Læsetid: 5 min.

Klovnens mørke sider

Ole Lund Kirkegaard er elsket for sine ubetaleligt morsomme børnebøger. Alligevel løb der en mørk understrøm i ham. En ny biografi skildrer ham som et søgende menneske, der skrev af indre nødvendighed. Børns anarkistiske verden blev kortvarigt hans kunstneriske redningsplanke, fortæller biografiens forfatter Jens Andersen
Ole Lund Kirkegaard er elsket for sine ubetaleligt morsomme børnebøger. Alligevel løb der en mørk understrøm i ham. En ny biografi skildrer ham som et søgende menneske, der skrev af indre nødvendighed. Børns anarkistiske verden blev kortvarigt hans kunstneriske redningsplanke, fortæller biografiens forfatter Jens Andersen
20. september 2010

I Skanderborg står en aftentom have og sunder sig. Duggen dækker græstotter og havareret legetøj og lægger en beroligende film over sporene fra dagens vilde børnelege.

Fra sit vindue kan tandlæge Niels Lund Kirkegaard betragte ødelæggelserne med velbehag. Som noget usædvanligt i 1950'ernes Danmark, har han selv opdraget sine drenge til et selvstændigt og aktivt udeliv uden respekt for ligusterhække eller rosenbedes parcellering af havens frihed. Nu er vandalerne imidlertid lagt i seng - længere strækker friheden sig heller ikke - og selv ikke den mest progressive far tager skade af lidt fred og ro en gang imellem.

Han påtænker muligvis en cigar og en cognac i læselampens skær, men bliver forstyrret af synet af flagstangen, hvor der vejrer et hvidt fremmedlegeme. Det ligner en plakat, helt sikkert en meddelelse, og han firer og firer, til han får budskabet ned: »Her ender flagstangen,« griner det af den nysgerrige.

Så enkelt kan man sætte de voksnes verden med dens indgroede selvfølgelighed til skue. Og i samme bevægelse gøre den til genstand for undren eller undergravende drilleri.

Budskabet »Her ender flagstangen« forudskikker meget klart den subtile form for humor, man siden finder i forfatteren Ole Lund Kirkegaards lakonisk-morsomme bøger, såsom Lille Virgilfra 1967, Orla Frøsnapperfra 1969 eller Gummi-Tarzanfra 1975.

Mørke i Drengesindet

Det var nemlig en ung Ole Lund Kirkegaard, der med inspiration fra sin fars helt, vittighedstegneren og kunstneren Storm P., lavede den lille
happeningmed flagstangen. Dette påhit er kun et ud af utallige, som man kan læse om i forfatter og litteraturredaktør ved Berlingske Tidende Jens Andersens nye bog
Ole Lund Kirkegaard - en livshistorie, som udkommer i morgen.

Gennem interview med familiemedlemmer, venner og andre fortæller Jens Andersen Ole Lunds Kirkegaards livshistorie, der er akkurat så anarkistisk sprudlende, som hans bøger var det, men hvis klangbund er en mørk understrøm af tungsind og decideret dæmoni.

Derfor kan man finde fine historier som den om, hvordan den nyuddannede lærer Kirkegaard flytter til landsbyen Oue og, som kvikt modsvar til de lokales luren ind af vinduerne, anskaffer sig et arsenal af hatte, som han popper op i og forskrækker de geschæftige med fra vindue til vindue.

Men man undgår heller ikke historien om, hvordan han i løbet af sit voksenliv bliver mere og mere besat af at beruse sig, indtil han fryser ihjel en frostkold nat på en kirkegård, forhutlet og fremmedgjort fra sin familie og sig selv.

Der er tale om en ulykke og ikke et selvmord, som det ellers ofte er blevet hævdet, men det triste endeligt havde på en måde altid ligget latent i Ole Lund Kirkegaard.

Han bliver af studiekammeraten Brita Haugen beskrevet som den klassiske klovn, der konstant er i gang med nye spilopper, men for hvem humoren først og fremmest »sætter sorgen på porten.«

Eller som en af barndomsvennerne, Niels Dyggaard, formulerer det:

»Oles lysende væsen var modsvaret af noget mørkt og utilnærmeligt inde i drengesindet. Noget, man som Oles ven fornemmede. En dobbelthed, man langt senere, ved forlydender om hans drikkeri og alt for tidlige død, tænkte, at han nok havde fået sværere og sværere ved at tøjle.«

Skrev som Hemingway

At Ole Lund Kirkegaard netop slog sig på flasken skyldes måske, at hans far havde drukket for meget, og at Ole Lund Kirkegaard som en offentlig person, der ofte gik imod etablerede holdninger til pædagogik og skolevæsen, var under et stærkt pres.

Men det indre mørke stak også dybere.

Jens Andersen peger i sit forord på, at Kirkegaard søgte efter noget: at selv om han ikke var født imangel - han voksede op i et pænt og på mange måder godt borgerligt hjem - så manglede han noget, så var han født tilmangel på samme måde, som mange kunstnere er det.

»Jeg har med vilje åbnet bogen med en diskussion, der kan være svær,« siger Jens Andersen.

- Kan du uddybe det?

»Vi forholder os i Danmark meget barnligt til børnelitteratur, om man så må sige. Der er en afgrundsdyb kløft imellem børne- og voksenlitteratur, og kun voksenlitteratur regnes for rigtig stor kunst,« forklarer han.

»Med bogen her har jeg villet vise, at Ole Lund Kirkegaard skrev af indre nødvendighed, at han lavede kunst for mennesker i alle aldre.«

Kirkegaard var, som sin far, meget belæst og interesserede sig især for modernistisk kunst. Han tegnede godt ret tidligt med Picasso som forbillede, og skrev senere med Hemingway som ideal.

»Gummi-Tarzaner decideret 'hemingwaysk',« siger Jens Andersen.

»Ligesom Hemingway kondenserede og fortættede Ole Lund Kirkegaard i Gummi-Tarzanteksten. Annelise (Kirkegaards kone, red.) bekræfter, at han brugte oceaner af papir og skrev om og skrev om, indtil han nåede et helt kort autentisk udtryk. På samme måde minder julekalenderen Kikkebakke Boligbyfra 1977 om et drama af Samuel Beckett - dér driver han, i nogle dialoger mellem to børn, sproget helt derud, hvor det ikke kan gøres kortere.«

Det er dog langt fra de litterære analyser eller eksempler, der fylder mest i Ole Lund Kirkegaard - en livshistorie.

Vendte sig selv ryggen

»Jeg har kaldt det en livshistorie, fordi jeg fortæller mere detaljeret om Oles liv end om hans bøger. Det, synes jeg, har været naturligt her, fordi det er første gang, at der bliver fortalt så åbent om ham. Der har været en rørende generøsitet og et stort ønske om at fortælle blandt gamle venner og nærmeste familie,« siger Jens Andersen.

Kirkegaards livshistorie udtømmer ikke hans forfatterskab endeligt, men forklarer alligevel flere ting. For eksempel ville han egentlig have været kunstmaler, men blev forfatter i mødet med de skoleklasser han kom til at undervise, da han lidt tilfældigt valgte at blive lærer.

Børnenes sprog og personligheder befolkede hans bøger, og han prøvelæste gerne sine værker for klassen, inden de blev sendt til udgivelse på Gyldendal.

Da han forlod lærerjobbet for at arbejde som fuldtidsforfatter svandt inspirationen.

»Ole Lund Kirkegaard var søgende, men fandt som lærer en ny side af sig selv. Jeg tror ikke, at han havde oplevet at stå over for børn, inden han stod i klasseværelset, men der er ingen tvivl om, at der var et stort levende barn inde i ham. Det var også derfor, det gik så tragisk, da han lukkede døren til klasseværelset bag sig. Der mistede han kontakten med børnene og med mennesket i sig selv,« siger Jens Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Myrup Munk skriver om "flagstangen, hvor der vejrer et hvidt fremmedlegeme".
Men hvad fik det hvide fremmedlegeme færten af?
;.)