Interview
Læsetid: 6 min.

Alle børn fødes som poeter

Den franske filminstruktør Jean-Pierre Jeunet bryder sig ikke om at tale om budskaber - alligevel er det vigtigt for ham, at hans film handler om noget. Således er hans nye værk, 'Micmacs', et kulørt og skævt eventyr om en flok outsidere, der går i krig med en skurkagtig våbenindustri
Den franske filminstruktør Jean-Pierre Jeunet bryder sig ikke om at tale om budskaber - alligevel er det vigtigt for ham, at hans film handler om noget. Således er hans nye værk, 'Micmacs', et kulørt og skævt eventyr om en flok outsidere, der går i krig med en skurkagtig våbenindustri
Kultur
9. september 2010

»Hver gang fortæller jeg den samme historie,« siger den franske filminstruktør Jean-Pierre Jeunet. Han smiler skævt.

»Det er ynkeligt.«

Jeunet og instruktørmakkeren Marc Caro brød i de tidlige 1990'ere igennem med to finurlige, humoristiske filmeventyr, Delicatessen(1991) og De fortabte børns by(1995), der hylder antihelten og skaber deres egne, fantastiske verdener. Siden gik Jeunet solo og instruerede den fjerde og ganske udskældte, men også ret underholdende Alien: Resurrection(1997), før han blev hele verdens darling med den charmerende Den fabelagtige Amélie fra Montmartre(2001).

Nu er han igen biografaktuel, denne gang med Micmacs, der er endnu en visuelt betagende, vittig og skæv fortælling om en umage flok outsidere, anført af Bazil (Danny Boon), som beslutter sig for at få skovlen under to skruppelløse, konkurrerende våbenfabrikanter.

Sammen med andre europæiske journalister fik jeg i januar mulighed for at tale med 56-årige Jeunet om filmen og hans unikke, letgenkendelige, kulørte stil, der ifølge instruktøren selv ikke er et valg, men skyldes, at det er det, han kan.

Tegnefilm og slapstick

- Micmacs er et eventyr om, hvordan man håndterer våbenhandlere. Var det udgangspunktet for filmen?

»Det var risikabelt at lave en slags tegnefilm, fordi Micmacsfor mig er en blanding af tegnefilm og slapstick-komedie. På den anden side var jeg interesseret i at tale om noget alvorligt, jeg havde haft i tankerne. Jeg tror, at jeg siden De fortabte børns by- vi klippede filmen i lokaler ved siden af Marcel Dessault-fabrikkerne (fransk våbenfabrikant, red.) - og vi så fyrene, der arbejdede der. De lignede dig og mig, helt almindelige, høflige og venlige, og hele dagen opfinder de dårlige ting, og det var interessant at beskæftige sig med det. Jeg lavede grundig research til filmen, og vi besøgte en våbenfabrikant i Belgien, og fyren var meget charmerende og passioneret. Man besøger fabrikken, og den minder om en chokoladefabrik, og folkene er simpelthen så flinke. Det er, som om de helt har glemt, hvor deres produkter ender. Det er meget mærkeligt.«

- Fortalte du dem, hvad formålet med filmen var?

»Ja, selvf... nej, ikke rigtig. De var meget imødekommende og charmerende, og vi fik lov til at tage billeder af alting. Og de sagde, 'vi laver ikke miner. Det er forbudt. Men den anden fabrik ...'«

En ny slags historie

- Hvordan fik I adgang?

»Vi ville lave en film om våbnene, men vi forklarede ikke ... de er ikke dumme, og jeg tror, at de vidste ... Vi blev introduceret af en tidligere minister. Vi lavede et interview med en fyr, der tidligere havde arbejdet i våbendirektoratet i Frankrig, og han var meget behjælpsom. Han forklarede alting. Når man beskæftiger sig med et bestemt emne, selv i en komedie, skal man vide, hvad man taler om. Hvis ikke man gør det, ser det falsk ud.«

- Har filmen et budskab?

»Jeg bryder mig ikke om at tale om budskaber, fordi det er så klichéagtigt at sige, at det ikke er godt at sælge våben. Jeg vil blot beskæftige mig lidt med det, og jeg ved, at når jeg til sidst viser fotografier af sårede børn, bliver det lidt for realistisk for filmens tegnefilmagtige aspekt, men det var vigtigt for mig at have med alligevel.«

- Du har altid været på outsidernes side i dine film.

»Jeg elsker det, når helten i en film er svag. Det er mere rørende for mig. Der er en berømt historie i Frankrig, Tommeliden, og hovedpersonen er en antihelt, men han har fantasi og redder på den måde sit liv. Det er også historien om mit liv. Mine film handler om forældreløse, der kæmper mod de onde.«

- Hvordan er det historien om dit eget liv?

»Mine forældre arbejdede for et telefonselskab, og det gjorde jeg også i fire år. Men så flygtede jeg i min fantasi. For nylig gik noget sjovt op for mig. I Micmacser Danny Boon på en måde en instruktør. Han laver ikke film, men han tager hævn, og han har brug for mennesker til at hjælpe sig. Mennesker, der kan noget bestemt - ligesom mig. Jeg har brug for en fotograf, en scenograf, præcis som i historien.«

- Som instruktør har du en særlig signatur, som kan være svær at sætte ord på.

»Det er ikke et valg for mig. Jeg gør det, jeg ved, hvordan man gør. Som tilskuer elsker jeg, når man med det samme kan genkende en stil. Jeg elsker Kusturica, jeg elsker David Lynch og Coen-brødrene, Tim Burton. Jeg elsker, når man genkender en stil. I lang tid var det Fellini og Kubrick. Det er den slags instruktører, jeg holder meget af. Der findes andre instruktører, som er vældig gode, f.eks. Roman Polanski, men det er svært at genkende hans stil. Måske er det også sådan, at når man har en stærk stil, så bliver publikum hurtigere træt af ens film. 'Han laver det samme hele tiden.' Det er en fare.

Men på den anden side har jeg ikke lyst til at forandre mig. Jeg elsker den korte linse, de varme farver, de mærkelige steder, humoren. Det er måden, jeg laver film på. Jeg kunne dog nu godt tænkte mig at lave en anden slags film, mere voksen, måske. Glemme ånden fra barndommen. Jeg leder efter en ny slags historie. Jeg ved stadig ikke, hvad det skal være, men jeg læser bøger og kunne godt tænke mig, at det blev en filmatisering ligesom En lang forlovelse

Humor redder liv

- Du er voksen, men du har et barns forestillingsevne.

»Der findes en sætning, som jeg elsker, og den lyder noget i denne retning: Alle børn fødes som poeter, men kun få af dem forbliver poeter. En del af min hjerne er som et barns, men jeg er nødt til også at være voksen, fordi jeg har 700 mennesker, der arbejder for mig og er ansvarlig for et budget på 22 mio. euro. Det er nødvendigt, at jeg også er voksen. Men jeg elsker at bruge barnet i mig selv.«

-Hvad er humor for dig?

»Humor redder liv. Uden humor dør vi. Faktisk er jeg ret pessimistisk, og med humor er det muligt at overleve. Jeg kan ikke lave film uden at bruge humor. Selv i Alien: Resurrection er der humor, og jeg var bange for, hvordan fans af Alien-filmene ville reagere.«

-Hvorfor sagde du nej til at lave Harry Potter? Man skulle tro, at det univers ville passe godt til dig.

»Fordi ens hænder er bundet, når man laver Harry Potter. Man må ikke lave for meget om på tingene. Forfatteren kigger én over skulderen, og alt er fastlagt på forhånd. Jeg elsker at finde på verdener og kulisserne og kostumerne. I dette tilfælde var det allerede fastlagt. På Alien: Resurrectionvar det mere åbent. De sagde til mig, 'vi har hyret dig, fordi vi har brug for nye, friske ideer.' Men på Harry Potter... glem det! Det var lige efter En lang forlovelse, og jeg var ikke klar til at lave en stor, langvarig kommerciel film.«

-Har det været en fornøjelse for dig i denne film at vende tilbage til den form for magisk realisme, du og Marc Caro arbejdede med i Delicatessen og De fortabte børns by?

»Jeg vidste, at det ikke ligefrem var noget nyt for mig. Men jeg længtes efter at lave en film, fordi jeg tilbragte to år på at forsøge at lave Pi's liv, og jeg var nødt til at stoppe, fordi filmen blev for dyr, 85 mio. dollar. Så jeg mistede to år på det.«

-Det er ellers ikke så mange penge i Hollywood.

»Nej, det giver ikke mening. De bad mig om at lave den i Europa, og vi researchede i Spanien, og budgettet nåede op på 59 mio. - men i euro, og det er ca. det samme som 85 mio. dollar. Og derfor lavede jeg Micmacs. Jeg sagde nej til Pi's liv, fordi jeg havde behov for at lave en film. Jeg havde den store fornøjelse at arbejde i mit eget univers, og jeg sagde ikke nej til noget som helst. Jeg bruger plakaten for filmen i selve filmen. Det er dumt, men jeg var ligeglad. Alt, hvad jeg havde lyst til, fik jeg lov til. Alt, hvad der fik mig til at grine.«

»Så ja, det var en fornøjelse at lave filmen, men det var også vanskeligt, koldt og hårdt. Alle mine film tager lang tid at lave, fordi jeg elsker at arbejde med tingene. Men jeg er bange for, at det ikke længere giver mening pga. finanskrisen, budgettet og hensynet til fremtiden. Jeg er begyndt at høre folk sige, 'dine film er for dyre'.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her