Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Er Zlatan en bøssenazist med usvensk hang til halalkød?

Sverigedemokraternas pressechef har på baggrund af en googlesøgning afsløret, at Zlatan Ibrahimovic er usvensk. Måske han glemmer noget?
Sverigedemokraternas pressechef har på baggrund af en googlesøgning afsløret, at Zlatan Ibrahimovic er usvensk. Måske han glemmer noget?
25. september 2010

Sverigedemokraternas pressechef har haft en travl uge. Det må være hårdt at få et flot valg og alligevel måtte erkende, at ingen vil samarbejde med en. Til trøst herfor har tungen på vægtskålen 'hinsidan' fundet nye empiriske data for tilslutningen til deres parti. I et interview slog pressechef Mattias Karlsson for nylig fast, at fodboldhelten Zlatan var usvensk, først og fremmest som følge af sit kropssprog og sin attitude. På partiets hjemmeside kunne Mattias Karlsson uddybe sin pointe med, at han skam ikke var alene om synspunktet: »Denne iagttagelse er jeg bestemt ikke ene om, da jeg ved en enkel internetsøgning på ordene 'Zlatan' og 'usvensk,' fik hele 4.740 hits.«

Nuvel så. Her er der tale om uomtvistelig empiri. En empiri, der ligeledes kan afsløre, at Anders Fogh Rasmussen var socialdemokrat (97.200 hits,), som Anders Samuelsen (LA) så mange gange før har påstået. Unægteligt noget Anders Samuelsen ville være begejstret over, hvis det ikke var, fordi hans eget navn i kombination med ordet socia-list giver 13.000 resultater.

Det bliver værre

Et spadestik dybere i Zlatans hemmelighedsfulde liv viser, at han ikke bare er u-svensk i kropssprog og attitude. Der er endog tale om noget så usvensk som en nazist. En hurtig søgning på ordet 'Zlatan' og ordet 'nazist' giver nemlig 63.500 hits. Og herfra må Zlatan rykke sig i svenskerhåret. Hans dybeste hemmeligheder folder sig nemlig ud i cyberspace, som Zlatan tidligere selv foldede sig ud på en fodboldbane. En søgning på ordene 'Zlatan' og 'homoseksuel' giver nemlig hele 662.000 hits. Der er altså her tale om en vaskeægte usvensk bøssenazist. Og det bliver værre. Zlatan er nemlig tosset med noget så u-svensk som halalkød. Sammensætningen af de ord giver 16.200 hits og vælter fuldstændigt muren mellem hans obskure hemmeligheder og virkeligheden. En usvensk halalspisende bøssenazist. Eller hvad?

Måske Sverigedemokraternas verbalfontæne Mattias Karlsson skulle have undersøgt, hvor mange hits deres eget parti får, hvis man søger på 'Sverigedemokraterna' og 'usvensk'. Så havde han opdaget hele 26.400 hits. Og det kan vel ikke være rigtigt? Heja Sverige (demokraterna.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

SD har lært teknikken af Morten Messerschmidt. Han rejser rundt med en kvik bemærkning om, at hvis man googler ordene "hader dansk folkeparti", så "kommer der over 20.000 hits frem". Det klapper så de folk over, der har lært at bruge søgemaskiner på et SD-kursus. Ordene hader dansk folkeparti giver faktisk aktuelt langt mere, nemlig 76.000 hits, mens den korrekte søgning efter sætningen "hader dansk folkeparti" lader til at give 6.000 hits (uden safe search). Dette tal er meget lavere end Morten Messerschmidts rent fiktive antal, men det bliver værre.

Et klik for at se nummer 100 på listen afslører, at der kun er 59 reelle hader-hits, mange af dem dubletter og mindst fire af dem er Mortens egne udtalelser. Så Mortens 20.000 DF-hadere på Google findes ikke - men måske finder der 20. Så hjælp Morten Messerschmidt - vær med til at skabe de 20.000 ønskede hadesider mod DF!