Læsetid: 3 min.

Det blev alligevel for frækt til Tivoli

'Tivoli Night - Frække forlystelser på Sextv.dk' er titlen på en række danske pornofilm, men navnet huede ikke Tivoli A/S. Den gamle forlystelseshave vil under ingen omstændigheder associeres med den slags griseri. Derfor sagsøgte Tivoli producenten for en million kroner. Nu er sagen nået til Højesteret
Tivoli vil ikke acceptere at blive associeret med en pornosendeflade kaldet Tivoli Nights på Kanal København, udarbejdet af filmselskabet Innocent Pictures. Det har bl.a haft succes med pornofilmen 'All about Anna', som der ses en scene fra her.

Tivoli vil ikke acceptere at blive associeret med en pornosendeflade kaldet Tivoli Nights på Kanal København, udarbejdet af filmselskabet Innocent Pictures. Det har bl.a haft succes med pornofilmen 'All about Anna', som der ses en scene fra her.

Kultur
7. september 2010

Da filmselskabet Innocent Pictures i sommeren 2007 overtog den sene og frække programflade på Kanal København, skulle der traditionen tro på hovedstadens kanal vises porno.

Nicolas Barbano, der er kunstnerisk leder i filmselskabet, havde længe haft en idé om at tage udgangspunkt i sangen »Tivoli Night« fra 1961. Titelsekvensen til pornoprogramfladen indledes derfor med sangen og illustreres med silhuetten af en by, hvor man blandt højhuse og kirkespir ser konturerne af en forlystelsespark.

Men det blev for meget for Tivoli A/S, der ikke ville sættes i forbindelse med støn og sex. Den gamle forlystelseshave responderede med et sagsanlæg og et erstatningskrav på en million kroner, idet Tivoli A/S mener, at de alene har ret til ordet 'tivoli'.

Firmaet har registreret ordet 'Tivoli' og to silhuetlogoer som varemærke for deres firma, hvilket har givet dem medhold i sagen indtil videre - hele vejen op til Højesteret, hvor sagen skal stå sin sidste prøve på torsdag.

Et generelt udtryk

Om sekvensen, der indleder den frække sendeflade, kan henlede tankerne på den gamle have, er Nicolas Barbano dog ikke i tvivl om.

»Hvis man bor i København, er det Tivoli, der ligger nærmest, derfor er det haven, man associerer til. Det kan ikke undgåes. Ligesom hvis du bruger ordene rådhuset eller parken, der vil man associere til det, man kender. Eksempelvis Idrætsparken. Men derfor kan man jo ikke forbyde brugen af et generisk ord,« siger Nicolas Barbano, der sammen med Zentropa Film grundlagde Innocent Pictures for 10 år siden.

Tivoli A/S lagde sag an mod selskabet i sommeren 2007, hvorefter der fulgte en fogedretssag, og her blev det Innocent Pictures forbudt at vise titelsekvensen med sangen og silhuetten af forlystelsesparken. Pornofilmsproducenterne ankede, og sagen endte i Sø - og Handelsretten, også her fik Tivoli A/S medhold, men Innocent Pictures gav ikke op:

»Tivoli A/S bliver ved med at sige, at ordet 'tivoli' ikke er en generisk betegnelse for en forlystelseshave, men enhver kan jo slå op i en ordbog. Fra før haven åbnede, har tivoli været en betegnelse. Derudover er det en af de mest brugte seksuelle metaforer i dansk sprogbrug: Tivoli er åben, der er adgang til de mandlige forlystelser,« siger Nicolas Barbano.

Skal Dahlgårds Tivoli, Tivoli Friheden og alle de andre tivolier også betale erstatning til den gamle have i København? Sådan lyder frustrationerne fra Innocent Pictures, der føler sig taget til fange i en moraliserende konflikt.

Vi taber nok sagen

»Jeg tror desværre, Tivoli A/S vinder sagen. Det bliver en moralsk dom. Det kan bare ikke andet end at undre, hvordan Tivoli, der selv lagde scene til to sengekantsfilm fra 1970'erne, kan tillade sig at være så hykleriske,« siger Nicolas Barbano og henviser til de to film Hopla på sengekanten og I Løvens tegn, der blev filmet delvist i Tivoli i København.

Men visse navne har så stærkt et tilknytningsforhold, at de godt kan beskyttes.

Det mener Jens Fejø, der er dr.jur. på Copenhagen Business School. Han kender dog ikke den konkrete sag og ønsker derfor ikke at udtale sig specifikt om den.

»Tivoli er noget, stort set samtlige borgere i Danmark ved, hvad er - og det være en forlystelsespark i København. Så hvis Tivolis navn bliver misbrugt i et andet firmas markedsføringsstrategi, der kører på frihjul og nasser på havens markedsføring, så er det ikke udelukket, at det firma risikerer at tabe den sag,« siger Jens Fejø fra CBS.

Hvorvidt Innocent Pictures har en pointe i, at denne sag kan danne præcedens for, at en række forskellige generelle betegnelser fremover kan beskyttes, mener Jens Fejø, vi får at se på torsdag.

»Det helt afgørende vil være, hvordan højesteret formulerer sin dom på torsdag.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tivoli A/S, der ikke ønsker at udtale sig om en verserende retssag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tivoli læst bagfra: I LOV IT!

At elske noget har i sin oprindelige betydning seksuelle motiver skulle man mene...

Tyv tror hver mand stjæler..var der ikke noget med at Tivolis grundlægger stjal navnet fra en have i Paris, som igen havde hugget det fra en by uden for Rom. Mon ikke borgmesteren der kunne finde på at sagsøge Tivoli for at blive sat i forbindelse med popcorn, candyfloss og alt for dyre restauranter. Det bliver dyrt....

Steffen Dickhudt Christensen

Minder om den sag som danske spil tabte, om brug af ordet lotto