Læsetid: 3 min.

Han kom først - og blev ved længst

Den franske ny bølge-instruktør Claude Chabrol er død efter mere end 50 års uafbrudt aktivitet. Han nærede kun få illusioner om den menneskelige natur: dyret lurer konstant bag overfladen
Claude Chabrol elskede instruktørarbejdet over alt andet og kunne ikke sidde stille. Derfor lavede han også flere dårlige film end nogen anden betydelig instruktør i ny bølge-generationen. Portrættet er taget i 1995.

Claude Chabrol elskede instruktørarbejdet over alt andet og kunne ikke sidde stille. Derfor lavede han også flere dårlige film end nogen anden betydelig instruktør i ny bølge-generationen. Portrættet er taget i 1995.

14. september 2010

Det er svært at skildre det voldsomme indtryk, man som modtagelig gymnasiast fik af Claude Chabrols gennembrudsfilm Fætrene fra 1959.

For første gang en nærgående skildring af forgyldt pariserungdom, med Gérard Blain (den franske James Dean) som den tilsyneladende troskyldige tilflytterstudent fra landet, og Jean-Claude Brialy (den franske Cary Grant) i en glansrolle som hans elegante, kyniske fætter med hang til naziudklædning. Fransk studenter-ungdom set i øjenhøjde, men ganske usentimentalt, med et allerede fuldt udviklet talent for fremdragning af fordækte magtkampe og sinistre manipulationer.

Fætrene blev den første publikumssucces i nouvelle vague, den nye bølge. Og med sin debut Vennerne (1958) fra året før havde Claude Chabrol skabt den første egentlige ny bølge-film, finansieret takket være en rig hustru. Havde Chabrol ikke lavet andre end disse to film, ville han have indskrevet sit navn i filmhistorien. Men det blev til over et halvt hundrede mere i en - i fransk film - enestående karriere på over 50 år.

Et varemærke

Fra at være opkomling udviklede Chabrol sig til at blive en institution i fransk film, en af de få instruktører, der virkelig var et varemærke. Det skyldtes også hans karakteristiske ugleagtige åsyn og særegne blanding af åbenhjertig jovialitet og skarphed, når han glad og gerne optrådte i medierne som vismand, klovn og gourmet helt uden fransk selvhøjtidelighed.

Chabrol, der blev 80 år, voksede op i et solidt borgerligt miljø, og det blev som indforstået, men kritisk skildrer af den franske borgerlighed, dens hemmeligheder og løgne, men også diskrete charme, at han markerede sig stærkest som instruktør.

Der indgik samtidig altid et kriminalistisk element i hans bedste køligt udregnede psykologiske dramaer. Fra film til film blev det mere og mere indlysende, at Chabrol kun nærede få illusioner om den menneskelige natur: dyret lurede konstant bag overfladen, parat til at springe myrdende frem, hvis det pirredes.

En Chabrol for meget

Chabrols position og prestige var ikke uanfægtelig. Han lavede flere dårlige film end nogen anden betydelig instruktør i ny bølge-generationen. Venstrehånden kom tit på overarbejde, for det var ikke altid, at Chabrol havde forstående producenter, der gav ham frie tøjler til at realisere ønskeprojekterne.

Da han f.eks. i 1985 udsendte Et lig for meget, kunne min kollega Henning Jørgensen med god ret kalde sin dræbende anmeldelse »En Chabrol for meget«.

Men spredte comeback-film - Violette Nozière (1978), Den sorte engel (1988), Ceremonien (1995) og til en vis grad også Magtens rus (2006) - viste, at Chabrol ikke havde mistet mestergrebet.

Intens skaben

De store Chabrol-perioder var egentlig korte, men til gengæld præget af intens skaben.

De gik fra 1958 til 1960, hvor han i rap lavede Vennerne, Fætrene, Elskerinden og De søde piger. Og fra 1968 til 1974, hvor man i hurtig rækkefølge kunne opleve film som Veninderne (1968), Den utro hustru (1969), Dyret skal dø (1969), Terror (1970), Slagteren (1970), Lige før natten (1971), Det blodrøde bryllup (1973) og Nada, rød som blod (1974).

Det var dengang, skikkelser som tyskeren Rainer Werner Fassbinder og vor hjemlige førende tv-dramatiker Leif Panduro simpelthen måtte forholde sig til Chabrol som en udfordring og vist også som en inspiration.

Mesterværket er nok Slagteren, den fuldendt beherskede provinsbyfabel om den sagtmodige hverdagspsykopat og den alt for selvtilstrækkelige lærerinde, der aner, at udseendet bedrager. Et ganske særligt intimt og ulmende samspil mellem Jean Yanne og Stephane Audran på basis af Chabrols eget fremragende komponerede manuskript.

Og blandt de tidlige film er De søde piger nok den mest originale, skabt i samarbejde med Chabrols faste manuskriptforfatter, misantropen Paul Gégauff (der blev myrdet af sin anden hustru i 1983). På overfladen en kalejdoskopisk pariserfilm om fire butikspigers banale drømme, men reelt en barsk afdækning af absurditeten i en groft fordummende hverdag.

Personligt har jeg dog også en svaghed for ikke bare Fætrene, men også den efterfølgende Elskerinden (A double tour), et farve-sanseligt krimi-melodrama henlagt til Sydfrankrig, hvor Chabrol tager hul på analysen af den forkvaklede højborgerlige familie.

Chabrol havde fået et mere ophøjet ry, hvis han kun havde lavet ovenstående con amore-titler. Men han elskede instruktørarbejdet over alt andet og kunne ikke sidde stille. Og som alle andre fortjener han at blive bedømt på det bedste, han skabte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu