En glitrende versionering af en Jackie Collins-roman. En rolleliste af prishædrede stjerner. Tretten gazellelignende modeller i et af de mest eksklusive hoteller i Paris. Set fra én synsvinkel kunne Paris Connections være den højt budgetterede produktion, der endelig bringer lidt glamour tilbage i britisk film. Men i et mindre flatterende lys - det kunne jo f.eks. være i skæret fra et supermarkeds lysstofrør - kan det endelige resultat se ganske anderledes ud. Dette er ikke en hvilken som helst film. Det er en Tesco-film. Supermarkedsgiganten, som er blevet dominerende inden for detailhandel på De Britiske Øer, tager i år springet ind i filmbranchen med et helt nyt koncept - en direkte 'dvd-premiere'. Til efteråret vil Paris Connections komme i handlen og det udelukkende i Tescos filialer. Lykkes dette forehavende, vil det kunne revolutionere filmbranchens hidtidige forretningsmodeller ved at fjerne distributions- og agentleddet med et snuptag.
Jagter han hende
Paris Connections er den første i en serie af Collins-filmatiseringer. Den bygger løseligt på hendes roman LA Connections, men handlingen er i stedet henlagt til den parisiske modeuge. Denne dag på Hotel Lutetia er instruktør Harley Cokeliss ved at optage en catwalk-scene.
»Une banane pour Trudie!« råber en stresset udseende engelsk kvinde til filmens overvejende franske stab. Hotellet var under Anden Verdenskrig hovedkvarter for Gestapo. I disse dage huser det skuespillerne Charles Dance og Trudie Styler (sidstnævnte kendes også som popstjernen Stings hustru). Styler spiller en isnende Olivia Kulikova, den betroede assistent, som arbejder for Dances uhyggelige russiske modemogul. Styler har en hård dag. Ikke alene er der mangel på bananer, men blandt statisterne er en gruppe catwalk-fotografer og Styler bliver ved med at udpege The Guardians fotograf iblandt dem og spørge, om han »jagter« hende. Det er et mærkeligt spørgsmål, da han er blevet inviteret med på sættet, men Styler er - som en af de ledende filmfolk fortæller mig - »utroligt pressesky«. Dance, der spærrer sine øjenbryn op og grimasserer kærligt til sine medoptrædende imellem optagelserne, er dog loyal. »Trudie er helt fantastisk. Hun er en kraft, man altid kan regne med. Hun sjusker aldrig som skuespiller og engagerer sig i så mange ting.«
Heldigvis er filmens hovedrolleindehaver, Nicole Steinwedell, der spiller en undersøgende journalist ved navn Madison Castelli, anderledes villig til at sludre med pressen. Steinwedell har aldrig sat sine ben i et Tesco-supermarked (»dem har vi ikke i USA«) og har ikke haft tid til at researche til journalistrollen: »Jeg fik seks dages forberedelse, før vi begyndte, så jeg nåede heldigvis ikke at blive rigtig nervøs,« siger hun. »Jeg tænker i forvejen som en journalist - jeg er nysgerrig, jeg siger min mening, al den slags falder mig naturligt.«
'Frem med patterne'
Inden hun forlod Staterne for at tage til Paris, blev hun inviteret hjem til Jackie Collins. Selv om Collins selv er medproducent på projektet, har hun udtrykt visse forbehold - i al fald over for Steinwedell - om den filmversionering, hun er med til at lave. »Hun sagde: 'Jeg kan se, at der står (i manus, red.) Madison smiler koket. Madison er aldrig koket. Når du går på scenen, så skal du udtrykke styrke. Gør bare, hvad du selv vil. Bare sig til dem, at Jackie har sagt, at du kunne - det er derfor vi har hyret dig',« fortæller Steinwedell. Madison »er en af Jackies foretrukne heltinder. Hun er en hård nyser. Intelligent og smuk,« siger hun.
Steinwedell har netop spillet med i det »meget uglamourøse« amerikanske tv-show The Unit og er derfor uanfægtet af det opskruede tempo i disse optagelser, som skal være helt og fuldt overstået inden for 20 dage. Hendes store udfordring i den sidste uge bliver en sexscene med hendes franske medspiller Anthony Delon. »For mig er det meget vigtigt, fordi jeg er en forholdsvis ny skuespiller. I Frankrig er det her ikke noget, man går op i - her er det bare 'frem med patterne'. Men hvis man som amerikansk skuespillerinde først har været derude, vil man være sat i bås, og det har jeg ikke råd til i den position, hvor jeg er nu.«
En slags videobøger
Sex er i virkeligheden det eneste område, hvor Tesco har grebet ind. Der er ingen Tesco-catering på sættet, og ingen spor af produktplacering i optagelserne, ikke engang en scene, hvor en af filmens skurke ruger over en ond plan ved morgenmaden, imens han drikker et glas Sainsbury-lemonade. Har Tesco overhovedet stillet krav? »Om de har givet os kreative input, mener du?,« spørger Lawrence Elman, en af filmens producenter. »Overhovedet ikke. Det eneste, de bad os om, var ikke at lave en pornofilm.«
Ideen om at lave dvd-premierefilm, som kun skal sælges i Tesco er udtænkt af Ileen Maisel, en tidligere producent fra New Line Cinema, som sammen med Elman og to andre producenter stiftede Amber Entertainment for et år siden. Hendes idé går ud på at tage kendte forfattere og lave deres bestsellerromaner om til, hvad de betegner som »videobøger«.
Mødt af skepsis
»Filmbranchen er nødt til at se i øjnene, at der er sket et paradigmeskift,« siger Maisel, en amerikansk-født producent med en forfriskende saglig tilgang: »Vores opgave er at levere forskellige former for indhold til forbrugerne. De gamle fordomme om, at dvd-premierefilm nødvendigvis måtte være en form for B-film, bør skrottes. En dvd-premiere er en ny og spændende måde at præsentere nye produkter for kunder og publikum.«
Paris Connections er deres første projekt, og de håber at lave yderligere to film i år. Ud over Collins har de også skrevet kontrakter med forfattere som Philip Pullman, Judy Blume og Felix Francis.
Francis har versioneret manuskriptet til Dead Heat - en roman, han skrev sammen med sin nu afdøde far Dick. Blume har bearbejdet sin teenagerroman, Tiger Eyes - Tescos næste film - sammen med sin søn, Larry, som vil tage sig af instruktionen. Også Karin Slaughters Martin Misunderstood er på Ambers ønskeliste. »Vi kommer nok til at lave tre om året i første omgang,« siger Elman.
»Tanken er gradvis at udvide det til mere,« tilføjer Maisel.
Både bog- og filmbranchen er dog skeptiske. Amber Entertainment ligger i forhandlinger med en førende børnebogsforfatter, hvis agent er en alvorlig hindring, siger Elman. Og under bestræbelserne på at rekruttere skuespillere kunne Maisel konstatere, at de engelske agenter var »mere mistroiske« end de amerikanske agenter.
»Men i sidste ende - på grund af mit, Lawrences og producer Mark Ordeskys gode omdømme, viste de os tillid, og alle skuespillerne har haft det forrygende sjovt. De kan også godt se, at dette her et nyt paradigme, og ser sig selv som banebrydende for en helt ny form for underholdning.«
Skyldes mistroen, spørger jeg Dance, at folk går ud fra, at skuespillerne vil indsmugle reklameslogans for supermarkedskæden eller drikke Tesco-champagne foran kameraet? »Jeg ved ikke, hvorfra mistroen stammer, men jeg ved, at der er en del tænders gnidsel og ærgrelse i branchen. Mange tænker: 'Gud, hvorfor fik jeg ikke selv den idé?'« siger han.
»Jackie Collins har som romanforfatter været kolossalt produktiv, og hun har en enorm læserskare. Hvis det her slår igennem,« siger han, »vil filmudgaver af hendes bøger inden længe stå fremme på hylderne i supermarkederne. Det, vi vil levere, er underholdning, og de er om ikke andet uhyre underholdende.«
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
