Læsetid: 6 min.

Den sociale udstødelse som skuespil

Hvordan kan man opføre tragedier i et land som selv er en tragedie? Det og andre spørgsmål blev stillet i forbindelse med årets Avignon-festival, den vigtigste teaterfestival i forhold til at udpege nye tendenser i samtidsteatret
Faustin Linyekula har overført Racines tragedie 'Bérénice' til DR Congo i starten af 1960, hvor de belgiske koloniherrer står for at skulle forlade landet. Tragedien udspiller sig i en belgisk amatørteaterforening, som i tiden før den endegyldige exit fra congolesisk jord er i gang med at iscenesætte 'Bérénice'. De belgiske amatørskuespillere bliver hos Linyekula spillet af sorte congolesiske skuespillere med hvidmalede ansigter.

Faustin Linyekula har overført Racines tragedie 'Bérénice' til DR Congo i starten af 1960, hvor de belgiske koloniherrer står for at skulle forlade landet. Tragedien udspiller sig i en belgisk amatørteaterforening, som i tiden før den endegyldige exit fra congolesisk jord er i gang med at iscenesætte 'Bérénice'. De belgiske amatørskuespillere bliver hos Linyekula spillet af sorte congolesiske skuespillere med hvidmalede ansigter.

Christophe Raynaud de Lage

Kultur
14. august 2010

AVIGNON - Årets Avignonfestival handlede ikke om finanskrise, krig i Afghanistan eller korrupte politikere. Aktualiteten var trængt i baggrunden til fordel for mere tidløse og fabulerende fortællinger om grundlaget for det hele. Har vi en fælles historie? Kan vi overhovedet tale om et 'vi' længere?

Hovedpersonen i franskmanden Olivier Cadiots selvbiografiske monolog Un mage en été (En troldmand om sommeren) er troldmand. Han kan opfinde alle de verdener, han ønsker. Kun fantasien sætter grænser. Men at være troldmand er både en gave og en forbandelse. Hvad nu, hvis mine trylleverdener ikke har nogen forbindelse til virkeligheden? Til den virkelige virkelighed, som må findes derude et sted? Hvad nu, hvis jeg er fanget i mit eget spind af fantastiske fortællinger, hvori alt er muligt, men intet er virkeligt?

På Opéra Théâtres fine kukkasse-scene midt i Avignon havde stykkets iscenesætter, Ludovic Lagarde, gjort Cadiots monolog til en universel fortælling om mennesket i den personlige computers tidsalder. En tid, hvor vi alle sammen er eneherskende troldmænd foran hver vores opkobling til internettet. Med en subtil brug af grafiske videoprojektioner i 3D og lyd, der strømmede ud fra træpaneler og vægge, forvandlede han det mørkt tillukkede teaterrum til en absolut virtuel virkelighed, hvor Troldmandens ord og billeder, tanker og handlinger, årsager og virkninger, sluttede sig tæt omkring hinanden i perfekt symbiose. »Hjemme hos mig, kunne være hvor som helst. Jeg har den form, jeg ønsker«, siger Troldmanden overlegent. Vægtløst ophængt i et bad af hvidt lys, nedsunket i sine fantasier, perfekt i sin ensomhed. I længden bliver vægtløsheden tyngende. »Fri mig fra det onde! Giv mig en anden historie! Det er jo det, alle vil ha!«, råber Troldmanden desperat. Men snart er han i gang med en ny søgning i sit indre mørke.

De fremmede kulturer

Det var her, de unge fyre i kollektivet GdRa tog deres udgangspunkt. I en tragisk længsel efter en anden historie. Efter en Anden. GdRa består af tre unge franskmænd i sidst i 30'erne. En socialantropolog med en stemme så smuk som en muezzin, en gudbenådet gadedanser og en karismatisk skuespiller. Ethnographies var et forsøg på at portrættere Bronislaw Malinowski (1884-1942), én af socialantropologiens grundlæggere. I en blanding af forelæsning og performance spejlede de tre unge kunstnere sig selv i Malinowskis skæbne. Antropologens interesse for den Anden og for fremmede kulturer, blev udlagt som et resultat af hans følelse af selv at være en fremmed i sin egen kultur. Han var fanget i et limbo imellem en egen kultur, som han afviste, og en fremmed kultur, som ikke ville have ham.

I Singularités ordinaires (Ordinære singulariteter) havde de indstillet den antropologiske kameralinse på tre helt almindelige franskmænds skæbner, som så alligevel viste sig at være usædvanlige: Landmanden, som var komponist i sin fritid. Den klassiske balletdanserinde, som hellere ville være avantgarde. Den togolesiske indvandrer, som var eneste sorte kvinde i et hvidt arbejderkvarter i Marseille, hvor hun arbejdede i en bar. De tre fyre i GdRa afspillede videofilmede feltinterviews med deres hovedpersoner, imens de selv sang, dansede og simultantolkede henover, live.

GdRa's iscenesættelse gjorde de tre sociale misfits til - fysisk fraværende - stjerner for en aften i teatrets midlertidige fællesskab. Publikum blev udpeget som en flok voyeurer, der på én gang var den sociale diskriminations bagmænd og mulige bekæmpere. Og GdRa selv? Som Malinowski var de tre unge kunstnere splittede imellem det hjemlige, som de henvendte sig til, og det fremmede, de fortalte om. De havde én fod i teatersalen hos det kulturelt og økonomisk velkørende publikum, som deler deres sprog, men ikke deres drømme. Og én fod i deres hovedpersoners virkelige virkelighed, hvor de aldrig selv ville kunne slå rod. GdRa performede Wilfreds, Murielles og balletdanserindens sociale udstødelse. Men de egentlige ofre i forestillingen var GdRa selv. Kunstnerne. Som en historieløs kaste var de dømt til at fortælle tre medmenneskers historier for en kulturel elite, som både savner virkelighed og historie.

Tager ruinerne på sig

Faustin Linyekulas problem er ikke, at han mangler en historie at fortælle, men at han har for meget af den. Den congolesiske danser og koreograf er født i DR Congo i 1974, 14 år efter den belgiske kolonimagts exit. I et interview fra 2009 beskriver han sin situation:

»Min arv som congoleser er en hobenfuld ruiner. Og det er mine fædre, som har efterladt mig de ruiner. Hvis jeg skal gøre mig noget håb om at få en fremtid, bliver jeg nødt til at sige til dem: Godt så. Lad mig nu klare den selv herfra. Jeg tager ruinerne, som I har skabt, på mig.«

Og det gjorde han så. Selv i dag, 50 år efter DR Congos selvstændighed, er fransk stadigvæk landets officielle og administrative sprog, selv om kun 10 procent af den congolesiske befolkning taler det. En historie, det ifølge Linyekula må være slut med. I Pour en finir avec Bérénice (For at blive færdig med Bérénice) tilegner han sig ét af det franske sprogs helligste tekster, tragedien Bérénice, for at spytte den ud igen.

Racine i Congo

Racines tragedie fra 1670 handler om Titus, en romersk kejser, som bringer den palæstinensiske dronning, Bérénice, med sig tilbage til Rom efter et krigstogt. De er grænseløst forelskede i hinanden. Men Titus ender alligevel med at sende hende bort, fordi romersk lovgivning forbyder ham at gifte sig med et fremmed lands dronning. Han ofrer sin kærlighed i statens tjeneste. Det er her, Linyekulas gendigtning af Bérénice begynder. Øjeblikket, hvor Titus står over for Bérénice med sin svære beslutning. Men Linyekula overfører Racines tekst til DR Congo i starten af 1960, hvor de belgiske koloniherrer står for at skulle forlade landet, som ligger i politisk og økonomisk ruin efter næsten 100 års belgisk udnyttelse. Linyekula lader tragedien udspille sig blandt en gruppe belgiske colons, en amatørteaterforening, som i tiden før deres endegyldige exit fra congolesisk jord er i gang med at iscenesætte Bérénice. Om et øjeblik må de bort, ligesom Bérénice i tragedien. De belgiske amatørskuespillere blev hos Linyekula spillet af sorte congolesiske skuespillere. Hvidmalede i ansigtet både messede og massakrerede de Racines tekst. På én gang ærefrygtigt og respektløst. Ligesom børnene i den skoleklasse fra nutidens Congo, som pludselig fyldte scenerummet i en lydoptagelse, hvor de indlærer la Fontaines fabel Ræven og ravnen.

Som bekendt findes der ikke hverken ræve eller ravne i Congo. Eller tragediedigtning for den sags skyld. Tragedien er en græsk opfindelse. Fra begyndelsen et kollektivt ritual, som blev udført for at udsondre et fælles, samfundsmæssigt onde. Ofte skete det igennem den kollektive ofring af en syndebuk, som gik i døden for samfundets skyld og synder. Hos Linyekula er det Racines tragedie - det franske sprog - der ofres. Hans skuespillere flænser og ødelægger teksten i en lang, slæbende udånding. En dødskamp. Men ritualet er ikke gratis. Ved overhovedet at beskæftige sig med noget så unyttigt som teater udsætter den unge iscenesætter sig for sit hjemlands kollektive fordømmelse. Eller som én af hans skuespillere siger i slutningen af forestillingen, som var én af årets bedste: Hvordan kan man som skuespiller tillade sig at opføre tragedier i et land, som selv er en tragedie? Anmelderne på Le Monde og Libération havde ikke noget svar på hans spørgsmål. Selv om de to store franske aviser ellers anmeldte stort set alt, hvad der rørte sig på årets Avignonfestival, blev congoleseren ikke nævnt med et eneste ord.

Avignonfestival 2010. Olivier Cadiot: 'Un mage en été'. GdRa: 'Ethnographies' og 'Singularités ordinaires'. Faustin Linyekula: 'Pour en finir avec Bérénice'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her