Læsetid: 3 min.

Edderkoppekameraets sandheder og Vera

Om tv-seeren som allestedsnærværende producent af sin egen oplevelse
Levende. Edderkoppekameraet bevæger sig omkring tennisbanen ved US Open og gør, at tv-seerne næsten kan høre bolden suse gennem luften. 'Mine øjne var på niveau med netkanten, og det var helt vildt, så hårdt og fladt over nettet Vera Zvonareva slog. Hvor spinkel hun fremstod i sammenligning med sin modstander,' skriver denne uges tv-klummist.

Levende. Edderkoppekameraet bevæger sig omkring tennisbanen ved US Open og gør, at tv-seerne næsten kan høre bolden suse gennem luften. 'Mine øjne var på niveau med netkanten, og det var helt vildt, så hårdt og fladt over nettet Vera Zvonareva slog. Hvor spinkel hun fremstod i sammenligning med sin modstander,' skriver denne uges tv-klummist.

Al Bello

16. september 2010

For nogle måneder siden spurgte jeg den tidligere amerikanske tennisspiller og kvindesagsforkæmper Billie Jean King, om hun så Caroline Wozniackis finale ved US Open sidste år. Det gjorde hun. Jeg spurgte, hvor hun så den henne. Hun svarede, at hun så den hjemme i sin lejlighed, foran fjernsynet. Sådan foretrækker hun det. Der kan hun, som hun siger, »råbe og skrige, og de viser langsom gengivelse«.

Først undrede det mig, at nogen med så stort kendskab til og begejstring for sporten ville vælge sofaen frem for sidelinjen. Billie Jean King ved om nogen, hvordan kameravinklen under duellerne skævvrider banens proportioner, så det afsindige tempo og de voldsomme kraftanstrengelser slet ikke overføres til skærmen. Heller ikke i langsom gengivelse.

Men langsom gengivelse er kun en del af det. Ved dette års netop overståede US Open, blev der for første gang lavet optagelser med det såkaldte spidercam®. Nogle vil sikkert kende det fra fodboldkampe eller Robbie Williams-koncerter eller stort opsatte tv-udsendelser som Melodi Grand Prix. Et spidercam sidder i et gyroskop, der hænger i fire plastfiberkabler, som hver især er forbundet til et motordrevent hejseværk placeret i de fire hjørner af det område, kameraet skal kunne bevæge sig i. I det her tilfælde bevæger edderkoppekameraet sig omkring en tennisbane, og det gør det via fjernstyring fra en særligt uddannet edderkoppekameramand, som kan rykke kameraet frit rundt i alle tre dimensioner, sådan at tv-seernes blik det ene øjeblik befinder sig lige bag Fernando Verdasco en meter over jorden, mens han står og varmer sine server op, for så pludselig at flyve op, ud og hen til et lodret kig ned på banen fra 30 meters højde.

Et nyt perspektiv

Det giver, bogstavelig talt, et nyt perspektiv på professionel tennis. Eller på fodbold, eller på hvad man nu ser på skærmen. Jeg kan stadig huske optagelserne af Martin Vingaards frisparksmål for FCK mod Brøndby i Parken tilbage i marts måned. Kameraet hang et par meter bag Vingaard, helt nede i hovedhøjde, inden det fulgte med sparket over Brøndbymuren mod målhjørnet. Det var som at være først medspiller og så flyvende fugl - realistisk og urealistisk på samme tid.

Ved US Open er det sådan, at de fleste kampe bliver vist gratis på turneringens hjemmeside, hvor man med et enkelt klik, eventuelt i en pause mellem to partier, kan fremkalde en gennemsigtig kampstatistik på skærmen, som også kan opdeles sådan, at man kan se flere kampe på én gang. Finalen blev livestreamet i 3D. Og fik jeg sagt, at retningsbestemte mikrofoner fanger spillernes mindste udbrud, dommerens henstillinger, trænerens opmuntrende ord.

Smertefuldt og befriende

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan tv-seeren bliver sin egen producer med fuld råderet over et utal af visuelle, auditive og andre informative perspektiver. Hvad enten jeg er til nærbilleder af en spillers benarbejde eller det forkromede overblik eller begge dele eller først det ene, så det andet og så noget helt tredje, fjerde og femte, så er det der. Jeg ser alt, hører alt, er overalt.

Her forleden så jeg kvindernes finale fra sidelinjens absolut forreste række midt for banen lige bag dommerens og spillernes stole. Min nabos billet kostede omkring 4.000 kroner. Jeg kunne næsten høre bolden suse gennem luften. Mine øjne var på niveau med netkanten, og det var helt vildt, så hårdt og fladt over nettet Vera Zvonareva slog. Hvor spinkel hun fremstod i sammenligning med sin modstander. Og hvor blanke hendes øjne blev, jo nærmere hun kom nederlaget. Jeg havde det, som om jeg kunne mærke hendes frustrationer.

Til gengæld mistede jeg spillets bredde. Slagenes vinkler gik tabt. Dem får man, hvis man sidder i logen bag baglinjen. De pladser er som regel forbeholdt prominente gæster som for eksempel Billie Jean King. Hun sad der tidligere på ugen. Finalen så hun sikkert hjemme foran fjernsynet, hvor hun kunne zappe fra sidelinjen til baglinjen til langsomme gengivelser af håndledslækre halvflugtninger.

Når jeg tænker over det, var der virkelig meget, jeg gik glip af. Men jeg havde ikke andre muligheder. Kampen var udsolgt. Så jeg blev siddende sammen med Veras flade slag og våde blå øjne helt til det sidste. Det var smertefuldt, og det var befriende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu