Læsetid: 2 min.

Blå blomster

Blomster og flora har inspireret digtere til alle tider
20. september 2010

Landbohøjskolens Have hedder den florissante oase på Frederiksberg måske ikke længere, siden læreanstalten har fået den mere dækkende betegnelse Det Biovidenskabelige Fakultet.

Men en have er den i kanten af den omfattende campus, pædagogisk og skøn, åben for hvermand. Hvad blomster angår, er den varieret og righoldig, en vandring værd i både ord, farver og former. Opfindsom i kombination af forskellige planter, som overdådige buketter lagt i en krans om den store plæne ved søen. Jævne nytteplanter er blandet med eksotiske vækster skærmet af kålblades farvede udfoldelser.

Nærmest som en opslået bog, et særligt kapitel i floraen, er 'sommerblomsthaven', der netop nu i sin geometriske planstruktur strutter af overmod og velordnet vildskab allerede verbalt i navnene på blomster.

Her går man en lun formiddag i september mellem påfugleblomst, ildkrone og fløjlsblomst og standser ved en frøkenhat, som man er nærved at plukke, men flytter hurtigt videre til en chokoladeblomst, der nærmest synes parat til at invitere en på besøg i det gamle væksthus' café, der tilbyder al slags kaffe og cacao.

At der er en overdådighed af kulører, siger sig selv, blåt i alle afskygninger af romantisk poesi, et sandt
florilegium, det latinske ord for en ansamling af blomster, på græsk en antologi, digt efter digt.

Oder og blå blomster

Ved en hibiscus standser jeg og memorerer en ritornel af Aarestrup, der ved enhver lejlighed kom til at tænke på kvinder, dog ikke altid for det gode:

Blomst af Hisbisken!
Lyserød smiilte du til mig ved Bordet
-Men immer stum og gabende som Fisken

En elegant, rimet digtform, der for længst er gået af mode til fordel for haiku, en anden trelinjer, som enhver snart mener at kunne fabrikere.

Med og uden blomster. For blomster florerer i alverdens lyrik, ikke mindst de blå. Tænk bare på Kaj Munks populære blå anemone med den højst besynderlige metafor om hans 'vinterhjertes frosne kvarts', der smelter ved at se den.

Den smeltende kvarts står der nok mest, fordi den skal rime på 'den første dag i marts'. Nu er det heldigvis september, som ikke så mange planter rimer på.

Pablo Neruda har skrevet digte om alt. Blandt hans Elementære oder, som Peer Sibast oversatte til dansk sidste år, findes der en til den blå blomst med ordene:

Vandrende langs havet
i november måned
fandt jeg midt blandt strandens krat,
som får lys og ild og salt fra havet,
en enlig blå blomst født herude
i det stormomsuste græsland.

Klaus Høeck har i »Ordene« et stort afsnit netop i sin Palimpsest(2008) skrevet oder henover Nerudas tekster, således at hans »Ode til den blå blomst« kommer til at sige, at

enhver blå blomst er
for så vidt poesiens
blå blomst hvad enten
den vokser i ka
lundborg eller ovre i
stingsted-skovene
hvad enten den står
i en ode eller en
sonet hvis man for
står hvad jeg (ikke)
siger og skriver imel
lem linjerne

Der står i verdenspoesien mængder af blå blomster, i oder, sonetter, haiku og ritorneller, bogstaveligt eller overført i fri forbindelse med naturens mærkværdigheder.

Lidt færre i modernismens herbarium, hvor 'helvedsblomsterne' dominerer i Baudelaires følge.

Men de står alle som digte og biovidenskabelige eksemplarer på Frederiksberg i en have fuld af mærkelige ord og fantasier.

Frit tilgængelige, men kun ordene må plukkes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu