Læsetid: 5 min.

Sherlock Holmes som velfungerende sociopat

BBC's nye, populære Sherlock Holmes-serie foregår i nutiden - komplet med mobiltelefoner, computere og nikotinplastre - men er i ånden tro mod Conan Doyles original
Skuespillerne Benedict Cumberbatch (Sherlock Holmes) og Martin Freeman (Doctor John Watson) poserer foran Baker Street 221B.

Skuespillerne Benedict Cumberbatch (Sherlock Holmes) og Martin Freeman (Doctor John Watson) poserer foran Baker Street 221B.

9. august 2010

Det synes aldeles halsløs gerning at forsøge at dramatisere og genopfinde Sherlock Holmes endnu en gang. Det er prøvet utallige gange før, og kun nogle få af forsøgene sidder stadig fast i ens bevidsthed.

Men det var ikke desto mindre, hvad Guy Ritchie med blandet held gjorde i 2009 med sin Sherlock Holmes, hvor Sir Arthur Conan Doyles romandetektiv, verdens første praktiserende af slagsen, i Robert Downey Jr.'s energiske skikkelse var forvandlet til en rapkæftet actionman.

Bevares, filmen var da underholdende, men selv om der flittigt blev lånt fra Conan Doyles historier, og løjerne fandt sted i et umiskendeligt victoriansk London, havde hverken film eller figur meget med forlægget at gøre.

Og det er, hvad to af britisk tv's mest interessante forfattere, Steven Moffat og Mark Gatiss, nu forsøger med de tre første spillefilmlange afsnit i den BBC-producerede Sherlock, hvor historierne føres op til vor tid.

Det synes næsten endnu mere dumdristigt end Ritchies film, men paradoksalt nok er Moffat og Gatiss' udgave af Sherlock Holmes den bedste, mest seværdige og underholdende siden 1980'erne, hvor Jeremy Brett for tid og evighed definerede den arkivmeter, op mod hvilken alle andre udgaver af Holmes skal holdes.

Ikke Jane Austen

Den ene af de to mænd bag Sherlock, Steven Moffat, har blandt andet skrevet den vittige parforholdsserie Coupling, men det er hans arbejde på den klassiske, britiske science fiction-serie Doctor Who og ikke mindst en opfindsom fortolkning og opdatering af Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som for alvor har gjort ham kendt og respekteret i populærkulturelle kredse.

At det er ham - og Gatiss, der også skriver med på Doctor Who - som for alvor har held med at give Sherlock Holmes nyt liv, giver kun god mening. De har lavet meget om, men er tro mod sjælen i figuren og ånden i universet. De kender deres Holmes og holder også af ham.

Om serien har Moffat til websitet DenOfGeek.com sagt, at »nogle Sherlock Holmes-filmatiseringer behandler materialet, som om det er Jane Austen, og de gør det virkelig kedeligt og langsomt. Og det er det ikke. Sherlock Holmes er slet ikke sådan. Det er noget, børn ville læse. Sammenlignet med anden victoriansk litteratur er det virkelig tempofyldt - det må have givet dem piskesmæld at læse det dengang«.

Piskesmæld får man ikke ligefrem af at se Sherlock, men den er alt andet end støvet i sit visuelle udtryk. Det går stærkt, og der leges både med billeder og effekter, når det f.eks. skal illustreres, hvorledes Holmes' skarpe hjerne fungerer, og når Holmes og hans ven og kollega dr. Watson suser rundt blandt Londons neonlys i taxa. Der er et stykke til de fleste andre filmatiseringers hestetrukne drosker og tågede, brostensbelagte gader og stræder oplyst af gaslygter.

Dynamisk Holmes

I skrivende stund er kun to af de tre afsnit af Sherlock blevet sendt, men serien er allerede blevet en solid succes hos både kritikere og tv-seere i England - og mon ikke den får lov til at fortsætte.

Guardian kritiserer - med en vis ret - handlingen i første afsnit, men skamroser den vittige dialog, karaktertegningen, skuespillet og forholdet mellem Holmes og Watson: »Deres forhold er lige i øjet,« skriver Sam Wollaston - »en blanding af frustration, beundring og ægte omsorg. Selv fra Holmes. Karaktermæssigt er serien fantastisk«.

Det er 34-årige Benedict Cumberbatch, som spiller Holmes, og han er et spændende bekendtskab. Han er muligvis den yngste Holmes nogensinde og præcis lige så dynamisk, blændende begavet og excentrisk, som han skal være.

Holmes beskriver på et tidspunkt sig selv - den form for (auto) diagnosticering er vel helt i nutidens ånd - som »en velfungerende sociopat«, og han er da også både asocial, arrogant og helt uden tålmodighed med de mange fjolser, især politimænd, der befolker denne jord - præcis som i Conan Doyles fortællinger.

Som f.eks. kommissær Lestrade (Rupert Graves), som Holmes har et ganske anstrengt forhold til, og som kun tåler detektivens deduktioner, når han selv er på dybt vand og ikke kan opklare en sag.

I det første af de tre afsnit af Sherlock, A Study In Pink - titlen refererer naturligvis til Conan Doyles første Holmes-historie, En studie i rødt - møder Holmes sin senere så trofaste følgesvend, dr. John Watson (Martin Freeman), der er en rastløs Irak-veteran, som kun finder ro, når han oplever noget.

Og hvem er bedre at opleve noget sammen med end Sherlock Holmes!?

De to væsensforskellige ungkarle, der umiddelbart kommer godt ud af det med hinanden (og i øvrigt kalder hinanden ved fornavn), finder ud af at dele en lejlighed - >i Baker Street 221B, naturligvis - og bliver straks blandet ind i en række ganske forbløffende sager om grumme mord og farlige kinesiske tong'er.

Nikotinplastre og blogs

Det er sjovt at se, hvordan Steven Moffat og Mark Gatiss forholder sig til den moderne verden, Holmes nu lever og arbejder i. F.eks. lader de den i bøgerne storrygende Holmes bruge nikotinplaster, fordi det er så forbasket svært at være ryger i en by som London nu til dags. En sag, der tidligere ville have krævet tre piber tobak at nå til bunds i, er således nu et 'tre-plastres-problem'.

Detektiven benytter sig af både computere og mobiltelefoner i sit opklaringsarbejde - selv om det naturligvis stadig er hans intellekt, der er hans vigtigste værktøj.

»Vi tog ikke noget ud,« siger Steven Moffat også til DenOfGeek.com.

»Vi er faktisk ret grundige omkring vores Sherlock Holmes. Der er meget, meget lidt, man er nødt til at ændre overhovedet for at placere Sherlock Holmes i nutiden. Tidsperioden er blevet svejset sammen med Sherlock Holmes, og det mener jeg virkelig ikke, at den bør.«

Der lægges også op til, at Watsons skriftlige beretninger om sine oplevelser med Holmes, ikke længere trykkes i magasiner eller udkommer som bøger - som hos Conan Doyle - men i stedet optræder på den blog, Watsons psykolog har opfordret ham til at skrive for at bearbejde sine krigstraumer.

Mere moderne bliver det næsten ikke.

Sidste afsnit af Sherlock i denne omgang blev sendt på BBC One i aftes. Serien når formentlig danske tv-skærme inden længe.

www.bbc.co.uk/sherlock

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Sir Arthur Conan Doyles romandetektiv, verdens første praktiserende af slagsen

Den ære tilkommer nu Edgar Allan Poe med "The Murders in the Rue Morgue"

Christian Monggaard

I stand corrected.

Det er rigtigt, at Poe med Auguste Dupin stod fadder til den moderne detektivfortælling, men var Dupin også praktiserende privatdetektiv, dvs. detektiv med egen praksis, der kan hyres til at opklare sager?

Det er så mange år siden, at jeg har læst Rue Morgue, at jeg ikke kan huske det.

Som jeg husker Dupin var han amatørdetektiv med side kick og det hele. Med det er godt nok også mange år siden jeg læse Poe.

Kære Christian.

Tak for en god anmeldelse. Blot kunne jeg savne at læse, hvad Guardians kritik gik på, for ellers kan jeg jo ikke rigtig bruge din (led)sætning på det punkt til noget. :-)

Serien, som jeg har set hos en med-Jeremy Brett-fan, der kan tage BBC, er fremragende på sine præmisser.

Ja, Moffat og Gattis kan deres Sherlockiana. De har tilmed fået den genistreg med, at Holmes' forbløffende mangel på basal viden om himmelrummet rent faktisk KAN (være tæt på at) få konsekvenser for opklaringen af en sag! :-)