Læsetid: 3 min.

En duelig bastard på den danske kunstscene

Under det økonomiske opsving var det galleristerne, der satte dagsordenen. Det delvist kunstnerdrevne galleri IMO på Vesterbro bruger krisetiden til at genvinde magten over kunsten
Kultur
7. september 2010
'Vores mål var at skabe delvist et galleri, delvist en kunsthal og et kulturcenter. Vi er ikke i opposition til den eksisterende kunstscene, vi bygger snarere videre på den,' siger Toke Lykkeberg (t.v.) driver galleriet IMO, hvor kunstneren Ferdinand Ahm Krag (th.) for tiden holder udstilling.

'Vores mål var at skabe delvist et galleri, delvist en kunsthal og et kulturcenter. Vi er ikke i opposition til den eksisterende kunstscene, vi bygger snarere videre på den,' siger Toke Lykkeberg (t.v.) driver galleriet IMO, hvor kunstneren Ferdinand Ahm Krag (th.) for tiden holder udstilling.

Sofie Amalie Klougart

Rundt om et hjørne på Ny Carlsberg Vej på Vesterbro i København langstrækker en hvid facade sig. Der er nyt liv inde bag den umiddelbart uspændende front i den gamle garage på Carlsberg for i små båse ligger fire gallerier og i midten af det hele IMO (In My Opinion).

IMO er ikke et kunstnerstyret galleri i den klassiske form, men en hybrid mellem det kommercielle og det kunstnerstyrede, hvor det kreative indhold bestemmes af kunsterne, som har taget kampen op efter år med galleristerne som magthavere på den danske kunstscene.

Galleriets daglige virke styres af to kuratorer. Sammen med Sara Hatla, der er kunsthistoriker og har gallerierfaring, står Toke Lykkeberg for den daglige drift af udstillingsstedet.

»Galleriet repræsenterer ikke bare kunstnere ligesom andre gallerier. Galleriet er et sted, hvor de repræsenterede kunstnere kan præsentere, hvad de selv synes rykker,« siger Toke Lykkeberg, der er kurator og kunstkritiker.

»Vores mål var at skabe en duelig bastard på den danske kunstscene. Delvist galleri, delvist kunsthal og delvist kulturcenter. Vi er ikke i opposition til den eksisterende kunstscene, vi bygger snarere videre på den,« siger han.

Bastard af krisen

Et bobleplast-indpakket maleri står lænet op ad skranken i den hvide hal. Der er en ny udstilling på vej, og Toke Lykkeberg står for alt det praktiske.

»Selv om vi gerne vil have kunsterne i centrum, betyder det ikke, at kunsterne skal gøre det hele - de behøver ikke nødvendigvis sælge egne værker og skrive pressemeddelelser. Ideen er, at kunsterne skal tage kuratorisk ansvar uden at blive administratorer. For hvis kunsterne administrerer i stedet for at lave kunst, er galleriet ikke længere drevet af kunstnere,« siger han.

Galleriet åbnede i september 2009, og Toke Lykkeberg beskriver IMO som et barn af den økonomiske krise, hvor kunsterne har udnyttet matheden i markedet til egen fordel.

»Tidligere under det økonomiske opsving var det galleristerne, der var centrum for kunstscenen. Antallet af gallerister fordobledes, og det var dem alene, der valgte kunstnerne. Under krisen har IMO ønsket igen at sætte kunstnerne tilbage i fokus - eller i hvert fald i centrum af vores galleri,« siger han.

Finanskrisen er kommet kunsten til gode i den forstand, at kunstnerne vælger værker ud fra andre kriterier og perspektiver, end galleristerne gør det. Modsat galleristerne tilgodeser kunstnerne ikke økonomiske hensyn i samme omfang. Og indtil videre går det, understreger Toke Lykkeberg og fortæller, at galleriet på længere sigt skal finansieres igennem salg. Men igennem det første år har galleriet overlevet takket være kulturstøtte og salg fra lageret, da udstillingerne har været mere eksperimenterende, end de har været kommercielle.

Uden profil

Galleriet blev grundlagt af fem kunstnere og to kunstnergrupper, og præmissen for de tomme haller var simpel, her skal kunstnerne bestemme indholdet. Ud fra en tankegang om fuldkommen flad struktur. Netop det faktum, at kunstnerne bestemmer indholdet i galleriet, giver IMO en broget kunstprofil. Eller faktisk ingen profil, sådan siger Toke Lykkeberg i hvert fald.

Derfor viser IMO både en hel gymnastiksal iscenesat og bygget af IMO-kunstneren Maiken Bent, fotografier af skibe fra Første Verdenskrig, der er malet i optisk forstyrrende farver, og YouTube-videoer på de hvide vægge i den gamle garage. Det fælles beslutningsgrundlag betyder, at alle kunstnere har noget at byde ind med hos IMO.

Så længe, det er godt, siger Toke Lykkeberg:

»Vi prøver så vidt muligt at undgå majoritetens tyranni, men vi diskuterer meget, hvilke kunstnere vi skal udstille og i hvilken retning, vi skal bevæge os. Samtidig skal den mest velformulerede ikke altid vinde. Hvis én kunstner mener, at vi skal udstille noget specifikt, så er det kollektivets ansvar at hjælpe den enkelte med at realisere idéen. Alle kunstnerne er meget forskellige, og det spejler sig i vores program. Vi er ikke kun interesserede i kunst. Vi er interesseret i kultur i bred forstand. Derfor prøver vi aktivt at ignorere skellet mellem discipliner, ung og gammel, kunst og kultur, kommercielt og ikke-kommercielt og mainstream og smal kunst.«

Serie

Kunstnere tager magten

Kunstnerdrevne initiativer dukker op i landskabet. Men er kunstnernes iværksætteri hæmmende for den kreative proces eller mest af alt en klog vej ud af den økonomiske krise? Information har besøgt en række steder for at høre dem, hvorfor de har taget kunsten tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her