WASHINGTON Der er meget stille i The Writers Center i Washington DC, da Pia Tafdrup stiller sig bag mikrofonen og på engelsk forklarer, at hun vil læse op fra sin digtsamling Tarkovskijs Heste, der netop er udkommet på engelsk. Både Naja Marie Aidt og Simon Fruelund har allerede læst op på engelsk af deres værker, og nu tager Pia Tafdrup over med sin klare og syngende diktion, efter hun har forklaret, at digtene handler om sin fars sygdom og død.
En kvinde over for lader hovedet falde ned på brystet og lytter. Da Tafdrup slutter af med at læse et digt på dansk, lukker kvinden øjnene.
Bagefter er der plads til et par spørgsmål, og en kvinde på bageste række får ordet og fortæller, at hun også har mistet sin far for nylig og kan genkende meget af det, Pia Tafdrup skriver om.
»Jeg blev så berørt af det. Tusind tak for det! Tusind tak!« Også kvinden med lukkede øjne finder anledning til at takke: »Det var fantastisk at høre jer læse digtene op på dansk, selv om jeg ikke forstår det. Der var en fantastisk musik i det!«
Bagefter er der danske øl og småkager, og forfatterne signerer deres bøger. Pia Tafdrup forklarer, at det altid er interessant at læse op i USA.
»Amerikanerne er så åbne, og man får altid mange reaktioner,« siger hun. Både hun og Simon Fruelund har krydset Atlanten for at være med. Naja Marie Aidt har taget toget ned fra New York, hvor hun bor. Alle tre er enige om, at det er det hele værd, selv om de ikke regner med at få det store gennembrud i USA.
»Jeg gør mig ikke håb om få det store gennembrud i USA,« siger Simon Fruelund.
»USA er som regel det sidste sted, man slår igennem. Det er utroligt svært. Men det er klart, at det virker animerende at komme her. Det sætter noget i gang, som måske kan føre til noget mere.«
Oplæsningen er en del af litteraturfestivalen Fall for the Book arrangeret af Simon Fruelunds oversætter Kyle Semmel, der kæmper for at udbrede kendskabet til dansk litteratur i Washington. Takket være ham er flere af Fruelunds tekster også offentliggjort i amerikanske, litterære tidsskrifter. Selv om under tre procent af den litteratur, der udkommer i USA, er oversat, så mener Kyle Semmel, at der er en særlig interesse for den i hovedstaden.
»Washington er en meget international by, beboet af mennesker fra mange forskellige lande og med en nysgerrighed over for andre kulturer,« siger han.
»Det er spændende for os at læse noget andet, end vi er vant til og med historier, vi ikke finder i amerikansk fiktion, som Morten Ramslands Hundehoved. I medierne bliver vi ofte præsenteret for andre kulturer på en generaliserende måde, og her kan litteraturen være med til at nuancere vores opfattelse af andre,« mener Kyle Semmel.
Man skal bare skrive
Pia Tafdrup har mest erfaring med det amerikanske marked. Gennem årene har hun haft digte i mange amerikanske tidsskrifter og antologier, og tre af hendes digtsamlinger er nu oversat til engelsk. Men det er sket over en lang årrække, og selv om hun i 2007 læste op for Amerikanske PEN i New Yorks Townhall sammen med bl.a. Salman Rushdie og Don DeLillo, så har hun stadig en ydmyghed over for alle, der inviterer hende til at læse op.
»At læse digte op ét sted, åbner for digtene et andet sted, og det er altid utroligt givende,« siger hun.
Naja Marie Aidt arbejder også på at udkomme i USA, men »det er et nåleøje at komme igennem,« som hun siger:
I år har hun fået novellen »Bulbjerg« med i den engelske antologi Best European Fiction 2010, men ligesom i Danmark er digte og noveller er ikke dét, der er den største efterspørgsel efter i USA. Og selv om Naja Marie Aidt faktisk er ved at skrive en roman, så er det ikke den, hun satser på i USA i første omgang. For nylig har hun allieret sig med dem, der har oversat Inger Christensens digte, og de er nu ved at oversætte både hele hendes novellesamling Bavian og hendes seneste digtsamling Alting blinker. Om de bliver udgivet, har hun dog ingen sikkerhed for.
Men man må bare skrive og så se, hvor der er en interesse for det, mener Pia Tafdrup. Hun nævner sine haiku-digte som et eksempel: »De er ved at blive oversat til arabisk nu. I mange andre lande har der ikke været en interesse for dem. Men vi skal ikke bruge vores energi på den slags. Vi skal bruge vores energi på at skrive, og derfor er jeg så taknemmelig for dem, der gør noget for vores forfatterskab som Kyle Semmel her. Det betyder rigtig meget. Vi har brug for nogen til at hjælpe os, når digtene skal ud i verden.«
