Læsetid: 4 min.

'Jagten på de røde lejesvende er manipuleret'

Ruth von Sperling, der præsenteres som 'den røde grevinde' i DR's dokumentar 'Jagten på de røde lejesvende', er kritisk over for, at der både kommer grove anklager mod hende og klippes væsentlige citater ud af programmet. Resultatet, mener hun, er et falsk billede af DR
21. september 2010

Tidligere redaktør af Orientering og leder af DR's interne undervisningsafdeling Ruth von Sperling blev chokeret, da hun så udsendelsen Jagten på de røde lejesvende på DR2.

»Der er nogle klare journalistiske problemer ved programmet. Det er manipuleret, og der er tale om manglende etik. Jeg kender journalist Jacob Rosenkrands Larsen som grundig og hæderlig, derfor undrer det mig, at han laver sådan en udsendelse,« siger hun.

Problemet bunder bl.a. i en underskriftindsamling fra 1973, som hun i udsendelsen konfronteres med. Her skulle hun sammen med andre i et dokument have opfordret til uforbeholden støtte til Folkefronten til Palæstinas befrielse, PFLP.

»Det er en anklage af grov karakter, som jeg og mange andre flere gange har tilbagevist som et falsum. Der er simpelthen tale om misbrug af navne. I programmet afviser jeg også igen og igen påstanden,« siger hun.

Et andet problem for hende er et citat, som Jacob Rosenkrands præsenterer hende for i dokumentet, hvor der står, at 'det ikke nytter at fordømme terror'.

»Jeg svarer, at 'der skal megen ond vilje til at hive det ud af sammenhængen og dermed slutte, at man går ind for terror'. Men den passage er klippet ud. Alligevel smaskes citatet op på skærmen, som 'ha, der kan I se hvilken ussel person, hun er',« forklarer Ruth von Sperling.

Måske rød

Siden 1960'erne har borgerlige politikere beskyldt DR for at være hjemsted for røde lejesvende med ekstremt venstreorienterede synspunkter.

- Kan man så ikke lave et program om de røde lejesvende?

»Naturligvis kan man det. Men jeg synes også, at programmet mangler at tage højde for den tid, som det foregår i. Det hele er taget ud af den sammenhæng, at der var tale om en tid, hvor der var opgør med alle former for autoriteter. Også i journalistikken,« siger Ruth von Sperling.

Alligevel siger hun i programmet, at Jacob Rosenkrands godt må kalde hende for 'den røde grevinde'.

- Hvorfor godtager du så det navn?

»Det var der nogle, som kaldte mig dengang. Men under interviewsituationen tænkte jeg bare, 'kom nu videre'.«

- Så du er ikke en rød lejesvend?

»Jeg står ved, at mit fokus altid har været andre steder end på de bonede gulve. Sådan er det stadig. Hvis det er at være rød, så er det fint med mig,« siger Ruth von Sperling og tilføjer:

»Jeg har været chef i mange år, men har aldrig spurgt ind til hvilken politisk holdning, mine ansatte havde. Jeg så på, hvad de kunne. Men præmissen for programmet skulle jo hives i land, og så synes de, det var morsomt med 'den røde grevinde'. Det skulle bare bevises, at vi var røde lejesvende.«

DR fremstilles ensidigt

Ruth von Sperling mener hverken, at DR er eller har været rødt.

»Programmet fremstiller et meget ensidigt billede. Det er også ok med mig, men det skal være sat ind i en større ramme.«

- Hvad savner du, at man forholder sig til?

»Programmet fortæller ikke, at DR som helhed ikke var præget af den slags, og det er en skam. Jeg kan slet ikke kende det billede af DR, som programmet viser. Men man finder, hvad man leder efter.«

- Men når du indrømmer, at du er en 'rød grevinde' i pro-grammet, har dem som kalder DR for røde lejesvende så ikke ret i deres kritik?

»Nej, det er det rene myteri. Der har været folk, som lavede tingene på en anden måde. Jeg kan kun sige, hvad jeg og mine kollegaer bedrev.«

- Men især politikeren Erhardt Jacobsen var jo efter DR. Og nu siger du vel i virkeligheden, at han har ret, i og med at du er en rød grevinde?

»Jeg siger ikke, at Erhardt Jacobsen havde uret hele tiden, men det var manisk. Man havde indtryk af, at han råbte og skreg af de mindste ting.«

Er måske forfængelig

- Man kunne jo mene, at du blot forsøger at fjerne fokus fra det, som programmet egentligt handler om?

»Det ville ligge mig meget fjernt, for det har jeg ikke nogen grund til.«

- Er det, fordi du klarede dig dårligt i interviewet, at du nu er kritisk?

»Overhovedet ikke. Jeg var en af dem, som lo meget - også af mig selv, men så har jeg set det igen med mere journalistiske briller, og der synes jeg, at programmet er dybt kritisabelt.«

- Jens Nauntofte har truet med at gå til Pressenævnet med sagen. Er det ikke at overdrive?

»Det vil jeg ikke kommenterer. Han må have sine gode grunde til at gøre det, og det har jeg ikke.«

- Er I måske bare forfængelige?

»En lille smule forfængelig er man vel altid, men det lægger langt ud over at være forfængelig at forsvare sig imod nogle anklager om, at man har støttet terrorister. Det er dybt krænkende. Så hvis det er, at være forfængelig så for min skyld gerne,« siger Ruth von Sperling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

TV-udsendelsens journalist og Informations journalist definerer ikke begrebet "Rød lejesvend".

Er det
1) en journalist, der har en rød grundholdning eller er det
2) en journalist, der (mis)bruger denne holdning i sit journalistiske virke

Det må være sidstnævnte, der er den rigtige definition, men både Rosenkrands og Trine Møller springer ofte op til 1) og henter ammunition til deres forehavende fra journalisternes private holdninger.

De går efter manden i stedet for efter bolden.

At Ruth von Sperling blev kaldt "den røde grevinde" er vel blot en generel betegnelse for hendes venstreorienterede grundholdning.

Intervieweren (Trine Møller) forsøger krampagtigt at koble denne grundholdning sammen med betegnelsen "rød lejesvend".

Og det er præcis her, at kæden springer af både hos Trine Møller og hos Rosenkrands i tv-udsendelsen. I deres iver efter at hænge journalisterne op på krogen, bruger man dyneløfter-tricket og springer fra deres job til deres privatliv.

Ruth von Sperlings og Jens Nauntoftes støtte til PFLP er deres private holdning, men misbruges i udsendelsen til at understøtte anklagen om job-misbrug.

Man går efter manden, fordi det er betydeligt lettere end at gå efter bolden.

For hvis man går efter bolden, kan man ikke nøjes med at se på enkelttilfælde, men må se på journalistens hele produktion, for at komme frem til en eventuel anklage om ensidig journalistisk virke.

Jeg må indrømme at jeg havde glædet mig til serien, som skulle afdække disse evindelige beskyldninger. Og jeg er skuffet over den ensidige blå dækning. Erhard Jacobsen havde, så vidt jeg husker, rigeligt med taletid i DR, til at det kunne danne en rimelig modvægt til det der foregik i "ungdomsredaktionen", og at udsendelsen viser et klip som netop IKKE blev sendt (Cirkeline i Amerika - ret sjovt faktisk) beviser at der vel var en vis kontrol med tropperne.
Men måske er det et bestillingsarbejde for DR's enerverende hyletone, Ole Hyldtoft? Man kan jo få en tanke.
Og jo, man får lyst til at se en udsendelse om DR's blå lakajer (eller blå lejesvende, om du vil) - der er jo en del journalister, som efterfølgende er havnet i politik i den blå stue. Og kom ikke og sig at "der ikke er noget at komme efter"

Skulle man nævne nogle medløbere, strategikere, karriemagere, opportunister, mode-venstreorienterede, folk der mente, at venstrefløjen nu var vejen til magt og sex, også inden for DR, er der nok ikke mange af de navne, der er blevet stående i eftertidens erindring, og det skal hermed være undladt.

For nu står den på globalisering og markedsøkonomi samt, værst af alt, den forfærdende stand up-komiker inspirerede selvhævdende ego-nationalistiske kynisme.

Dorte Sørensen

Kan man ikke nærmere sige at DR og Orientering mangler Ruth Sperling ( hvornår er hun begyndt at hedde von, det var da aldrig med fa hun var aktiv i DR) Jeg husker hende som en MEGET arbejdsom, dybtborende og anstændig journalist i Orientering.
PS: alene hendes snak om og med folkene på gulvet som arbejdsgiveren tager jeg hatten af for.

PS: Mht. Erhardt Jacobsen så mente han også efter et besøg i Sydafrika, at forholdene var som i Ølstykke eller om det var Stenløse han brugte har jeg desværre glemt.

Hvad havde man regnet med?

Arne Notkin, Bent Blydnikow, Ole Hyltoft og hele deres slæng får aldrig nok før alle til venstre for de konservative lægger sig i støvet og beder om tilgivelse - for hvad ved jeg ikke lige, men det er en fortsat heksejagt startet af bl.a. Blydnikow og Notkin i Weekendavisen.

Det er et stykke bestilt arbejde betalt af bl.a. dem det går ud over via licenspengene.

Og meningen er vel at gøre kritiske journalister - hvis der ellers er flere i DR, det er svært at få øje på - til en paria som det er gratis at tilsvine, så ligesindede udenfor huset trues til tavshed.

Den tilladte kritik der må fremføres i dag er åbenbart kun den der kommer fra DF og omegn.

Det er sørgeligt at en Informationsjournalist falder i samme grøft som Jacob Rosenkrands og laver samme form for dårlig journalistik som han.

Jeg synes, folk er noget ømskindede. Jeg opfattede fuldt ud, at en række kendte mennesker havde fået deres navn misbrugt i en kampagne, og jeg synes ikke, at nogen fremstod, som om de støttede terror.
Jeg var godt underholdt, jeg forstod også udmærket, at det var en lille del af DRs virksomhed, der var i søgelyset, og jeg kunne virkelig godt have tænkt mig nogle længere sekvenser fra datidens udsendelser og så en diskussion baseret på dem. Det var jo også dengang, man lavde kvalitetsfjernsyn i DR, og det savner jeg - rødt, blåt, grønt, uden holdning er det tandløst.

DR forspildte chancen (der er dog 2 afsnit til)...... det blev engang forudsigeligt lirum larum - præget af mikrofonholderi, hvor man ikke gik i kødet på de interviewede ---- trist, at det ikke blev håndteret bedre !

Nu kan jeg ikke lige huske, hvor jeg har set det, men Ole Sippel (denne pæne mand) blev overhørt om sin rolle som ekspert-vidne i sagen mod Fighters & Lovers. Og om sin ekspert mening om PFLP; Ole Sippel mente ikke at man kunne sige, at de var det, som samtlige borgerlige og anklage-myndigheden gerne ville have dem til at være. Og det kunne (og var de ej) af de og de grunde.

Og så vidt jeg kan forstå (af de referater, jeg har læst) er præmissen for hele interviewet med Ole Sippel, at PFLP altid er, altid har været og altid vil være noget, der starter med t...

Men når så en ekspert som Ole Sippel begynder at nuancere begreberne lidt og forklare, at så enkelt er det skam ikke, ja så....er han jo bare en 'rød lejesvend.'

Og hvad er det forøvrigt...

@ Thrainn Kristinsson.
Ooh det forlyder, at alsigide Rosenkrands har foreslået et nyt projekt med arbejdstitlen: "Nynazisterne bag Dansk Folkeparti". Der mangler blot godkendelse i DRs top og bestyrelse, hedder det.

Hmm. Jeg kunne da godt sådan have en avis eller et nyhedsbureau, ikkesandt?

Skal de mange debatørernes modstand mod udsendelsens lødighed forstås derhen, at nu har de blå lejesvende taget over i DR? Eller er de røde blot blevet noget falmede?