Læsetid: 8 min.

Er der ingen grænser for grænseoverskridelsen?

Han er det mærkeligste fænomen i nyere tid. Han har stillet sit eget liv i kunstens tjeneste, tilintetgjort det og betalt en høj pris på den private front. Han døde på sin vis allerede i 2001, men levede videre som Das Beckwerk. Nu skal han så begraves i forbindelse med et spektakulært projekt, der én gang for alle afslutter Claus Beck-Nielsens æra
Selvdestruktion. Om godt en uge går et ligtog gennem byen til Assistens Kirkegård, hvor begravelsen af Claus Beck-Nielsen, der for 10 år siden ophørte med at eksistere, finder sted. Offentligheden er inviteret og er en brik i spillet, når hele identitetsbegrebet stedes endeligt til hvile.

Selvdestruktion. Om godt en uge går et ligtog gennem byen til Assistens Kirkegård, hvor begravelsen af Claus Beck-Nielsen, der for 10 år siden ophørte med at eksistere, finder sted. Offentligheden er inviteret og er en brik i spillet, når hele identitetsbegrebet stedes endeligt til hvile.

Sofie Amalie Klougart

30. september 2010

Han har sådan set været død i næsten 10 år. Men først nu skal det være: den endelige afsked med et liv og en besværlig identitet. Alt har peget frem mod denne begivenhed. Manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, har altid været utilpasset blandt mennesker. Hans bøger og kunstprojekter har været drevet frem af ét langt had til sig selv. Dette liv i en destruktiv kunsts tjeneste og med store omkostninger på det private plan bliver nu bragt til ophør.

Når Claus Beck-Nielsens kopikrop bliver begravet den 9. oktober efter et ligtog fra pladsen ved Glyptoteket er det kulminationen på et af de vildeste og mærkeligste kunstprojekter i nyere tid. En selvdestruktion i kunstens tjeneste. Gennem 10 år har han opløst sig selv, udraderet sin egen identitet i en række happenings og værker.

Det hele startede, da han i månedsvis boede blandt hjemløse uden id og med påstået hukommelsestab satte den danske presse på den anden ende for at finde ud af, hvem han var.

I 2001 erklærede han sig selv, som Claus Beck-Nielsen, død i bogen Selvudslettelser og oprettede Das Beckwerk, som forvalter de efterladte ideer fra hans tidligere identitet. Siden har hans navnløse krop indtaget vidt forskellige Nielsener på vejen mod den endelige udslettelse. Som Nielsen i kælderen under et teater, der, som levende installation leder efter sit liv. Eller H.C. Nielsen, en reinkarnation af H.C. Andersen, der i et teaterstykke forsøger at generobre sin kommercialiserede identitet.

Siden blev det farligere, da han sammen med performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech rejste til Irak med en kuffert fuld af demokrati. Rejsen er beskrevet i romanen Selvmordsaktion, der undersøger forholdet mellem demokrati og anarki og mellem fiktion, virkelighed og identitet. Eller da han som inviteret manuskriptforfatter til et teaterstykke i Afghanistan vandrede ind gennem Kabul med et talebanflag med hul i midt under Muhammed-krisen. Han har også forsøgt at starte en revolution i Iran med europæisk dekadence, alkohol og fodbold. Alt sammen med sin egen navnløse krop som indsats.

I dag findes han som anonym krop og forsøgsperson i Das Beckwerk, en virksomhed med en bestyrelse, og alt, hvad han laver, handler om global udslettelse af identiteten og om at møde verden, uden at den er prædefineret.

Det er vældig abstrakt men også humoristisk, intelligent og livsfarligt.

De personlige omkostninger i dette mangefacetterede værk, der består af film, teater, romaner, musik og happenings har været enorme. Han har sultet sig selv, mistet kone og hjem, siddet til forhør hos det irakiske hemmelige politi og frygtet for sit liv i Kabul. Og han har en lille datter, der ikke kan undgå at blive del af værket, og som skal forholde sig til sin far som død.

Ambivalensen omkring Beckwerk

»Beckwerket er et af de mest originale og begavede skrivende mennesker i begyndelsen af det 21. århundrede,« siger Klaus Rifbjerg.

Barndomsvennen Jon Helt Haarder, der er lektor og ph.d. i litteratur, beskriver Beck-Nielsen som vanskelig at være tæt på og meget egensindig og mener i øvrigt, at der er en tendens til at overse, at manden er en meget dygtig prosaist. Han mødte Claus Beck-Nielsen i sjette klasse, og de spillede sammen i bandet Creme X-Treme i 80'erne. Haarder har stor respekt for Beckwerket, som skriver sig ind i en lang tradition for performance og avantgarde, og finder det interessant, hvor mange forskellige samtaler, det sætter i gang. Men samtidig oplever han dele af det som studentikost, og vennens performative indsats med sig selv vækker følelser af både afsky, modvillig beundring og medfølelse.

»Man kan se, at temaet med at forsvinde eller være en anden har været med fra forfatterskabets start. Men han adskiller sig fra andre i konsekvens og radikalitet,« siger Haarder:»Claus Beck-Nielsen var drevet af et stærkt selvhad - lidt ligesom Karl Ove Knausgård i dag. Det er meget nemt at se i bøgerne. Hans død udråbtes i Selvudslettelser. Og i Claus Beck-Nielsen (1963-2001) optræder en liste med syv ting ved ham, som hans daværende kone ikke kunne holde ud. Og det er de samme syv punkter, han ikke selv kan holde ud - så han må ud af verden.«

Haarder oplever det ud over irriterende, også som ubehageligt. For hvis Claus Beck-Nielsen er væk, hvad er han så selv, og hvad er deres historie sammen?

»Identitet er jo dialogisk. Vi er nogen sammen med andre. Identitet er også socialt. Men der ligger samtidig et utopisk potentiale her: Hvis han kan få alt det vedtagne om køn og identitet, livshistorie og myndigheder til at rasle i furerne, bliver det måske mere synligt, at man kan lave en anden verden med et andet subjektbegreb og dermed en anden verden også politisk.«

Haarder tror, at Claus Beck-Nielsen har testamenteret en metode til Beckwerket. En metode med rødder så langt tilbage som Next Stop Sovjet i 1989, hvor Creme X-Treme deltog. De fik stillet et kæmpe tog til rådighed, og danske og russiske kunstnere rullede så ud ad den transsibiriske jernbane i et sært møde mellem kunst og politik.

»Det er lidt det samme, Beckwerket gør med rejserne til Irak og Iran. Han griber ind i virkeligheden med fiktion for at få noget at vide om verden, som man ellers ikke kan få øje på og begreb om.«

Haarder har i artikler opfundet begrebet performativ biografisme om det, Beckwerket laver, og synes, det er værd at beskæftige sig med. Så han har, modsat Rifbjerg, tænkt sig at deltage i vennens begravelse.

Manden der tidligere ...

Jeg ved godt, at jeg kun kan tale med manden selv på værkets præmisser. Alt hænger sammen med det overordnede værk om identitetsudslettelse. Næsten for godt.

Jeg møder ham en solskinsmorgen på Glyptoteket, hvor hans uhyggeligt naturtro kopikrop ligger lit de parade. Jeg indlemmes da også fluks i værket, da der står et kamera, der optager alt i disse dage.

- Det er meget gennemtænkt. Er du aldrig bange for, at det bliver for perfekt. Går for pænt op?

»Det er mere gennemført end gennemtænkt. Jeg er meget opmærksom på nødvendigheden af fremmede elementer, jeg ikke kan styre. Det er det, der er værkets motor, at indrette sig efter alle de tilfældigheder, det sætter i gang. Og selvfølgelig er der masser af iscenesættelse, men det betyder ikke, at det ikke er alvorligt. En stor del af målet er at usikkergøre, ikke at skabe ubehag, men at åbne verden, hele tiden tage stilling til hvad den er i stedet for at læse den som på forhånd identificeret og vedtaget,« siger han.

I syv døgn fra i dag skal hans krop ligge offentligt fremme efter antik romersk forbillede og overvåges af læger og sygeplejersker. Den 9. oktober går et ligtog gennem byen til Assistens Kirkegård, hvor begravelsen finder sted. Offentligheden er inviteret og er selvsagt en brik i spillet, når hele identitetsbegrebet stedes endeligt til hvile.

- Hvis du er en navnløs krop og det i virkeligheden er identiteten, du har aflagt dig, hvorfor er det så din krop, du begraver?

»Vi har opereret inden for et felt, hvor der ikke findes de store erfaringer. Vi ville erklære identiteten død, det gjorde vi så i 2001, Claus Beck-Nielsen er død. Alligevel 'clauser' folk mig stadigvæk. Det er utroligt svært at slippe af med identiteten. Medierne og staten er noget af det mest konservative, der findes, de kan ikke lade være at identificere alt. Begge leverer aldrig noget til deres publikum, som ikke er identificeret og kategoriseret på forhånd. Jeg synes, det er en lidt sølle opfattelse af verden, at verden skal være identificeret af andre, før man selv modtager den,« forklarer han venligt.

»Kroppen er åbenbart et voldsomt identifikationspunkt, som holder identiteten sammen, selv i tidens tale om virtuelle identiteter. Der skal være en krop. Så den begraver vi,« forklarer han.

- Har din egen krop et liv uden for værket?

»Næh. Det er ikke rigtig muligt.«

- Men den har jo børn.

»Ja, det er så også det penible ved den situation, for barnet bliver også indskrevet i værket, og jeg skal hele tiden passe på det. Min datter var seks år og sad på køkkenbordet og sagde: 'Far, du er da ikke død, vel?' Det er jeg nødt til at forholde mig til hele tiden.«

- Hvad svarer du hende?

»Jeg siger nej, 'jeg er ikke død, jeg er her'. Hun ved også godt, at der står Helge Bille i mit pas, og at der er et billede af Andy Warhol. Men hun har da problemer med kammerater, der spørger: Hvad hedder han så? Og hun siger at det ved hun ikke rigtigt.«

- Du lever i et værk. Bliver det aldrig klaustrofobisk?

»Næh. Men jeg kan ikke vide, når jeg sætter mig på toilettet, hvad det betyder. Det er jo ikke uden for værket, men har det betydning for værket? Eller kan jeg måske sidde her lidt i fred for det? Det er heller ikke skizofrent, der er ikke to adskilte verdener, der er kun én, hvor det hele er kørt sammen. Det er bare sådan, det er. Jeg er egentlig temmelig ligeglad med mig. Så hvordan jeg har det med det interesserer mig ikke rigtigt. Det er for sent at vende om. Heldigvis. For ellers skulle man hele tiden overveje: Skal vi stoppe nu, eller skal vi stoppe nu?«

Præsten, der skal begrave Claus Beck-Nielsen bliver ved at spørge, om ikke de har overvejet genopstandelsen, fortæller manden over for mig med et stort smil. Og det er der flere der har interesse i. For eksempel Forlaget Gyldendal, der ikke kan sælge bøger uden en forfatteridentitet bag.

»Men det kan ikke lade sig gøre, der er ingen i vores kultur, der tror på genopstandelsen,« siger han.

Hvad der så skal ske, ved han ikke. Der er indlagt 100 dages sørgetid over identiteten, og det er også 100 dage, hvor Das Beckwerks bestyrelse skal i tænkeboks: »Der bliver nødt til at ske noget nyt. For selv om vi siger, at vi ikke laver kunst og kultur, så er det sådan, verden hele tiden identificerer det, alt skal i kasser. Og det klaustrofobiske er faktisk, at når man først er kommet ind i den maskine, så er det meget svært at komme ud af den. Der er nødt til at ske noget radikalt. Vi kan ikke fortsætte business as usual, for så bliver det netop bare kultur. Vi overvejer tusinde skrækscenarier, men vi ved det ikke endnu.«

I disse dage lever den navnløse med paradokset, at han gerne ville slippe af med én Claus Beck-Nielsen, og nu er der pludselig to, som han siger, men han håber, at hans tidligere identitet endelig kan få lov til at hvile i fred.

Det er Jon Helt Haarder ikke overbevist om. Det er svært at lægge et omkringfarende fravær i graven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Ja, det er jo en meget skæg idé - men det giver kun mening som performance og installationskunst. Som identitetsmetamorfose giver det ingen mening.

Og så er det i øvrigt bestemt ikke nogen genial, endsige original idé.

At udslette sin identitet med et ritual er et særdeles gammelt fænomen. Det har altid været praktiseret i forskellige former, fra den religiøse initiering med glatbarberet hoved og nyt navn, over den euforiserede identitets-transcendens og til det ultimative rituelle selvmord.

Trangen til at opløse jeg'et, egoet og identiteten er en fundamental transcendental drift i mennesket. Men Beck har sikkert sandet, hvor svært det er i virkeligheden, fordi den verdslige identitetsfølelse er uløseligt knyttet til historie og erindring, og dette lader sig ikke udslette så nemt - og slet ikke ved et stykke installationskunst.

Der er få ting i vores bevidsthed, vi ikke kan snyde eller eliminere. Og bevidsthed er en af dem. Hver gang Becks fortid træder frem i lyset fra underbevidsthedens gemmer, vil han blive mindet om den identitet, han har forsøgt at aflive symbolsk. Den er blevet en del af ham. Den bor ikke udelukkende i den krop, han stedt til hvile. Den bor også i hans underbevidsthed. Og at afsondre sig fra sin underbevidsthed er ikke nemt. Det kræver spirituel træning.

Hertil kommer det paradoks, at han med sin happening, nærmest opnår det modsatte af intenderet - nemlig, at udødeliggøre sin persona og krop i den offetlige bevidsthed.

Jeg ved ikke, hvor mange, der havde hørt om Claus Beck-Nielsen i anden sammenhæng og før denne event. Jeg havde i hvertfald ikke. Men nu kender jeg Claus Beck-Nielsen, og vil kunne genkende ham på gaden og frejdigt 'clause' ham: "Er du ikke Claus Beck-Nielsen, ham der med dukken?"

Så det er i bund og grund et paradoksalt projekt.

/O

olivier goulin

Hvis man endelig seriøst ville forsøge at transformere sin identitet, så skulle man finde en måde at udviske sin erindring på. En fuldstændig amnesia ville være det mest effektive.

Dette er dog ikke så nemt, uden samtidigt at retardere sig selv .

Det andet man kunne gøre, som en del også gør, er at ændre sit udseende radikalt med plastikkirurgi, herunder evt. kønsskifte.
Bryde alle relationer til famile og venner, flytte et sted hen, hvor ingen kender en - og starte et nyt liv.

Det ville muligvis have en begrænset effekt. Men det er jo også et temmelig vidtgående skridt.

Endelig kan man tage sit eget liv, og lade sig reinkarnere med en 'tabuila rasa'. Det er den løsning naturen selv tilbyder, og som giver os periodisk befrielse fra krop og identitet, indtil en ny skabes.

/O

olivier goulin

Men det er paradoksalt i endnu en betydning:

Hvordan kan man glemme noget ved at iscenesætte og italesætte det? Det er selve antitesen til forglemmelse.

Forglemmelse beyder at negligere, at lade sin bevidsthed fylde af noget andet. Enten en alternativ identitet, eller en transcendent ikke-identitet, en ren væren, så at sige. Det sidste er det, man f.eks. opnår gennem meditation, og dette Egoets opløsning er i sandhed attråværdig, så Becks ambition er fuldt forståelig.

Men jo mere Beck beskæftiger sig med den identitet, han ønsker at aflive, desto dybere cementerer han den i sin bevidsthed.

Det er derfor, at projektet spænder ben for sin egen målsætning, og ikke levner meget anden mening end en form for narcisisme - på vrangen.

/O

olivier goulin

Så for at besvare spørgsmålet:

"Er der ingen grænser for grænseoverskridelsen?"

Jo, det er der. Den har Beck præcis stødt panden mod. Og det er måske netop meningen med hans kunstneriske eksperiment, at påvise det.

Det bliver i hvertfald nok konklusionen.

/O

Søren Geckler

Men hvorfor bruge betegnelsen kunstnerisk om det? Er det i bedste fald ikke snarere noget filosofisk - og i værste fald noget sofisteri.

Leif Højgaard

@Olivier Goulin
eg havde aldrig hørt om Claus Beck-Nielsen i anden sammenhæng og før denne event og vil hurtigt glemme det hele igen. Tak til dig Olivier for din analyse og lyrik - alene dette vil være mit positive input i denne sammenhæng.

At jeg stoppede op et øjeblik ved billedet af den regnvåde H.C. Andersen's Boulevard i aftenbelysning skyldes udelukkende, at min konfirmationsfest blev afholdt i Restaurant Glyptotekets selskabslokaler en oktoberaften i 1957. Stedet med de runde røde markiser skimtes over personen med paraplyen i forgrunden.

Mon ikke det iøvrigt kunne gøre begravelsen lidt mere kunstnerisk og festlig hvis man begravede kunstnergruppen Surrend's humørfyldte porno-plakater ved samme lejlighed.

Leif Højgaard

@Olivier
Med hensyn til at tage sit eget liv, og lade sig reinkarnere har jeg ladet mig fortælle, at dette skulle være den dårligst tænkelige forretning idet resterne af æterlegemet, når det astromentale legeme har trukket sig ud i den astrale verden - fortsat vil eksistere videre som et æterisk lig indtil dets opløsning (afhængig af livsalder), hvilket kan tage flere år afhængigt af hvad man gør med kroppen - kremering, begravelse, nedfrysning.

http://www.youtube.com/watch?v=NBqsPeWBzRE

olivier goulin

@Leif,

Det var bestemt heller ikke ment som en anbefaling. Tværtimod.

Det var blot for fuldstændighedens skyld, at nævne alle muligheder. Døden er den ultimative erindringsudviskelse, i hvertfald hvad angår den almindelige kognitive erindring - og det er jo også et skift af krop. For mange med dybe følelser af selvhad og lav selvrespekt, er det kroppen der bliver genstand for hadet. Tænk f.eks. på alle de tilfælde, hvor folk skifter køn.

/O

Man må jo sige at det er kunst, når det vækker erindringer, og fører til overvejelser. ;-)

Jeg kan tilføje, at Claus Beck-Nielsen, vel for en halv snes år siden, illuderede hjemløs med hukommelsestab for at undersøge hvorledes taberne i det danske paradis blev behandlet.
Det vakte lidt furore dengang og jeg tror at EB dengang fulgte sagen tæt.

En performance ud i identitet er vel også, at han har valgt nu at være Helge Bille Nielsen - efter beboeren i den lejlighed han overtog, hvor der stod "Helge Bille" på døren.

Jeg kan anbefale at udforske dette link der giver en oversigt over projektet...

http://funusimaginarium.com/?side=home

Leif Højgaard

@Niels
Jeg må medgive, at det er en speciel hjemmeside og dejligt at kunstnere bruger nettet i sin udtryksform. I 70'erne forestillede jeg mig det direkte demokrati indført med on-line afstemninger i visse spørgsmål hvor dette medie er egnet. Jeg forestilede mig også en slags fritidssamfund med decentrale arbejdspladser så man kunne tilpasse arbejdet med familielivet i det omfang det kunne lade sig gøre. Det er klart at det tager en vis tid for alle de moderne teknomogier at finde indpas i dagliglivet netop fordi det ikke skal være tekniken men mennesket der skal være i fokus.

Sådan set glæder det mig som sagt at denne mand eksperimenterer med mediet men også at han beskæftiger sig med meningen med livet og hvad dermed følger. Ikke mindst med udgangspunkt i den hjernedøde hverdag vi oplaver fra alle kanter. Iøvrigt er der en behagelig atmosfære her på debatten hvor jeg personligt har stort udbytte af at læse andres synspunkter. Tak skal I have...