Baggrund
Læsetid: 3 min.

Høeg taget til nåde

Anmelderne har læst Peter Høegs nye roman, 'Elefantpassernes børn', med paraderne oppe, men stort set mener de vist, at den ikke er så ringe endda
Kultur
11. september 2010
Forfatteren Peter Høegh kan anmelderne ikke greje. Har han dem til bedste?

Forfatteren Peter Høegh kan anmelderne ikke greje. Har han dem til bedste?

Linda Axelsson

Ih, hvor er de på vagt, anmelderne! Hvad er Peter Høeg nu ude på? Gør han sig mon morsom på bekostning at de anmeldere, som ikke brød sig om hans foregående roman, Den stille pige? Jyllands-Postens Jakob Levinsen lufter en mistanke om høegsk spidsfindighed.

»Den voldsomste danske kritik af Den stille pige kom fra anmeldere, der normalt bedst kan lide morskab og ordspil og en sådan lidt indebrændt hujende stemning, så måske Elefantpassernes børn også er tænkt som en spydig satire over netop dén type litteratur,« spekulerer han.

- Ja, måske er Høeg ligefrem selvironisk?

»Det er, som om Peter Høeg har sagt 'Hey, jeg er jo selv en del af alt det højhellige hængemuleri, når jeg ustandselig hopper ud af litteraturen og ind i en bedemølle for at prædike i stedet for at fortælle',« funderer Bjørn Bredal i Politiken.

Bredal kan dog ikke beslutte sig for, om bogen er mest komik eller kronik.

For mistanken lurer om, at Peter Høeg denne gang forsøger at få alt sit spirituelle, præk, som gode danske anmeldere bare ikke kan klare, til at glide ned ved at være morsom.

»Det, læseren får af fjottede vitser og filmatiseringsegnede stunts og spektakulære forbrydelsestableauer, er alt sammen at ligne ved madding på en krog,« mener således Informations egen Erik Skyum Nielsen, der vistnok ikke føler sig på bølgelængde med »bogens egen emfatisk selvudpegende inderlighedsjargon.«

Leonora Christine Skov erklærer i Weekendavisen, at hun »aldrig kommer til at holde af pasticher på bibelske lignelser, slet ikke når de bliver udlagt af et kvieøjet vidunderbarn, der for længst har begrebet tilværelsens inderste hemmeligheder og nu vil tekste dem for tumper.«

Bemeldte kvieøjede vidunderbarn er romanens 14-årige fortæller med det velkendte fornavn Peter.

Jakob Levinsen, som kun ofrer tre stjerner på romanen, forbeholder sig ligeledes:

»Der forbliver noget villet og knirkende over alt hurlumhejet, også fortæller-Peters demonstrativt 14-årige gammelklogskab,« mener han.

Navneleg

Meget kort fortalt handler Høegs nye roman om drengen Peter og hans storesøster Tilte, der skal redde deres svindelagtige forældre fra at komme i fedtefadet. Scenen er sat på fantasiøen Finø i Kattegat, og øens beboere udgør én stor samling originaler, skal man tro deres navne - som der også er delte meninger om.

»Høeg synes at have udviklet en indædt tro på, at hvis bare så mange som muligt hedder sådan noget lidt Svend Åge Madsen-agtigt som Leonora Ganefryd, Anaflabia Borderrud, Kaj Molester Lander eller Bermuda Svartbag, ja så swinger sproget og historien nok af sig selv,« surmuler Jakob Levinsen.

Mens Stinne Berg i JydskeVestkysten finder navnene sjove og i øvrigt mener, at »havde jeg kun læst første halvdel af bogen, ville jeg havde svoret på, at jeg sad med den bedste bog i hænderne, jeg nogensinde havde læst.« Det var det så alligevel ikke, viste det sig, men nok en roman, der »ligner begyndelsen på en ny begyndelse,« skal man tro Berlingske Tidendes Søren Kassebeer, som giver bogen fire stjerner:

»Velkommen til en roman, der gennemfører sit morsomme, men ikke derfor ualvorlige, projekt med stilsikker konsekvens! Alene navnene, altså ...!« synes altså han.

Leonora Christina Skov mener til gengæld, at navnene ville egne sig bedre til Jullerup Færgeby end til en roman.

Gennemgående er det, at Elefantpassernes børn læses med de forudfattede dagsordener i bagagen.

En kærlighedserklæring

Disse kan til gengæld antage så overraskende udtryk som Bornholms Tidendes en smule nicheprægede karakteristik af bogen som »en kærlighedserklæring til det danske ø-miljø!«.

Andre kalder den et 'karneval' eller et 'maskespil', og flere hæfter sig ved det voldsomme opbud af genresammenblandinger. En »karnevalistisk fusion mellem en fortælleglad ramasjangroman og Sofies verden,« mener således Leonora Christina Skov, mens Skyum kalder bogen et spøjst rodsammen af »Halløj i Operaen, Da Vinci Mysteriet, Malteserfalken og Bulderby.«

Der er stort set enighed om, at Peter Høeg kan skrue et plot sammen. Større er uenigheden, om bogen egentlig er morsom, men sammenfattende må man vist konstatere, at Peter Høeg med forbehold er taget til nåde igen.

»En veloplagt og til tider humoristisk roman,« mener Ekstra Bladets Carsten Norton.

Bogen er »i al sin afsindige too muchness, en kompromisløst tænkt og originalt udført roman. Den slags kræver mod at eksekvere,« erklærer Leonora Christina Skov, mens Politikens Bjørn Bredal giver fire hjerter og konkluderer, at komikken gennemgående totalt har overvundet kronikken.

Peter Høegs ærinde har været »at sætte den dogmefunderede tro over for den »frie« tro på, at der findes en vej ud i friheden og lykken,« skriver Søren Kassebeer.

Egentlig er det alt for meget, synes han, »men det forunderlige er, at det lykkes forfatteren at gennemføre sit projekt uden at give sin læser åndelig kvalme.«

Og det var jo det, de alle sammen var så bange for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Robert Pedersen

Hvad er Karen Sybergs pointe her?

Høeg er da en omvendelsesprædikant med et frelsesbudskab, der driver narreværket!

Eller sagt på en anden måde: Den vigtigste forudsætning for narrens funktion og ret til at drive uhæmmet gæk har altid været, at han havde en uafhængig stilling i den sociale orden og ikke adlød nogen ideologi. Men i Høegs tilfælde er det en dogmatisk pointe at være dogmekritisk. Han er pedantisk uprætentiøs og nøjeregnende plat i sin stil. Og derfor er hans humor heller ikke morsom, men vissen og lærermesteragtig.

Folkeviddet plejer at skelne mellem idealister, der taler meget om deres idealisme, og dem, der bare er det. Den kollektive klogskab ved, at man udmærket kan være hellig i sin vanhellighed og selvhøjtidelig i sin satire. At man kan være morsom på andres bekostning og nærtagende på egne vegne. At man kan se elefanter hos andre, men overse sine egne lyserøde af slagsen.

Man kan vrænge og mænge sig udad og snerpe og snobbe indad på samme tid!

Dette folkevid har mange uforglemmelige nedslag netop i den danske litteratur, men måske har Høegs nye form for bagvendt, omvendt præk og tro-på-mit-hellige-budskab-satire gjort kritikerne usikre på, hvad de skulle mene om hans design-stof-roman, så nu kan eller må de ikke længere kende forskel på filurlighed og løjerlighed?

Eller hvad?

Jeg forstår ikke danske anmelderes mangel på humoristisk sans, for humor har Peter Høeg da fyldt sine romaner med fra dag ét - når bortses fra den alt for prætentiøse Smilla.