Læsetid: 13 min.

Flækket pik på franskbrød

Hærværk. Vi bringer i såvel uddrag som hulter til bulter vort eget vaskeægte 80'er-udskrabs meningsløse minder i forbindelse med udstillingen 'De Vilde 80'ere' på Arken i Ishøj
Hærværk. Vi bringer i såvel uddrag som hulter til bulter vort eget vaskeægte 80'er-udskrabs meningsløse minder i forbindelse med udstillingen 'De Vilde 80'ere' på Arken i Ishøj
23. september 2010

Kapitel 7 · Jeg sidder over for Christian Lemmerz på skodbaren Floss. Bordene er spejle, så man i teorien kan køre en gang hakkelse indenbords, lige når det passer én. I teorien, som sagt - trafikken til og fra toilettet er stadig hektisk, og folk kommer ofte voldsomt forfriskede ud derfra. Jeg er fuld - men ikke fuld nok. Ikke fuld nok til at glemme mit selvhad, mine tvivl, min lede og min vrede. Det hele kører rundt i en uskøn pærevælling nede i maven på mig. Jeg befinder mig trods langtidsstatus som arbejdsløs med fast gang på socialkontoret i Linnégade i en kronisk tilstand af stress, og det er egentlig et under, jeg ikke har mavesår. Men dette og uhæmmet, ustruktureret læsning, et rodet kærlighedsliv, opbrud i baglandet, fascination af rock og lignende formår jeg i det mindste at forvandle til noget, der i mine egne øjne minder om poesi. Om end det faktum, at jeg er publiceret digter med et par bøger på samvittigheden, hverken gør fra eller til, undtagen når jeg indimellem og helt alene angribes af et monolitisk storhedsvanvid, som er næsten lige så uhåndterligt som mine sikkert latterlige, men ikke desto mindre reelle neuroser.

Så jeg er simpelthen ikke fuld nok til at have fået slettet alt og bare falde falde falde mod glemsel og hvad dertil hører af skandaløs opførsel. Det hjælper heller ikke på humøret, at jeg har givet keyboardspilleren fra Before mine sidste 200 kroner til noget speed, som han »bare lige skulle hente«. Det er nu over to timer siden, og jeg plejer min sidste elefant, indkøbt under den såkaldte 'happy hour', døgnets højdepunkt. Til gengæld er Lemmerz pænt stegt, ja, han er nået det stadie, hvor hans tyske baggrund slår igennem sprogligt. Hvilket betyder hans talestrøm er mig fuldstændig uforståelig, og jeg sidder bare og udbryder mere og mere krampagtigt »ja« og »nej«, alt efter hvorhen jeg fornemmer tonefaldet trækker os. Men vent - hører jeg rigtigt eller fortæller han mig virkelig, at han har lavet en skulptur i lort? Jeg glemmer alt om min weltschmerz og retter mig op i stolen.

»Menneskelort,« spørger jeg.

Han flasher sit diabolske grin.

»Natürlich,« svarer han: »Et billigt råmateriale, som der tilmed er rigeligt af. Den er blevet rigtig sød.«

»Hold kæft,« siger jeg og ryster på hovedet: »Fedt! Giver du så ikke en øl?« Lemmet nikker.

Et par dage senere er der fernisering ovre i Galleri Deroute i Blågårdsgade, hvor Lemmerz' lille pølsemand møder offentligheden. Jeg havde nok forestillet mig noget mere monumentalt, et bjerg af lort. At den er lille gør den dog ikke mindre ... hmm ... ulækker. Men som så ofte til ferniseringer overstås kunsten på en studs, hvorefter det egentlige kan begynde. Det vil sige en voldsom og vedvarende slåen sig selv på hjernen med stoffer og sprut med den totale derangering af centralnervesystemet som endemål. Min ven og drukbuddy Søren dukker op. Jeg fremviser Lemmerz skulptur med en storladen håndbevægelse, som havde jeg selv så at sige lagt den.

»Hvad si'r du så?« spørger jeg med et grin. Søren rynker på næsen. »Jeg synes det er noget lort,« svarer han.

Hvilket belejligt og med fare for at ødelægge eftertidens indtryk af en mørk og dyster tid minder mig om, at det ikke var gråd og tænders gnidsel det hele. At vi ofte skreg af grin og havde det hysterisk skægt. I dagevis. Der var så en pris at betale. Hvorvidt den var det hele værd, well, sjovt var det. Men hvor nogle af os ikke rigtig havde det, der skulle til for at begå sig i det såkaldte punkmiljø (lyst, bl.a.), må jeg indrømme, at der blandt malerne - den flok, der hen ad vejen skulle blive kendt som 80'ernes (t)unge, (råd)vilde og skingrende opkørte billedstormere - herskede en anden largesse og mangel på forudfattede meninger om, hvad der skulle til for at gøre sig.

Det er egentlig chokerende, at jeg ingen hangs har over for den flok bindegale akrylpushere. Især holdt jeg meget af den klan, min daværende kæreste Pernille døbte »Firebanden« - som ud over Lemmerz talte Michael Kvium, Erik A. Frandsen og ikke mindst Lars Nørgård, som ud over at være min favoritmaler i lige det slæng også agerede husven i vores lejlighed - ganske ofte lige omkring spisetid. Jeg sagde engang til Pernille, at han »får faderfølelsen op i mig«.

»Osse mig,« svarede hun helt spontant. Men for dem alle fire gjaldt, at de holdt af billard og druk, tilfældigvis to af mine foretrukne hobbyer. Og at samtale kunne føres, uden at man partout skulle køre ud af en eller anden teoretisk tangent, hvilket simpelt hen ikke havde min store bevågenhed. Der var en grund til, jeg var droppet ud af universitet. Eller også var det droppet ud af mig. Hvorom alting er - på det personlige plan syntes jeg malerne var de skæggeste. Den cadeau skal de have.

Kapitel 13 · Efterhånden har rigtig mange beskrevet, hvordan de sad i henholdsvis Nuuk eller Tarm og troede, de var den eneste i hele verden, der hørte Lou Reed og læste Rimbaud, hvilket som tommelfingerregel medførte drømmen om et liv som syngende dekadent digter, der også spillede skuespil, dansede modern dance og gik nobelt i hundene.

Nuvel, men hvad med billedkunsten - eller for at være mere præcis: Maleriet? Hvordan nåede man frem til et holdepunkt i denne af en visuelt overophedet verden trængt genre? I 1970'erne var det nemt nok, thi malerne syntes at have givet op. Jeg kan huske et nummer af Louisiana Revy om minimalismen, jeg på daværende tidspunkt fik fingre i og 'læste' på to minutter. Noget sagde mig, at den ledsagende ordrige tekst givetvis ville være mere interessant end de sorte streger på hvidt papir, der reproduceredes i tidsskriftet, men da lortet vitterligt ikke sagde mig en skid, greb jeg i stedet ud efter et Asterix-hæfte. Hvilket helt sikkert siger mere om mig end om minimalismen, men også om en visuel sult, jeg i hvert fald ikke kunne få stillet af samtidens teoretisk orienterede billedkunst. Det hele kom med brugsanvisning og var for en glubsk receptionsæstetiker som undertegnede en noget blodfattig omgang.

Men som salig Strunge sagde om litteraturhistorien - et supermarked, hvorpå man blot tog det ned fra hylderne, man skulle bruge - således også med billedkunsten, altså. Nu var jeg så heldig, at en af mine allernærmeste venner ville være industriel designer, og han lærte mig en del om at se. Ikke kun på billeder såmænd, men på snart sagt alt, fra dørhåndtag til skyskrabere, fra sodavandsflasker til motorvejsnet. Det er jeg ham inderligt taknemmelig for, og lige meget hvor lammende grimt (sådan helt subjektivt set, men alligevel) der måtte være, hvor jeg nu befinder mig, er der alligevel altid noget at se på.

Men ellers må jeg erkende, at jeg mestendels hentede kunsthistorien ind via lp-omslag, som jeg brugte en umanerlig stor del af min pubertet på at sidde og kigge på. Alt for ikke at lave lektier. Så min fascination af f.eks. Hieronymus Bosch skyldtes omslaget til et Deep Purple-album fra 1969, hvor de havde brugt en detalje fra Lysternes Have fra 1504, stadig et af mine yndlingsmalerier. Jeg kan ikke beskrive, hvor kildrende en oplevelse det var at se det i al sin trefløjede storhed på Pradomuseet i Madrid i 1981. Og en anden favorit var belgieren René Magritte - sammen med Hergé og Jacques Brel min belgiske treenighed - som jeg stiftede bekendtskab med via lp'en Beck-Ola med The Jeff Beck Group, hvis forside prydedes af genistregen La Chambre d'Écoute. Pudsigt nok også fra 1969. Så var der altid biblioteket, hvorfra man kunne slæbe kæmpemæssige kunstbøger med hjem, som man aldrig ville have haft råd til at købe. Sådan mødte jeg favoritter som franskmanden Balthus, hvis 30'er-produktion fuldstændig slog benene væk under mig, italieneren Amedeo Modigliani og selvfølgelig spanieren Pablo Picasso, hvis vitalitet stadig tager vejret fra mig. For ikke at tale fotokunst. Man Ray! Whew!! I det hele taget elsker jeg, hvad angår billedkunst perioden fra århundredeskiftet og frem til sådan cirka Anden Verdenskrigs udbrud mest af alt. Meget af det taler til mig, hjerte, hjerne og underliv. Min debutbog, digtsamlingen Vinterkrig, var således bl.a. gennemsyret af lemfældig omgang med (reproduktioner) af de Chiricos ungdomsværk.

Nå, så i 1979 blev jeg opsøgt af en vaskeægte dansk maler, Lars Dan, som ville have mig med til at lave en film med Sods og Billedstofteatret nede fra happeningen 13AB på Gl. Kongevej, som fandt sted nogle umanerligt pissekolde aprildage i '80. Vi lavede filmen, som i øvrigt fik titlen Underdogs, og var derefter mægtig gode venner i nogle år, før vor veje skiltes. Lars drejede mig seriøst på Vilhelm Hammershøi (og introducerede mig i øvrigt for Kehnet Nielsen og Lars Ravn in the flesh), hvilket jeg er ham taknemmelig for. Og de ovennævnte udenlandske koryfæer og mange andre havde jo det tilfælles, at de stammede fra en tid, hvor maleriet blev taget alvorligt.

Og jeg tog det dødsensalvorligt. Det ved den søde grød jeg gjorde. For mig besad det tomme lærred fuldstændig samme egenskab som det blanke stykke papir - uanede muligheder. For mig var digtet og maleriet nært beslægtede, idet de begge handlede om et nu. Men også om et utal af betydninger. Ja, og så var der jo den patos, jeg søgte overalt dengang. Og så kom (post-)punken halsende, hvor en hel generation af grafikere via plakater og pladecovers i et væk snildt og indforstået refererede til meget af den kunst, jeg havde halvstuderet i ubevogtede øjeblikke. Således fandt jeg, at coveret til Buzzcocks-singlen »Orgasm Addict« var en genistreg, på samme måde som Peter Saville med sine omslag til Joy Divisions lp'er og singler for mig udtrykte tidsånden bedre end nogen billedkunstner. Men også mange af tidens dystre DIY-collager talte til mig. De lå i perfekt forlængelse af de stemninger, jeg fandt så tillokkende hos bands som Cabaret Voltaire, Pere Ubu, Echo & The Bunnymen, Wire, Psychedelic Furs, New Order, Einstürzende Neubauten, Magazine og hvad de nu hed der i starten 80'erne. En skyggeverden fuld af uudtalt skønhed, håbløs sårbarhed, terror og en kærlighed så renfærdig, at den i sig bar tab og død.

Dette skriver jeg for, at læseren kan forstå, hvor uforberedt jeg var på det maleri, der materialiserede sig i 1982. Og hvor den visuelle afdeling af min bevidsthed i øvrigt befandt sig.

Kapitel 49 · Stående på Arken i Ishøj, omgivet af 80'er-skilderier til alle sider, overvældes jeg af minder, der ikke har rørt på sig i årtier. F.eks. hvor fuldstændig uimponeret jeg i sin tid var ved mødet med denne uegale flok malere. Mine indsigelser var følgende:

1. At de ikke kunne male. Jeg vidste godt det var en pointe, hvis ikke selve pointen, but I was not impressed.

2. De havde ikke noget på hjerte. Det havde de så. Bare ikke lige hvad jeg forventede eller stod og manglede i mit liv.

3. At den overdrevne brug af referencer til alt mellem himmel og jord i min optik udsprang af en total mangel på tro på deres eget projekt. Alene billedernes titler forekom mig som den skære gabende tomhed.

4. At de troede, de var sjove. Det var de ikke. Måske lidt, alligevel. Men ikke rigtig for alvor. Og det der med ironi, det var okay, hvis man førte samtale med en bartender eller en sagsbehandler. Eller i en TV 2-sang som »Fantastiske Toyota«. Men i kunst ... må jeg så bede om lidt patos.

Det var så vidt jeg husker min oprindelige reaktion på mødet med mange af de lærreder, der nu er kanoniserede ad helvede til. Det var en januardag, tror jeg, min far var i byen, og vi skulle partout spendere noget tid sammen. Jeg var stadig meget vred på ham, pga. skilsmissen og måden, han havde behandlet min mor på, men jeg kunne heller ikke stå for ham. Det har jeg aldrig kunnet. Han gav frokost og slæbte mig op i Kunstforeningen på Gammel Strand for at se en udstilling med de der vilde malere, han havde læst om. Vi var der højst et kvarter. Det mindede mig som helhed mest af alt om Cobra-kunstnerne, en af mine absolutte yndlingsaversioner på linje med fodboldfans og folkedansere, og jeg brugte ikke mange sekunder foran lærrederne. Min far spurgte mig hvad jeg syntes. »Fiduskunst,« snerrede jeg. Det synes han, var enormt sjovt.

»Det er jo min replik,« sagde han. Så gik vi i biografen og så en ramasjangfilm. Far kan sove til alle slags film, men foretrækker nu engang at gøre det til action flicks.

Nuvel, jeg ændrede holdning til tingene, efterhånden som de forskellige kunstnere fandt deres identitet og trådte ud af fælleslokalet. Først og fremmest faldt det mig både let og naturligt at knytte an til Nina Sten-Knudsens motivkreds af ulve og andre genkendelige elementer fra dyreverdenen i et felt af glødende farver. Min helt og mentor dengang var jo Vagn Lundbye, med hvem jeg dyrkede såvel det mytiske som hele ideen om mennesket som rå natur, påsmurt en sølle kulturel fernis, der hele tiden krakelerer og fremviser noget anderledes håndfast primalt lige nedenunder. Og så synes jeg, hun var pisselækker. Den slags kunne ikke ignoreres. Det var så i Århus samme efterår. Til ferniseringen på Uden Titel, oppe på kunstmuseet der. Lars Dan havde slæbt mig med. Og jeg sagde aldrig nej til en tur til Århus, no sir. Ved samme lejlighed måtte jeg over for mig selv indrømme, at også Claus Carstensens portrætter af en stribe kollegaer havde noget. Ikke mindst humor.

Siden gik det slag i slag. Mange af dem blev bare bedre og bedre, selv om f.eks. en Kvium allerede fra starten havde den der X-faktor. Det var intet tilfælde, at jeg da jeg med min sidste digtsamling Røv & nøgler satte mig for at splitte mit eget tidligere selvhøjtidelige jeg til atomer, valgte at spørge Lars Nørgård, da der skulle bruges en omslagsillustration. Og så faldt jeg helt fra hinanden og glemte alt om det. Og jeg valgte også ikke at investere i noget af det, dengang det var til at betale. Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke tog imod et knaldgodt tilbud, Nørgård gav mig engang, men den smule penge jeg havde, skulle bruges til speed og sprut. Sådan var det. Og siden skulle jeg bare til hægterne.

De fleste af billederne har jeg således ikke set i en 20-25 år, ja, nogle har jeg aldrig set, og det mest umiddelbart slående 0g overraskende er, hvor gode de tyske bidrag som helhed er. Jeg kan godt forstå aktørerne lod sig inspirere af dem. Og stående i udstillingslokalerne der i Ishøj giver det mening, at Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner kaldte deres 1989-værk om fænomenet for Billedstorm. For det er, lige hvad det er/var. Lige til at blive en smule søsyg af, faktisk. Og i sidste ende gør det mig en lille smule både stolt og beklemt. Stolt, fordi min generation muligvis skabte noget af blivende værdi. Måske. Og beklemt, fordi hele den tid som en tornado vender tilbage og på det nærmeste voldfører mig til et sted, jeg ikke er parat til at gense. Jeg ved, at for mange af mine jævnaldrende var 80'erne virkelig en fest. Det var det så måske også. Jeg ved det virkelig ikke.

Men hvad (om noget?) betyder det, at her i 2010 kommer Claus Bohms to 80'er-kortfilm om miljøet, Nattens Engel og Totem, pludselig på dvd? At punksampleren Pære Punk genudgives på cd? At Jan Poulsens epos Something Rotten forsøger at lade aktørerne selv fortælle hele historien fra 1977-1985? Og at der her på kunstmuseet Arken i Ishøj kører den her ambitiøst anlagte udstilling under titlen De Vilde 80'ere?

Betyder det i sin essens ikke bare, at der er gået 30 år siden den nytårsaften 1980, hvor indtil flere fra mindst lige så mange sider og positioner proklamerede det ny årtis komme som liggende på linje med tømrerdrengen fra Nazareths genkomst. Også jeg mente, der lå et eller andet helt fantastisk i vente. Det gjorde der så også. Og det morer mig da, at jeg ved årsskiftet 1990 holdt vejret og ventede på, at en ny generation skulle dukke op, lige så fucking højrøvet og brutal som vores, og feje alt det af banen, vi havde skabt. Det skete, så vidt jeg husker, ikke. Det jeg vil huske 90'rne for er arbejde, arbejde, arbejde. Og ikke ret meget andet.

Og nu navigerer vi omkring i en digital tidsalder, hvor alt er tilgængeligt på nul komma dut. Et tryk på en knap og man kan se alle de billeder, høre alle de sange, læse al den tekst, man orker. Alt er inden for rækkevidde, og billedstormen tager stadig til i styrke. At male på lærred er sikkert fuldstændig håbløst 20. århundrede. Indtil det med ét bliver hot shit igen. Måske. Måske ikke.

Til da er det godt at sidde her på gården og snart være færdig med den her tekst. Høre lidt opera og vide, at turen snart går i skoven med hundene. Det er godt at vide. Det rykker. For nu.

De Vilde 80'ere. 4. september - 30. januar på kunstmuseet Arken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu