Læsetid: 3 min.

DR-direktør: Man skal ikke tro, at vi fortæller hele historien

DR's kulturdirektør, Morten Hesseldahl, erkender, at programmet 'Jagten på de røde lejesvende' ikke tegner et sandfærdigt billede af, hvordan DR så ud i 60'erne og 70'erne
Kultur
22. september 2010

I de 1960'ere og 70'ere havde vinklingen i DR-journalisternes indslag til tider politisk slagside til venstre. I dag skal kanalen turde vende blikket mod sig selv og evaluere sit arbejde, som det så ud dengang. Det mener Morten Hesseldahl, kulturdirektør på DR.

»Vi har lavet Jagten på de røde lejesvende for at markere, at man laver journalistik med den risiko at lave fejl. For at kunne gøre det bedre en anden gang hører det med til arbejdet at evaluere sig selv. Derfor kaster DR et kritisk blik på sig selv og sin journalistiske historie gennem nogle udvalgte journalister,« siger han.

I gårsdagens udgave af Dagbladet Information beskyldte en af de medvirkende journalister i
Jagten på de røde lejesvende, Ruth von Sperling, det første program for at kun at beskrive et udsnit af virkeligheden dengang. Ifølge von Sperling var der røde journalister på DR, men som helhed var der ikke tale om en rød organisation.

Morten Hesseldahl anerkender, at billedet er karikeret:

»Jeg synes ikke, at billedet i programmet er dækkende for, hvordan hele DR så ud dengang. Til tider var DR jo nærmest borgerligt. Men
Jagten på de røde lejesvendeviser et interessant udsnit af virkeligheden. Der var personer, der var meget røde i deres journalistik, det er et faktum,« mener Morten Hesseldahl.

- Men var 60'erne og 70'erne ikke generelt en tid, hvor der var mere plads til journalistik med en politisk hældning?

»Jo, det tror jeg. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal kigge på det.«

- Mener du så ikke, at I hænger nogle enkelte journalister ud, når I tager udgangspunkt i deres historie uden at forholde jer til den generelle tendens?

»Nej, for vi ville gerne vide, hvad DR-folk som Jens Nauntofte og Ruth von Sperling tænker i dag, når de kigger tilbage på den journalistik, de bedrev dengang. Men man skal ikke som seer tro, vi fortæller hele historien, om datidens DR,« siger Morten Hesseldahl.

En heksejagt?

Klaus Rifbjerg har været en af flere kritikere af programmet. Han mener, DR hænger sine tidligere medarbejdere ud. Den kritik forstår DRs kulturdirektør ikke.

»Jeg er forbløffet. Det er da ikke en hetz, at man inviterer journalister i studiet til et interview. Vi hævder jo ikke, at journalisterne har været kriminelle, men beder dem blot forholde sig til den verden, de skildrede,« siger Morten Hesseldahl.

Den tidligere DR-journalist Jens Nauntofte mener, at han blev lokket til at medvirke i
Jagten på de røde lejesvende. Han har givet udtryk for, at han troede han skulle medvirke i en art DR-krønike som et vidne til DR's historie. Han overvejer nu at slæbe DR i pressenævnet, fordi han føler, at hans omdømme er plettet.

Briefet korrekt

Morten Hesseldahl afviser og fastholder, at Jens Nauntofte er briefet korrekt:

»Jens Nauntofte har fået tre mail om, hvad det her program skulle handle om. Jeg synes blandt andet, det er spændende at høre, hvorfor Jens Nauntofte rapporterede fra taget af en kommunistisk kampvogn og snakkede om Saigons befrielse. En gammel tv-mand som Jens Nauntofte burde være i stand til at forsvare sine gerninger. Han har oven i købet lang taletid til at forholde sig til, hvorfor han har gjort, som han har. Og han har jo ikke begået nogen kriminel handling. Som du selv pointerer, var det ikke unormalt dengang, så at hans omdømme skulle være plettet, kan jeg ikke se,« siger Morten Hesseldahl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At en kampvogn kan have en ideologi, har aldrig før strejfet mig, men nu ser jeg, at kulturdirektør på DR Morten Hesseldahl hylder en sådan dybest set animistisk, og metafysisk tænkegang. Han hævder nemlig, at Jens Nauntofte rapporterede fra taget, af en kommunistisk kampvogn”. Ak ja ”en kommunistisk kampvogn”, en sjov replik i munden på en mand, der angriber subjektivismen hos diverse journalister, som efter hans mening ikke formidlede objektivt hvad de så og hørte. Som udgangspunkt skulle man måske analysere om objektivitet overhoved er muligt? Jeg tror det ikke, men derfor skal man selvfølgelig alligevel bestræbe sig på så stor objektivitet som muligt. Dernæst skal man frem for alt være kritisk, og erkende samt vedstå sit eget subjektive standpunkt.
Og den kritiske analyse kan begynde med en indsigt i værdikampens slagside til udbytterne og højrekræfternes absolutte fordel for som Marx & Engels skriver i ”Det Kommunistiske Manifest”:
” Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion forandrer sig samtidig med den materielle? De på en bestemt tid herskende ideer har altid kun været de herskende klassers ideer”. Og husk så for satan, at med ideer menes hele den åndelige produktion: ideologi, jura, politik og enhver form for journalistisk produktion!
PS: Hvornår skal ”De Sorte Lejesvende”, og mainstream journalister forsvare sig for, at fører befolkningen bag lyset, og for at forsvare udbytningen, imperialismen og undertrykkelsen overalt i verden?

Thomas Petersen

Hvor er det dog underholdende, men også en smule tragisk at høre Jens Nauntofte og Klaus Rifbjergs patetiske klynkeri, på baggrund af udsendelsen på DR2.
Ruth von Sperling tager det hele lidt mere i stiv arm, men hun er også ræverød i en nærmest selvlysende form, så hun har ikke det store problem med at "blive afklædt".
Tankevækkende er det dog, at se mange af kommentarerne her på sitet... rigtig mange bærer præg af foragelse over udsendelsen og ord som hetz og heksejagt beskriver følelserne... men er det ikke bare fordi venstrefløjen ikke er vant til at blive udstillet??
Traditionelt har de jo nærmest haft patent på at råbe op, demonstrere, synge slagsange og holde ækle skåltaler....

Udsendelserne "Jagten på de røde lejesvende" lugter langt væk af hævn. "Nu er det os der er kommet til, så nu skal vi hævne de røde lejesvende fra 70´erne". Problemet med en sådan hævnfølelse er bare, at det aldrig stopper. Claus Oreskov har allerede forudsagt hvad det næste der sker bliver: Nemlig når "De sorte lejesvende" bliver stiller over for en lignende inkvisitorisk domstol. Så er det hele vendt om igen, men dybest set er det det samme, blot omvendt. Hvornår stopper det? aldrig! Ikke med mindre vi får et fyldestgørende og sagligt billede af hvad der foregik dengang. Og et sådant mangler vi stadig. Det ville f.eks. kræve noget mere åbenhed, især fra DR´s side.

Hihi, lige til en titel på et dokumentarprogram "Den kommunistiske kampvogn".

Nå men ud over det, så så jeg programmet og syntes det var ualmindelig dårligt, ensidigt og lugtede af Jacob Rosenkrands selvpromovering. Jeg ville hellere have 60'erne og 70'ernes politiske klima belyst og have svar på hvorfor journalisterne vinklede deres historier som de gjorde, et aspekt som kun "den røde grevinde" (Ruth von Sperling) ærligt berørte i programmet.

grete jørgensen

For at blive bedre skal man kaste et kritisk blik på sig selv og evaluere sig selv, siger Morten Hesseldahl.
Det der evalueres er 40-50 år gammelt. 40-50 ÅR! Det er godt nok længe siden.
Kan man overhovedet bruge en sådan kritik og evaluering efter så mange år?
Og hvorfor netop NU? Og hvorfor netop begrebet "røde lejesvende"? Jeg håber ikke der skal gå 40-50 år før man evaluerer og ser med kritiske øjne på denne her udsendelse.
"Kommunistisk kampvogn". Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.

DR-direktør Morten Hesseldahls forsvar af dokufiktionen 'Jagten på de røde lejesvende' er et bevis på at DR bliver holdt i et solidt politisk jerngreb af VKO. I organisationer af den art søger de kloge hoveder til de neutrale stofområder, og de middelmådige og magtliderlige kaster sig ud i noget snavs, som de dårligt selv vil være bekendt...det er vel mere sørgeligt end pinligt.

"For at kunne gøre det bedre en anden gang hører det med til arbejdet at evaluere sig selv. Derfor kaster DR et kritisk blik på sig selv og sin journalistiske historie". Så må vi da håbe, Morten Hesseldahl evaluerer sig selv og kaster et kritisk blik på sit arbejde. "Selvkritik" på andres vegne giver jeg ikke så meget for.

DR-direktør: Man skal ikke tro, at vi fortæller hele historien

Public service loven § 10: Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.

...ja, ja, jeg ved godt, at det at henvise til lovtekster her under VK-regerings regime, er både naivt og lidt latterligt.

.

Hvis det er så vigtigt for Morten Hesseldahl at lave efterkritik af monopolstationen DR, 40 år efter, hvorfor beskæftiger han sig så med at evaluere Informations dækning af Befrielsen af Saigon?

her er noget til eftertanke, måske ikke den nyeste af de nyeste undersøgelser men stadigvæk et interessant emne som også kaster lidt lys på problemstillingen
______________
Journalisters syn på journalistisk etik
http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/journalistica/article/viewFile/...

“Journalist should serve only their papers and their readers …
Every story should be an honest search for the truth …
No inducements to publish should be accepted …
Journalist should not allow advertisers to influence, directly and
indirectly the paper’s editorial content …
Do not use your position to threaten or gain advantage …
Do not promise to suppress stories for friendship or favours …
Do not invent or improve information …
You should not benefit personally from information you acquire …”
(Randall, 2000: 134-139)
________________________
"Et enkelt eksempel på dårlig journalistisk etik kan, hvis det underkastes opmærksomhed i medierne – som eksempel Triple-A sagen, eller de tilbagevendende diskussioner om anvendelsen af skjult kamera – betyde, at mange journalister bliver
opmærksomme på problematisk journalistisk etik."
______________________
"Som næsten alle former for etik kan det ikke forventes, at etikken efterleves 100 procent hver dag af alle, så hvorledes kan tallene i tabel 1 vurderes – er det for mange eksempler? Er det forventeligt? Bør det blive bedre? Disse spørgsmål kan undersøgelsen ikke besvare, men spørgsmålene fortjener debat i offentligheden og blandt journalister, men resultaterne kan dog sættes i perspektiv på én måde, nemlig ved at sammenligne med situationen i udlandet. Deltagerne i undersøgelsen blev præsenteret for påstanden: „Den journalistiske etik har det bedre i Danmark end i de fleste andre lande“. Svarene viste, at 10 procent var helt enige, 60 procent var delvist enige, mens henholdsvis 19 og 5 procent er delvis uenige og helt uenig. Det skal dog bemærkes, at mere end 200 svarede „Ved ikke“ til spørgsmålet, formentlig fordi mange ikke har haft tilstrækkeligt god indsigt i medierne i andre lande til at ville fortage sammenligningen."
___________________
"På en seks-punkt skala, som går fra 1 (lever i meget ringe omfang op til journalistisk etik) til 6 (lever i meget højt omfang op til journalistisk etik), placerer journalisterne sig selv på en gennemsnit-score på 4,9, mens de placerer danske journalister generelt på en gennemsnitscore på 4,1. Den enkelte journalist har altså som regel en opfattelse af, at han/hun er bedre til at leve op til den journalistiske etik end kollegerne, og i begge tilfælde ligger placeringen i den øverste halvdel af spektrummet fra 1 til 6, som det ses af tabel 5."

___________________

"En anden fortolkning er, at netop fordi der er tale om etiske spørgsmål, så spiller individuelle overvejelser og personlig stillingtagen – samt et personligt ansvar – en stor rolle. En parallel kunne trækkes til lægeetik, som kunne formodes, at være præget af samme indstilling."

___________________

"De tre næste svar i tabel 7 tyder imidlertid på, at disse håndværksmæssige krav er af meget stor betydning. Overholdelsen af journalistisk etik er så vigtigt, at næsten alle mener, at en forsidehistorie må opgives, hvis den kræver overtrædelse af journalistisk etik. Halvdelen er ligeledes helt enig i, at et job i givet fald må sættes ind i forsvaret for journalistisk etik, og 40 procent er delvist enige, så selv et så drastisk skridt er der stor opbakning til. Når det kommer til underretning af ledelsen, hvis en kollega, groft har tilsidesat etikken, er cirka en fjerdedel helt eller delvis uenige, men stadig er tre fjerdedele helt eller delvist enige. På den ene side står altså tilslutning til opfattelsen af, at journalistisk etik „blot“ er håndværksmæssige krav, på den anden side en lige så stor tilslutning til, at der i givet fald må bringes store ofre og kræves drastiske skridt i forsvaret for etikken. Uanset hvilken tolkning, som er rigtig, står det tilbage, at journalistisk etik i meget høj grad er et personligt og kollegialt ansvar, og i meget ringe omfang opfattes som et ledelsesmæssigt ansvar."

________________

"Holdningen til konkrete dele af journalistisk etik?

Det er ikke muligt, inden for denne undersøgelses rammer, at lave en udtømmende afdækning af de mange forskellige elementer og dilemmaer, som indgår i journalistisk etik, og som ovenfor hos Randall var fokuseret på sandhedssøgen, objektivitet og upartiskhed. Med udgangspunkt i de „Vejledende regler om god presseskik“, blev nogle elementer udvalgt, som undersøgelsens deltagere blev præsenteret for."
________________

"Det ses i tabel 8, at der er forholdsvis stor tilslutning til næsten alle af disse ni delelementer, og med hensyn til hensyntagen til svage kilder, privatlivets fred og følsomme oplysninger er det nærmest total tilslutning. Også adskillelse af redaktionelle beslutninger fra økonomiske/annoncemæssige hensyn er det stor opbakning bag, mens der er forbehold fra hvert femte respondent, >>> når det kommer til spørgsmålene om dels den rolle journalisters egne holdninger kan spille og dels kontradiktionsprincippet – at en person eller organisation, som omtales har ret til at blive gjort bekendt med dette og svare på eventuelle anklager <<<. Egentlig uenighed eller splittelse er der dog kun i spørgsmålet om at arbejde skjult uden at oplyse, at man er journalist, eller direkte med brug af skjulte lyd eller billedoptagelser."
__________
"Undersøgelsen fra 2006 viser, at der er bred enighed om en række etiske principper, som beskyttelsen af privatlivets fred, svage kilder, forsigtighed i forhold til skadende, krænkende eller blot personlige oplysninger, at medier ikke må lade det redaktionelle styre af økonomiske/annoncemæssige hensyn, at journalister ikke må lade sig styre af egne holdninger, men omvendt ikke bør pålægges arbejde, som er i strid med sådanne holdninger og overbevisninger. Først når det kommer til
spørgsmålet om at arbejde skjult opstår der en vis uenighed om de etiske målsætninger."

_________________

"For at vende tilbage til Sløks ord i starten af artiklen, så har analysen ikke givet den fulde forklaring på, hvad etik er for et dyr, men de første streger i omridset af dyret er blevet tegnet. At dyret er der, at det gives stor opmærksomhed, og at det på en gang er meget personligt og med mange fælleselementer, er tydeligt – men også at problemerne med den journalistiske etik er mange."

_______________

så efter min mening har JR gjort ting under produktionen af dette program som strider imod god presse skik:

" når det kommer til spørgsmålene om dels den rolle journalisters egne holdninger kan spille og dels kontradiktionsprincippet – at en person eller organisation, som omtales har ret til at blive gjort bekendt med dette og svare på eventuelle anklager."
____________

Af hvad jeg forstår på Nauntoftes udtalelser efter udsendelsen, var at han var blevet 'lokket' i en fælde, ergo han er ikke blevet informeret om de 'anklager' han sidder under i programmet De røde lejesvende før han faktisk får stukket nogle tvetydige spørgsmål om hans udtalelser for 40 år siden i hovedet midt i et ellers rimeligt sageligt interview om ting og sager der skete i pressen i 60-70erne, men bliver spurgt ud om ting i historisk sammenhæng som uden hans viden skal udstille ham og andre som "røde lejesvende som mangler objektivitet", det er selvfølgelig ikke andet end retfærdigt at manden bliver informeret om disse forhold INDEN optagelserne bliver lavet(så han også kan tage stilling til om han ønsker at deltage i sådant et program), så ville der nok også have været en helt anden tone i fløjten, Nauntofte var i programmet alt for afslappet og lignede ikke en som prøver specielt at forsvare sig mod anklager om at være en 'rød lejesvend', hvilket indikerer at han IKKE er blevet informeret om programmets og interviewets egentlige formål, ej hellere de 'anklager' han sad under.

Selvom direktøren siger hvad han siger kan dette program ikke opfattes som andet end en hård stempling med knopperne først, med ingen bold inden for 100m's afstand, Bill Atkins rammer plet når han kalder ‘Jagten på de røde lejesvende' for "dokufiktion".

Betyder det så, Morten Hesseldahl, at vi kan forvente "De sorte Lejesvende" i nær fremtid?...

Med venlig hilsen