Læsetid: 5 min.

At græde uden tårer

En banebrydende historisk antologi fra de horrible jødiske Sonderkommandoer i Auschwitz-Birkenau, hvor kun få overlevede. Den israelske historiker og forfatter Geidon Greif har i sin nye bog 'Vi græd uden tårer' opsporet syv overlevende jøder, der blev sat til at brænde deres medfanger i nazisternes kz-lejre
En banebrydende historisk antologi fra de horrible jødiske Sonderkommandoer i Auschwitz-Birkenau, hvor kun få overlevede. Den israelske historiker og forfatter Geidon Greif har i sin nye bog 'Vi græd uden tårer' opsporet syv overlevende jøder, der blev sat til at brænde deres medfanger i nazisternes kz-lejre
13. september 2010

»Jeg ændrede bogens titel i sidste øjeblik,« indleder han, mens han med et forpint og ængsteligt blik kigger fjernt ud i lokalet. Det mærkes tydeligt, at samtalerne med de sidste overlevende fra Sonderkommandoen i Auschwitz-Birkenau har gjort et uudsletteligt indtryk på den israelske forfatter. Han tager en tår af sit vand, og fortæller videre.

»En af dem, som jeg interviewede, fortalte mig, at det, de oplevede var så skrækkeligt, at ikke engang tårer kunne udtrykke det, de følte. De græd indeni deres sjæl,« siger Gideon Greif, som udfra det citat blev inspireret til en ny titel.

»Det her er så fjernt fra den idylliske hverdag, at de færreste kan danne sig et indtryk af, hvad de uheldige ofre har tænkt, følt og oplevet i disse udryddelseslejre,« fortæller forfatteren til den kontroversielle bog.

'De særlige'

Der var ikke grænser for, hvad de europæiske jøder måtte gennemleve under nazismens rædsler under Anden Verdenskrig. I hans nye bog Vi græd uden tårer fortæller syv overlevende, hvordan nazisterne tilrettelagde udryddelsesproccesen i Auschwitz-Birkenau efter en bestemt ordning, hvor kun et mindretal af jøderne fik lov til at overleve.

»En af de interviewede, Leon Cohen, fortalte, at de en dag fik besøg af en tysker og en jødisk læge, som skulle 'undersøge' fangerne. Lægen fortalte Leon og de andre fangere, at han havde brug for 200 stærke mænd til at arbejde på en togstation. Straks var der omkring 150 jøder klar til at gøre arbejdet. De stakkels fanger troede ikke kun, at de ville få mad, men også at de ville blive behandlet ordentligt, hvis de viste tyskerne styrke og evne til at arbejde hårdt,« fortæller Gideon Greif.

Men virkeligheden var en anden. For der var ingen togstation, men i stedet en masse gaskamre og andre udryddelseskamre, som 'de særlige' nu skulle tage sig af.

»Forestil dig, at de jøder som overlevede, de skulle nu dræbe deres egne,« fortsætter Gideon Greif med en sammenbidt klang i stemmen.

Selv indrømmer han, at de historiske overleveringer, han har fået fortalt har været dybt personlige og ofte ganske vanskelige at fordøje. Men på trods af det, har han altid bevare modet.

»Det eneste, som har holdt mig kørende er bevidstheden om, at dette er en uundværlig kilde til at forstår, hvad der egentlig skete i Nazityskland,« fortæller han med en stolt mine. Han er stolt af at kunne præsentere hidtil ukendte minder om jødernes pinefulde lidelser, inden de sidste overlevende dør en naturlig død. En død, som Hitler havde forestillet sig skulle være anderledes - og overstået for længst.

»De overlevende var blevet fortalt, at hvis de blev tvunget til at arbejde der, så ville de blive myrdet i løbet af nogle måneder. Tyskerne var ikke interesseret i at redde øjenvidnerne til deres forbrydelser, så de, der kom til Sonderkommando, ville ikke have en chance for at overleve,« forklarer Giedon Grief, som dog ikke lægger skjul på, at det har været en længerevarende udfordring at finde frem til de få overlevende.

Jødehetzt

»Mange af dem har været spredt rundt omkring i verden. Nogle bor i USA andre i Sydamerika, og nogle bor faktisk i Tyskland, så det har været et større detektivarbejde at finde frem til dem,« forklarer han. »Jeg fik engang fortalt, at vi jøder går med ryggen bøjet forover, når vi færdes på gaden. Det er sandt. Vi vil helst ikke have, at folk lægger mærke til os, for vi er vant til at blive forfulgt. Frygten er i vores gener,« sådan fremhæver Gideon Greif den grufulde effekt af flere års forfølgelse har haft på hans jødiske trosfæller. Selv nåede han heldigvis aldrig at opleve nazismens systematiske folkemord under Anden Verdenskrig, men flere familiemedlemmer, som boede i Tyskland har fortalt, hvordan de lige akkurat nåede at flygte inden det greb om sig.

»Den eneste, som ikke overlevede var min bedstefar,« siger han med nervøse træk i ansigtet.

Om det er det, der har været drivkraften bag den kontroversielle bog, ved han ikke. Men han mener, at bogen er et vigtigt led mod den generelle jødehetz, som stadig florerer.»Der er stadig uhyre mange, som enten ikke kender til Holocaust - eller tror, at Holocaust er en myte. Og derfor er det vigtigt, at blive ved med at fortælle historien igen og igen, så den ikke gentager - specielt i en tid, hvor jødehetz kun vokser,« forklarer den 59-årige forfatter.

Han refererer især til nogle af Mellemøsten og Irans religiøse ledere, som jævnligt fortæller løgnagtige skildringer om Holocaust.

»For blot to uger siden beskyldte iranske toppolitikere israelere for at overdramatisere, og at Holocaust blot er en myte. Det er fuldstændig latterligt - hvordan kan man argumentere imod det? Det ville være det samme, som hvis jeg blev ved med at bilde dig ind, at dagen i dag hedder torsdag, selv om det er mandag,« fortæller Gideon Greif, mens han med et klem om sin serviet, tvinger et smil frem.

Men det er ikke kun politikerne, som han væmmes over. Også de arabiske medier er med til at sprede had og propaganda i den daglige nyhedsdækning.

Ifølge Gideon Greif, som de seneste 10 år har beskæftiget sig en del med arabiske medier, er det især de syriske medier, som driver en afskyelig jødehetz.

»Jødiske politikere bliver karikeret med nazisymboler. Tænk, at de sande ofre for nazismen bliver udstillet som nazister. Det er afskyeligt,« siger Gideon Greif, som også vurderer iranske og palæstinensiske medier til at være bekymrende.

Til trods for at EU gentagne gange har forsøgt at forbyde både den Hizbollah-kontrollerede tv-station Al Manar og den Hamas-ejede tv-station Al Aqsa at sende i en lind strøm til de europæiske parabolmodtagere i Europa, er det endnu ikke lykkes.

Roser regeringen

Gideon Greif er ikke overrasket, men medgiver, at den moderne teknologi gør det umuligt at gennemføre et forbud. I stedet mener han, at fokus bør vendes mod et højere informationsniveau.

»Vi er i Israel begyndt at undervise i Holocaust i tidligt i folkeskolen. Tidligere blev eleverne først introduceret for det i gymnasiet,« forklarer han, og roser i den sammenhæng regeringens seneste handlingsplan mod antisemitisme, som bl.a. indeholder intensivt oplysningsarbejde om Holocaust.

Gideon Greif roser dette initiativ, da han mener, at undervisningen er vejen frem, i forebyggelse mod fordomme og uvidenhed. Han fastholder håbet om, at de jødiske forhold kan forbedres. Dette er det vigtigste han har lært gennem de bevægende samtaler, hvor de overlevende på trods af alt aldrig opgav håbet.

Gideon Greif: Vi græd uden tårer. Vidnesbyrd fra Auschwitz-Birkenau er lige udkommet på forlaget Introite! publishers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De der ikke kan huske fortiden er dømt til at gentage den".
Tænk at artiklen om Gideon Grief ikke giver kommentarer efter 24 mdr. Denne proces i Auschwitz-Birkenaus krematorier giver da kuldegysninger langt ned af ryggen og sender et signal til alle de, der fornægter - Hitlers og T4'ers gerninger fra 2. verdenskrig. Pol Pot, Bosnien, Rwanda, Tyrkiet og who know who