Læsetid: 9 min.

Hele verden fester i Berlin

Hver weekend valfarter 10.-15.000 house- og technofans fra hele verden til den tyske hovedstad for at danse og feste. Musikere i verdensklasse og visionære klubejere har sammen med billige huslejer, lavprisflybilletter og byens liberale myndigheder skabt de ideelle betingelser i løbet af 00'erne for Berlin som den globale klubkulturs naturlige centrum
Hver weekend valfarter 10.-15.000 house- og technofans fra hele verden til den tyske hovedstad for at danse og feste. Musikere i verdensklasse og visionære klubejere har sammen med billige huslejer, lavprisflybilletter og byens liberale myndigheder skabt de ideelle betingelser i løbet af 00'erne for Berlin som den globale klubkulturs naturlige centrum
16. september 2010

Se også Fotobloggen: Night. Clubbing

En skaldet mand i bar overkrop kommer væltende ud ad døren fra det tilstødende rum og ser lige igennem os med døde øjne. På den anden side af døren banker hjertet i bygningen, der engang husede et DDR-kraftvarmeværk.

Rummet ligner en futuristisk, postindustriel katedral med sine 30 meter til loftet og de 17 meter høje betonsøjler, der bærer dansegulvet; en betonplatform, hvor den kæmpestore turbine engang stod.

Oppe på dansegulvet står der omkring 400 mennesker. Lugten af 15 timers fest hænger i luften som en tyk blanding af sved og røg fra cigaretter og pot. Betongulvet klistrer af ølsjatter og smadrede flasker, og røgmaskinens hosten og rødviolette stroboskoplys holder sigtbarheden i bund. En to meter høj drag queen med hvid paryk træder frem af tågen. Han står og snaver med en hårdtpumpet, skaldet mand iført intet andet end et læderslagterforklæde til lyden af tordnende rytmer fra de kæmpestore højttalere, der bogstaveligt talt kan lægge bygningen i grus.

Det er søndag eftermiddag, og Information er taget på Berghain/Panoramabar; en berømt - og berygtet - house- og technoklub, der de seneste par år er blevet kåret som verdens bedste af toneangivende, elektroniske musikmagasiner som Resident Advisor.

Berghain/Panoramabar er i dag favoritdestination for de 10.-15.000 house- og technofans fra hele verden, der hver weekend året rundt valfarter til Berlin for at prøve kræfter med den tyske hovedstads unikke clubbing-miljø.

Blomstrede op i 00'erne

Sammen med andre af Berlins berømte klubber som Watergate og Bar25 blomstrede Berghain/Panoramabar op langs Spreefloden på byens berømte club milei løbet af 00'erne i det overskud af bygninger og grunde, der opstod i årene efter Murens fald.

Klubberne har siden fungeret som kreativ legeplads og karrierekanon for byens house- og techno-musikere, men de har også den fælles historie, at de alle er produktet af dårlig byplanlægning og ejendomsinvestorers kuldsejlede forventninger om stigende boligpriser i 90'ernes genforenede Berlin.

Erhvervsvirksomhederne fra resten af Tyskland viste ingen interesse for at flytte til hovedstaden, og i stedet overtog en undergrundshær af visionære, elektroniske musikere, promotere og kunstnertyper de tomme bygninger for en slik og med få eller ingen tilknyttede brugskrav fra udlejernes side.

»Selv på en global skala er det enestående, at en klub så stor som Berghain/Panoramabar kan slippe af sted med udelukkende at spille minimal undergrundstechno og housemusik hver eneste weekend, og at det faktisk løber rundt. Det finder du ganske enkelt ikke andre steder i verden,« siger Nick Höppner, direktør på Berghain/Panoramabars tilknyttede techno- og house-pladeselskab Ostgut Ton.

God klubstrategi

Ud over et ry som byens hedonistiske legeplads for homomiljøet er Berghain også kendt for sin hårde og til tider uigennemskuelige dørpolitik og for sit strenge forbud mod fotografering i klubben.

»For klubejerne, tror jeg, handler det om at bevare en særlig stemning. Derfor forsøger dørmændene at skelne mellem de turister, der kommer for at høre musikken og deltage i festen, og dem, som bare kommer for at se aben, og som ejerne ikke ønsker i klubberne. Dørmændene fortæller aldrig, hvorfor de afviser folk. Og den strategi fungerer godt for klubberne, fordi den giver de besøgende, der bliver lukket ind, følelsen af at tilhøre en eksklusiv klub,« siger Luis-Manuel Garcia. Han er ph.d.-studerende ved Ethnomusicology på University of Chicago, forsker i clubbingkultur og er ved at færdiggøre sin afhandling om fænomenet.

Når man står på Berghains dansegulv, er det ikke svært at forstå, hvorfor klubben i manges øjne indtager førstepladsen som den ultimative clubbing-oplevelse i verden.

Folk danser, få taler sammen, ingen prøver på at score hinanden, og det handler først og fremmest om at forsvinde ind i musikken, uanset hvilken tilstand man befinder sig i.

Konceptet understreges af det faktum, at dj'en med vilje er blevet gemt væk i et hul i væggen i det ene hjørne af klubben, så publikum ikke bliver distraheret af hans eller hendes tilstedeværelse.

»Det seneste år er Ben Klock og Marcel Dettmann (to af klubbens mest anerkendte kendte dj's, red.) begyndt at spille i op til 10 timer ad gangen uden at tabe folk på vejen. Det er helt unikt. Når den rigtige stemning opstår mellem dansegulvet og dj'en, kan man nærmest mærke elektriciteten i luften. Den slags situationer skaber Berghain de optimale rammer for,« fortæller Nick Höppner.

Stemningen trænger bogstaveligt talt ind i kroppen, når man har opholdt sig i et stykke tid på dansegulvet mellem de enorme højttalere, der nærmest opsluger én og skaber en helt igennem fysisk oplevelse. Den krystalklare lyd og enorme basbund hamrer på alle kroppens lemmer, indtil man fuldstændig overgiver sig til klubbens præmis: Ren, primal techno uden nogen form for opblødende elementer eller melodisk varme, men med en tilpas minimalistisk variation, så gryden med den elektroniske ursuppe hele tiden holdes i kog.

Lysere stemning

Berghains intense mørke balanceres perfekt af lillebrorklubben Panoramabar, der ligger længere oppe i kraftvarmeværkets gamle kontrolrum via en trappe.

Her er stemningen lettere og understreges af de lysere minimalhouse-toner. Musikken blander sig med strålerne fra dagslyset, der trænger ind gennem metalpersiennerne foran de fem meter høje vinduer, og bag baren hænger Wolfgang Tillmans' provokerende fotografi Rosebudaf en bar manderøv med spredte baller. Det provokerende kunstfotografi er en påmindelse til udenforstående om, at Berghain/Panoramabars forgænger, Ostgut, der lå i en nedrevet bygning på Kreuzberg-siden af Spreefloden, også var clubbing-centrum for byens technoelskende bøssemiljø.

For det utrænede øje er klubberne på the club milenemme at overse. De ligger i anonyme bygninger, og der er ingen skilte, der gør opmærksom på deres eksistens.

»Det ligner et ingenmandsland langs Spreeflodens breder. Et rodet resultat af investordrømme, politiske intentioner og venstrefløjsaktivisme,« skriver forfatter og musikredaktør på Der Spiegel, Tobias Rapp om området i sin bog Lost And Sound - Berlin, Techno and the Easyjetset.

Den karakteristik er også rammende for Watergate - et andet populært stoppested på the club mile. Klubben ligger i to etager ved Oberbaumbrücke i Kreuzberg i en anonymt udseende kontorbygning og er indrettet i en kubistisk, minimalistisk stil med store panoramavinduer og udsigt ud over Spreefloden.

Her er festen ikke rigtig begyndt endnu klokken 03 lørdag nat. Musikken er minimal deephouse, og klubbens urbane hipsterklientel er først lige begyndt at komme. Uden for sidder Eran og ruller en joint. Han er fra Israel og besøger Berlin for første gang.

»Jeg er lige kommet til byen. Min plan er at lære sproget, møde tyske kvinder og danse,« siger han med et smil på læben og tilbyder et hiv.

»Jeg har været ude og klubbe i 10 dage, men jeg regner da bestemt med at tage på Berghain i løbet af søndag,« fortæller han.

Eran er selvstændig softwareprogrammør, og han har ikke besluttet, hvornår han rejser tilbage til Israel. Foreløbig har han lejet sig ind i en delelejlighed i Kreuzberg i en måned. Det koster ham 350 euro.

»Og så må vi se, hvad der sker,« siger han.

På Maria Am Bahnhof - en kilometer vest for Watergate langs Spreefloden - går det noget vildere for sig, da Information kigger forbi.

Klubben, der ligger i et buskads bag Ostbahnhof station og ligner en dyster udgave af Ungdomshuset, fejrer 12-års fødselsdag på berliner-maner: Høje hæle, der danser om kap med militærstøvler og jakkesæt på et gråt betondansegulv til lyden af smadret electro, hård techno og industrial.

Billige flybilletter lokker

Dansegulvet minder om en alternativ FN-konference med alt fra reggaetyper med dreadlocks og japanere med hippe fjernsynsbriller til spaniere med høje kindben og svenskere med mustache, stramme røde jeans og bogart-hat på hovedet.

Pludselig finder man sig selv en tidlig søndag morgen i Berlin i et nedlagt jernbanekontor dansende sammen med et geografisk tværsnit af hele verden, og den slags oplevelser er endnu et eksempel på Berlin-klubbernes magi.

Og var det ikke for lavprisselskabernes invasion af luftrummet de seneste 20 år, ville den slags oplevelser ikke være mulige, påpeger Luis-Manuel Garcia. Siden starten af 00'erne har lufthavnene Tegel og Schönefeld formået at tiltrække større og større andele af lavprisselskaberne som kunder, og alene i perioden fra 2003 til 2007 oplevede Schönefeld lufthavn en vækst fra 1,7 millioner passagerer til 6,3 millioner, hvoraf 80 procent fløj med lavprisselskaber.

Men bruddet med statslige monopoler på Europas flyruter har også haft en anden afgørende indflydelse på udviklingen af Berlins natteliv.

Fattig, men sexet

»De billige flybilletter har betydet, at dj's fra hele verden er flyttet til byen, hvilket igen har betydet, at Berlins klubber hver weekend året rundt byder på nogle af verdens bedste dj's. Det kan ingen andre storbyer tilbyde elektroniske musikfans. I Berlin kan man have det sjovere for færre penge og høre bedre dj's på en weekend, end man kan på en måned eller et år i andre storbyer,« siger han.

Eller som SPD-borgmester Klaus Wowereit begyndte at omtale byen i starten af 00'erne: »Berlin ist arm, aber sexy« (Berlin er fattig, men sexet, red.)

Ikke mindst på grund af Bar25; klubben, der ligger et par kilometer vest for Berghain/Panoramabar, og som er kendt for at huse det vildeste af Berlins berømte og berygtede afterparties.

Bar25 gemmer sig inde bag et anonymt plankeværk et stenkast fra Jannowitzbrücke Station. Her byder dørmanden gæsterne velkommen i en generaluniform med en sølvstok i hånden og udpeger hvem, der får lov til at træde indenfor.

Ligesom på Berghain/Panoramabar står Bar25's strenge og til tider uigennemskuelige dørpolitik i skarp kontrast til den løsslupne stemning, der venter indenfor, hvor anything goes.

Øjet af efterfestens orkan

Bar25 er clubfolkets alternative legeplads. Her kan man ride på mekaniske gyngeheste, svinge sig i gyngerne i et træ fyldt med diskokugler ved Spreeflodens bred og danse til minimal house-musik. Morgen, middag og aften.

Selve dansegulvet ligger inde i en faldefærdig, forvokset westernhytte med et gigantisk tyrehoved på taget. Indenfor står omkring 100 mennesker og danser som sild i en tønde, mens røde og grønne laserlys skærer gennem røgen fra røgmaskinen.

På hverdage tilbyder Bar25 alt fra spabad og gourmetrestaurant til biograf og hostel. Men i weekenden er barområdet øjet i efterfestens orkan af alkohol, stoffer og maraton-dj-sæt.

Om sommeren kører klubben ofte fra fredag til mandag aften, og de interimistiske bygninger, der i sin tid blev bygget af stjålet træ og andet affald fra nærliggende byggepladser, er ifølge bagmændene ikke designet til at holde længere end 10-15 år.

Men den slags udløbsdatoer kan man ikke sætte på resten af Berlins clubbing-scene, mener Nick Höppner.

»I betragtning af Berlins mangeårige tradition og position som et fyrtårn for elektronisk dance-musik, tror jeg, byen vil blive ved med at skabe rammerne for et dynamisk og kreativt miljø mange år frem,« siger han.

Den betragtning er Luis-Manuel Garcia enig i.

»Berlins myndigheder har i en årrække gjort meget for at tiltrække den såkaldte kreative klasse fra resten af verden. F.eks. uddeler byens lokale regering væsentlig flere opholdstilladelser til udenlandske kunstnere og musikere, end andre storbyer gør,« siger han.

Atmosfæren trækker

»Men en anden og mere uhåndgribelig forklaring på Berlins tiltrækning er, at udlændinge føler sig tiltrukket af friheden i byen. Der er en mere afslappet stemning i byen end f.eks. i London og Paris. Politiet lader weekendbrugere af stoffer være i fred, og det føles på en eller anden måde, som om du kan slippe af sted med meget mere. Byen har jo også historisk set været præget af en løssluppen atmosfære, fordi den i lange perioder har været dårligt kørende økonomisk. Det, tror jeg, har skabt en mere frisindet tilgang til nattelivet og det at have det sjovt,« vurderer Luis-Manuel Garcia.

Litisia fra Frankrig er et godt eksempel. Hun besøgte Berlin et par gange for et par år siden for at feste og danse, men endte som så mange andre kreative selvstændige med at slå teltpælene i jorden på ubestemt tid, fortæller hun, da Information møder hende søndag aften ved Warschauerstraße Station i Kreuzberg.

Litisia er på vej videre fra Bar25 og skal mødes med en veninde. Med ustabile ben og en næse, der løber, fortæller hun, at hun har været i gang siden lørdag aften.

»Jeg er tøjdesigner og har en forretning hjemme i Montpellier. Jeg elsker Berlin og dens kreative nerve. Men jeg kan ikke holde til at blive boende her for evigt. Byen er for meget, festerne er for hårde,« siger hun med et træt smil og sejler videre mod endnu en søndagsfest på Panoramabar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hell Fucking yeah!

Journalisten glemmer lidt Tresor, som startede i 90'erne i en gammel bank og man dansede bogstaveligt nede i bank boksen. Tresor måtte lukke for 5-6 år siden pga by fornyelse, men da var den også kun en skygge af sig selv. Tresor er siden hen åbnet i nye lokaler.

Journalisten mangler også at komme ind på hvor mange gange Bar25 har været lukningstruet, men feder fester har der dog altid været der!

Der mangler især noget om alle de stakkels sjæle ved Kotbusser Tor, for hvem stofferne kom til at fylde mere end det kreative liv.

Men fedt at læse en arktikel, der i den grad beskriver hvorfor jeg er kommet til Berlin de sidste 10 år