rørt ved et tabu,« sagde Grass med henvisning til sin egen Bliktrommen (1959) og Knud Romers Den der blinker er bange for døden (2006).

Hele arrangementet foregik på tysk, et sprog, som også Knud Romer, der har tyske aner, mestrer. Til gengæld mestrer han ikke begrænsningens kunst, når han taler, hvilket Günter Grass ikke undlod at gøre ham opmærksom på, da han med en dyb og myndig stemme afbrød en af Romers ustandselige ordstrømme: »Sæt et punktum,« befalede han, og den danske forfatter adlød straks.

Stjernerne over Lolland

Men hvornår begyndte Romers store betagelse for Grass? Lad os spole tiden tilbage til de unge år, til dengang han blot var en dreng på 15 år, der gik rundt for sig selv på roemarkerne på Lolland og reciterede tysk poesi. For den unge Knud, som havde fået germansk kultur ind med modermælken, var de tyske forfattere de største helte. De var som stjerner på himlen. Rilke var Orion. Novalis Cassiopeia. Men klarest på himlen stod den mægtige Günter Grass - Store Bjørn, som han kaldte ham. Og det mest ufattelige var, at netop denne stjerne ikke befandt sig flere lysår væk, højt oppe på nattehimlen, men at han boede lige i nærheden, blot et mandigt stenkast fra roemarkerne på Falster. Oppe på Møn. Da Knud Romer i 1975 fik sin første knallert, var han derfor ikke et splitsekund i tvivl om, hvad de første benzinpenge skulle bruges på. Han skulle til Møn, hvor den store mester skrev sine mesterværker i et lille beskedent vogterhus uden rindende vand og kloakering. Og det kom han, om end han nøjedes med at betragte huset på 100 meters afstand, for tættere tillod hans ærefrygt ham ikke at komme. Det var dengang.

Pibens betydning

Godt 30 år senere er historien en anden. Knud Romer, der i mellemtiden selv var debuteret som forfatter, befandt sig nu ved et arrangement for nordisk litteratur i Lübeck, sammen med forfatterkolleger som P.O. Enquist og Erik Fosness Hansen.

En af de mange oplæsninger foregik i en fyldt kirke, hvor 'Der Grass' sad på forreste række og lyttede med. I pausen trak Knud Romer uden for for at nyde en pibe tobak.

»Og lige dér forstod jeg pludselig meningen med, at jeg har røget pibe, siden jeg var 13. Det var selvfølgelig, for at jeg som 45-årig kunne stå i pausen af et litterært arrangement i Lübeck og ryge pibe med Günter Grass.«

Men ligesom 30 år forinden skyllede ærefrygten nu igen ind over Knud Romer, som i stedet for at henvende sig direkte til Grass, greb telefonen og ringede til sin kone:

»Gæt hvem jeg står ved siden af?«

»Hvorfor går du så ikke hen og snakker med ham?,« spurgte hun.

»Fordi det gør man ikke bare,« svarede han.

Men i den næste pause gjorde han det alligevel. Indirekte. Han faldt i snak med fru Grass, som introducerede ham til sin mand. Senere samme aften vendte hun tilbage med et telefonnummer og en vidunderlig opfordring: »Hvorfor besøger du os ikke på Møn, Knud?«

»Det er det telefonnummer, jeg har passet bedst på i hele mit liv, men det var jo så meningen, at jeg skulle ringe til Günter Grass - og hvordan gør man lige det?«

Igen måtte hans kone tage affære. Hun ringede fru Grass op, hvorefter de hver især gav røret videre til deres mænd, og aftalen blev, at Knud Romer skulle komme på besøg i vogterhuset på Møn en af de førstkommende dage.

»Jeg var så bange for at komme for sent, at jeg kørte derned to timer i forvejen. Så sad jeg i skoven og ventede i min fars bil, hvis bilalarm jeg ikke havde tjek på, og som derfor dyttede uafbrudt. Günter Grass kunne selvfølgelig høre det hele på afstand, så han var ved at dø af grin, da jeg endelig kom kørende i den gamle rustne Toyoto Carina.«

Faldt på knæ

Grass viste rundt og fortalte, mens Knud Romer sugede indtrykkene til sig. Men da han skulle til at gå, gik det galt.

»Det var min Tycho Brahes-stund,« siger Knud Romer, »i timevis havde jeg siddet så fuldstændigt anspændt på en stol, at mine ben var faldet i søvn, så da jeg ville rejse mig - med hænderne fulde af bøger, som Grass havde givet mig og signeret - faldt jeg simpelthen på knæ. Og samtidig røg knappen af mine bukser, så de faldt ned, og da jeg stadig havde hænderne fulde af bøger, måtte jeg forsøge at hive bukserne på igen med min ene lillefinger, mens jeg med min anden lillefinger gav hånd til Grass og vraltede ud af døren.«

På vej ud til bilen blev han dog kaldt tilbage af Grass, som bad om et eksemplar af hans bog. Knud Romer havde ikke selv villet spørge, men han var lykkelig over at blive spurgt.

Nogle uger efter modtog han »det mest sindssyge telefonopkald« i sit liv. Günter Grass havde læst bogen, og den var intet mindre end »mirakuløs«, mente han.

»Jeg græd og græd og græd,« fortæller Knud Romer, »det var for mig forløsningen på et helt livs anspændelse. I det her øjeblik fik mit liv mening.«

I mesterlære

Hvad Knud Romer ikke kunne vide, var, at han på dette tidspunkt endnu havde sin største oplevelse - og ydmygelse - med Grass i vente. På den ene side kunne hæderen næppe blive større, da Knud Romer i vinter, som den første udlænding nogensinde, blev inviteret med ind i Grass' berømte litterære forum, Lübeck 05, hvor nogle af Tysklands største litterære begavelser mødes til masterclass med mesteren selv. Men ved den adgangsgivende eksamen var Romer alligevel tæt på at ødelægge det hele for sig selv. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Ikke bare satte han sig på en forkert plads uden at flytte sig, lige over for Grass. Han var også alt for kæk, og så læste han sjusket op.

I den efterfølgende litterære samtale kastede gruppen sig over ham som et frådende hundekobbel: »Du må forstå, at de bruger latinske fagudtryk, når de kritiserer - og jeg ved jo knap nok, hvad et substantiv er.«

Den nat fik Knud Romer ikke megen søvn, i stedet brugte han tiden på at tilvejebringe en ny og bedre oversættelse af sin bog, som fangede den rigtige tone og sagde de rigtige ting. Han øvede sig også på at læse op. Mit gefühl. Og ved den offentlige oplæsning i Thomas Manns hus dagen efter, reddede han mirakuløst stumperne i land fra det katastrofale forlis dagen i forvejen.

»Jeg henvendte mig direkte til Grass og resten af gruppen og sagde: 'Jeg ved godt, jeg dummede mig i går, jeg snakkede for meget, læste for lidt og det, jeg læste, var for dårligt. Så nu prøver jeg igen, og så må I se, om det er godt nok.«

Da Knud Romer kiggede op efter den sidste sætning - en rigtig bravour-sætning - smilte Grass over hele hovedet.

»Jeg græd hele vejen hjem fra Lübeck,« siger Knud Romer, »jeg har jo et problem med at føle social accept, og nu var det som om, Grass havde givet mig en tyngde dér, hvor jeg selv følte mig for let.«

Siden optagelsen i det prestigefyldte litterære selskab har Romer fået lov til at sige 'du' til Grass. Men han gør det ikke. Han siger ikke engang Sie, men Herr Grass. Mindre kan ikke gøre det.

»Jeg er jo bare en ud af flere tusinde mennesker, der har glæde af Grass. Jeg tror, han synes, jeg er sjov og sød og munter, men dybest set er jeg 'flyvende sommer' i hans verden. Og det skal jeg også være. Lige så meget jeg hader sociale hierarkier, lige så meget elsker jeg de kunstneriske. For de består af præstationer.«

I koncertsalen på Louisiana når det litterære møde sin afslutning. Men inden de slutter helt har Romer medbragt en gave til Grass, han gerne vil have lov at overbringe. Det er tobak. Kong Frederik d. 9's originalblanding, fortæller han. »Så stærk, at den kun kan ryges af kongen. Og kejseren.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bukserne på falderebet, nuvel, men respekten, næppe.
Det fører ikke noget godt med sig, således næsegrusfaldende at udråbe Grass til det store dyr i åbenbaringen, når åbenbaringen Grass kommer af krigens afskum, hvor ingen blinkede for døden. Moderbindingen kender de begge som bindeledet mellem krig og fred, men som Grass' virkelighed over for Romers fantasi. End ikke Knuds mor fortalte Knud om det hitlerjugend, som er Grass' litterære kildevæld, da hun i de samme dage lige før kapitulationen i den samme by opsøgte slægtninge, men ikke bemærker, at de forrådte hitlerjugenddrenge i skyttegravene er byens sidste rest af førerhengivenheden til at forsvare fædrelandet over for Goliat. Günter Grass er genopretningen.
Den, der frygter døden, lever ikke.