Generationen, der tabte dømmekraften
Stort postyr hersker i anledning af DR2's interviewserie Jagten på de røde lejesvende, der sender tredje og sidste afsnit nu på søndag.
Harmfulde protester strømmer ind fra 1970'ernes overlevende 'samfundskritiske' journalister: Hvad ligner det, at DR nu sætter en ung fryns til at foretage noget, der ligner afhøringer af datidens koryfæer? Han ved jo ikke noget om den 'tidsånd', det hele skal ses i sammenhæng med?
Som om 'tidsånden' er en undskyldning for tendentiøs journalistik! Skal journalistik med føje kaldes 'kritisk', skal den da navnlig forholde sig kritisk til magten og alt det, der er fremherskende. Og hvad er mere fremherskende end tidsånden?
Det er dér, at 1970'ernes 'kritiske' i medierne oftest svigtede. De var ikke kritiske over for 'de kritiske' - selv ikke, når 'de kritiske' havde magten.
Det siger jeg som øjenvidne til 1970'ernes begivenheder. Endda et øjenvidne i en slags første parket. Jeg var i oktober 1970 med til på Københavns Universitet at stifte Moderate Studenter i protest mod marxismens hærgen. Jeg var i de følgende tre år organisationens talsmand.
Vi moderate blev af marxisterne mødt med metoder, der var - eller burde være - fremmede for dansk styre. 'De kritiske' journalister ved aviser og DR lavede ingen kritisk journalistik i den anledning. Deres sympati lå hos den marxistiske magtudøvelse.
Frigørelse blev tvang
Uroen på universiteterne - i Danmark ligesom i store dele af verden - var begyndt i 1968 som et studenteroprør. En frigørelse, som jeg selv sympatiserede med.
De gamle rammer på læreanstalterne var sprængt af 1960'ernes mangedobling af studentertallet. Holdene blev alt for store; der var dårligt nok siddeplads. Professorernes eneret på magten var ude af trit med den praktiske situation og med forestillinger om demokrati.
Den radikale Hilmar Baunsgaards VKR-regering og dens radikale undervisningsminister, Helge Larsen, var indstillet på reform. Hidtil var universiteterne regeret ved 'kongelig anordning'. Nu foreslog Helge Larsen en styrelseslov, der brød professorvældet og gav de studerende halvdelen af pladserne i studienævn og en tredjedel i fakultetsråd og Konsistorium, universitetets øverste ledelse.
Men i løbet af 1969 havde studenteroprøret taget en drejning. De, der nu var aktive, ville ikke nøjes med reform. De satte sig på magten i studenterrådene i København og Århus og i Danske Studerendes Fællesråd. De krævede nu noget, der lød som revolution. Deres ideologi kaldte de 'nymarxismen'.
Det var en bevægelse, der skyllede ind over hele Europa vest for Jerntæppet. Bag Jerntæppet var folk for erfaringstyngede til at hoppe på marxistisk præk.
I Danmark plejer internationale rørelser at udtrykke sig i en besindig form. Men ikke denne gang. Det var, som om et kollektivt tab af dømmekraft havde ramt de fleste af dem, der ytrede sig.
Vietnam var afsæt
Et afsæt var vrede over krigen i Vietnam. USA var klodens kultureksportør nummer ét. Dermed blev den amerikanske indenrigsprotest over krigen - udtrykt i bøger, plader og film - overført til resten af verden og samtidig taget ud af sin sammenhæng. Krigen blev lige så nærværende for unge danske, selv om det var amerikanerne, der skulle risikere deres liv for den og bar det umiddelbare moralske ansvar for den endnu større gru, krigsførelsen forvoldte vietnamesere.
Det førte til den ejendommelige situation, at krigsprotesten i Europa overvejende gav sig udtryk som antiamerikanisme, uanset at den nærede sig ved amerikanske kulturprodukter.
I USA formede protesten mod krigen sig inden for Det Demokratiske Partis progressive fløj - Robert Kennedy og George McGovern - der var optaget af konkrete reformer: Stop for krigen, virkeliggørelse af borgerrettighederne, sociale fremskridt.
Det europæiske ekko antog en anden form: Et utopisk, efterhånden fanatisk krav om omstyrtning. Karl Marx - læst af få og forstået af færre - blev guru.
Skævt syn på ondskab
Afhængigheden af den amerikanske kulturforsyning gav også en skævhed i opfattelsen af verdens ondskab. De amerikanske intellektuelles kritik af undertrykkelsen i Sovjet-blokken og Kina kom i de år ikke nær så stærkt til udtryk i populærkulturen som vreden over Vietnam. At de østeuropæiske lande rent faktisk indtog stillingen som sovjetiske kolonier, fyldte beskedent, og af den offentliggjorte kritik af Sovjetunionen kunne meget - med større eller mindre ret - miskrediteres som koldkrigspropaganda.
Danskere brugte en stor del af deres politiske energi på at harmes over 'amerikansk imperialisme' i Sydøstasien og Latinamerika, mens østtyske grænsevagters nedskydning af flygtninge ikke udløste meget andet end et skuldertræk: 'Hvad kan man vente andet? Det er jo DDR's situation.'
I et eller andet omfang har det spillet ind, at al den marxistisk snak inde i de snakkendes hoveder har aflejret en sympati for regimer, der sagde, at de var marxistiske.
Den nymarxistiske agitation på universiteterne kom til udtryk i fraser, som Studenterrådet kaldte »paroler« - med et henrykt lån fra arbejderbevægelsens flagdage. I det hele taget flød det med arbejderromantik - marxistisk-ironisk nok i et samfund, der hastigt var ved at forskyde sin økonomiske basis bort fra den traditionelle industriproduktion.
Parolerne lød gravalvorligt: »Solidaritet med lønarbejderklassen.« »Forskning for folket, ikke for profitten.« »Humaniora - pensioneret af kapitalen.« »Knus den borgerlige statsmagt.«
Det kan folk jo have lov til at sige, som de vil. Hvad der fik mig og mine moderate fæller til at gøre oprør mod oprørerne, var harme over, at Studenterrådet trods sin politisering gjorde krav på at tale på alle studerendes vegne, og at Rådet ville bruge den nyvundne studenterrepræsentation i universitetets ledelse som affyringsrampe for ideologiske missiler rettet mod fjerne mål.
Politiske gangstere
Studenterrådets aktivister optrådte som politiske gangstere. Da vi moderate holdt et af vore første møder en søndag eftermiddag i et kommunalt lokale, væltede pludselig en bande uindbudte ind og løb rundt og blitzede fotos af os, hvorpå de styrtede ud igen. På de billeder, som bagefter blev sat i omløb, lignede vi en flok lyssky, der rædselsslagne er afsløret.
Studenterrådets parole om os var: »Afvis quislingerne!« Vidkun Quisling var under Anden Verdenskrig den Hitler-indsatte statholder i Norge, og 'quislinger' kaldtes hans medløbere. Og aha, vi moderate var altså nazistiske landsforrædere; mindre kunne ikke gøre det.
I november 1970 havde vi samlet kandidater til opstilling til valget til Studenterrådets repræsentantskab. Vi skrev på løbesedler og plakater de ottes navne under overskriften »Stem moderat!«
Prompte blev jeg og anden moderat kandidat kaldt over på studenterrådsformandens kontor. Dér sad Rådets præsidium og den hårde marxistiske kerne bag det store skrivebord. I novembereftermiddagens tusmørke var bordets arkitektlamper drejet, så de blændede os på de to stole, der blev os anvist. Vi blev taget i politisk forhør og forelagt en tilståelse til underskrift. Vi skulle skrive under på, at vores fælles moderate kampagne var sabotage af valget, og at vi havde omdelt falske kandidatlister. Tilståerne var påtegnet: »Kopi til pressen.«
Situationen forekom mig uden forbindelse med nogen virkelighed: Ville vore afhørere pludselig bryde sammen af grin og sige, at det var en spøg?
Det gjorde de ikke, for det var ingen spøg. Deres ord var iskolde og truende. Deres ansigter kunne jeg ikke se, for de lå bag lampernes skarpe lys.
Ingen mediealarm
Vi skrev ikke under på tilståelserne. Jeg gik bagefter som talsmand rundt på redaktionerne med en kopi og forklarede forløbet - i den forventning, at medierne, også DR, ville slå alarm om, at noget udansk var ved gennemtrænge landet. Alarmen udeblev. Der blev blot trukket på skulderen. Det var jo tidsånden at skeje lidt ud.
Samme overbærenhed kom til at præge mediebehandlingen, da marxister gav sig til at storme møder i offentligt valgte råd.
I de tre år, jeg var med til at holde stand mod nymarxismen, troede jeg længe, at vore medstuderende ville vågne op og markere sig ved at bruge deres stemmeret. Det skete kun beskedent. Stemmeprocenterne ved studentervalgene forblev jammerlige. Kun en tredjedel deltog, og to tredjedele af de deltagende stemte på marxisterne.
Når jeg i dag sammenfatter min oplevelse af disse fjerne kampår, er jeg mest harm på dem, der ikke ville ulejlige sig med at tage stilling. Det var beklageligvis det store flertal. Den, der er passiv, kommer til at støtte de yderligtgående. Det gælder også i dag.
Vor nuværende tidsånds passivitet over for yderligtgående rørelser kunne DR2 passende lave et antal dybdeborende interviewudsendelser om. Der er ingen grund til at vente 40 år.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Sjov men skræmmende anekdote.
Gab, kom dog videre mand!