Læsetid: 7 min.

Tro, håb og kærlighed - og gys

Skrivedrømme. Man skal tro på sig selv, hvis man vil være forfatter. Og man skal håbe. Håbefulde Unge Forfattere, HUF, fandt sammen i 2002 for at hjælpe hinanden til at blive bedre. Mange har nu debuteret, og Maria har en kærlighedsroman på bedding, men partering af lig og kødædende edderkopper spiller også en rolle
Netværk. Maria Petersen, Nicole Boyle Rødtnes og hendes kæreste (i midten) er stiftere og medlemmer af HUF (Håbefulde Unge Forfattere).

Netværk. Maria Petersen, Nicole Boyle Rødtnes og hendes kæreste (i midten) er stiftere og medlemmer af HUF (Håbefulde Unge Forfattere).

Kristine Kiilerich

13. august 2010

Det er ikke nemt at sige åbent, at man gerne vil være forfatter, når man ikke har fået udgivet noget. Man føler sig arrogant og selvovervurderende. Det har jeg fået forklaret mange gange denne sommer, og det samme var da også tilfældet for 16-årige Nicole Boyle Rødtnes. Hun gik og 'puttede med' sin lyst til at blive forfatter og savnede skrivevenner at snakke med. Først forsøgte hun sig på fyldepennen.dk, en hjemmeside, hvor vordende forfattere udveksler tekster og kritik, men hun syntes, at fyldepennens medlemmer var for gamle og dermed havde andre spørgsmål og problemer end hende selv.

»Man har brug for noget andet, når man er 16 år,« forklarer Nicole, »og da jeg begyndte, fandtes der ingenting.«

En dag traf hun imidlertid Line Lybecker på 15 år. Line ville også skrive, og de to piger begyndte at mødes. Året efter, i 2002, fandt de så Bjarke og Rasmus, og de fandt på navnet,'Håbefulde Unge Forfattere', HUF. Hidtil har foreningen sat en aldersgrænse ved 30 år, men nu hvor grundlæggerne nærmer sig midten af tyverne, overvejer de at sløjfe den, så folk, som er blevet medlem ikke bliver smidt ud, fordi de runder de 30. I 2005 fik HUF sin egen hjemmeside huf-online.dk, kodet af Rasmus fra bunden af. Så begyndte de at hverve medlemmer. Nu er der omkring 100 'huffere'.

Skrivekonkurrencer

I dag er Nicole 24 og er dimitteret fra Forfatterskolen for børnelitteratur.

Hun har i år fået udgivet en fantasyroman, Dødsbørn - skeletter i skabet 1, og hendes næste bog, ungdomsromanen Bitchen imellem os, udkommer senere i år. Faktisk har halvdelen af Nicoles skrivegruppe på seks fået udgivet bøger, og én er kommet ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Men skrivegruppen mødes stadig to gange om ugen. De mødes for at skrive, for så får de nemlig noget fra hånden; de mødes for at øve forskellige teknikker, og endelig har de runder, hvor de giver hinanden respons på deres tekster.

HUF har dels til formål at gøre medlemmerne bedre til at skrive, dels vil foreningen være et tilbud om fællesskab. Ligesom på fyldepennen.dk kan man lægge tekster ind og få respons. Men teksterne er ikke offentligt tilgængelige, understreger Nicole. Hvis de var det, kunne man nemlig ikke deltage i skrivekonkurrencer, ligesom mange forlag betakker sig for romaner, som i forvejen kan læses på nettet. Og håbefulde unge forfattere deltager selvfølgelig i skrivekonkurrencer. Faktisk har Nicole for en måned siden vundet en tredjeplads i Byens Forlags novellekonkurrence, hvor man skulle skrive en novelle om terror i København. Den er nu udkommet sammen med de 11 andre vinderbud.

Afslag

Endelig tilbyder HUF store weekendskrivekurser. En gang om året har man de seneste tre år hyret professionelle forfattere til at undervise. Stillet over for spørgsmålet, om det er HUFs fortjeneste, at så mange af medlemmerne har succes med deres skriverier, eller om det omvendt er fordi, et sted som HUF tiltrækker talenter, erklærer Nicole, at hun meget gerne vil give sin skrivegruppe noget af æren, »uden den var jeg ikke kommet så langt,« fastslår hun.

»Gruppen er også god at have, når man får afslag fra et forlag,« tilføjer hun og fortæller, at hun selv har fået mange afslag, før hun fik noget udgivet. Selv om det vel aldrig er morsomt at få et manuskript tilbage, så har Nicole faktisk kunnet bruge afslagene, for hun har kunnet følge sin egen udvikling igennem dem. I begyndelsen fik hun blot standardafslag om, at teksten ikke levede op til forlagets kvalitetskrav, fortæller hun, men så begyndte afslagene at indeholde råd om at arbejde videre med teksten, og senere igen blev hun inviteret til møde med forlaget. Heller ikke møderne kom der dog i begyndelsen bøger ud af, men her i 2010 lykkedes det, og Nicole udkommer nu på forlaget Facet.

Partering af lig

Nicole læser dansk, og det falder hende naturligt at inddrage den litteratur, hun læser, i skrivegruppens arbejde. Men det er ikke alle gruppens medlemmer, der er humanister. Maria Petersen læser således biomedicin - og det er vældig praktisk, siger Nicole, »for så kan man for eksempel få at vide, hvordan man parterer et lig.« Det har hun nemlig haft brug for. Maria kan dog også bruge humanisterne i skrivegruppen.

»Der er ikke så mange, der interesserer sig for litteratur inden for den naturvidenskabelige verden,« forklarer hun. Og egentlig opfatter hun naturvidenskaben og forfatterarbejdet som to adskilte verdener. Men hun overvejer at skrive en krimi, »og så er det jo godt at have en baggrund i medicin,« mener hun.

»Det er også rart for skrivegruppen, at der er en, der kan sige, at det ikke lige er sådan, det fungerer,« tilføjer hun, hvis altså nogle af de andre skulle vove sig ind på hendes fagområder. Men i forbindelse med krimien har hun nu selv haft brug for et dissekeret lig, betror hun mig.

Før Harry Potter

Maria har skrevet siden hun gik i folkeskolen, og hun har været med i HUF næsten fra starten. Hun og Nicole har gået i folkeskole sammen, og sin første roman fandt Maria på, allerede mens hun gik der, og hun var færdig med den på det tidspunkt, hvor HUF blev oprettet. Hun var 17 år, da hun sendte den til Gyldendal. Den blev ikke antaget, men hun fik et pænt brev fra redaktøren om, at man gerne ville se hendes næste roman.

»Jeg fik afslag fra tre forlag. Jeg blev meget ked af det, men senere fandt jeg ud af, at Gyldendals afslag faktisk var et godt tegn. Jeg lod mig slå ud i halvandet år, men så besluttede jeg mig for, at det er en lang læreproces at skrive. Nu er jeg begyndt at tro på nummer to.«

Hvor humanister som Nicole skriver gys og horror, der skriver naturvidenskabelige Maria digte og kærlighedshistorier. Hun har digte med i to antologier, og i næste måned har hun sin kærlighedsroman klar. Hun har også stadig sin første roman liggende, en magisk realistisk fantasiroman. »Før Harry Potter,« understreger hun.

Når studierne tillader det, tager hun den op igen.

Dengang anede hun intet om at skrive, siden har hun lært en masse om plot, personopbygning osv., siger hun. »Der er milevid forskel på mine to bøger.«

Den gyselige pubertet

Også for Bjarke Schjødt Larsen har folkeskolen haft betydning for hans kurs mod litteraturen. Han havde en god dansklærer, og der var altid et skønlitterært emne blandt stileemnerne. Det valgte Bjarke. Hver gang.

Så kom han i gymnasiet, og det skønlitterære emne forsvandt.

»Og så måtte man jo selv finde på,« konstaterer han. Altså skrev han videre, mens han slugte bøger, og en dag slog det ned i ham, at 'bøger kommer et sted fra', nemlig fra en forfatter og et forlag. Pludselig føltes det inden for mulighedernes grænse selv at skrive bøger.

Bjarke er 24 år og skriver ungdomsbøger, gys og fantasy. Desuden blogger han på skrivekrampe.dk.

I begyndelsen troede han faktisk, at han skulle skrive voksenlitteratur - han ville gerne skrive en krimi, men da han gik i gang, fandt han ud af, at han egentlig ikke gad. Han spurgte sig selv, hvad han virkelig gad, og da han altid havde haft en forkærlighed for gyserfilm, forsøgte han sig i den genre.

Når målgruppen er børn og unge mennesker, hænger det sammen med, at man i gyserromaner kan spille på pubertetens betydning, forklarer han. Gysergenren kan ligefrem ses som et billede på det at blive voksen, mener han, et billede på det, man går igennem i puberteten, hvor man både skal finde ud af, hvem man selv er, hvor vennerne har de samme problemer, og man skal til at forholde sig til piger. »Det er en hård tid,« fastslår Bjarke, »og den kan være meget skræmmende.«

Her kan gysere give en slags katarsis, synes han. Som et eksempel på, hvordan gysene kan forholde sig til de problemer, teenagere går og tumler med, nævner han filmen Fredag den 13., hvor en morder slår folk ihjel, hvis de opfører sig utugtigt - på et tidspunkt hvor dens publikum netop står foran den livsfase, hvor de selv skal til at opføre sig 'utugtigt'.

Jeg spørger, om de gys, han selv konstruerer, også er skræmmende for ham.

»Man skal selv være bange, har en gyserforfatter sagt, ellers kan man ikke gøre læseren bange,« svarer han, men selv koncentrerer han sig mest om plot og struktur, når han skriver.

»Når jeg får idéen, kan jeg dog godt være skræmt,« indrømmer han. Bjarke får nemlig ofte sine idéer, når han lægger sig til at sove, og det er mørkt, men så giver han sig til at udforske det, der skræmmer ham, siger han. En periode turde han ikke sove uden dyne over fødderne, og han forstod det ikke, »for hvis nogen brød ind, var der jo ingen logik i, at det skulle gå ud over mine fødder.«

Men så begyndte han at overveje, »at der jo kan ligge mange ting under en seng,« og det resulterede i novellen Kryb. Bjarke fandt en kameledderkop, en temmelig ubehagelig fyr, der kan løbe hurtigt, springe op på en kamelmave, lamme kamelen med gift og bore sig ind i dens mave. Så spiser den kamelen indefra.

»I Kryb er en gut ansat på en institution for udviklingshæmmede. Én af dem, en pige, ønsker sig brændende at blive gravid, edderkoppen lander på maven af hende, borer sig ind og begynder at spise af hende. Hendes mave svulmer op, og hun tror, hun er gravid.«

»Man kan godt få spist flere lag af maven, før det bliver livstruende,« uddyber Bjarke.

Her beder jeg ham om at holde inde. Folk med stærkere nerver end mine kan henvende sig på skrivekrampe.dk!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Savner en forening for "Håbefulde Gamle Forfattere".

Desværre er forkortelsen HGF jo optaget (omend måske kun kendt af den aldersklasse, der ville være kvalificeret til sådan en forening).