Læsetid: 6 min.

Århus er verdens største landsby

Århus Festuge er i fuld gang og Århus bejler til at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Alligevel er det som om, det meget anvendte brand 'verdens mindste storby' aldrig rigtig bliver en realitet. En række af Århus' kulturpersonligheder ønsker da heller ikke metropolens overbud. De vil hellere være indbyggere i 'verdens største landsby'
Århus Festuge er i fuld gang og Århus bejler til at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Alligevel er det som om, det meget anvendte brand 'verdens mindste storby' aldrig rigtig bliver en realitet. En række af Århus' kulturpersonligheder ønsker da heller ikke metropolens overbud. De vil hellere være indbyggere i 'verdens største landsby'
2. september 2010

Århus har store kulturelle ambitioner: Byen vil udnævnes til europæisk kulturhovedstad i 2017, og brager lige nu løs med Århus Festuge på 25. år.

»Århus' kulturliv er som Dagbladet Information - en bette pjosker med det meste af det nødvendige og ikke for meget af det overflødige,« beskriver forfatteren Svend Åge Madsen - efter lidt betænkningstid - Århus' kulturliv.

Der er rejst en skov på Store Torv, så natur og kultur bringes sammen i godt naboskab og bygget en favela på klostertorv for at minde os om vores fattige naboer i resten af verden.

Festugetemaet i år er kort og godt 'naboer', men selv om det, ifølge byens borgmester, Nicolai Wammen (S), skal forstås globalt, såvel som lokalt, så skal der nok være dem, der finder Århus Festuge provinsiel.

Festugen tiltrækker nemlig ikke længere mange udenlandske gæster, og Århus' ry som kulturby har længe lidt under beskyldninger om lige dele mangel på ambitioner og storhedsvanvid - et storhedsvanvid, der blot dækker over, at Århus grundlæggende er en lilleput. Selv det lokale fodboldhold AGF's nedrykning fra Superligaen i foråret bliver - blandt andet i et portræt i Politiken under overskriften »Århus har storhedsvanvid« fra 8. maj i år - set som et udtryk for Århus' generelle nedtur på det kulturelle område.

Selv om alle selvsagt gerne ser de lokale helte vinde i den moderne gladiatorarena, kan Århus' splittede identitet mellem stor og lille, jysk hovedstad og nordeuropæisk provins, have noget at gøre med, at de folk, der vælger at bo i byen i stedet for at flytte over til hovedkonkurrenten København, i grunden ikke ønsker den storbyidentitet, som efterspørges i medierne og forsøges tilvejebragt af Århus Kommune.

Mere for pengene

Filminstruktøren Nils Malmros, der er født og opvokset i Århus, fortæller, at han er sluppet for »den politiske opportunisme«, fordi han ikke flyttede til København.

»Netop, fordi jeg har tilladt mig at holde fast i det jyske, det århusianske, har jeg ikke været tvunget til at forholde mig til den sidste mode på Drop inn,« siger Niels Malmros og forklarer, at Drop inn var værtshuset, »hvor 'man' kom i 1970'ernes København og luftede den venstreorienterede indre stalinisme.«

- Hvad er det gode ved at bo i Århus som udøvende kunstner?

»Som en af mine venner siger: 'I Århus får du mest for pengene.' Der er kulturliv - ikke meget, men nok - og du har byen, skoven og det hele lige ved siden af. I København er omkostningerne så meget større.«

- Mener du sådan helt basalt leveomkostningerne?

»Ja, sådan helt basalt, men også mentalt - uden at det i øvrigt skulle kræve for mange lange forklaringer,« slutter Nils Malmros.

Varianter af samme synspunkt viser sig, hvis man går til andre af Århus' kulturpersonligheder. Også Svend Åge Madsen 'trives' i Århus:

»En af grundene til det er, at der ikke er så meget af det med de spidse albuer og intriger her, som jeg har indtryk af, at der er i København. Jeg har det også godt med at være lidt væk fra hele medieverdenen. De kan selvfølgelig ringe herover, og det er fint, men jeg tror, at dét folk ønsker sig her, er en anden livsform end den, der er gældende i det hektiske,« siger Svend Åge Madsen.

Metropolerne er døende

Et decideret kampskrift finder man i al stilfærdighed i bogen Århus fra 2007, der er lavet af fotografen Poul Ib Henningsen og digteren Peter Laugesen, der altid er at finde på programmet i Århus kulturliv.

»Århus har aldrig været hovedstad, og godt det samme, for den slags går til hovedet,« skriver Laugesen i bogen.

Til trods for at Århus har været landets næststørste by siden 1870'erne, vrænger han af den ofte anvendte Århusetikette 'verdens mindste storby', der mod bedre vidende brander Århus som en metropol.

»Hvorfor være en storby, når man netop ikke er det?«

Laugesens modvilje går både på det mindreværdskompleks, han aner skjult i det selvmodsigende brand, og på ideen om, at nogen overhovedet skulle ønske, Århus var en storby: »Metropolerne er døende. De bliver kvalt i overbud på alle fronter, for meget af alting og mere og mere skåret til efter et stadigt mindre sæt uafladeligt skiftende trends. Hvorfor ikke være verdens største landsby i stedet, med alt hvad det indebærer,« spørger Laugesen retorisk, sætter punktum i stedet for spørgsmålstegn, og sætter sig selv om bord på bus linje 16.

Den samler de første passagerer op i det stille, naturskønne Egå, kører omkring Psykiatrisk Hospital i det rige Risskov og samler flere århusianere op for så at sætte dem af i midtbyen, hvis de da ikke skal med til endestationen i det multikulturelle Brabrand, hvor Peter Laugesen bor. Denne linje 16 af stilfærdig flerhed er landsbyen Århus, forstår man.

Flippet, men stram udstilling

Alligevel kan ingen komme uden om, at en stor del af Århus' talentmasse flyver fra reden, så snart de er færdigudrugede fra byens mange uddannelsesinstitutioner, så som Aarhus Universitet, Arkitektskolen eller Musikkonservatoriet.

I 1980'erne og 1990'erne formåede byen bedre at etablere unge talenter som deciderede kunstnere, men som blandt andre iværksætter og tidligere århusianer Uffe Elbæk har påpeget, skyldtes det i høj grad, at konkurrencen fra København endnu ikke var blevet så stærk.

Da København blev udnævnt til Kulturby i 1996 var nederlaget for Århus imidlertid en realitet. Nu håber byen på at kunne indhente det forsømte ved selv at blive Kulturby i 2017. Titlen vil indebære en mængde EU-støttekroner til kulturlivet og international opmærksomhed fra Europas købestærke turister.

Blandt de forskellige tiltag, der skal kvalificere Århus, er det nye kunstproduktionscenter, der får til huse i den gamle godsbanehal, der ligger skråt over for Århus Bymuseum.

Ideen er at samle en række af byens kreative kræfter, så der kan samarbejdes og idéudvikles på tværs. Et lettere anarkistisk organiseret produktionsfællesskab af unge mennesker, der kalder sig Bureau Detours, har allerede lejet sig ind i den bagerste hal på området.

Bureau Detours producerer både til danske og udenlandske kunst- og kulturfestivaler, og under Århus Festuge har de udlånt lokaler til kunsthistorikerne Peter Ole Pedersen og Kristian Handberg, der har kurateret plakatudstillingen The Piccadilly Exhibition Company #2, der løber hele festugen og et par dage til.

Også hos de yngre kulturfolk, der skal være Århus' fremtid, fornemmer man imidlertid en vis skepsis over for at skulle halse efter metropolen.

»Den lille bys logik er, at det er nemmere at komme til syne. Vi drukner ikke i sammenlignelige udtryk her. Det betyder, at man har ro til at gennemtænke sine projekter og lave dem præcis, som man vil have dem, uden at de behøver at blive prætentiøse,« siger Peter Ole Pedersen og fortsætter:

»Det er ikke sikkert, at vi havde kunnet lave samme udstilling i København, for der er den progressive scene mere sensationelt anlagt. Også fordi København er springbræt til den internationale kunstscene selvfølgelig - det er vist den indsigtsfulde måde, hvorpå man kan indrømme, at man er en bonderøv,« griner han.

- Det lyder ikke som om, I er specielt interesserede i, at 'verdens mindste storby' bliver en realitet?

»Næ, så hellere 'verdens største landsby',« siger Peter Ole Pedersen.

»Vi vil gerne vise nogle lokale kunstnere, bragt sammen med andre udefra på tværs af hierarkier og generationer,« siger Kristian Handberg.

»Da Bureau Detours så vores udstilling, sagde de, at den var 'flippet, men stram'. Det er ganske betegnende for det, man kan lave her.«

Alligevel er kuratorerne nu langt fra lukkede over for ideen om en stadig udvikling af Århus kulturliv:

»Århus' kulturliv er som en halvtom frokostplatte - med lidt af det hele, men med plads til mere!,« siger Kristian Handberg.

Også i den mere etablerede ende af byen på Dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater, er det ernæringsmetaforerne, der umiddelbart dukker op, da jeg beder den nyligt ansatte rektor, Mads Thygesen, om en beskrivelse af byens kulturelle fremtid:

»Århus' kulturliv er som en gryderet - der, lidt af det hele i, men for at det kan blive godt, skal det have lov at simre lidt.«

»Det er vigtigt, at de tiltag, der sker på kulturområdet i forbindelse med kandidaturet til kulturhovedstad 2017, også får lov at fortsætte efter 2017, som del af en større vision for byens fremtid,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu