Læsetid: 7 min.

Berlin - blød, spraglet og i undtagelsestilstand

Ikke kun billedkunstnerne, men også musikerne har fundet vej sydøstpå. Information mødte en række danske musikere, der har Berlin som base. Den økonomiske navlestreng til Danmark er dog svær at klippe
Michael Møller, der er forsanger i bandet Moi Caprice, vil helst bo i Berlin, men pengene tjener han på at spille i København.

Michael Møller, der er forsanger i bandet Moi Caprice, vil helst bo i Berlin, men pengene tjener han på at spille i København.

Rune Johansen

21. september 2010

BERLIN - Jarno Varsted ankommer til den hyggelige café Geschwister Nothaft med den tre og en halv måned gamle Adrian Rocky i en bæresele på maven. Det er en god dag. Sandwichene er glimrende og koster 2,50 euro, og håret, altså Jarnos, sidder perfekt i 1950'er-stil. Heller ikke på hans kone Signe Lützen Varsteds udseende ser man spor af søvnløse nætter og babygylp. Ægteparret Varsted er musikere og bor på tredje år i berlinerbydelen Neukölln.

»Vi lagde faktisk ud med at flytte sammen fire måneder i Berlin, da vi blev kærester for fire år siden,« fortæller 33-årige Signe, der er cand.mag. i filosofi og dansk. Som mange andre havde hun tænkt sig at bruge tiden i Berlin på at male, mens Jarno, der spillede i forskellige bands, havde lyst til at lave noget solo.

»Jeg havde bare min trommemaskine og min nye kæreste med herned, og så tænkte jeg: Lad mig se, om jeg ikke kan bruge hende til noget alligevel,« siger Jarno, der er 32 år.

Det kunne han, for Signe kunne faktisk synge, og så blev de til duoen Straight From The Harp, der for få måneder siden udsendte sit første album.

Efter fire måneder i bydelen Wedding tog parret tilbage til København og fik deres nu to og et halvt år gamle søn Dallas. Men drømmetilværelsen hed at lave musik sammen. Og det skulle være i Berlin. De lagde til og trak fra og fandt ud af, at de kunne leje deres lejlighed på Vesterbro ud og leje en billig lejlighed i Neukölln. Jarno kunne tjene penge på forskellige engagementer i Danmark, og pengene han tjente, kunne de bruge i deres nye by.

»Vi pakkede faktisk sammen på en måned og tog afsted. Bedsteforældrene besnakkede vi med, at det bare var for barselsorloven. Men vores primære mål var at få lavet en plade, og da Dallas kom i børnehave, viste det sig at være meget frugtbart og inspirerende at komme til Berlin,« siger Signe.

Ingen ensretning

Jarno kalder det ligefrem »frigørende«:

»Her er ingen tendenser, der er de 'rigtige' eller 'forkerte'. Her er alle æraerne stadig til stede: Punk, 1980'er-stil, 50'erne, og det gælder både mode- og musikmæssigt. Der er ingen ensretning. 1976? OK, vi hiver det ned fra hylden,« siger Jarno, der pludselig fandt ud af, at hans hang til at gå med seler var helt i orden.

Han mener selv, at de lever en drøm, som mange kunstnere har. Hans kone siger, at de oven i købet lever familielivet for alvor, for her kan de koncentrere sig om det, de har lyst til. Parret kommer også rigtig meget ud at spille.

»Når man spiller den slags musik, vi spiller, er der over 100 steder, man kan spille i Berlin. I København er der måske seks. Her kan du desuden godt spille i Kreuzberg den ene aften og i Friedrichs- hain den næste. I København skal man nogle gange lave en kontrakt på, at man først spiller igen om tre måneder,« siger Jarno.

Bagsiden af medaljen skjuler han dog ikke.

»Det er nemt at få jobs, men det er svært at få noget for det. Det højeste, vi har fået for en koncert, er 250 euro, og vi har været helt nede på 30 euro.«

»Spillestederne i Berlin får ikke støtte. Slet ikke som i Danmark. Her går det efter princippet, at musikerne får højere honorar ved flere gæster og flere solgte drinks. Det er meget motiverende på den måde, at man får lyst til at reklamere for sin koncert, lyst til at gøre noget selv,« siger Signe, der har fået erfaring af de mange jobs.

»Jeg havde aldrig fået lov at spille så meget i København uden musikalsk baggrund. Og vi hører da også hele tiden fra Danmark: 'Gud, hvor er I meget ude at spille!'«.

De lever for få midler, men føler alligevel, at de har en luksustilværelse. Samtidig er de glade for at slippe for den megen snak om penge, som de synes præger det danske samfund.

Men nu efter to års prøveperiode er det alvor for Signe og Jarno og deres to børn. Lejligheden på Vesterbro er sat til salg, og snart flytter de til en større og bedre lejlighed, stadig i det etnisk brogede Neukölln. De er godt klar over, at der ligger nogle hurdler foran dem med det 'preussiske' bureaukrati, og det tyske har de også tænkt sig at gøre noget mere ved.

»Det er dog en fordel at bo her i Neukölln, for ingen er sure over, at du taler gebrokkent. I kiosken bliver der talt tyrker-tysk og hos skrædderen kineser-tysk, så ens eget haltende tyske er ikke så påfaldende,« siger Jarno.

Elendig løn

Bjørn Christiansen, aka Bjørn Svin, er et kendt navn på den danske elektroniske scene. Den 35-årige musiker har udgivet plader de seneste 15 år og var i nogle år i slutningen af 1990'erne vært på P3-programmet U-land. Da jeg for sent ankommer til caféen Passenger Coffee lige ved Schlesisches Tor i Kreuzberg, står han på det brede fortov og spiller fodbold med sin tre-årige søn Sylvester.

»Jeg laver technomusik, og selv om Berlin er den oplagte by til det, er det egentlig ikke derfor, jeg er her. Jeg arbejder i Danmark cirka 10 dage om måneden, og når jeg er her, hænger jeg mest ud og er sammen med min kæreste, der også er dansk, og min søn,« fortæller Bjørn, der har boet de seneste to år i Berlin. Men også et år i 1999 og et år i 2004. Han synes ikke, at han bruger byen kulturelt så meget, som han gerne ville. Hverken som forbruger eller som udøvende musiker.

»Det skal nok komme langsomt, men lønnen hernede er jo meget dårlig. Hvis man skal ind i miljøet her, skal man i begyndelsen spille gratis eller for næsten ingen penge, og i vores lille familie er det kun mig, der tjener penge i øjeblikket, så der skal krattes noget ind. Derfor er jeg nødt til at køre på rutinen, og det er altså i Danmark, der er penge at tjene for mig,« siger Bjørn.

For ham og hans kæreste er det et valg mellem København og Berlin, og de kan bedre lide tempoet i Berlin.

»Byplanlægningen med alt det grønne er rigtig god. Og fortovet er et helt rum i sig selv. Berlin er mere blød og spraglet, men også meget fattigere end København. Her behøver man ikke at halse efter penge. Det er noget andet, der betyder noget. Befolkningen er også så mangfoldig. I København er der meget middelklasse, der har den samme længde uddannelse, det samme cashflow, det er så homogent. Jeg føler mig bare mere fri her,« siger Bjørn.

Familien planlægger at blive boende i byen, i hvert fald indtil Sylvester skal i skole. Til den tid må de se, om de tør udsætte deres søn for det til tider skræmmende tyske skolesystem.

'Danmark fungerer bedre'

Michael Møller tager imod i sin lejlighed på Prenzlauer Berg lige ved Rosa-Luxemburg-Platz og med udsigt til Fernsehturm. Lejligheden er gammel og skæv med en halv meter brede gulvplanker.

»Ejeren er af jødisk familie. Han fik at vide efter Murens fald, at hans familie havde ejet ejendommen, da nazisterne kom til magten. Nu var det hans. Der er ikke rigtig blevet gjort noget ved bygningen siden dengang, han gør heller ingenting, men lejligheden er stor og billig,« siger Michael, der er 33 år og har boet i Berlin i to og et halvt år.

Han flyttede herned på grund af sin tyske kæreste, der er fotograf, og begyndte sit berlinerliv med at læse et halvt års kulturvidenskab på Humboldt Universitet. I København er han netop blevet cand.mag. i faget Moderne kultur.

»På Humboldt blev jeg rigtig god til tysk. Jeg har altid godt kunnet lide Berlin, men samtidig har jeg mange aktier i København. Der er bandet Moi Caprice, som jeg er forsanger i, og det er de koncerter, vi spiller i Danmark, som jeg tjener penge på. Man kan også søge nogle penge hos den socialdemokratiske danske stat, som man bliver rigtig glad for, når man er her,« siger Michael og smiler ironisk.

Han understreger, at det altså ikke kun er på grund af de støttepenge, man kan søge som dansk kunstner, at han holder af den danske stat.

»Men også fordi jeg synes, den fungerer langt bedre end den tyske.«

Ligesom Bjørn Christiansen har han ikke gjort så meget for at komme ind i musikermiljøet. I stedet har han brugt sin tid på at få skrevet sit speciale færdigt.

»Når man spiller hernede, er det altid en underskudsforretning. Alle taler så meget om det rummelige Berlin, men der er jo også en anden side. Det er da fedt, at der sidder så mange på caféerne, men det gør de jo, fordi de er arbejdsløse,« siger Michael.

Han har ikke lyst til at kritisere København, som mange københavnere har for vane.

»Jeg synes rigtig godt om København. Det er en intens by, og man kan ikke sammenligne de to byer. Berlin har en helt anden historie og er nærmest stadig i en slags undtagelsestilstand, der gør, at man kan leve helt vildt billigt her. Men Humboldt Universitetet for eksempel er oldgammelt og utidssvarende, og bureaukratiet hernede er sindssygt. Hvad man dog ikke skal finde sig i. Når man bor her, får man mere af det gode, men også mere af det dårlige. Mere forår, mere efterår. Men også mere isnende kulde og mere ulidelig varme,« siger Michael.

Han vil helst bo i Berlin, men ved også, at han snart må tilbage til København for at trække på sit netværk. Drømmen er at finde et arbejde, som han kan hive med sig herned.

Straight From The Harp spiller den 24. september i Huset i Magstræde, København
Bjørn Svin spiller den 10. oktober til åbningen af Kulturværftet, Helsingør, og den 22. oktober på Stengade 30, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer