Læsetid: 6 min.

'Folk her er programmeret til krig'

Israels bedst kendte forfatter har skrevet en ny roman til minde om sin søn, som blev dræbt i Libanonkrigen i 2006. Bogen startede som en talisman og endte som et mindeskrift
Ord. Da Grossman begyndte at skrive 'To the End of Land' havde han en fornemmelse af at romanen kunne beskytte hans søn. Det kunne den ikke.

Ord. Da Grossman begyndte at skrive 'To the End of Land' havde han en fornemmelse af at romanen kunne beskytte hans søn. Det kunne den ikke.

Yossi Zamir

10. september 2010

I maj 2003 begyndte David Grossman at skrive en ny bog. Den skulle handle om, hvad israelerne eufemistisk kalder 'situationen'. I et årti havde han omhyggeligt undgået politik i sine romaner. Dels fordi alting forekom allerede at være sagt om den israelsk-palæstinensiske konflikt, dels fordi han frygtede, at en sådan historie ville blive konstrueret og polemisk. Men på dette tidspunkt følte han, at han måtte skrive en politisk roman: Grossmans ældste søn, Yonatan, var seks måneder fra at afslutte sin værnepligt, mens hans yngste, Uri, skulle begynde at aftjene sin 18 måneder senere.

Historien kom hurtigt til ham. Den skulle handle om en midaldrende kvinde, Ora, hvis søn, Ofer, melder sig til fronttjeneste samme dag, som hans værnepligt udløber. Ora, der på få timer oplever først feststemt lettelse og derpå ny frygtsomhed, er tæt på at miste forstanden og aner ikke, hvordan hun skal stå de næste måneder igennem. I et anfald af magisk tænkning får hun en lys idé. Hun vil komme enhver fatal underretning i forkøbet. Hun vil forsvinde fra sit hjem og sit liv. På den måde vil hun ikke være der, når hærens 'rapportører' kommer for at fortælle om hendes søns død. Og er hun ikke til stede, vil han nok slet ikke dø, for hvordan skulle en soldat kunne dø, hvis hans mor ikke er hjemme til at modtage nyheden om det

Da Grossman begyndte at skrive, forfaldt han selv til magisk tænkning: Han havde en fornemmelse af, at hans nye roman kunne beskytte Uri. Hver gang Uri kom hjem på orlov, diskuterede far og søn historien, og hvad nyt der var sket i romanpersonernes liv.

»Hvad har du gjort ved dem i denne uge,« plejede Uri at spørge. Det gik i lang tid, og det virkede en overgang, som om romantalismanen virkede. Men den 12. juli 2006, udbrød der krig, efter et Hizbollah-angreb på israelske soldater på patrulje ved den libanesiske grænse. I løbet af de næste 34 dage blev 165 israelere (121 af dem soldater), omkring 500 Hizbollah-soldater og 1.191 civile libanesere dræbt.

Nu er livet forbi

Grossman var rædselsslagen for, hvordan det skulle gå hans søn, der var tankkommandør, men han var ikke imod krigen. Selv om han er imod besættelsen af de palæstinensiske områder, mente han, at Israel har ret til at forsvare sig mod Hizbollah, der i modsætning til flertallet af palæstinenserne har svoret at ødelægge Israel. Som ugerne gik, fik han den opfattelse, at Israel burde vise mere tilbageholdenhed, og i begyndelsen af august holdt han en pressekonference i Tel Aviv sammen med Amos Oz og A.B. Yehoshua. Her krævede nationens tre store forfattere, at regeringen forhandlede sig frem til våbenhvile. Den israelske regering gik i sidste ende med til en FN-mæglet våbenhvile, som trådte i kraft den 14. august. Men det var for sent.

12. august blev Uri, der var kun 20 år gammel, dræbt, da hans kampvogn blev ramt af en raket. Rapportørerne ankom til Grossmans hus kl. 2.40. Han hørte deres stemmer i dørtelefonen og vidste, hvad der forestod. Mellem soveværelset og hoveddøren sagde han til sig selv: »Så, nu er livet forbi.« Det var det ikke.

Grossmans begravede Uri, faderens mindeord blev trykt i aviser verden over, og familien holdt Shiva, den foreskrevne sørgeperiode.

Straks efter vendte Grossman tilbage til sin bog. »Det var hårdt. Jeg gik direkte ind i den zone, der skræmte mig mest. Men det var den eneste, jeg kunne være i.« Resultatet blev To the End of Land.

Jeg møder Grossman i en kaffebar i Mishkenot Sha'ananim, et ærværdigt jødisk kvarter umiddelbart uden for de gamle bymure. Fra vinduet kan man se Hagia Maria Sion - det granatæbletræ, ved hvis fod Jomfru Maria siges at være faldet i evig søvn,

Grossman udstråler visdom, beskedenhed, venlighed og en stille, men stålsat eftertænksomhed.

»Sorgens første følelse er følelsen af at være i eksil,« >siger han. »Man er forvist fra det, man kender. Man kan ikke genkende sig selv. Så at gå tilbage til bogen var uomgængeligt, da den var det eneste faste punkt, der var tilbage i mit liv. Ved at skrive præcise sætninger og opbygge karakterer og situationer, følte jeg, at jeg var gået i gang med at opbygge mit hjem efter et jordskælv. På den måde valgte jeg livet.«

Grossmans heltinde i bogen, Ora, som forfatteren Paul Auster allerede har sammenlignet med både Tolstojs Anna Karenina, og Flauberts Emma Bovary, beslutter at tage på vandretur i Galilæa, så længe krigen varer. Med sig har hun en gammel kæreste, Avram, en veteran fra Yom Kippur-krigen. Mens de vandrer, fører de samtaler. Hun fortæller om Ofer, beskriver sin søn i hans forskellige livsfaser og skildrer ham stadig mere livagtigt. (Avram har aldrig mødt ham). Langsomt bliver fravær til tilstedeværelse. Romanen bliver et mindeskrift: ikke blot over Uri, til hvem den er dedikeret, men over Ofer, som muligvis ikke er død.

Venstreorienteret kliché

Jeg forstår, at han ønsker at adskille sin sorg og sin politiske holdninger, har israelernes opfattelse af ham ændret sig? »Der var folk, som førhen opfattede mig som en venstreorienteret kliché. Som ikke havde forestillet sig, at jeg ville sende mine egne børn i krig. Jeg tror, at disse mennesker blev tvunget til at indse, at man udmærket kan være meget kritisk over for Israel og samtidig en integreret del af det. Jeg taler selv som reservist i den israelske hær.«

»Nogle af mine tidligere bøger vakte had (især reportageantologien Den gule vind, en indfølende skildring af livet i de besatte områder, red.). Det gjorde denne ikke. Jeg tror, den gjorde det muligt for folk at opgive deres behov for at være en knyttet næve, huske nuancerne og spørge: 'Hvad vil det sige at være menneske i denne situation?' Vores forbandelse er, at vi alle bliver til repræsentanter for det jødiske folk og for staten Israel. Vi stivner. Men vi har brug for at føle vores indre tvivl, vores modsætninger.«

På intet tidspunkt frygtede Grossman, at den døde Uri ville blive et nyt symbol på konflikten.

»Mine holdninger er ikke mine følelser. Jeg har ikke ændret mig som offentlig figur. Men jeg er heller ikke en rationel, kold person. Tværtimod. Her i denne del af verden er politik så gennemsyret af følelser. Det gælder begge folkeslag. Men bundlinjen må selvfølgelig være logisk . Man må ikke overgive sig til primitive hævninstinkter. Jeg ser ikke bedre løsninger for mig end tostatsmodellen. Situationen gør mig nok bedrøvet, men ikke fortvivlet. Fortvivlelse en luksus, jeg ikke har råd til.«

»Vores premierminister er lige nu den eneste person, der kan ændre vores skæbne til det bedre. Han har en mængde troværdighed her. Men spørgsmålet er: Tror han inderst inde på fred med palæstinenserne? Her er jeg bange for, at svaret er nej. Selv om han har lært sig selv at udtale ordene 'to-stats-løsning' er hans mistro til palæstinenserne nok for dyb.«

»Folk her er som født til krig, programmeret til krig, hele deres ordforråd stammer fra krigens terminologi. Gang på gang vælger vi at lade krigere føre os. Hvert eneste af modpartens handlinger opfattes som et trick eller en fælde. Derfor har vi så desperat behov for hjælp udefra. Israel står nu i et afgørende og måske skæbnesvangert øjeblik af sin historie.«

Ingen Hollywood-slutning

Grossmans arabisk er næsten lige så flydende som hans fremragende engelsk, men det er svært at bevare forbindelserne med palæstinensiske venner.

»Jeg talte for tre uger siden med min meget gode ven, forfatteren Ahmad Harb ...« Han sukker. »Mellem os er der en gensidig skuffelse, fordi vi har set fælles drøm fordufte. Men jeg ved, at han fortsætter med at kæmpe i sit samfund, præcis som han ved, jeg gør i det i mit. Vi er som to minearbejdere, der graver fra hver side af et bjerg. Før eller siden må vi mødes.«

Grossman længes efter et Israel, som er mere end blot 'et hjem for det jødiske folk' - »Et virkeligt hjem kan vi først få, når vi har fred med vores naboer. Et hjem er et sted, hvor man trives og kan trække vejret med begge lunger. Her vi ånder vi kun med én, og det er kvælende.«

Men freden kommer ikke som en Hollywood-slutning, «siger Grossman.

»Det bliver svært. En fred vil indebære enorme kompromiser. Og det betyder en mængde vrede og hævngerrige fanatikere på begge sider. De vil gøre alt, hvad de kan, for at forhindre freden. De vil bombe her og der. Men alternativet er værre.«

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu