Læsetid: 3 min.

Kriminelt

Nyt vs. gammelt. Hvilket samfund er det nu lige, alle de krimier taler om?
Autentisk. Ægte krimi skal være som en gammel Columbo klokken lige før tv-avis på DR 2. Det er, fordi de er trashy, vi kan lide dem, og ham.

Autentisk. Ægte krimi skal være som en gammel Columbo klokken lige før tv-avis på DR 2. Det er, fordi de er trashy, vi kan lide dem, og ham.

2. september 2010

Ny ombæring af Taggart siger de på DR. Jackie og Robbie og Stuart igen. Det er også på tide. Det vides ikke i skrivende stund, hvor mange gange nærværende skribent har set nøjagtig hvilke afsnit af den engang så kantede, beskidte og herlige historie fra det mørke, gotiske Glasgow.

Sådan er det med de fleste krimier. Med Morse i Oxford (og et kort forsøg med Lewis, hans løjtnant, da den gamle operaslugende drukmås, der absolut skulle etablere mislykkede elskovsforhold til alle de pænere kvindelige mistænkte, var død med et hult sidste brøl fra graven), med Hercule Poirot, den lille belgiske dandy fra dengang, der endnu var dandyer til, med svenske Wallander og Beck (og hans rødskæggede kompis på altanen) og med Sherlock Holmes ham selv i et London af hestedrosjer og gadedrenge, hvor man køber store flagrende aviser på gadehjørnerne og kører på væltepeter ud over hederne.

Her det sidste par uger er så en ny kommet til, endnu en svensk historie, af Camilla Läckberg, indtil videre hver gang (to) noget med fortidens synder i svenske interiører fra 20'erne og 30'erne, hvor små børn holdes indelukket af onde bedstemødre, der stopfodrer dem med jordgubbar og grimme æventyr, der så (synderne) nedarves på de senere nutidsmennesker i deres psykisk besværlige små dagligdags virkeligheder i en svensk lilleby, hvor alle kender alle og ingen kender, hvad der sker inden i nogen som helst, og slet ikke de nærmeste.

Besværlige virkeligheder. Virkeligheder. Det er jo det, man siger: At kriminalromanen (som tv-krimien jo er dybt afhængig af) på en eller anden måde skulle være vor tids måde at fortælle realistiske historier fra det virkelige samfund på.

Som fortællingen om Tom Barnaby i det lille idylliske Midsomer, hvor ondskaben i den grad lurer lige under den godt slidte overflade. I hans tilfælde spørger man sig selv, når man af vanvare kommer til at zappe ind på ham, hvornår det mon kommer så vidt, at alle andre end Tom, hans betjent, hans kone og hans amatørskuespillende datter er døde, hvilket vil gøre opklaringsarbejdet vedrørende det alligevel kommende mord (på hvem?) måske en anelse nemmere og dog - måske i virkeligheden, de psykologiske komplikationer taget i betragtning, sværere.

Der var engang

Selv sidder jeg med klassikerne, lige nu Margery Allingham, hvis besynderlige detektiv, den forfjamsket geniale Albert Campion, kan minde om en yngre udgave af Dorothy L. Sayers' uopslidelige lord Peter Wimsey.

Sayers var engelsk oversætter af Dantes Commedia Divina, og uden at være mere indviklede end at man kunne læse bøgerne og gyse over dem (for intenst uhyggelige er de) som 12-årig, er niveauet samtidig noget højere end i de fleste af de allerede nævnte. Allingham, Sayers og Christie var 20'ernes og 30'ernes dronninger, en anden tids femikriminalister, en anden tid, hvor realisme ikke absolut - som i dag åbenbart - skulle være så realistiske, at alt ikke kunne afhænge af den indviklede klokkeringning i landsbykirken, der i Nine Tailors gør Wimsey næsten bims, da han af vanvare bliver lukket inde i rummet med de bimlende klokker, der hamrer, dingler og runger deres timelange tolvtonetirader.

Det er, husker jeg, så blodet styrter ham ud af mund og ører.

Engel i regnfrakke

'Gaudy Night' hedder en anden Wimsey, og det er jo sådan, det skal være. Det er helt forkert, at krimier absolut skal handle om genkendeligt, almindeligt liv, at de skal være rigtig litteratur som Sherwood Anderson eller Goethe.

Krimier skal være trashy og fulde af neon på regnvåde gader, grædende hjerter, blinkende natklubber, beskidte handeler på øde hjørner, hvor ingenting møder ingenting.

Krimier skal være trashy, ligesom science fiction, ligesom poesien.

De skal være som en gammel Columbo klokken lige før tv-avis på DR 2. Det er, fordi de er trashy, vi kan lide dem, og ham.

Wim Wenders gjorde ham til en engel i 80'ernes romantiske trashhovedstad, Berlin. Columbo med den beskidte regnfrakke, med den gamle europæiske bil mellem dollargrinene i L.A., med den lange, forkælede hund.

Columbo der ved alt fra begyndelsen. Trashy Columbo dér, et sted i ødemarken, med T.S. Eliot i lommen. Columbo som en dynge knuste billeder samlet til en drøm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu