Læsetid: 3 min.

Godt begyndt ...

Enhver bog afslører sig selv allerede i de første sætninger. Gratis tip til travle litteraturlæsere
17. september 2010

Jeg kan fra mit første år på litteraturstudiet huske en underviser, der forfægtede den tanke, at ethvert værk kunne bedømmes på dens første side. Hvis den ikke har litterær værdi, så kan man roligt stoppe med at læse og kaste bogen bort. Det kalder man også initial læsning. Sandheden ligger i detaljen. Hvis forfatteren ikke skriver godt, eller hvis værkets komposition ikke er fuldendt, afsløres det med det samme.

Tanken er forjættende og konsekvent. De mere tolerante siger, at man skal læse 20 sider af en bog, før man kan vurdere. Men hvorfor vente så længe, når langt de fleste bøger afslører sig selv i selve anslaget. Med årene mister man tålmodighed ikke kun med det dårlige, men også det middelmådige.

Nu kunne man gå et skridt videre og påstå, at man allerede kan vurdere en bog på de første linjer eller ligefrem den allerførste sætning. Lad mig derfor afprøve påstanden ved at kaste et blik på de nye bøger, der helt tilfældigt ligger foran mig på bordet.

Jeg kan begynde med at tilstå, at ved min højre hånd ligger Klaus Rifbjergs nyeste bog Skiftespor, som begynder således: »Støvet september. Det var interessant, at kornet på markerne flere steder stod endnu.« Slet ikke dårligt, vidner om en stilistisk sikker og episk mættet fortælling med små overraskelser, som fremgår af ordet 'interessant'. Eller Harald Voetmanns Vågen: »Det er mig det samme, hvor jeg begynder, for jeg skal atter komme tilbage dertil. Jeg skal atter komme tilbage hertil, hvorfra jeg begyndte«. Her fornemmer man stor skriftbevidsthed og sans for variation i gentagelsen. Filosofisk i sit anslag, men med stor sproglig sikkerhed.

Klodset

Noget mere klodset kommer vi fra start i den tredje bog foran mig, nemlig Nikolaj Zeuthens nye bog Verdensmestre: »Det var ikke sådan, at der skulle have været frihed. Friheden var. Og alle steder, det unge par så hen, syntes den at blive enten fejret eller omsat til handling«. Selvom jeg ikke har læst bogen, er jeg helt sikker på, at bogen er dårlig.

Lad mig udvide forsøget og slå ned på et par gode bøger fra sidste år og se om de klarer testen: Først Pia Juuls Mordet på Halland: »Aftenen før havde vi siddet i stuen. Jeg drak kaffe, han drak øl«. Lovende åbning, fræk og lakonisk. Dernæst Helle Helles lille mesterværk Ned til hundene: »Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted«. Man kan mærke, at den sætning har været længe undervejs og åbner et fantastisk univers. Og endelig Karl Ove Knausgårds store romanværk Min kamp: »For hjertet er livet enkelt: det slår så længe det kan. Så stopper det«. Tak for den, en hel poetik!

Nu bliver jeg nysgerrig og må bevæge mig ind til reolerne og plukke et par bøger, som betyder noget særligt. Først min yndlingsbog, Dostojevskijs Idioten: »Det var ved ni-tiden om morgenen, i slutningen af november og med tø i luften, da ekspressen Warszawa for fuld damp nærmede sig Petersborg«. Og Joyces Ulysses lyder således: »Statelige, trinde Buck Mulligan trådte op fra det øverste af trappen; han bar en skål med sæbeskum, på hvilken et spejl og en barberkniv lå over kors. Uomgjordet bares en gul slåbrok blidt bag ham af den milde morgenluft«. Puha, de består begge testen.

Og så er der de helt korte: Proust i På sporet efter den tabte tid: »I lange tider gik jeg tidligt til ro«. Han overgås af Imre Kertész Kaddish for et ufødt barn, der ganske enkelt åbner i et »Nej!« Genialt og helt præcist.

Jeg må slutte med en af de bedste danske romaner fra forrige århundred, nemlig Poul Vads Kattens anatomi. Se lige den her begyndelse: »Den dag, Elias Lønn havde besluttet at rejse til Hammerum, vågnede hans kone med et lille skrig om morgenen fordi hun havde drømt at hun var en flue, der spadserede rundt på et lig«. Hvem får ikke lyst til at læse den roman?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg blev så optaget af Peter Nielsens artikel, at jeg begyndte at gå på jagt i min egen bogreol for at efterprøve hans teori. Nu var det lidt svært, for jeg har ikke rigtigt noget dårligt litteratur stående, livet er for kort til dårlig litteratur! Derfor var det også nemmere at finde eksempler på den gode litteratur, og lidt uretfærdigt på vegne af den dårlige.

F.eks. begynder Günter Grass´ "Bliktrommen" sådan her:

"Jeg må bekende, at jeg er patient på en anstalt for sindslidende, min plejer iagttager mig, slipper mig knap af syne, for i døren er der et kighul, og min plejers øje har den særlige brune farve, der ikke kan gennemskue mig, som er udstyret med blå øjne."

Den er helt klart godkendt. Der er så meget i den indledning, at man klart får lyst til at læse videre og glemme verden omkring sig.

Med den dårlige litteratur var det som sagt lidt vanskeligere. Men jeg fandt alligevel Tove Ditlevsens "Man gjorde et barn fortræd" der starter på denne klodsede måde:

"En dag i januar, da familien Worm havde spist til middag, rejste Kirsten sig og begyndte at tage ud af bordet."

Man forestiller sig først at hun vil rejse sig for at gå sin vej, men så begynder hun blot at tage ud af bordet! Skuffet fra starten.

Hans Jørgen Lassen

Jemand mußte Josef K. verleumdet haben, denn ohne er etwas Böses getan hätte, wurde er eines Morgens verhaftet.

Aldeles uprætentiøst, ligesom hovedpersonen, Josef K.

Maria Francisca Torrezão

”Med årene mister man tålmodighed ikke kun med det dårlige, men også det middelmådige.”

En sandhed med modifikationer. Uden dårlig og middelmådig litteratur kan livet for mange vise sig, at være umådeligt langt og på grænsen til det ubærlige.

---

Consolation

Darwin.
They say he read novels to relax,
But only certain kinds:
nothing that ended unhappily.
If anything like that turned up,
enraged, he flung the book into the fire.

True or not,
I’m ready to believe it.

Scanning in his mind so many times and places,
he’d had enough of dying species,
the triumphs of the strong over the weak,
the endless struggles to survive,
all doomed sooner or later.
He’d earned the right to happy endings,
at least in fiction
with its diminutions.

Hence the indispensable
silver lining,
the lovers reunited, the families reconciled,
the doubts dispelled, fidelity rewarded,
fortunes regained, treasures uncovered,
stiff-necked neighbors mending their ways,
good names restored, greed daunted,
old maids married off to worthy parsons,
troublemakers banished to other hemispheres,
forgers of documents tossed down the stairs,
seducers scurrying to the altar,
orphans sheltered, widows comforted,
pride humbled, wounds healed over,
prodigal sons summoned home,
cups of sorrow thrown into the ocean,
hankies drenched with tears of reconciliation,
general merriment and celebration,
and the dog Fido,
gone astray in the first chapter,
turns up barking gladly
in the last.

Wisława Szymborska

Vor helt, Macunaima, blev født i den fjerneste krog af urskoven. Han var sort som blæk og Søn af Nattens Rædsel. (Mario de Andrade - Macunaima)

Den nigger der går ned ad gaden der, sagde dr. Hasselbacher, der stod i Wonder Bar, - han minder mig om Dem, Mr Wormold. (Graham Greene - Vor mand i Havana)

Mor døede i dag. Eller i går måske. Jeg ved det ikke.
(Albert Camus - Den Fremmede)

"Der var så dejligt ude på landet; ; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn. Høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor."

"Det er en frygtelig historie! sagde en høne,og det omme i den kant af byen, hvor historien ikke var passeret."

- og sådan er det hele vejen igennem.

En sådan evne til åbning ville vi vel alle ønske os.

med venlig hilsen
Paul Hegedahl

"- det er ikke dagen for mig, siger Børge og han ser langt henunder bilen, nu er jeg godt igang -
- det bliver ikke bedre vejr, siger Svend, du er idiot -
- der bliver vel andre dage, siger Børge og bliver ved med den lille bitte skruetrækker, afbryder jeg nu, bliver jeg aldrig færdig - "

Peter Seeberg, Ved havet