Læsetid: 6 min.

Med et ben i hver lejr

Jimi Hendrix døde for 40 år siden, 27 år gammel. Da havde han ændret ikke blot måden, hvorpå den elektriske guitar lyder og føles, han havde ændret musikken som sådan. Han levede ikke desto mindre udspændt i krydsfeltet mellem sort og hvid, kunst og kommers og nåede aldrig at finde ro
Jimi Hendrix' kunst handlede ikke om forstillelse eller facade, men om en uudslukkelig trang og nødvendighed. Her foreviget under en optræden i Gillmore East.

Jimi Hendrix' kunst handlede ikke om forstillelse eller facade, men om en uudslukkelig trang og nødvendighed. Her foreviget under en optræden i Gillmore East.

Amalie R. Rithschild

17. september 2010

Som det hardcore halvfjerdserudskrab jeg er, kan jeg min Hendrix på rygraden, idet jeg fik min grunduddannelse i flippermiljøet, hvor tiden gik med at ryge eksorbitante mængder tjald og siden ligge på madrasser på gulvet og kulle ud til musik, helst af guitarvarianten. Navne som Jeff Beck, Eric Clapton, Jimmy Page, Johnny Winter, Duane Allman, John McLaughlin og Rory Gallagher omgærdedes af et nærmest religiøst skær, og der kunne gå timer med at diskutere for og imod i hvert enkelt tilfælde.

Men guitarguden par excellence var og blev Jimi Hendrix, som i kraft af sin tidlige bortgang aldrig rigtig var blevet sølet til af det specielle miljøs store fyord: kommercialisering. Hvorved vi så stort på, at han i sin levetid ikke blot var en vildt succesfuld hitkunstner, men også stræbte efter at nå et stort og blandet publikum med sin musik.

Timer kunne gå med at afspille mesterens fire lp'er: Are You Experienced?, Axis: Bold As Love, Electric Ladyland og Band of Gypsys. Og hver gang pladeselskabet posthumt forsøgte at klemme yderligere profit ud af foretagendet med bizart sammensatte opsamlinger - Cry of Love, Rainbow Bridge, In The West, Isle Of Wight, War Heroes, Loose Ends, Crash Landing og hvad de nu hed - var der én i kredsen, der investerede i svineriet, som derpå blev indviet med en chillum eller tjubang, efterfulgt af en kollektiv kulletur på madrasserne rundt om 'mikserpulten'. Som ikke var af elektronisk art, blot en spånplade på et par gasbetonsten, indeholdende de essentielle objekter: sølvpapir, stearinlys, en pakke grønne Cecil samt et bredt udvalg af rygeredskaber.

Folk døde som fluer

Så jeg var ikke blot bekendt med mesterens officielle output, men kunne med sindsro hævde at have været ude i de særeste hjørner af dette produktive guitargenis virke. Og selv om de mange - og sært flagrende - posthume udgivelser sjældent fungerede som værker, var der altid noget at komme efter ... således er versionen af »Red House« på In The West nok den bedste Hendrix-blues, der nogensinde blev nedfældet på bånd. For hvad der først som sidst og bagom alt det flashy (spille guitar med tænderne eller omme bag på ryggen, når den da ikke simpelthen overhældes med lightervæske og antændtes) drev værket, var viljen til at skabe noget nyt og originalt på egne præmisser: »I don't live today - maybe tomorrow, I can't say ...«

Men folk døde som fluer i efterspillet til Det store Opbrud omkring 1967 ... en Brian Jones, en Janis Joplin og en Jim Morrison tog alle billetten inden for få år. Og altså også denne James Marshall Hendrix: Først går man så grueligt meget igennem ... og så dør man, kvalt i sit eget bræk, bare 27 år gammel. Om morgenen den 18. september 1970, helt præcist.

Dobbelt uretfærdigt, eftersom Jimi Hendrix havde noget grundlæggende værdigt over sig, selv når han benyttede alle de showbiz tricks, han havde samlet op på the chitlin' circuit for at stille sit publikum tilfreds. Han var efter sigende et venligt og lidt genert menneske, hvis største problem var, at han ikke kunne sige nej. Hans musik, derimod, bevægede sig ubesværet fra det ydmyge til det arrogante - ofte inden for samme sang: »Voodoo Chile (Slight Return)« f.eks. - uden at tippe til nogen af siderne, fra det kødelige - »Foxy Lady!« - til det spirituelle - metafysiske perler som »Little Wing«, »Angel« og »Cherokee Mist« - og fra det helt jordnære til udspacede sci-fi fortællinger, som ville have været gift for en kunstner af mindre kaliber. For ikke at tale om hans varme humor og sensuelle udstråling.

Og meget mere, i virkeligheden, for selv om det er populært at fokusere på guitaristen Jimi Hendrix - og jo, han er en genial musiker, og nej, vi har ikke hørt hans lige siden - var han en helstøbt kunstner på sit område: En uortodoks og udfordrende sangskriver, en fremragende tekstforfatter, en opfindsom arrangør, en solid fortolker af andres sange, en guitarpedal- og studiepioner, en lydmager af guds nåde, en potentiel superproducer, en fin sanger, en stor scenekunstner og en født dandy!

Ingen anden kunstner fra den generation formåede så ubesværet at samle de dengang dominerende rytmiske amerikanske genrer til så varieret et hele, der så alligevel altid lød umiskendeligt som Hendrix! Rock, blues, psychedelia, jazz, funk og soul var alle ingredienser i den musikalske voodoosuppe, han som ingen anden formåede at tilberede.

Drømmen om crossover

Men han blev i processen fanget i det særeste paradoks: Hos rigtig mange afroamerikanske kunstnere ligger drømmen om crossover lige under deres kunstneriske bestræbelser, af hvad art de så end er.

Crossover betyder i denne sammenhæng at udvide sin afroamerikanske fanbase ved at vinde den brede og købedygtige hvide offentligheds gunst, hvilket for alvor kan gøre en kunstner rig og berømt. En succeshistorie i den genre er Prince, som med Purple Rain i 1984 opnåede verdensomspændende popularitet, hvor han før det primært appellerede til et farvet klubpublikum i amerikanske storbyer.

For Hendrix var problemet paradoksalt nok af omvendt karakter. For crossover-kunstner - det var han. Om en hals. Med et rask slag på tasken tør man anslå hans samtidige fanbase til for 90 procents vedkommende at bestå af unge hvide mænd.

Problemet var snarere, at Hendrix havde problemer med at 'crosse' tilbage til sit eget bagland. Fra og med The Beatles' gennembrud i 1963-64 blev rockmusikken i stigende grad hvide kunstneres domæne, og ud over de undtagelser, der bekræfter reglen, er det forbløffende så få afroamerikanere, man finder i rockmusikken. Sort musik har en tendens til at bevæge sig sine egne veje - de sidste 20-30 år således primært inden for hiphop, R&B og electronica, ofte af høj kvalitet, gerne cutting edge og i højere og højere grad i stand til at 'crosse over' på egne betingelser.

Ingenmandsland

Ikke fordi musikere af alle farver og køn ikke stod i kø for at prise Hendrix både før og efter hans død. Men da hans musik ikke blev spillet på 'black radio', kunne han lige så godt ikke have eksisteret, hvad angik flertallet af indbyggerne i de hårdt belastede bykerner i USA. Hvilket forviste ham til et ingenmandsland, idet han aldrig rigtig fandt sig til rette i det London, hvor han slog sig ned i 1966, men på den anden side formåede han heller ikke rigtig at slå rødder i det USA, han vendte tilbage til i 1969.

Han havde et ben i hver lejr, og det har jo en tendens til at flå folk midt over i længden. Han var, som han selv sagde, farveblind, men det kan ikke have undgået hans opmærksomhed, at fronterne var trukket endog særdeles skarpt op i Nixons Amerika.

Han kommenterede selv problematikken på nummeret »It's Too Bad«:

»So I go way across the tracks/ and man they treat me the same way as you do/ They say, man until you come back completely black/ go back from where you came from too ...«

Blandingsmisbrug

Rocketiketten trættede ham til sidst, da han ønskede at udvide sit kunstneriske spekter med en mere funky og Curtis Mayfield-inspireret tilgang til sangene, og man forstår ham. Hvor rocken blot få år forinden havde været et vidtåbent og grænseløst felt, hvor alt var muligt, indtrådte der ved årtiskiftet et sindelagsskift, hvor både publikum og kunstnere syntes tilfredse med at fylde eksisterende skabeloner ud til pladeselskabernes usigelige fornøjelse. Den kreative stafet blev videregivet til kommercielt marginaliserede genrer, og den eksperimenterende og nyskabende rock forsvandt ned i undergrunden. Men Hendrix i høj grad var - som han rammende sang i »Crosstown Traffic« - »still trying to get to the other side of town«.

Snakker vi da autenticitet? Næ. Det begreb har jeg aldrig troet på i forhold til musik. Jeg er hverken folkemindesamler eller purist. Ubesmittede undfangelser overlader vi til vorherre! Men 'blandingsmisbruget', musikken, kunsten, må have en kerne, hvorpå den bygger. Lige så legitimt det er at hugge med ame og ben, lige så nødvendigt er det at have sin egen tone, sin særart, således at man kan fortælle de oldgamle historier på en ny måde.

Jeg snakker om den erfaring, musikken bygger på, og som den i sidste ende er et udtryk for. Og der har jeg i tilfældet Hendrix aldrig været i tvivl. Skal man tale om autenticitet i den forbindelse, kan man sige, at hans kunst i hvert fald ikke handlede om forstillelse eller facade, men om en uudslukkelig trang og nødvendighed.

Han spillede, fordi han ikke havde noget andet valg: Fordi han ikke kunne andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jimi Hendrix var et geni, fordi han legemligjorde geniets tre kriterier - Fornyelse, Virtuositet - og Ånd.

Han besad alle tre i lige mål.

Og af disse tre, er sidstnævnte det, der adskiller musikkens Serafer, Keruber og Troner fra alle de øvrige.

Kun få kvalificerer sig til denne elite, og de er altid kendetegnet ved at have evnen til at tage en med sig, ud af tid, rum og krop.

Det er her, at musikken åbenbarer sit dybeste spirituelle potentiale, og at det er den kunstform, der står i tætteste forbindelse med det spirituelle. Men meget få formår at tage den til det niveau.

Charlie Parker og John Coltrane i jazzens verden, kunne det samme, og Jimi Hendrix nok er det nærmeste man kommer en pendant til John Coltrane i rockhistorien.

Som Klaus Lynggård skriver, skal Jimi Hendrix høres liggende på en madras i dæmpet belysning, med stearinlys, og også gerne røgelse.

Marijuanaen er helt overflødig.

/O

Det er umuligt at være uenig i artiklens hovedbudskab. Hensrix var ikke blot et geni og en stor kunstner, men i lige så høj grad en øjenåbner for unge mennesker. Da jeg som 14-årig første gang hørte ham på Radio Luxembourg ændrede det fuldstændigt mit forhold til musik. Næppe nogen har i den grad påvirket mit liv i samme grad som Jimi.

DR skylder os i øvrigt en seriøs mindeudsendelse!

Som udgangspunkt var han "bare" en meget dygtig studiemusiker.

Den naturlige forklaring på, at så mange store navne og nye genrer skabtes over et tidsrum på kun 2-3 år var feedback fra publikum. Det var publikum der skabte kunstnerne.

Tesen stammer fra et vidne, der i en periode deltog i kunstnerkollektivet Mothers Of Invention (hvor en anden guitargud- Zappa kom fra). Zappa var en 1-ste klasses pop-komponist der fornemmede, at folk ønskede "something completely new".

Bjørn A. Bojesen

Jeg kan ikke forstå hvordan man kan skrive en artikel om amerikanske crossover-musikere, uden at nævne den mand der bogstaveligt talt kropsliggjorde drømmen om transcendens: Michael Jackson.

Lars Peter Simonsen

Det er ikke givet alle at forstå alting...
Der skulle sigende findes optagelser med Miles Davis og Jimi. Tænk på hvad de to ku' ha' fundet på i en eller form for samarbejde! Gil Evans m. big band indspillede en LP M. Hendrix-numre og turnerede med musikken....

Ja, Miles havde et godt øje til Jimi Hendrix.

Og der er slet ingen tvivl om, at John Coltrane også ville have sat stor pris på ham, hvis han havde levet et par år længere. Coltrane døde i 1967, så muligvis missede han ham lige. Jeg har aldrig hørt Coltrane referere til Jimi Hendrix.

Men nogle af de bedste Hendrix-soloer lyder næsten som ragaer, som leder tankerne hen på folk som John McLaughlin og Mahavishnu Orchestra og den slags. Ja selv Ravi Shankar

/O

Bjørn A. Bojesen

@Lars P. Simonsen

Dit svar til mig fik mig til at tænke på en far der prøver at afmanøvrere sit barns spørgsmål med et ”man kan ikke forstå alt her i verden”… ;-)

Det første navn der faldt mig ind da jeg læste overskriften ”Drømmen om crossover”, var Jacksons.

Nu er artiklen jo skrevet, så fred være med det, men jeg forbeholder mig retten til at synes det er underligt at Jackson ikke er kommet med.
Troede han var blevet stueren efter sin død.

I øvrigt lyder det spændende med den der Davis-Hendrix-optagelse. Lad os håbe den bliver publiceret…

Hvis man googler Michael Jackson lægger folk mest vægt på det visuelt nyskabende (f.ex. moonwalking) - hans succes kædes sammen med fremkomsten af musikvideoer.

Hendrix havde mig bekendt kun et enkelt visuelt stunt: At han satte ild på guitaren ved Woodstock.

Denne filmoptagelse er ret interessant fordi kameraet flere gange kigger ud mod publikum.

For det første er der forbløffende få. Desuden ligger langt de fleste i deres soveposer og kigger ikke en gang mod scenen.

Fra samme festival viser filmoptagelser, at det var andre navne, der interesserede publikum f.ex. The Who og deres opera "Tommy".

Hvad der interesserede folk dengang, synes glemt i dag - mens hvad der dyrkes i dag (Hendrix) syntes ikke at kunne vække folk i 1969.

Måske vil man i fremtiden på tilsvarende vis opdage, at Michael Jackson havde andet end dansefærdigheder at byde på.

Gorm,

Jamen, de lyttede jo bare som foreskrevet: Liggende på ryggen med lukkede øjne.

Det er hele pointen.

En Hendrix solo er ikke en scene-performance.
Det er et flyvende tæppe ind og ned i dig selv - en meditation helt enkelt.

/O