Læsetid: 4 min.

Den karismatiske stormester

Bent Larsen var den største danske skakspiller nogensinde
Den bedste danske skakspiller gennem tiderne, Bent Larsen, er død 75 år gammel i Buenos Aires efter kort tids sygdom.

Den bedste danske skakspiller gennem tiderne, Bent Larsen, er død 75 år gammel i Buenos Aires efter kort tids sygdom.

Morten Juhl

13. september 2010

For et halvt års tid siden markerede Dansk Skak Union ved en række arrangementer over hele landet stormester Bent Larsens 75 års fødselsdag. Mange af de lovord, der ved den lejlighed blev sagt og skrevet om ham, kan nu gentages i et nyt perspektiv: For nogle dage siden døde Bent Larsen efter kort tids sygdom i sit hjem i Buenos Aires.

Første gang jeg hæftede mig ved Bent Larsens navn var, da han i 1954 i en alder af 19 år deltog i DM i Århus. Det var ikke Larsens debut. Den havde han fået året forinden, da han i Horsens havnede på en delt tredjeplads. Talentet var så åbenlyst, at mange skakfans forventede, at han allerede i sit andet forsøg ville snuppe DM-titlen foran de mere bedagede spillere. Men Larsen startede katastrofalt, det kun blev til et halvt point i de første tre runder. Ikke desto mindre udtalte han fra sin position på sidstepladsen, at han alligevel ville snuppe mesterskabet.

»Den unge mand er ikke ked af det,« sagde folk hovedrystende. Men Larsen fik ret. Han vandt de seks næste partier og var et helt point foran den nærmeste konkurrent i slutstillingen. Allerede næste år var han i særklasse, da han i Aalborg gentog sejren med uhørte 10 af 11 mulige points.

International stormester

Det var tydeligt, at Danmark rent skakmæssigt var blevet for lille til Larsen. I 1956 afholdt man i Moskva skak-OL, og Larsen indtog naturligvis spidsbrættet for Danmark. Det gjorde han så suverænt, at han blev topscorer på første bræt - foran verdens bedste spillere, heriblandt verdensmesteren Mikhail Botvinnik, som med det yderste af neglene holdt remis mod den unge dansker.

Den bedrift medførte, at Larsen som den første dansker nogensinde blev udnævnt til international stormester. Larsen vendte hjem og fortalte glad og fro til medierne, hvor stærkt han vitterligt havde spillet. Den usædvanlig begavede og karismatiske opkomling fra Thisted kendte ikke noget til Janteloven.

Larsens resultater var i de følgende år noget svingende - blandt andet som følge af to år i forsvarets tjeneste - men et nyt højdepunkt i karrieren indtraf, da han i 1964 havnede på en delt førsteplads i den såkaldte interzoneturnering i Amsterdam. Larsen erklærede selv, at det var den eneste gang, han havde overgået sine forventninger til sig selv:

»Jeg gennemførte denne turnering med en fantastisk energi, og ideerne kom myldrende,« skrev han i bogen 50 udvalgte partier, der for alle danske skakspillere bør være lige så obligatorisk som deres gule sygesikringskort.

I løbet af de følgende få år fik han status som verdens stærkeste spiller og sikrede sig i 1967 den første skak-Oskar, der blev uddelt - men verdensmester blev han aldrig. VM blev dengang afgjort via nogle korte matcher i en kandidatturnering, og her led Larsen tre gange skibbrud i semifinalen - senest da han i 1971 blev fejet af brættet med 6-0 af Vestens nye skakstjerne, amerikaneren Bobby Fischer. Vist var Fischer frygtindgydende - han blev verdensmester året efter - men den grusomme score lyver og skyldes i vid udstrækning en hedebølge, der netop i de uger havde ramt Denver, samt Larsens kompromisløse spil, da han først var kommet bagud. Mange har peget på matchen mod Fischer som den begivenhed, der gav Larsens VM-drømme et afgørende knæk.

Larsen var dog i mange år fremefter en frygtet modstander ved brættet og havde desuden i stigende grad markeret sig som en unik skak-journalist og -forfatter - med sin helt egen stil, der ganske matchede hans varme, vindende og vittige personlighed. Larsen var i sine velmagts dage en af de største stormestre, verden har kendt, og alle senere danske topspillere står i stor gæld til ham. Efter at han i 1982 havde slået sig ned i Buenos Aires - han var blevet argentisk gift - fortsatte han med at præge dansk skakliv, ikke alene ved deltagelse i flere turneringer på dansk grund, men også via sine dybsindige kommentarer til andre mestres partier.

Larsens udødelige parti

Blandt de talrige glanspartier, Larsen præsterede i sin lange karriere, er der et, der stadig står i et særligt forklarelsens skær for mig - nemlig det, han som hvid vandt over den daværende verdensmester Tigran Petrosjan i Santa Monica 1966:

1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 g6 5.Le3 Lg7 6.c4 Sf6 7.Sc3 Sg4 8.Dxg4 Sxd4 9.Dd1 Se6 ...

»Som at spille mod sig selv,« konstaterede Larsen, der var glad for at spille denne særlige variant i siciliansk - som sort.

10.Dd2 d6 11.Le2 Ld7 12.0-0 0-0 13.Tad1 Lc6 14.Sd5 Te8 15.f4 Sc7 16.f5 Sa6 17.Lg4 Sc5 18.fxg6 hxg6 19.Df2 Tf8 20.e5!

Et dybsindigt bondeoffer og det fineste træk i partiet, mente Larsen selv.

20. - Lxe5 21.Dh4 Lxd5 22.Txd5 Se6 23.Tf3 Lf6 24.Dh6 Lg7 ...

Se diagrammet.

Her følger et af mest glamourøse træk i skakhistorien: 25.Dxg6!

Han ofrer dronningen mod verdensmesteren! Og det spiller ingen rolle, om sort modtager offeret straks eller (som i dette parti) venter til det følgende træk:

25. - Sf4 26.Txf4 fxg6 27.Le6+ Tf7 28.Txf7 Kh8 29.Tg5 b5 30.Tg3 - og sort opgav den håbløse stilling.

Et fantastisk parti, der vidner om Bent Larsens enestående kunnen og fantasi. Han var et menneske, det er et privilegium at have kendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu